x

Reportage: Sweden Rock 2007: Store musikalske oplevelser

Reportage: Sweden Rock 2007: Store musikalske oplevelser

Sweden Rock Festival skuffer aldrig. Overordnet set i hvert fald. I år leverede hovednavnene varerne i en sådan grad, at generne ved den lave lyd, varmen og de dyre, svenske rock-øl bestemt var til at leve med. De fire danske bidrag klarede sig strålende.

Sweden Rock Festival 2007, Sölvesborg: Der er kun én ting galt med Sweden Rock Festival, og det er, at festivalen ligger i Sverige. For i Sverige må man åbenbart ikke spille højt. I Sverige er de tamme øl dyrere end maden. Og maden er mere end dyr og fantasiløs nok i forvejen.

Men kaster vi os over musikken, så kan de altså det dér, de gode programlæggere på Sweden Rock Festival. Et program, der stilmæssigt breder sig fra Suzy Quatros røvballe-Smokey-rock over fantastiske Heaven And Hell, ultra-oplagte Aerosmith til Tiamat, Dimmu Borgir, Dark Tranquility og Marduk. Altså fra det blødeste bløde til det ondeste onde.

Og så kan programlæggerne finde ud af at booke hovednavne, der virkelig leverer til topkarakterer. Heaven And Hell (Black Sabbath uden Ozzy, men med Ronnie James Dio) var en blændende sort og smuk oplevelse. Aerosmith var en kæmpe fest. Genfødte Scorpions lukkede behørigt af med fantastisk syng-med.

Programlæggerne blander med kyndige hænder nyt med gammelt. Melodisk med smadder. Progressivt med thrash. Der er noget for enhver smag. Der er noget at synge med på, noget at blive bekræftet i, noget at genopdage – og noget nyt at udforske. Årets Sweden Rock Festival var ganske enkelt, hvad enhver Sweden Rock Festival er.

De danske
Fire danske bands – eller bands med tilknytning til Danmark – var i vælten på Sweden Rock ’07: sleaze-bandet Switchblade, Søren Berlevs Gas Show, White Lion og Pretty Maids. Og de klarede sig hver især strålende.

Størst glæde vakte overraskende Søren Berlev Gas Show, hvor vi og en kæmpe flok svenskere i en times tid torsdag aften virkelig fik skrålet kæberne af led.

Største rock-oplevelse af de danske var – ikke overraskende – Pretty Maids, der fik den tvivlsomme opgave at åbne Rock-scenen fredag kl.12. Og hvordan gør man så det, når man er fra Horsens og hedder Pretty Maids? Det gør man med rock. En effektiv åbning med ”Back to Back” og ”Rock the House” førte over i et velvalgt timelangt sæt med kun én overskrift: Rock! Og Pretty Maids glimrede ved i den grad at rocke festen i gang fredag. Og alle stemmebånd var flossede, da middagsfesten blev lukket ned med signatursangen ”Red, Hot an’ Heavy”.

Mike Tramps White Lion gik på kl. 15 fredag eftermiddag. Og også White Lion tog os med ned ad Memory Lane med et forrygende sæt firser-puddel med kant og spilleglæde.

Mindst kendte – men det internationalt mest anmelderroste lige nu og her (8 ud af 10 stjerner i Classic Rock Magazine) – af de danske bands var Switchblade, som spiller svedig og beskidt sleaze med sjæl og nerve. Og det gjorde de med en ganske fin tiltrækningskraft sent onsdag eftermiddag. Problemer med lyden ændrede ikke på, at attituden og spilleglæden og nogle møgbeskidte guitarriff var med til at redde den danske ære – i kølvandet på fodboldskandalen mindre end en uge tidligere.

De store oplevelser
Men ingen af de danske kom i nærheden af mega-oplevelserne, som de tre hovednavne Heaven And Hell, Aerosmith og Scorpions leverede. Mastodonter og stadionbands, som ved, hvad der skal til for at levere. Men de mere end leverede.

Heaven And Hell, som er Black Sabbath Mk III, og som stod bag tre af Sabbaths helt store klassikere, ”Heaven And Hell”, ”Mob Rules” og den oversete ”Dehumanizer”, leverede en musikalsk og stemningsmæssig helt fantastisk oplevelse. Sceneshowet, lyset, sætlisten og ikke mindst musikaliteten – alt gik op i den højeste enhed. 65-årige Ronnie James Dio har stadig en helt fantastisk stemme, og guitaristen og monster-riff-meister Tony Iommi fik – modsat når Ozzy er med – masser af plads at boltre sig på. Ja, det var et nærmest frigjort legende og sprudlende Black Sabbath, vi oplevede. Uden at spille ét eneste af de tyndslidte gamle fra Ozzy-tiden. Tak for det! Dette naturligvis skrevet i al ære og respekt, men vi har hørt numrene så mange gange, at det halve…

Indtil fredag aften har jeg altid ment, at det bedste ved Steven Tyler er Liv Tyler, hans smukke, smukke datter. Men indtil fredag aften havde jeg heller ikke hørt Aerosmith spille live. Og ja, vi fik hovedparten af hittene fra firserne og halvfemserne. Og ja, de blev leveret med en nerve og spilleglæde, som tangerer Rolling Stones. Og så fik vi altså også lige en ordentlig røvfuld blues, leg og rock fra 1970’erne. Vi fik simpelthen hele Aerosmith-dynen med fantastiske højdepunkter i den smukke ”Dream On”, der er at finde på gruppens debut fra 1973, og bluesnummeret ”Baby Please Don’t Go”.

The Scorpions, der med rette og på grund af en ordentlig flok halvanonyme album nærmest var sendt på permanent ferie, havde den store ære at lukke festivalen lørdag nat. Og det genfødte og hjemvendte tyske orkester leverede en helt igennem stor, stor afslutningskoncert med gæstebesøg af den tidligere guitarist Uli Jon Roth. Og det betød ganske enkelt rigtig gode genhør med en lille håndfuld af klassikerne fra 1970’erne: ”Pictured Life”, ”He’s a Woman, She’s a Man” og ”In Trance” blandt flere.

Det rigtig fine ved Scorpions-koncerten var, at de rimelig hurtigt fik overstået balladen ”Wind of Change” og i øvrigt leverede et sæt, hvor der blev blandet godt mellem nyt, helt gammelt og firser-hits. ”Bad Boys Running Wild”, ”Still Loving You”, ”Holiday” og ”The Zoo” fik vi, men vi måtte desværre undvære partyrockeren ”No One Like You.”

Ud over de tre hovednavne leverede især symfon-prog-metallerne fra USA, Symphony X, en helt fantastisk koncert torsdag eftermiddag. Hårdtslående riff, stor instrumental tæft og kunnen, flotte symfoniske melodier og en af festivalens bedste sangpræstationer af Russell Allen krydrede en i øvrigt ganske fantastisk torsdag. Og det gjorde også mødet med den tyske guitarhelt Axel Rudi Pell, der er det tætteste, vi kommer Ritchie Blackmore. Stærke melodiske rockere og i Johnny Gioli en sanger af format og med skarp kant.

Overraskelserne
Tyske U.D.O. (den tidligere Accept-sanger Udo Dirchschneiders band) leverede en gedigen rockoplevelse fredag. Men kun, når han spillede de gamle Accept-schlagere. De to svenske bands, Mountain of Power med guitarfænomenet Janne Stark i helt forrygende form, og så Sort Sol-sound-a-likerne Tiamat, der leverede en smuk, smuk og mørk oplevelse. Og igen: Flere svenskere. Prog-metallerne fra Andromeda havde en halv kvadratmeter at spille på på den diminutive Sveriges Radio Scene. Men hold da op, hvor de dog spillede igennem.

Den største overraskelse kom dog fra helt uventet kant. Jeg var én blandt mange, der undrede sig over, hvad dælen dog R.E.O. Speedwagon skulle på plakaten på en heavyfestival. Jeps, jeg syntes, at de kunne levere smægtende melodier tilbage i firserne, men rock? Jo, rock i dén grad. Melodier, harmonier, arrangementer – alt gik op i en højere enhed lørdag aften. R.E.O. Speedwagon bruger dygtigt og skamløst løs af de mest iørefaldende akkorder og akkordskift. Vi bløde heavyrockere (og dem var vi tydeligvis mange af) fik og nød ”Don’t Let Him Go”, ”Take It On The Run”, ”Keep On Lovin’ You” og den smukke ballade ”Can’t Fight This Feeling”. Mellem de mere melodiske indslag blev vi i den grad beriget med gedigen guitarrock anført af guitarist Dave Amato.

Skuffelserne
R.E.O. Speedwagon var så afgjort en af festivalens største oplevelser. Og ledte direkte over i en af de store skuffelser: Motörhead, der var programsat lige efter. Her skete det utænkelige: Motörhead spillede simpelthen for lavt. Men de fik da spillet sig op, og det hjalp ganske meget, at den originale guitarist Fast Eddie Clarke kom med ombord til ekstranumrene ”Bomber”, ”Ace of Spades” og ”Overkill”.

Suzy Quatro faldt helt ved siden af med ren røvballe-polka, der intet havde med rock’n’roll at gøre. Dyb skuffelse, for jeg husker hende rocke gevaldigt i min barndom. Thin Lizzy, som i parentes bemærket er mit all-time yndlingsband, skal holde op med at kalde sig Thin Lizzy, nu hvor sanger, bassist og sangskriver Philip Lynott har været død i mere end 21 år. De to nogenlunde originale medlemmer Scott Gorham og John Sykes skal – hvis de fortsat vil kalde sig Thin Lizzy – levere bare minimum af engagement. Den eneste mening med det orkester lige nu er at sørge for husleje-penge til d’herrer. Og det er sgu det samme som at besudle noget, der er meget helligt. Og det var, hvad Thin Lizzy gjorde torsdag.

Skid Row uden den originale sanger Sebastian Bach var en ørkenvandring. The Answer (som var et af de helt nye og unge bands på festivalen) havde ikke stærkt nok materiale til at spille Festivalscenen op.

Og Meat Loaf… Puha, for en modbydelig oplevelse. Scenemæssigt et stort udstyrsstykke, men manden havde jo taget et cabaret-orkester med sig. Et orkester, der på ingen måde kunne rocke – og dermed slet ikke kunne tilføre de klassiske ”Bat Out Of Hell”-sange det liv, som de sange fortjener. At Meat Loaf så slet ikke kunne huske teksterne og sørgeligt måtte støtte sig til teleprompteren (som tydeligvis rullede for stærkt) det meste af tiden, var ren ynk. Nå, men man fik da prøvet at synge med på ”You Took The Words Right Out of My Mouth”…

Men skuffelserne ændrer på ingen måde ved, at Sweden Rock Festival 2007 var en stor, musikalsk oplevelse. Og det først og fremmest takket være hovednavnene og stærk programlægning.

Karakterer – i kronologisk rækkefølge:
Switchblade: 3
Wolf: 3
Mountain of Power: 4
Nocturnal Rites: 4
Andromeda: 4
Annihilator: 3
Tokyo Dragon: 3
Dark Tranquility: 4
Thunder: 4
Eldritch: 3
Axel Rudi Pell: 4
Lions Share: 3
Symphony X: 5
Meat Loaf: 1
Thin Lizzy: 1
Heaven And Hell: 6
Pretty Maids: 4
The Answer: 3
U.D.O.: 4
Skid Row: 2
Tiamat: 5
Aerosmith: 6
Bloodbound: 3
Magic Pie: 3
Blind Guardian: 1
Suzy Quatro: 1
Iced Earth: 3
R.E.O. Speedwagon: 5
Motörhead: 4
Scorpions: 5


Lars Schmidt er journalist og heavy-anmelder med en fortid på Wild Magazin og Zoo Magazine og nu skribent på http://www.jubii/rock og http://www.heavyjam.dk

Læs også vor gæsteskribent Christian Weigels reportage fra Sweden Rock

Sweden Rocks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA