x
Chris Cornell: The Orpheum, Vancouver

Chris Cornell, The Orpheum, Vancouver

Chris Cornell: The Orpheum, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Sidst, jeg anmeldte en Chris Cornell-solokoncert var tilbage i 2009, hvor han lige havde udgivet det meget udskældte, men kommercielt succesfulde "Scream"-album i samarbejde med Timbaland.

Man kan ikke klandre Cornell for at have ligget på den lade side siden 2009. Efter endt "Scream"-turné i 2009 gendannede han Soundgarden, indspillede nyt materiale i form af "King Animal" (2012) og drog på tour med Soundgarden for efterfølgende at tage sin akustiske guitar på nakken og turnere som solist, hvilket resulterede i 2011-udgivelsen "Songbook".

I september måned udgav den nu 51-årige amerikaner fra Seattle så sit femte soloalbum, "Higher Truth" (2015), efterfulgt af en nordamerikansk tour med 32 stops undervejs. På "Higher Truth" virker det, som om Cornell for første gang har skelet til den amerikanske folk/rock-arv i stedet for den britiske. Albummet er primært bygget op omkring akustisk guitar kombineret med mandolin og cello. Onsdag aften stod Chris Cornell på scenen i Vancouver, Canada, hvor det skulle vise sig, om den nye stil på dette års album kunne kombineres med et stilmæssigt noget blandet bagkatalog.

Cornell uden band, igen

Alle spekulationer om blandede stilarter falder hurtigt til jorden, da det viser sig, at aftenens hovedperson har valgt ikke at tage et band med til Vancouver denne aften. Chris Cornell indtager scenen ene mand flankeret af syv forskellige akustiske guitarer. Det er ren Neil Young – skovmandsskjorte, hullede jeans og vandrestøvler.

Cornell starter med "Before We Disappear" fra dette års album. Herfra glider vi tilbage til hans første soloudspil, "Euphoria Morning" (1999) via "Can't Change Me" og "Moonchild". "Moonchild" var oprindeligt kun at finde på albummets japanske udgave, og der skulle den måske være blevet. "Moonchild" trækker al intensitet ud af det intime univers, Cornell prøver at bygge op fra sin barstol på scenen. Der er god kontakt til publikum – Cornell deler ud af historier og anekdoter i bedste singer-songwriter-stil. Mundharmonikaen bliver fundet frem, og Bob Dylan's "The Times They Are A-Changin" fra 1964 bliver leveret uden nogen videre introduktion – lidt en underlig sang at vælge, hvis der ikke ligger noget dybere budskab bag. I det hele taget får vi godt med kopinumre denne aften i det vestlige Canada; Led Zeppelins "Thank You" (1969), Princes "Nothing Compares 2 U" (1985) og John Lennons "Imagine" (1971) er alle på aftenens sætliste.

Bryan Gibson

Efter de første 20 minutter ligner det rent ud sagt en tro kopi af Cornells "Songbook Tour" fra 2011 – lige indtil han inviterer Bryan Gibson på scenen. Cornell spiller selv mandolin på dette års udgivelse, men har heldigvis hyret Bryan Gibson til at udfylde den rolle live – hvilket han gør fremragende på "As Hope & Promise Fade", åbningsnummeret fra "Higher Truth". Gibson skifter mandolinen ud med cello, og Soundgardens "Fell on Black Days" (1994) leveres i den bedste version, jeg har hørt til dato – akustisk guitar og cello. Dette minimalistiske og næsten skrøbelige univers understøtter "Fell on Black Days"' tema om depression og ensomhed fremragende. Under disse to sange får aftenens koncert pludselig en helt anden intensitet.

Gibson forlader scenen, og vi er tilbage til greatest hits, leveret meget identisk med de versioner, Cornell fremførte på sin akustiske 2011-turné – lidt skuffende.

Greatest hits

I løbet af de næste små to timer får vi alt godt fra bagkataloget. "Wide Awake", "Like a Stone" og "Doesn't Remind Me" fra Audioslave-udgivelserne, "Rusty Cage" og "Black Hole Sun" fra Soundgarden og ikke mindst "Hunger Strike", "Wooden Jesus" og "Call Me a Dog" fra 1991's fremragende Temple of The Dog-udspil – her demonstrerer Cornell, at stemmen stadig ikke fejler noget.

Det var en ganske okay aften i selskab med en fortællende Chris Cornell, der gjorde et stort nummer ud af at kommunikere til publikum. Dog synes jeg, denne aftens koncert var lidt for meget en gentagelse af "Songbook"-touren fra 2011. Jeg kunne godt have tænkt mig, at Cornell havde spillet mere fra dette års "Higher Truth" album, da det under fremførelsen af disse numre så ud, som om han virkelig var fokuseret i sit sammenspil med Bryan Gibson. Jeg må nok også indrømme, at jeg ikke går til en Chris Cornell-koncert for at høre kopinumre, og dem var der lidt for mange af. Tilbage i september udtalte Cornell i et interview med Rolling Stone Magazine, at han havde Neil Young som forbillede til sin inspirationsproces. Young gjorde sin egne ting, men blev engang imellem nødt til at vende tilbage til Crazy Horse for at finde kernen.

Efter denne tour er Cornell tilbage med Soundgarden, der så småt er begyndt at arbejde på et nyt album, så næste gang vi stifter bekendtskab med Chris Cornell, er det i en helt anden sammenhæng, forhåbentlig med lidt flere instrumenter end en akustisk guitar, da den for min skyld godt må få en lille pause nu.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA