x
Dizzy Mizz Lizzy: Rusts 25-års jubilæumskoncert, København N

Dizzy Mizz Lizzy, Rusts 25-års jubilæumskoncert, København N

Dizzy Mizz Lizzy: Rusts 25-års jubilæumskoncert, København N

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Fejrede Dizzy Mizz Lizzy kan næsten ikke sætte en fod forkert i år. Og at skønne efter de bidder af det nye materiale fra det album, Tim Christensen annoncerede vil komme til februar, skal de bedste ting nok nå ud til de mere umættelige Dizzy-fans. Dem er der som bekendt en betydelig mængde af. For bandet spillede i den herligt lavloftede, 25 års-jubilerende klub på Nørrebro de sange med en tænding, så der går buddhisme i den, og man tror på genfødsel her mere end 20 år efter, at de vandt DM i Rock og udgav debutskiven.

Det var specielt hen mod slutningen på koncerten, hvor der for alvor gik garagerock i den, som fandt bandet for alvor sine ben med publikum få meter væk. Her prøvede de i hvert fald alle de arketypiske rockritualer af, og man følte sig hensat til 1970'erne, hvor guitarsolo med masser af wah-wah-pedal blev afløst af bassolo og ved den hellige Rockgud også en trommesolo. Det gik an, selv om klichéerne stod i kø denne såvel som andre gange i løbet af de godt fem kvarter, bandet var på scenen.

Personligt har jeg aldrig været den store Dizzy-fan. Bevares, man skal være tonedøv for ikke at blive henført, når Tim C lukker op for de bedste sanges magi. Hans stemme har alle dage delt vandene, men en mere end habil guitarist er han altså, selv om hurtigheden i fingrene ikke for alvor løfter taget over det gennemsnitlige, trods mange forsøg på den store og forkromede rockguitarsolo. Det fede er der i mod tricket, som eksempelvis også Mew bruger i rigt mål, nemlig at lave de abrupte breaks, hvor der slås over i en skæv taktart, for så igen at vende tilbage til en form, der kan tælles i 2 og 4.

Han ville vride et væld af toner ud af Fender-guitarerne, de to trofaste Marshall-forstærkere med kælenavnene Racer og Scarry og pedalboardet med den specielle Tim C. Signature Dizzy-pedal, som det danske firma Carl Martin udviklede i forbindelse med orkestrets sidste comeback i 2010. Mens han ville toppe med wah-wah-pedalen. Hver gang!

Starten af koncerten var ikke videre spændende. De nye sange markerede kun lige, at en trio af den slags, der gik tretten på dusinet af tilbage i 1970'erne, havde entret den lave scene. Så kom riffet til Glory, og vi var ligesom ved at være i gang. Iørefaldende hooklines og det første karakteristiske break, hvor guitaristens fine teknik med den økonomiske skiften mellem akkorder og sololøb blev fulgt tæt til dørs af de to kammerater, der spiller som skygger og hvor især Søren Friis er en skarpretter af en trommeslager med et vidunderligt svirp og overblik.

Derefter var det Barbedwire Baby's Dream-tid og de uimodståelige riff-kombinationer i omkvædet og så fik vi en historie om, at de skulle til Japan i morgen, og at folket dér havde en anden smag og at de havde øvet sig på Find My Way fra Rotator-pladen. Den fungerede overraskende fint, på trods af at sangen alle dage har lydt, som havde man en samling forskellige idéer tilbage i rodekassen og så satte dem sammen med gaffatape på må og få med skelen til random-knappen. Men jeg kan ret godt lide nogle af delene i sangen, specielt de klippeakkorder, som nærmest rockrituelt stopper op og de tre musikere antager karakter af troende i en seance, inden næste tur med Dizzy Travel.

Den ret nye single Made To Believe blev ligeledes fyret af med sammenbidt energi, og det er en af de sange, vi også husker om mange år. Sammen med Dizzy-klassikere som 11:07pm, 67 Seas In Your Eyes og specielt Waterline, der med sit kongeriff er som et skrig fra 1990'erne og fra en ung gut med et specielt talent, der ramte øjeblikket, så man næsten så bort fra den betydelige arv fra Eddie Vedder og Pearl Jam.

Dog var forløbet med soloer af alle tre vel fortærsket. Tim Christensen har det med at køre sine soli af efter samme opskrift, og en stor traditionalist er han jo - på godt og ondt. Og soloerne i det sidste forløb var vel lange. Men okay, der var gået garage i den på Rust, og Rust Never Sleeps, så ritualet inviterede vel til det.

Så var det tid til endnu en ny sang, indtil Love Me A Little og en superversion af Silverflame afsluttede en seance med et rockband, der momentvis ramte noget virkeligt godt, men også havde forløb med tomgang og alibirock.

Ret god koncert på fantastisk spillested.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA