x

Danni Toma – Lyden af en ny generation

Danni Toma – Lyden af en ny generation

Danni Toma erindrer tydeligt, hvordan han første gang blev tryllebundet af hiphop. – Min søster spillede det meget legende album "Blackout!" med Method Man & Redman for mig. Jeg var fuldstændig solgt.

Den hårdtslående og ekstravagante gangstarap blev dyrket i barndomshjemmet, men han var underbevidst draget af den mere eksperimenterende lyd fra triphop. – Jeg var kæmpefan af DMX, som er meget sjælfuld, men det forstod jeg ikke på det tidspunkt. Mit første track hed Når Du Ser Mig Flasher Jeg Bling – og det gjorde jeg jo slet ikke. Det var en fed start, men det passede slet ikke til mig. Jeg elsker hiphop, men jeg synes ikke længere, at lyden er så spændende. Jeg vender altid tilbage til Massive Attack og Tricky. Jeg er grebet af måden, de eksperimenterer og udvikler deres lyd på. De er ikke fastlåst i en kasse – det synes jeg hurtigt, man kan blive i hiphop.

Folderne blev slået i ungdomsklubben, hvor Jonny Hefty var blevet hyret som hiphop-pædagog. – Han fik hevet os ud fra solcentrene og tankstationerne og op i klubben, hvor han lærte os at skrive sange og indspille dem. Dér fandt jeg ud, at jeg skulle lave musik.

At finde sin lyd

Toma mødte i samme periode sin producer Noodle, som han kurtiserede til en fest, og sød musik opstod i mere end en forstand. – Vores forhold er som et ægteskab. Han ville gerne være manden på knapperne. Vi kendte ikke nogen, der kunne lave de former for produktioner, som vi gerne ville have. Efter Method Man og Redman begyndte jeg at dyrke det mere sjælfulde hiphop. Jeg synes, det er nødvendigt som menneske at kunne kommunikere sine følelser. Jeg har altid været fortaler for at sige, hvordan man har det – på den pæneste måde.

Det spirende venskab blev hjørnestenen i udforskningen af nye lydlandskaber, der blev dyrket i et roligt villakvarter i hjertet af Aalborg. De byggede deres eget studie og skrabede penge sammen til højtalere og mikrofoner. Efter et stykke tid udgav de deres første selvfinansierede ep Søndage og Andet Poetisk Bullshit og solgte hurtigt alle eksemplarer. – Vi lavede jazzet hiphop med indhold og sjæl. Det tror jeg var savnet på det tidspunkt. Det lød ikke som noget andet, og det definerer os godt.

Musikken bragte dem rundt omkring i landet. – At vi kom fra Nordjylland og fik lov at spille i København var fuldstændig hjernedødt. Jeg fik et netværk og tog en masse med hjem, som jeg havde oplevet herovre. Vi blev ved at spille en masse koncerter i hele Danmark, hvor vi også lærte Hukaos og Cheff at kende. Vi fik lov at sætte Aalborg på kortet. Jeg synes, det er lyden af vores generation. Det ærlige, følelsesladede udtryk.

Livets kapitler

Med nordjysk blod pulserende i årerne og et landsdækkende netværk var vejen banet til det terapeutiske debutalbum Kvinde, der blev Tomas måde at stykke sit hjerte sammen igen efter et smertefuldt brud med en kæreste. Albummet blev ikke den store salgssucces, men landet havde fået øjnene op over for den ærlige rapper og hans særegne lyd. Danni Toma blev hevet med på turnéer for Shaka Loveless, Barbara Moleko, De Eneste To og forbilledet Tricky. For et år siden rykkede han teltpløkkerne op fra den nordjyske muld og flyttede til hovedstaden. Her blev der lagt sidste hånd på albummet Grå.

– Alle de positive sange er skrevet i København. I mit hoved kan man ane en rød tråd gennem sangene. Titlerne er meget mørke, synes jeg. Men pladen udvikler sig i takt med, at mit liv blev mere positivt og indholdsrigt. Det samme gjorde sangene. Man kan tage et af mine albums i mit katalog og udpege, hvordan han har det lige her. På Rige Mænds Jakkesæt var jeg meget politisk aktiv, og på Kvinde havde jeg fået knust mit hjerte. Grå var en måde at finde tilbage til mig selv igen. Det er kapitler af mit liv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA