x

Interview: George Michael – poppens ærlige mand

Interview: George Michael – poppens ærlige mand

Nedenstående interview blev oprindeligt bragt i GAFFA april 2004

George Michael er aktuel med sit første album med egne sange i otte år, "Patience". I den anledning fik GAFFA en åbenhjertig samtale med ham om bl.a. inspiration fra potrygning, tiden med Wham!, homoseksualitet, Princes og Michael Jacksons fald fra tinderne og den ærlighed, der er så vigtig for ham.

– Nå, blev du tvunget til at høre hele albummet?, spørger George Michael og stikker smilende næven frem. ”Næven” er måske så meget sagt, for hans hånd er meget spinkel.

En repræsentant fra hans pladeselskab Sony har i en tilstødende hotelsuite netop spillet "Patience" – hans første regulære soloalbum siden Older-pladen i 1996.

– Tvunget…det vil jeg nu ikke sige, svarer jeg og sætter mig til rette i den meget dybe og magelige sofa, vi skal sidde i. – Tværtimod. Det var godt lige at høre, hvad du har haft gang i, for det er jo lang tid siden, at vi sidst har hørt noget til dig. Faktisk nåede jeg at høre pladen halvanden gang.

– Det er en laaang plade, fortsætter George Michael, mens han begynder at skrælle en appelsin fra et kæmpe frugtfad, der står imellem os. – Jeg har aldrig lavet en plade, der varer mere end 50 minutter, og jeg mener, at Patience varer 71 minutter.

Hvordan har du det med dét?

– Jamen, jeg er fuldstændig begejstret.

Det samme er GAFFA, der overraskende har fået lov at møde popikonet i London til en personlig samtale. I en lang årrække afskyede George Michael nemlig alt, hvad der havde med medierne at gøre. Han havde ganske enkelt fået nok, efter at han i november 1987 havde udsendt sin første soloplade, "Faith". Pladen, som han indspillede i Puk-studierne i Danmark, solgte over al forventning. Alene i USA fandt otte millioner "Faith"-plader vej til amerikanske hjem, hvilket var mere end Michael Jacksons "Bad", der også udkom det år. Sammenlagt solgte "Faith" 15 millioner eksemplarer og etablerede ham som global superstjerne – men først efter at han havde været på en halvt år lang verdensturné og stillet op til endeløse interview på tv, i radio, magasiner og aviser.

– Omkring det tidspunkt var mit selvværd lig nul. Jeg var langt nede og følte mig meget ensom. For selvom jeg havde tusinder af skrigende fans, var det jo ikke det samme som, at jeg havde den nærhed, jeg længtes efter. Jeg vil godt indrømme, at en side af mig elskede at sole sig i rampelyset, men omvendt indså jeg også, at det ikke gjorde mig lykkelig. Derfor besluttede jeg mig for at afskære mig fra den side af mit liv, der var skyld i min ensomhed. Det vil sige alle tv-kameraerne, pressemøderne, radioerne, journalister og turnélivet, forklarer George Michael, der i 1990 udtalte: – Jeg vil ikke udtale mig offentligt, før jeg har noget at sige.

Derefter gik der seks lange år med tavshed. Først i 1996 valgte han at åbne munden i et interview, og i de otte år, der så er gået siden, har han kun stillet op til 15-16 samtaler.

Wham!
I mellemtiden er han gået hen og blevet 40 år – og 2004 markerer faktisk 25-året for hele begyndelsen på hans karriere, der fandt sted på noget så uskyldigt som en legeplads i Hertfordshire, en forstad til London. Året var 1975, og George faldt i snak med en fyr ved navn Andrew Ridgeley, der ligesom han selv var 12 år gammel. Der gik ikke lang tid, før de to var uadskillelige venner og sammen forfulgte en fælles drøm om at blive musikere. Nogle år senere lykkedes det dem som 19-årige at få hul igennem til et lille uafhængigt pladeselskab, der skrev kontrakt med dem, og i 1982 udgav de deres første single, "Wham Rap!", under navnet – Wham!

– Jeg er stadig meget stolt af Wham!, erkender George Michael denne forårseftermiddag, mere end 20 år senere.

– Og jeg lyttede lidt til nogle af de gamle numre i 1997, da vi udsendte "If You Were There – The Best Of Wham!", men ellers sætter jeg det ikke på derhjemme. Men når de dukker op på radioen en gang imellem, kan jeg godt lide at lytte til dem. Jeg skruer ikke væk. For jeg synes stadig, de lyder godt.

Ja, sådan er vi jo mange, der også har det. Men har du et bud på, hvorfor Wham! den dag i dag stadig er så populære?

– Ahmm…? Der var ikke noget kunstigt ved musikken i Wham! Den kom fra hjertet. I det hele taget er der ikke noget kunstigt ved det, jeg laver. Mange forstår ikke forskellen på, hvad der er ”teater”, og hvad der er kunstigt ved en stemme. Jeg har en meget teatralsk stemme, men jeg synger altid ærligt og sandfærdigt og foregiver ikke noget. Har man kun det teatralske i sin stemme og skærer det hjertefølte væk, så er der kun ”skuespil” tilbage, og så har man en sanger fra Popstars. Jeg synes selv, jeg er en meget oprigtig sangskriver, og på mange måder har jeg som musiker og sangskriver ambitioner, der ligger tættere op ad en rockmusikeres end en popsangers. Her tænker jeg på integritet og det at nå frem til sandheden i det, jeg laver. Men situationen er altså den, at jeg laver popmusik. Og dét har i de sidste 20 år været meget forvirrende for folk.

I var meget unge, da I begyndte – var der overhovedet en …filosofi eller ambition bag Wham!?

– Da det ret hurtigt gik op for os, at det var muligt at blive en af de største popgrupper i verden, så gik vi 100 procent efter at blive dét. Men Andrew vidste godt … det vidste vi begge to, at Wham! faktisk kun var begyndelsen af min karriere. Så vi blev enige om, at vi ville gøre det så længe, vi begge to syntes, det var sjovt, og derefter kunne jeg så tage skridtet og forfølge mine egne drømme. I det hele taget forsøgte vi bare at være så uprætentiøse som overhovedet muligt og have det så sjovt som overhovedet muligt.

Andrew
Da han og Andrew Ridgeley i 1986 gav deres berømte farvel-koncert, Wham! The Final, foran 72.000 mennesker på Wembley Stadion, overskyggede George Michael gruppen som sådan og var mere end klar til en solokarriere. Allerede to år inden, i sommeren 1984, havde han i eget navn udgivet singlen "Careless Whisper", der blev en forsmag på, hvad der var i vente fra ham som solist.

Straks efter bruddet gik George Michael i gang med debutpladen "Faith", og Andrew blev ret hurtigt “det glemte medlem af Wham!”. Men var det egentlig så uretfærdigt? Under hele tiden med Wham! spillede Ridgeley kun guitar på tre numre og var kun medforfatter til "Club Tropicana" og "Wham Rap!".

– Andrew blev meget bitter på musikindustrien, fortæller George Michael, der stadig ses med sin gamle ven og makker. – Og det synes jeg, han havde al mulig god grund til. For det er ikke verdens største forbrydelse at få en fribillet, fordi ens bedste ven er meget talentfuld. Han var også med til at skrive "Careless Whisper", og det er kraftedeme meget mere, end mange andre unge popmusikere nu om stunder bidrager med!, erklærer George Michael i et næsten aggressivt tonefald.

George Michael styrede alt i Wham! – lige fra hvordan pladecovere skulle se ud, til at skrive, producere og arrangere samt instruere og redigere videoerne, men retrospektivt var det ikke gået uden Andrew. Hans rolle i Wham! var mere end noget andet som George Michaels bedste ven.

– Andrew var vigtig, fordi han inspirerede mig som menneske, med sin sans for humor, og han skabte faktisk begyndelsen af min karriere, hvilket ellers ville have været meget svært for mig som en ung genert knægt. Andrew og jeg var vidt forskellige som mennesker. Jeg var meget introvert, og hans åbne personlighed gav mig muligheden for at føre mig frem og give den gas … jeg har meget at takke Andrew for.

Pot og kreativitet
Wham! var bygget op omkring Andrew Ridgeleys personlighed og George Michaels talent. Et talent, der har resulteret i nogle af 80’ernes største hits: "Everything She Wants", "Wake Me Up Before You Go-Go", "I’m Your Man", "Last Christmas". Indtil nu har George Michael solgt 80 millioner plader verden over, og det mærkværdige er, at en del af forklaringen på hans talent for at skrive alle de pophits, vi kender ham for, skyldes noget så banalt som pot! Eksempelvis røg han i perioder 25 joints om dagen, da han indspillede "Older". Pot som musikalsk vidundermiddel er i tilfældet George Michael ikke bare et postulat. Han er vitterlig overbevist om, at han er en bedre komponist og sangskriver, når han er skæv.

– Absolut. 100 procent! Og det er en af de eneste grunde til, at jeg ryger. At den her nye plade er færdig, har betydet, at jeg i et godt stykke tid kan holde inde med at ryge, for det er vitterlig blevet en del af min kreative proces. Jeg ser ingen grund til at fornægte det. Men jeg ville aldrig benytte mig af hårde stoffer. Pot derimod er som et kreativt rusmiddel, der fremkalder en mental tilstand, som minder om det tidspunkt, hvor man vågner op om morgen. Eller det tidspunkt, hvor man falder i søvn om aftenen og får alle de bedste idéer, konstaterer George Michael, der ligefrem har en hel teoretisk udredning omkring, hvad der sker mentalt, når han fyrer den fede:

– Hvis man forestiller sig, at hver idé er en kasse – at alle de idéer, man nogensinde har absorberet i sit liv, hver er i sin lille boks. Når man så er halvt vågen og delvist faldet i søvn, så kollapser væggene mellem kasserne på en måde. Man blander så idéerne, absorberer dem og kommer dermed frem til noget helt nyt. Idéerne kommer ud af deres små æsker og fusionerer.

Aha … ja, jeg er jo ikke musiker … så? Men jeg må tilstå, at jeg sammen med et par venner ofte har sat din musik på, når vi har været vinde og skæve, og det har faktisk skærpet sanserne i forhold til at …

– Ja, pot hjælper på det, hvis man skal kunne holde min musik ud, afbryder han og griner, så det runger i lokalet.

…Nej, uden pis – for eksempel den der helt fantastiske unplugged version af "Outside", som du optrådte med i tv-showet Parkinson. Den når uanede højder på en hjemmerullet. Faktisk så meget, at en af mine venner engang troede, han var dig!

– Hold da kæft! Det må fandeme have været noget godt pot. Er det fra den dér hippieby i København … Christiania?.

Let’s go outside
I april 1998 blev George Michael anholdt efter at have svinget dilleren foran en civilklædt betjent på et offentligt parktoilet i Los Angeles. På det tidspunkt var han for længst sikret en plads i musikhistorien, men episoden i Beverly Hills gjorde, at mange nu spekulerede i, om han fra da af kun ville blive husket som ”sangeren, der blev anholdt for onani på et toilet”.

Men efter hændelsen i Los Angeles hoppede han officielt ud af skabet i en tv-udsendelse på CNN og fortalte for første gang åbent om sin seksualitet.

– Ret beset er "Patience" mit første eget deciderede studiealbum siden 1996, hvor jeg ikke var sprunget ud. Derfor var det meget vigtigt for mig at tage nogle chancer med singlerne "Freeek!" og "Shoot The Dog", hvor jeg blev politisk. Jeg så dem egentlig som projekter imellem to album. Og af flere årsager var det vigtigt for mig at lave et meget mainstream-album denne her gang, fortæller George Michael om "Patience", der udkom 15. marts.

– Blandt andet fordi jeg syntes, det var meget vigtigt for unge homoseksuelle at se mig have fremgang efter at jeg var sprunget ud. Altså, at det ikke påvirkede min karriere at bekende sin seksualitet. Særligt fordi jeg ”efter sigende skulle have befundet mig i skabet i så lang tid”. Bevares, unge homoseksuelle så mig lide i pressen på grund af den måde, de skrev om mig på, men det var vigtigt, at de ikke så, jeg led i forhold til offentligheden og blev fordømt af dem, bare fordi jeg var sprunget ud.

De 14 nye sange på "Patience" er bestemt lyden af mainstream-pop, som vi kender den fra "Older" – udtrykket er dog mere elektronisk i form af forskellige trommemaskiner, rytmebokse og et miks af alle mulige og umulige lyde. Alligevel fremstår helhedsresultatet lige så organisk som på Older, og fremhæver ham igen som en af populærmusikkens mest reflekterende sangskrivere.

– Teksterne på "Patience" er en sær blanding. Næsten halvdelen af sangene er skrevet i løbet af de forgange fire-fem år, hvor jeg gennemgik en meget, meget dyb depression. På et tidspunkt troede jeg, at den var gået over. For jeg havde udsendt min greatest hits "Ladies And Gentlemen". Jeg var sprunget ud af skabet og havde overlevet al den smerte, det førte med sig. Alligevel slæbte jeg stadig rundt på nogle tunge mentale smerter. Jeg kæmpede hårdt for ikke at ramme bunden i forhold til sorgen over min mors død. Det handlede ikke kun om sorgen over at miste hende, men også om, at hendes død på en måde motiverede mig til at springe ud. De to typer smerte lå meget tæt på hinanden. Bogstaveligt talt. Den dag, jeg ringede til min mor og fortalte hende, at jeg havde mødt Kenny (hans nuværende amerikanske kæreste gennem otte år, red.), som jeg var forelsket i, fortalte hun mig, at hun havde kræft, fortæller George og bliver ikke uventet lavmælt.

Han fortæller, at han ikke forstod, hvorfor han igen skulle have så hård en lektie, og hvorfor Gud ville have, at han skulle fastlåses i en depression, der varede i fire år. I den periode stoppede han dog aldrig helt med at skrive sange.

– Jeg prøvede, prøvede og prøvede. Jeg føler mig vitterlig hjælpeløs og ubrugelig i livet, hvis jeg ikke kan skrive musik. Alt det her omkring mig, at sidde her med dig, at have magt over min karriere og 100% kontrol over mit liv, er alt sammen baseret på, hvad der kommer fra mit hjerte. I ny og næ kom og gik depressionen, og jeg oplevede dage, hvor jeg igen følte mig optimistisk. På de dage kunne jeg skrive en sang, som jeg var stolt af. Nogle af dem er med på Patience og repræsenterer de øjeblikke, hvor jeg var oppe ved overfladen, forklarer George Michael, som nu endelig er kommet ud på den anden side.

– Omkring januar sidste år føltes det, som om solen brød igennem de tunge mørke skyer. Jeg begyndte igen at skrive, og den sidste halvdel af albummet blev reelt lavet mellem maj sidste år og januar i år. Nu er jeg så rigtig spændt på, hvad folk synes om den.

Popmusik
George Michaels musik har egentlig aldrig, i samme forstand som eksempelvis The Beatles, Elvis eller Prince, været nyskabende eller på andre måder banebrydende. Siden han debuterede med Andrew Ridgeley, har opskriften næsten været den samme: Et potpourri af glade, up-tempo pop-funkede, soul-påvirkede sange og melankolske sjælesøgende ballader.

Men det, der alligevel gør ham så original, er kombinationen af hans genkendelige stemme og det mildt sagt enestående talent for at skrive musik. Et talent, der på pladerne "Faith", "Listen Without Prejudice" og særligt "Older" antog en ekstra dimension. Her tydeliggjorde han, at populærmusikken for ham ikke bare var en profitabel mulighed for at gøre karriere eller at gemme sig bag smarte imagemagere.

– Folk som John Lennon skrev deres musik ud fra en oprigtig tro på, at de kunne ændre verden med musik og overbevisning. Det var i en periode, hvor mange som ham skrev deres egne sange. De havde aldrig nogensinde fået stemmetræning, men sang deres sange på den måde, de nu gjorde. Nogle af dem tog stoffer, var alkoholikere, døde, begik selvmord, lignede idioter, deltog i demonstrationer … og indspillede en masse helt utroligt dejlig musik. Men hvorfor skulle pladeselskaberne vælge den slags typer i dag, når de selv kan danne en gruppe på tre-fire gutter, der gør alt, hvad de bliver bedt om. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men her i Storbritannien ignorerer pladeselskaberne de ægte talenter, som er derude og har drømmen om netop at ændre verdenen med musik og overbevisning, til fordel for unge dekorative pyntedukker. På den måde frarøver pladeselskaberne et af de største aktiver, vi har i Storbritannien – popmusik, fastslår George Michael meget bestemt og kommer ind på Robbie Williams:

– Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg er fan af hans musik, men jeg har dog altid ment, at han var en stjerne. Faktisk fra da jeg så ham første gang på tv. Han var kun 16 år og lavede noget sjovt i et eller andet børneprogram, og jeg tænkte ”den knægt er godt nok selvbevidst”. Jeg syntes, at han havde noget, og det har han jo også. Og gud ske tak og lov for, at han blev en stjerne, for den engelske popscene har i mange, mange år været så kedelig, at uden Robbie ville den have været … endnu kedeligere.

Madonna, Jackson & Prince
For George Michael er populærmusik noget dybt personligt. Og værdifuldt. Hans berømmelse vil aldrig blive bedømt ud fra antallet af nr. 1-hitsingler, forsider på musikmagasiner eller priser og statuetter, han opnåede. Men derimod ud fra spændvidden i hans musik gennem årene. Musik, der repræsenterer og udstiller en personlig udvikling. George Michael er formentlig mere selvbiografisk end nogen anden inden for populærmusikken.

– Popmusik kan godt være ærlig, men i rigtig mange år har den ikke søgt efter sandheden. Derfor tager det lang tid for folk at forstå, at det rent faktisk er sandheden, musikere som jeg søger efter. Når musik, som eksempelvis min, er forklædt som popmusik, så forstår de ikke, hvorfor man overhovedet gider bruge tid på popmusik: ”Hvis du vil tages seriøst, hvorfor så ikke blive rockstjerne?”. Men for tyve år siden var popmusik stadig en respektabel genre. Meget tidlig britisk 80’er-pop var fantastisk!.

Føler du, at du i dag står alene med ærlighed som en tilgang til popmusik?

– Sådan havde jeg det i hvert fald ret længe. Den sidste person, som jeg følte og anså som en slags ”holdkammerat” … der ligesom mig elskede popmusik, havde dybde og noget på hjerte, var Prince. Man kan vel sige, at Madonna stadig prøver. Den ros skal hun have. Men hun er blevet afhængig af dem, hun arbejder med. Derfor ser jeg ikke en parallel imellem os. Der har været nogle paralleller i form af den måde, vi begge to bruger video-mediet på og det faktum, at vi begge er intelligente. Forstået på den måde, at jeg nogle gange i 80’erne – da jeg var i kategori med Prince, Michael Jackson og Madonna som de største popnavne – tænkte: ”Når det kommer til hvem, der stadig vil være tilbage på toppen om mange år, så tror jeg, det vil være mig og Madonna”. Ikke fordi vi som musikere var de mest talentfulde, for jeg har altid ment, at Prince og Michael Jackson var langt mere talentfulde, men fordi vi var mere intelligente end dem. Men vi havde en realistisk fornemmelse for vores karrierer. Og ganske rigtigt, vi er stadig med i toppen. Hvilket desværre ikke kan siges om Jackson eller Prince. De laver ikke rigtig god musik mere. Prince er virkelig en af mine helt store skuffelser. Ganske enkelt fordi jeg anså ham som exceptionelt inspirerende. Men han mistede sin evne til at kommunikere igennem sin musik, forklarer George Michael, der mener, at det skete af de samme grunde, som det er sket for så mange af de andre store stjerner i branchen.

– Han og Jackson følte, at det var nødvendigt at opbygge et imperium omkring dem. Alle de mennesker, Prince omgav sig med, fortalte ham, at ligegyldigt hvad han lavede, så var han fantastisk.

– Og når alle omkring dig er bange for at fortælle dig sandheden om alt, hvad du foretager sig, så bliver det meget svært at bevare ærligheden i din musik. Når dét sker, er det mere end sandsynligt, at det uundgåeligt vil stå i vejen for din evne til at kunne kommunikere musisk med publikum.

– Jeg påstår ikke, at mit liv er forskånet for bullshit fra nogle af de mennesker, der omgiver mig, for selvfølgelig er jeg ikke det. Jeg er en verdensberømthed, og man kan ikke være berømt og leve et liv uden bullshit, men man kan i hvert fald forsøge at undgå det og bevare en form for jordforbindelse. Og det prøver jeg vitterligt. Jeg må sige, at det allervigtigste for mig … min eneste dybfølte ambition er udelukkende at skrive sange, der kan stå distancen.


WHAM!-diskografi:
1983 Fantastic!
1984 Make It Big
1986 The Final (opsamling)

Solo-diskografi:
1987 Faith
1990 Listen Without Prejudice, Vol. 1
1996 Older
1998 Ladies & Gentlemen – The Best Of George Michael (opsamling)
1999 Songs From The Last Century (udelukkende coverversioner)
2004 Patience

Facts:
• George Michael var kun 17 år, da han skrev Careless Whisper.
• Da han var 22 år, skrev han nummeret "A Different Corner", der handlede om den amerikanske skuespiller Brooke Shields, der forlod ham.
• I 1987 blev George den første hvide sanger, der nogensinde sang duet med Aretha Franklin på "I Knew You Were Waiting".
• Han indrømmer at haft en hel række affærer med kvinder – bl.a. flere fotomodeller. Deriblandt Kathy Young, der spillede med i hans erotiske video til nummeret "I Want Your Sex".
• "Too Funky" var den mest spillede plade i Europa i 1992.
• Hans debut-plade "Faith" afstedkom seks singler, der alle gik nummer 1 på de amerikanske hitlister.
• Han har optrådt ved nogle af de mest historiske koncerter gennem tiderne: Live Aid, The Nelson Mandela Freedom Concert og The Freddie Mercury Tribute.
• Georges kærlighed til musik begyndte allerede tidligt. I 7-års fødselsdagsave fik han en radio
”og var helt solgt”, som han siger det. Han fik forældrenes gamle slidte pladespiller og tre plader: To med Supremes og en med Tom Jones.
• Han fik sit første instrument som 11-årig – en ukulele.
• Den blev hurtigt skiftet ud med et trommesæt.
• På Faith-pladen burger han ordet ”baby” 35 gange, på "Listen Without Prejudice" 13 gange og på "Older" 30 gange. Tæl selv efter på "Patience".

Flere facts:
• George Michael blev født som Georgios Kyriacos Panayiotou den 25. juni 1963 i Finchley, der ligger i det nordlige London.
• Ideen med at gøre sit navn mere engelsk har han fra sin far, Kyriacos Panayiotou, der kalder sig Jack Panos. Han kommer fra den græske del af øen Cypern og immigrerede til London i begyndelsen af 50’erne. Her fik han arbejde som tjener, men arbejde sig op og kom til at eje sin egen restaurant i Edgeware. Han er nu pensionist og har et hestestutteri uden for London.
• George Michaels mor, Lesley Angold Harisson, er engelsk. Hun var stort set alene om at klare hjemmet, fordi Georges far brugte det meste af sin tid på at arbejde og tjene penge til familien. Og helt i begyndelsen styrede hun Wham!’s fanklub.
• Han har to ældre søstre: Yioda og Melanie. Ingen af dem er gift eller har børn.
• Han er ikke glad for politikere, men elsker tv-serierne Sex And The City, The Sopranos og ikke mindst 24 Timer, som han er så vild med, at han har alle afsnittene på dvd.

George Michaels hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA