x
Europe: Amager Bio, København

Europe, Amager Bio, København

Europe: Amager Bio, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

"Nåh ja, de der Europe, det er da vist meget fedt…"

Sådan var en gængs reaktion hos en mere eller mindre måbende omgangskreds ved nyheden om, at jeg agtede at tilbringe en aften i selskab med en svensk 80'er-reminiscens som Europe.

Men hør nu her:

Europe er MEGA fedt!

Ingen tvivl om, at Joey Tempests stemme har lydt bedre i åbnings- og titelsangen til seneste album fra her i år ,"War of Kings". Stemmen var lidt slidt og hæs efter koncerter blandt andet lørdag i Odense, søndag i det i København så skammeligt oversete spillested Kulturbolaget i Malmö – og så denne vidunderlige mandag aften i Amager Bio.

Men den gode mand, som for længst har lagt 80'ernes puddelhår, kom efter det.

Jeg kunne leve med lidt udfald i nogle af de høje toner, for show og bandsammenspil var så tight, at der "bare ikke var noget at komme efter," som det blev sagt af en tidligere statsminister - selv når det var tilfældet.

Mit eget yndlingsnummer fra seneste album "Hole in My Pocket" blev nærmest sparket over rampen med al den energi, som denne hårdt pumpede og heavy sag kunne bære. Det var her 36 års erfaring i samme band (om end med lange pauser i 90'erne) kom til sin ret.

Der er drevne musikere, der bare VIL lave den hardrock, der er modnet som en god XO cognac. 

Efter comeback-albummet for 11 år siden er det blevet til fem album, hvor den seneste, "War of Kings", ikke er en tom hjemkomst til noget, der var engang, men i høj grad noget, som peger fremad på skuldrene af alle de gode, hengemte skatte i genren som Deep Purple, Thin Lizzy og Led Zeppelin med mange flere.

Det var den slags folk, der engang i 1979 gav en gruppe teenagere fra Upplands Väsby i Stockholm retning i livet – og siden gjorde dem verdenskendte med den-der-i-ved-nok i 1986-1987.

Her står de så og slipper godt af sted med det hele – efter karrierens 10 album.

Lige fra den hårdeste metal til sukkerstads-sangen "Carrie", hvor jeg greb mig selv i at synge med, fordi den bare er skruet så sindssygt godt sammen som en veludført svendeprøve.

Det var også rart at mærke, at de nye og langt hårdere sange holder vand live.

"Nothing to Ya" og "Praise You" har den kant, variation, stemning og frasering, som gode hard rock-sange er gjort af. Den svenske kvintet synes nærmest bedre end nogensinde. Selvfølgelig fik vi også gamle hits som "Superstitious" og "Firebox". Og så "Girl From Lebanon" med en fantastisk intro fra en af de absolutte superguitarister, John Norum, som lagde en flot klangbund aftenen igennem, når ikke lige der skulle fyrres tonseheavy af…

En trommesolo fra Ian Haugland blev det også til med intro fra Monty Pythons "Sit on face…" over Rossinis "William Tell Ouverture". Alternativt, muntert afbræk fra det sædvanlige bulder uden retning ved den slags lejligheder.

Og så måtte vi jo til det som ekstranummer:

Den uafvendeligt, sidste nedtælling sluttede showet – som det vist efterhånden altid gør: "The Final Countdown" slipper hverken vi eller bandet for. Der blev taget mange jeg-så-dem–spille-DET-nummer-videoer, men fair nok, når nu det nummer alene har sikret alle medlemmer en klækkelig pensionsopsparing, som den slags jo gør, når man engang har toppet verdens hitlister. 

Jeg er ikke sikker på, at de gør det igen. Det er lige ved, at jeg ikke håber det.

I givet fald ville det kræve en del beregning og pædagogisk støtte og redigering fra en bankrådgiver, og det tror jeg ikke, musikken bliver bedre af i dag. Hele koncerten var en lang nedtælling til himlen, som vist alle befandt sig i ved udgangen denne aften.

Den overspillede, måske ligefrem forbandede nedtælling er egentlig en glimrende sang, som stadig får folk til at synge med, når de ikke lige er optagede af få den video. Men GLEM den nu, når du fremover hører om Europe.

Europe virker anno 2015 som en band i pagt med sig selv og publikum, og det behøver de ikke lave om på.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA