x
David Gilmour: Royal Albert Hall, London

David Gilmour, Royal Albert Hall, London

David Gilmour: Royal Albert Hall, London

Anmeldt af Anne-Mai Vig Mott | GAFFA

Arkivfoto

Det er næsten et årti siden, den tidligere Pink Floyd-guitarist og co-forsanger David Gilmour sidst kunne opleves live med sit soloshow – en turné, som dengang bragte ham forbi en begejstret GAFFA-anmelder, der gav hans Hamborg-koncert seks stjerner og stor ros for hans værdige Pink Floyd-fortolkninger. Det er således med store forventninger, at denne GAFFA-anmelder sætter sig til rette i Royal Albert Halls smukke cirkelformerede sal en mild britisk efterårsaften, sammen med godt 5000 forventningsfulde fans til den anden af fem udsolgte koncerter på hjemmebane. Den 69-årige guitarlegende har sit dugfriske fjerde album "Rattle That Lock" med i bagagen, samt et imponerende bagkatalog af storslåede Pink Floyd-kompositioner, ej at forglemme.

Fællessang og samfundsdebat

Gilmour indtager scenen med sit otte mand store band til stor applaus fra salen og lægger ud med den instrumentale "5 A.M." fra sit nye album. Bag bandet hænger en stor cirkulær skærm, hvorpå aftenens visuals bestående af både kortfilm og simple tegneserier, designet af Pink Floyds samarbejdspartner Marc Brickman, komplementerer og understøtter musikkens budskaber. Aftenens hovedperson fortsætter med endnu et par nye sange, inden han for første gang henvender sig til sit publikum med ordene "Godaften allesammen. Jeg har spillet lidt nyt – og nu til en gammel". Den trofaste fanskare genkender begejstret og prompte de første toner som introen til "Wish You Were Here", og aftenens fjerde nummer bliver den første fællessang.

Første sæt fortsætter med gamle Pink Floyd-kendinge og sange fra primært det nye soloalbum, side om side i fin harmoni. Man genkender den ambiente guitarlyd og ikke mindst et lyrisk fokus på politiske emner som klassiske Pink Floyd-karakteristika, der da også er til stede i Gilmours solomateriale. Som den krigskritiske "In Any Tongue" fra nyeste Gilmour-album, der rammer ind i en tidløs, men ikke desto mindre yderst aktuel debat med sine stærke visuals.

Mens Gilmour foretager en magtdemonstration af en guitarsolo i forgrunden, viser skærmen bag ham simpelt tegnede soldater, der bevæger sig rundt i gader fyldt med civile voksne og børn, der én efter én bliver ofre for de maskerede soldaters maskingeværer. De lidt for virkelighedsnære og rørende visuals erstattes af surrealistisk film til tonerne af Pink Floyds "High Hopes", hvor Gilmour finder pedal-steel-guitaren frem, inden første sæt afsluttes med stående bifald fra salen. 

Verdens (måske) fjerdebedste guitarsolo 

Andet sæt indledes med "Astronomy Domine" fra Pink Floyd's 1967-er-debut "The Piper at the Gates of Dawn", der efterfølges af aftenens længste nummer i form af Syd Barrett-hyldesten "Shine on You Crazy Diamond"s første fem dele. Hovedpersonen, der er en mand af få ord denne aften, lader guitarerne få en pause, mens han præsenterer sit band, som blandt andet består af enkelte gamle kendinge fra Pink Floyd-regi. Denne anden del er, som den første, lige dele solomateriale og Pink Floyd-klenodier, der kun indeholder et enkelt lavpunkt i form af den nyere Gilmour-kreation "The Girl in the Yellow Dress", der med sin letjazzede facon virker malplaceret i et ellers yderst velsammensat program. 

Da andet sæt afsluttes med "Run Like Hell" er publikum varmet så godt op, at "Run, Run, Run" råbes med stor entusiasme fra især de forreste rækker, mens enkelte griber chancen og danser mellem de nummererede sæder. Ekstranumrene tages imod med kyshånd fra de velsmurte publikummer, og aftenen peaker med "Comfortably Numb", hvor et imponerende laserlysshow bliver afslutningen på aftenens imponerende lysproduktion, mens David Gilmour afslutter en aften i guitarsoloens tegn med sin største, og ifølge Guitar World verdens fjerdebedste, guitarsolo nogensinde. 

Ingen "gammelmandsturné"

Gilmour udtalte i forbindelsen med offentliggørelsen af den igangværende turné til musikmagasinet Rolling Stone, at der nok ville blive tale om en "gammelmandsturné". En udtalelse, der dog bliver gjort voldsomt til skamme denne aften. Gilmour har det stadig, og trods et par enkelte sløve passager og et lidt malplaceret nummer beviser han denne aften i yderst majestætiske omgivelser, at han stadig er kongen af guitarsoloer, og at han som sanger, musiker og komponist fortjener sin plads i musikhistorien såvel som i nutiden. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA