Blaue Blume: – Man ved ikke, hvor man har os

Blaue Blume: – Man ved ikke, hvor man har os

Se flere nye billeder af Blaue Blume her

GAFFA møder forsanger Jonas Smith på det lettere tilrøgede udskænkningssted Knuds Garage i hjembyen Kolding, hvor et spil bordfodbold nærmer sig sin afgørelse i det ene hjørne, mens den nye Iron Maiden brager stolt ud ad højtalerne over baren. Det skal nu på ingen måde ligge til hinder for en god snak om Blaue Blumes album-debut, Syzygy. Snarere tværtimod. Smith er rolig og refererer uden at fortrække en mine rask væk til folk som Oscar Wilde, Baudelaire og William Blake, mens han bevæbnet med kaffe fører GAFFAs udsendte ind i Blaue Blumes særlige univers.

Syzygy er en videreudvikling af det, vi havde gang i på Beau & Lorette, hvor vi fik konkretiseret vores lyd og smagt på nogle steder rent lydmæssigt. Den var meget søgende, hvor jeg nu synes, vores udtryk er mere konkretiseret. Men det hele er stadig indspillet meget live, sådan at musikken er så organisk og levende som muligt. Det er i virkeligheden lidt umoderne i forhold til, hvordan man laver popmusik i dag, griner Smith og forklarer, at Blaue Blume i virkeligheden er et sammensurium af de alle de elementer og referencer, de fire drenge har at trække på.

– Vi lader os ikke influere af én sound, musikken er mere et resultat af alt de musik, vi nogensinde har hørt og alt, vi har tænkt og følt, hver især. Det er i virkeligheden nok et af vores kendetegn – at man ikke ved, hvor man har os, rent lydmæssigt. Og det bliver måske en lyd i sig selv.

Ja, for man er jo ikke i tvivl om, at det er jer, når man hører et af jeres numre…

– Det har også været vigtigt for os, og noget, der er medvirkende til det, er, at vi alle fire er meget bevidste om vores instrumenter og gør en dyd ud af hver især at være så original som muligt. Men det betyder så også, at vi er afhængige af, at lytteren er indstillet på, at musikken er lidt anderledes.

Tæsk i ansigtet af The Weeknd

Det er i grunden overraskende, at I har indspillet så meget af det live i studiet. Et band som Mew bruger jo vildt lang tid i studiet og arbejder med mange lag under indspilningerne.

– Et stykke hen ad vejen har det da også mere været af nød end af lyst, for når man lytter til et album som Frengers, der er en helt fantastisk plade, som vi alle i bandet ser op til som et helt særligt indie-værk, der formår at lave popsange i en prog-skabelon, kan man godt høre, at de har haft pengene til at eksekvere deres mission om at lave levende, organisk musik ekstremt stringent og meget sonisk.

– De gange, vi har stået færdige med et produkt, har vi da i første omgang også ærgret os over, at det ikke tæskede os i ansigtet, som for eksempel The Weeknd gør – sådan noget popmusik, hvor præmissen og økonomien er en hel anden. Der bider det os i halen, at vi har et dogme, hvor vi skal tage vores instrumenter så langt, vi kan – guitaren skal ikke erstattes af en computer, og trommerne skal ikke være digitale for at ligge højere i lydbilledet. Det er ikke i tråd med tiden, men der er til gengæld rigtig meget liv i det, og det vigtige har ikke så meget været at finde fejlene, vi har lavet, men i stedet at have en fælles følelse af, at det var rigtigt. Og det var for os det helt rigtige at gøre på et debutalbum som det her.

Hvad skal man lægge i albumtitlen?

– Jeg faldt over ordet "syzygy" i en ellers relativt kedelig bog af Jung, hvor han bruger det til at beskrive "det guddommelige par". Det syntes jeg havde noget prætentiøst og arrogant over sig, som alligevel er vildt fint – at man sætter kærlighedspagten op på den piedestal. Og så kan jeg godt lide selve ordlyden, der ligger fint i tråd med min måde at skrive sange på. Når jeg synger og skriver tekster, gør jeg meget ud af, at ordene skal passe i min mund og integreres med min stemme, og derfor kan jeg godt lide titlen – den tager beskedent opmærksomhed.

Forelskelse og melankoli

Et album med en titel, der betyder "det guddommelige par" er næsten nødt til at handle om kærlighed, og det er da også tilfældet, for Jonas Smith har på ingen måde berøringsangst med det romantiske.

– Albummet er en dedikation til forelskelsen – til de der øjeblikke i tilværelsen, hvor tid og rum føles dybere end normalt. Når følelsen af at være til åbenbarer sig som fuldstændig, og alting falder i hak. Jeg har skrevet ud fra nogle personlige ting for mig – alle linjer og ord kan jeg spore tilbage til steder, jeg har været med hende, pladen handler om, men det er vigtigt for mig, at alle kan relatere til det. I bund og grund handler teksterne dog om hende og mig. Der er en kraft og en energi i forelskelsen, samtidig med at der er en bevidsthed om et forestående tab.

Hvordan det?

– Det sublime øjeblik kan ikke vare ved. Det forsvinder igen, og på pladen forsvinder pigen også igen på sin cykel om morgenen, efter alt har været perfekt. Det er jagten på det perfekte, flygtige øjeblik, og deri ligger melankolien, som jo bestemt er til stede i musikken. Albummets "Roxy" er en karikatur – en personificering af forelskelsen, som er udsprunget af en virkelig person i mit liv. Men den er også udsprunget af de andre forelskelser, jeg har haft gennem mit unge liv. Det er nu engang, hvad jeg har at skrive om. Det er min virkelighed, indrømmer Jonas Smith og kommer yderligere ind på melankolien i bandets univers.

– Melankolikeren er gennem historien blevet betragtet som en, der så verden som ufuldstændig, og jeg tror, kunsten er et instinkt i mennesket. Den vidner om, at der er et eller andet ud over det materielle, og musikken og kunsten åbner for korrespondancen mellem det konkrete og det nærmest spirituelle. Det, der tiltaler mig er den dynamik, tabet bringer med sig: skønheden åbenbarer sig for at forsvinde det næste øjeblik. Når man læser en digter som Charles Baudelaire, drages man jo af den grusomhed, han beskriver, hvori melankolien også ligger. Han er jo et sorgfuldt menneske, men deri er der også noget smukt og skønt. Rimbaud har noget af det samme, og de er begge forgangsmænd for beat-perioden.

I en tid, hvor playlister og hurtige hits dominerer, kræver I mere end gennemsnittet af jeres lyttere. Man bliver udfordret – på den gode måde, vel at mærke. Er der aldrig nogen, der har bedt jer om at lave det der radiohit?

– Jo, det er der konstant folk, der beder os om, og vi er jo også interesserede i at lave popsange, men på en måde, hvor vi undersøger, hvor langt vi kan strække skabelonen.

Kan du give et eksempel på en anden kunstner, du synes, har gjort det?

– Han vil sikkert være lodret uenig med mig, men Kevin Parker fra Tame Impala har gjort det med singlen Let It Happen, som er et sindssygt catchy, poppet nummer, men hvor der gøres op med tiden i popmusikken, ved at sangen varer over otte minutter. Men otte minutter, der er fucking vanedannende og hele tiden introducerer nye melodier og hooks, der holder dig til ilden. Den råber bare "kom, lyt til mig!" Hvis man har den magt og samtidig kan bruge den til at vække noget i folk, er det fantastisk. Det synes jeg bestemt, Tame Impala kan, og det er sådan noget, vi stræber efter, men vi fejler nogle gange ved at gøre det for komplekst. Det kræver nogle gange, at man lige sætter det, man har gang i på pause, og så bare lytter. Det er nu, vi skal ud og bevise, at vi kan udvikle os og blive ved med at vække folks interesse. Vi ser os selv som et band, der skal ud og lave i hvert fald ti plader til.

Se flere nye billeder af Blaue Blume her

Favoritsangere:

Jonas Smith har en af dansk musiks mest særegne sangstemmer. Her fortæller han om fem af hans helt store sanger-forbilleder.

Nina Simone

– Hun gjorde noget helt særligt i de tidlige dage, hvor hun ikke var så politisk engageret. Jeg kan godt lide, at hun ikke er en skønsanger, men at hun søger det skønne med det, hun har. Hun rammer noget, ingen andre kan. Og hun kræver noget af lytteren. 

Edith Piaf

– Ud over at være en fantastisk sangerinde havde hun også en enestående udstråling på scenen. Det var dengang, man som sanger også gjorde noget ud af at være performer. Man skulle drage og forføre sit publikum – og det gjorde hun. Hun kunne fylde hele universet, når hun stod og sang. 

Jeff Buckley

– I gymnasietiden brugte jeg time efter time på at forsøge at synge hans sange, men jeg formåede det ikke, fordi min fysik ville mig det anderledes. Og det lærte mig at bruge mit dybe register. Han er en evig inspiration. Hans abstraktionsniveau i forhold til musikken var enormt. Han er på mange måder det perfekte sangerforbillede. Han synger fuldstændig vanvittigt – out of this world. 

Annisette Koppel

– Hun er nok den dygtigste sangerinde, vi overhovedet har herhjemme. Hun synger med en sjælden inderlighed. Hun har en fantastisk personlighed. Jeg er kæmpe fan! 

Patti Smith

– Hun kan noget af det samme som Annisette. Musikken løber genne årene på hende. Det er så smukt, det, hun kan! Man kan ikke undgår at blive påvirket af det, hun gør.

Se flere nye billeder af Blaue Blume her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA