Stine Bramsen – pop med hjerte og sjæl

Stine Bramsen – pop med hjerte og sjæl

Se en flot fotosession med Stine Bramsen her

Stine Bramsen er i denne måned endelig ude med sit længe ventede debutalbum som solo-kunstner. En karriere, der indtil videre har kastet adskillige hits og en ep af sig, men nu er pladen på gaden, og hovedpersonen giver her en række udsagn. Blandt andet om, hvordan hun synes, hun har brugt den glade, pigede side af sig selv rigeligt.

– Det er heldigvis et ret bredt publikum, der dukker op til mine koncerter, men størstedelen er mellem 25 og 40. Der var klart flere teenagere til koncerterne, vi spillede i Alphabeat, men de er selvfølgelig også blevet ældre. Ellers føler jeg, det er meget naturligt, at mit publikum har den alder, fordi sangene jo netop handler om det, hvor jeg står i mit liv lige nu med kærlighed, mand og barn.

Woman er en meget eksplicit sang. Det er min lille kommentar til denne her ensretning, der er i samfundet i forhold til, hvordan en kvinde skal se ud. Det er ikke sundt for de unge piger at høre, at de skal være så og så høje og tynde. Jeg er jo ikke selv prototypen på en popsangerinde: jeg er lav, jeg har ikke nogen six pack og jeg har stritører, så jeg føler, jeg kan synge budskabet, uden det klinger hult. Skønhed kan være mange ting. Man behøver ikke være 1.90 og meget tynd for at være smuk, og det vil jeg gerne kommunikere ud.

– Det var fedt at lave Toppen Af Poppen. Vi optog det tilbage i maj måned, hvor vi var i Skagen i ti meget intense dage, og siden har vi jo bare gået og ventet på, at det skulle blive sendt, og det er sjovt at se, at det kommer en aften om ugen.

– Det var en fornøjelse at dykke ned i Lars Lilholts sangskat i forbindelse med Toppen Af Poppen, og jeg har virkelig fået et helt nyt syn på hans sange. Der er virkelig nogle meget eftertænksomme tekster iblandt. Han er en tilpas filosofisk mand, men jeg havde nu alligevel ikke regnet med, at en Lars Lilholt-sang skulle være mit højdepunkt i løbet af programrækken, haha! Men det gav bare så fint mening, da jeg lavede Hvor Går Vi Hen Når Vi Går, for den er meget mig og berører nogle af de tanker, jeg selv går og gør mig i det daglige.

– Jeg tror helt sikkert, jeg skal lave en dansk plade en dag. Men jeg er jo stadig ung, og jeg vil gerne have muligheden for at lave nogle flere ting i udlandet.

– Det bliver virkelig dejligt endelig at få albummet ud til folk. Jeg var positivt overrasket over opfattelsen af ep'en – der var flere der troede, dén var albummet. Men det kommer altså nu, og det er en mere helstøbt sag – varieret, men med en rød tråd.

– Alle teksterne er skrevet ud fra ting, jeg selv har oplevet på forskellige tidspunkter i mit liv. Så en sang som You Did Me Wrong handler altså ikke om min mand, men om et tidligere forhold. Der er ingen af sangene, der bare er en historie, jeg har fundet på. Det hele er selvoplevet, og det er i virkeligheden hele essensen af det her første soloalbum, man kommer tæt på.

– Titelnummeret Fiftyseven er en lidt malerisk sang. For mig er den en sang, der handler om det, jeg har været i færd med – at udfylde en scene alene. Det betyder, at jeg selv skal tage imod folks meninger og den kritik, der måtte kommer. Det hele kommer meget tættere på end før, og jeg har lagt hele mit hjerte i det. Folk, der kender mig godt, ved, at 57 for mig er et lykketal i en lidt ekstrem grad. Fra jeg var helt lille, har det tal stået for mor, kærlighed og tryghed. Det er meget mig, og det symboliserer de ting, der betyder meget for mig. Blandt andet at være mor.

– Hele sangen Cavalry handler for mig om min søn, men jeg har gjort første vers mere generelt, så folk kan få det til at handle om alle de personer, der betyder noget for dem. Det er den der følelse, man får, når der pludselig er nogen i ens liv, man vil gøre alt for i hele verden, lige meget hvad der sker. Det er en ny følelse, man får, når man bliver forælder.

– I forbindelse med albummet har det været vigtigt at nå ind til, hvad der føles som mig – hvad der føles som Stine. Ikke bare hvad der lyder godt. Det har været vigtigt at skrive tekster fra hjertet på en måde, så de stadig har en relevans for andre mennesker. Og så har det været vigtigt at jage den store, stærke melodi. I den sammenhæng har Nicolaj Rasted, som jeg har skrevet pladen sammen med, og jeg skelet til piger som Adele og Emeli Sandé, der kan det der med at krænge sjælen ud i en god popsang.

– Der er masser af bekymringer her i livet, og The Day You Leave Me handler jo om, hvordan det hele ville ramle samme, hvis min familie skulle falde fra hinanden. Så ville jeg heller ikke kunne fungere som sangerinde. En anden bekymring er selvfølgelig for, hvordan folk tager imod det færdige album. Jeg håber ikke, de afskriver det som et ligegyldigt popalbum. For jeg har lagt hele min sjæl i det, og virkelig åbnet op for, hvem jeg er, og det har Nicolaj også.

– Popmusik er sjældent det, der høster fem eller seks stjerner i anmeldelserne. Pop har haft nogle slemme år, og det var også det, vi prøvede at gå imod i Alphabeat, hvor vi gerne ville vise, at pop også kan være et band, der selv har skrevet sangene og selv spiller dem. Pop behøver ikke være et fy-ord, men det er som om man skal kalde urban eller indie-pop for, at det kan være cool. Der er også mange andre ting på albummet, soul, r'n'b og jazz, men først og fremmest er det pop.

– I forhold til at spille i et band er det nu mig, der har den. Det har været spændende og mega udfordrende at kaste sig ud i. Og så blev jeg endda nybagt mor oven i hatten. Men jeg føler, jeg er blevet bedre og bedre til det. Det har været både fedt og sundt at prøve at udfylde scenen alene. Jeg synes efterhånden, jeg har brugt den glade pigede side af mig rigeligt. Jeg har haft brug for noget andet, jeg kunne udvikle og dyrke. Det er altid godt at ryste posen. Jeg føler, jeg er blevet stærkere i takt med, at jeg har skullet tage flere beslutninger og bekymringer.

– Jeg er min egen manager, så jeg er nok blevet lidt mere af en business woman med tiden. Samtidig er jeg også meget mere i mine følelsers vold. Og jeg er meget mere åben på scenen, end jeg nogensinde har været.

– Da jeg boede i London med Alphabeat skrev jeg meget, og det var helt klart terapeutisk at sætte ord på mine følelser og oplevelser. Det har jeg taget med mig.

– Jeg skal ikke have en manager bare for at have en manager. Jeg kan tage mig af de fleste af tingene selv. Men vi kunne aldrig have undværet en manager i England med Alphabeat. Herhjemme er det lidt mere overskueligt, og jeg kan godt selv tage stilling til, hvilke ting, jeg skal medvirke i og sådan noget.

– Jeg kan godt gå i fred på gaden, men jeg kan godt mærke en øget opmærksomhed. Efter jeg havde spillet til X Factor-finalen sidste år, var det meget tydeligt, at der lige pludselig var en del teenagepiger, der pludselig vidste, hvem jeg var, så der var en del fnisen og råben efter mig på gaden. Det var meget hyggeligt.

– Der er folk der skriver meget personlige historier til mig på Facebook. Det gør mig både rørt og overvældet, og det kan være svært at vide, hvordan, jeg skal reagere. Jeg svarer selvfølgelig folk, men det er ikke noget, jeg bruger flere timer om dagen på.

– Den bedte koncert, jeg har været til, var med Sam Sparrow i Vega. Jeg var af sted sammen med Troels fra Alphabeat. Der var en helt fantastisk stemning. Han er virelig en sej sanger, der laver popmusik med masser af soul. Og så havde han en helt formidabel korsangerinde med. Vi dansede under hele koncerten og gik helt opløftede derfra. Ham vil jeg gerne se igen!

– Jeg har ikke spillet albummet i sin helhed for de andre fra Alphabeat, men Anders Nielsen har løbende hørt sangene. Det er meget spændende, hvad de siger til det, når det kommer ud.

– Alphabeat er sat på pause. Der er ikke rigtig nogen af os, der har lyst til at sige "det var det". Så det ligger i dvale på ubestemt tid. Nogle skriver stadig musik, mens andre studerer eller arbejder. Jeg tror, vi alle sammen havde brug for at komme ud og mærke, at vi kunne noget andet end at være i det band.

Se en flot fotosession med Stine Bramsen her

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA