x
A. K. Hansn: Heroicus Interruptus

A. K. Hansn
Heroicus Interruptus

A. K. Hansn: Heroicus Interruptus

GAFFA

LP / Sound Of Perpetual Astonishment
Udgivelse D. 19.09.2015
Anmeldt af
Espen Strunk

Andreas Hansn har huseret i den århusianske undergrund i et par årtier – først ti år med bandet Vildensky i halvfemserne; siden i front for gruppen Singvogel, som – flere år efter deres roste samarbejde med digteren Peter Laugesen – overgik sig selv på dette års Oh Boy.

Nu debuterer Hansn så som solist med en rablende, ramsaltet omgang retrofuturistisk rockmusik tilsat et punket-poetisk tekstunivers et sted mellem socialrealisme, deliriske dagligdags-observationer og decideret vanvid.
 
"Der flimrer skolegården forbi / der ligger Styx i boblende kog," konstaterer Hansn i forbifarten, når han ikke introducerer os for karakteren Hr. Værk i sangen af samme navn, er ude at Pilke en søndag til et manieret riff på en bedaget synth eller sender soniske postkort fra "sindets ensomme industrikvarterer." 
 
Underholdende – og med reelle litterære kvaliteter fra et sted meget langt fra Forfatterskolen i København. Beskidt, uprætentiøst poetisk uden studentikos bismag. Tom Waits på besøg i Dansklærerforeningen. Forfriskende.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA