x
Spids Nøgenhat: VoxHall, Aarhus

Spids Nøgenhat, VoxHall, Aarhus

Spids Nøgenhat: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Siden genopstandelsen af Spids Nøgenhat i 2009 har kalenderen været fyldt med koncerter fra det københavnske syrerockband. Man skal derfor ikke lede længe, før man støder ind i syretripperne i det danske land, og da en sådan travlhed hurtigt kan udvikle sig til en trivialitet, er det ofte sket, at et orkester kan gå i glemmebogen. Dette har dog ingenlunde været tilfældet for Spids Nøgenhat, der trods en travl sommer i det danske festival-land har formået at stable en yderst godt sælgende dansk efterårsturné på benene.

Det hele startede i Aarhus på en tidlig efterårsaften, hvor publikum var strømmet hen omkring syrebålet for at få mærke varmen fra noget, ikke mange tør – nemlig det ellers så velomtalte trip, der involverer støj, lys og farver uden for enhver forestilling. Det var dog ikke LSD, der flød i store mængder, men mere de våde varer hos det lørdagsstemte publikum, der ventende lod blikket fange af den dansende svamp på VoxHalls scenevæg, alt imens en kombination af psykedeliske lyde fyldte lokalet.

Opvarmning var der ingen af – i hvert fald ikke i form af et traditionelt orkester, der skulle råbe ad publikum en halv times tid, inden aftenens hovedpunkt ville indtage scenen. Men selvom Lorenzo Woodrose og co. havde valgt at undlade et sådan arrangement, fungerede den indlevende baggrundsstøj, tillagt diskrete farver på det hvide scenetæppe, netop som en passende form for support til orkestret, der lod vente lidt på sig. Publikum skulle stille og roligt introduceres til det farverige univers, der senere skulle vise sig at forårsage en eksplosion i sanserne.

Badet i lys

Enkelte bandmedlemmer bevægede sig diskret frem mod scenens midtpunkt, uden at publikum helt var klar over, hvorvidt det nu skulle være, og det var det først i den anden omgang, hvor baggrundsmusikken lod sig dæmpe, og Spids Nøgenhat med Woodrose i front bød det århusianske folk velkommen indenfor i deres spændende verden, hvor "Mere Lys" derefter skyllede ud igennem højtalerne og i sin bogstavelighed ind over orkester og publikum. Det fungerede som en hyldest til lyset – et lys, der sjældent er at finde i vores almindelige og velkendte hverdagsunivers, og uanset hvilken tilstand, man skulle finde sig selv i inden orkestrets sceneindtagen, var det svært ikke at lade sig involvere i det skrigende og farverige lys.

Modsat andre og mere almindelige koncertoptrædener, hvor detaljerne ofte er til at skille fra hinanden, fungerede denne koncertoplevelse som et helhedskoncept, der netop bar præg af orkestrets hallucinogene undertoner. Lorenzo Woodroses fængende, genlydende vokal tilsat et psykedelisk orgel og Morten "Aron" Larsens drømmende guitarspil fik musikken til at flyde sammen i en fyrstelig syreblanding, der strømmede ud over scenen og satte sig i publikums bevidsthed. Koncerten udviklede sig derfor til et møde mellem et veloplagt orkester og et betaget publikum, hvor dette møde i øjeblikke havde en så trancederende effekt, at tidsrummet kortvarigt blev glemt.

Fredens lys lod skinne

Trippets udvikling var dog en smule længe undervejs, da både orkester og publikum under koncertens begyndelse virkede en kende ufokuserede. Førnævnte sammensmeltning nåede derfor først sit absolutte højdepunkt under "Lolland Falster" – et af de få Spids Nøgenhat-numre, man måske kan kalde for et rigtigt hit.

Stemningen, som dog hidtil ingenlunde havde været kedsommelig eller distræt, tog derefter en drejning mod dét, som Spids Nøgenhats musik læner sig så stærkt op ad. Det virkede derfor yderst velpassende at slutte første sæt af med "Hva' Har Du Taget?", hvor Lorenzo Woodrose spacede ud på orglet og lod peace-håndtegnene flyve omkring sig. Orkestrets mantra om fred fandt sig derfor veltilpas hos aftenens publikum, der kvitterede med samme hilsen, som i særdeleshed bekræftede opfattelsen af Lorenzo Woodrose som det majestætiske centrum, der guidede os på rejsen igennem det euforiserende lys.

Man stod derfor tilbage med en følelse af noget, der lige havde nået sit sublime klimaks og derfor ikke kunne nå videre. Men inden denne tanke lod sig fastsætte, bevægede Spids Nøgenhat sig beskedent tilbage på scenen, og efter en tår øl og en tak til det aarhusianske publikum blev trippet for en kort og konkluderende stund genoptaget. Dette kulminerede under aftenens sidste nummer, Cinderella-coveret "Udkoksning I Tre Satser", der satte de sidste lys på LSD-kagen og bidrog med de nødvendige ord til den fortælling, publikum netop havde været en del af.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA