x
Miguel: Falconer Salen, København

Miguel, Falconer Salen, København

Miguel: Falconer Salen, København

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Under ordene "Føl angsten og gør det alligevel" slog Miguel et smut forbi dansk jord med sit seneste album "Wild Heart" i bagagen. Glem alt om blomsten og bien. Han er ikke kendt for at lægge fingre imellem. Det handler om kødelige lyster, mand i kvinde – og at forfølge sine drømme, selvfølgelig. Forventningerne til det nyudklækkede vilde hjerte var tårnhøje, som publikum stod og trippede utålmodigt efter at opleve den amerikanske sanger. 

Han lod vente på sig. På et hærdebredt lærred bag orkestret fremtonede kosmiske, småpsykedeliske billeder frem, der bevægede sig langsomt frem til den atmosfæriske "a beautiful exit", der skulle vise sig at blive et gennemgående tema i koncerten. En slumrende indslusning til det brag, der var i vente. Efter et stykke tid marcherede trussetyven ind på scenen i lys læderjakke med hvide fjer, der flugtede sig langs ærmekanterne.

En skræppende fugl, der satte af og fløj ind i kosmos til tonerne af den buldrende "Simple Things". En fjer løsrev sig fra den bemærkelsesværdige beklædningsdel og dalede ned over salens hårkroner til den svalende "Sure Thing". Og sådan forsatte koncertens dynamik. Som nydelsen af champagne. Hvinet og begejstringen, når proppen springes og den beherskede snak over den boblende væske.

Lånte fjer og dét, at kalde en fisse for en fisse

Man kunne mistænke Miguel for at smykke sig med lånte fjer. Han har utvivlsomt studeret flamboyante Prince til hudløshed, men den stærke inspiration blev til gengæld også udført til perfektion. Numrene blev eksplosivt leveret med et overvældende energiniveau, der næsten skummede over sine egne bredder. Orkestret forholdt sig forholdsvist anonymt bag aftenens mand i skysovs, der nød rampelysets varme. Med kække krumspring, et fast greb i skridtet og vridende bevægelser valsede han over scenegulvet og langt under bæltestedet.

Den erotiske sværvægter "Pussy Is Mine" blev spillet med minimalistiske guitarriffs, svedigt vaskebræt og overtruffen selvsikkerhed. Det er uegnet for børn og sarte sjæle, men det virker. Nogle gange skal man bare kalde en spade for en spade og andre gange en fisse for en fisse.

Tabt elegance 

De finpudsede og flabede produktioner på albummaterialet havde mere grovkornede kanter under koncerten, hvor larmende guitar og tordnende trommer skar sig igennem lydbilledet. Det passede virkelig godt til sceneshowet, der sydede og boblede, men desværre var der også meget elegance, der gik tabt under dønningerne fra det larmende lydbillede. Det skyldtes ikke orkestret, som spillede virkelig tight og upåklageligt.

Der er heller ingen tvivl om, at Miguel er en stærk sanger. Det fik han bevist med vokale kraftudladninger og selvfølgelig sine mesterlige falsetpræstationer, men hvor hans smørbløde vokal gerne efterlader sig spor i trussen, fik den i stedet trussekanten til at kradse lidt. Der var simpelthen for mange passager, hvor han virkede stakkeret og talende. Koret kørte på backtrack, og det var en skam, for det ville have klædt vokalens profil, særligt på nummeret "Quickie". Der manglede simpelthen den tillokkende skrøbelighed, som vokalen besidder på hans albums. 

Det blev anderledes følelsesladet på den sælsomme "Leaves", der blev leveret med vindmaskine for fuld udblæsning, efterfulgt af en lang indledning til nummeret "What's Normal Anyway?". Her fik Miguel lov til at prædike for det stakåndede publikum. På drævende amerikansk fortalte han om barndommens utrættelige forsøg på at passe ind, men uden at finde sit fodfæste nogle steder. En klichéfyldt tale, der ville have bragt selv den mest belærende ungdomsserie til skamme. På den anden side kan han opfordre til kvinder til at overdrage deres kønsdele, så hvorfor ikke opfordre til at forfølge sine drømme samtidig.

Koncertens hæsblæsende raketrundfart ekskalerede med den velkendte "Do You", der lod publikum trygle om mere inden aftenens ekstranumre "How Many Drinks" og "Adorn", der mindede om en ubesejret gladiators sejrsrunde. Der blev skrålet, slidt fingerspidser på guitarstrengene, og der blev for alvor vredet væde ud af karkluden.

Miguel formåede at holde opmærksomheden til sidste sekund, og særligt den tematiske "A Beautiful Exit" kombineret med lærredets kosmiske billeder fungerede virkelig godt. Det var gennemtænkt, men også grænsende til det fortænkte. Der var ikke meget at sætte en finger på, for han gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Og kom man forbi for at danse og svælge sig i genkendelsens glæde, var man kommet til det rigtige sted. Til gengæld gik fingerspidsfornemmelsen tabt, og det er ærgerligt, for den luner ellers alle de rigtige steder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA