x

El Vy – Skødesløs kreativitet

El Vy – Skødesløs kreativitet

The Nationals karismatiske fuld-tone-baryton-vokalist Matt Berninger har hooket op med vennen, musikeren og produceren Brent Knopf. Konstellation er blevet til El Vy, der både refererer til Elvis og "Hell pie". Berninger leverer både galskab, humor og alvor ud i videoer, album-tracks og live i Pumpehuset 1. december. GAFFA fangede den sjove, vinglade og dedikerede vokalist over telefonen fra Venice Beach, L.A.

Frygt ikke, The National er ikke fortid. Samme tidlige oktober-dag, som dette interview fandt sted, skulle Berninger i studiet med bandet, og hen mod slutningen af interviewet ankom The Nationals formidable trommeslager Bryan Devendorf til førstnænvtes domicil. Skulle hilse og sige hej, og det gælder naturligvis samtlige læsere.

Trods aktivitet i hovedbutikken har Berninger ikke desto mindre taget sig god tid til sideprojektet El Vy, aktuel med debutalbummet Return to the Moon, der i den grad virker som en forløsning for den dygtige og ofte selvironiske sanger. "Mine mest selvbiografiske samling sange til dage, trods de ikke nødvendigvis er skrevet i jeg-form", fortæller Berninger, der samtidigt får gjort godt og grundigt op med sit delvist misvisende ry som indadvendt mørkemand. Det kan være, at der af og til bliver kigget dybt i flasken, at ens sangtone er indbegrebet at mørk melankoli, men for dem der har mødt og snakket med Berninger – og for de mange, der har set ham fyre den af på scenen – er det tydeligt, at manden indeholder langt flere sider, også de helt gakkede. Tjek for eksempel lillebror Toms video af El Vys I'm the Man To Be, hvor Matt på det nærmeste spasser dansende ud på Venice Beach.

Lad tilfældet råde

Undertegnede har tidligere dækket The National og Berninger, og denne gang som tidligere er han entusiastisk, storsnakkende, selvironisk, halvforvirret, sjov og glad. Der er ingen tvivl om, at El Vy er en legeplads, hvor blandt andet lillebror Tom har foldet sig ud med videokameraet.

– Mig og Tom havde det rigtigt sjovt. Han er 10 år yngre end mig, så da han var teenager, var jeg flyttet hjemmefra, men vi har hængt meget ud de senere år, og denne gang har vi haft det virkelig sjovt. Du kan for eksempel se det på videoen I'm the Man To Be. Meget uhøjtideligt, hvor vi har fjollet en hel del rundt. Dermed ikke sagt, at vi ikke arbejder hårdt, og vi går efter noget, vi synes er fedt, men det er meget uden regler, hvor det spontane får plads. Min bror har aldeles tortureret mig i mange scener og har fået mig til at gøre en masse sindssyge ting. Han fik ydmyget mig den ene gang efter den anden og fik mig blandt andet til at danse vildt foran alle disse "rollerskaters", og det var de ikke specielt begejstrede for. Jeg kan næsten ikke huske at have haft det sjovere i mit liv, end da vi lavede den video. Tit kommer det bedste resultat ud af spontanitet, humor og skøre idéer, mere end super udstyr og kæmpe budget. En form for skødesløs kreativitet. Men sådan kan jeg godt lide at arbejde i det hele taget, også musikalsk. Har du en dynamik, der kommer op at køre, skal du generelt bare give den plads til at folde sig ud i stedet for at gå ind og ændre og rykke rundt. Sådan har jeg det på mange måder.

En mere præcis balance af min personlighed

Har du levet det ud på El Vy-albummet?

– Det har jeg helt sikkert. På en sjov måde er det som om, det er en bedre repræsentation af min egen personlighed end på The National-pladerne. Begge bands er både sjove og melodramatiske og ligner hinanden på mange måder, men der er nok en ekstra løssluppenhed omkring El Vy. Idéen med bandet kom fra en sindstilstand, hvor jeg var meget bevidst om ikke at fastholde et image, som jeg måske har portrætteret i forhold til verden med The National. Mange så oprindeligt The National som et country-band, og der var noget sandhed over det, og så blev det gradvist opfattet mere alternativt, og mig som et mørk, melankolsk menneske. Og det er også sandt, en stor del af mig er sådan, men det er kun den ene side. I El Vy kommer mange af mine andre lyse, skøre sider også frem, og jeg vil sige, at albummet præsenterer en mere præcis balance af min personlighed.

Guilty pleasures

Det lyder som om, I har haft det sjovt i studiet?

– Vi har eksperimenteret meget. Og på denne plade, uvist af hvilken grund, har jeg bare kastet mig på hovedet ud i en masse guilty pleasures, uden at bekymre mig om noget slutresultat. The National-fans er i hovedtræk meget dedikerede og ofte tekstnære lyttere, og jeg havde forventet, at mange af dem ikke ville kunne lide El Vy, og vi må se hvad der sker. Men det kan ikke være en grund til ikke at gøre det, fordi nogle af dine tilhængere har en idé om, hvem du er og hvad du skal. Den regel, Brent og jeg har arbejdet ud fra har været, at hvis noget bare trigger en flig af angst, skal vi ikke røre ved det. Og det har vi fastholdt hele vejen igennem, ingen plan, ingen angst, ingen retning, intet formål. Den er bare blevet, som den er.

Du og Brent er gamle venner. Er der også tale om gamle idéer?

– Både og. Det her er en gammel idé, og meget af musikken har været længe undervejs, men langt størsteparten er lavet inden for det sidste år

Jeg ved, tilgangen har været spontan, men hvilke emner er du endt med at synge om?

– Det har meget at gøre med, hvordan min identitet blev formet, meget omkring den måde, jeg blev forelsket i rockmusik på. Jeg skilte mig noget ud; hvor andre teenagere var vilde med Van Halen, identificerede jeg mig med The Smiths og senere R.E.M. Jeg har gjort mig en masse tanker om at vokse op i Cincinatti, hvilket dukker op i mange af sangene. Det er rigtig sjovt nu, hvor jeg har en seks-årig datter, der er dybt forelsket i soundtracket til Grease, og det giver en masse tanker i forhold til, hvad musik er og kan, og hvad der gør, at du identificerer dig med forskellige ting på forskellige tidspunkter. På den måde kan du sige, at Return to the Moon er et album, der handler om hvordan og hvorfor, folk bliver, som de er. Som teenager var jeg ikke ligefrem "the quarterback" eller den muskuløse "jog", men en weird rockfan, det kredser jeg en del om. Vi går også efter andre musikalske ting, som meget ligger i dynamikken i mit og Brents samarbejde og gamle venskab. Så der er også nogle mere elektroniske, dansable ting ,der har sneget sig ind, alt muligt.

Du bor i Venice, L.A. i dag, og The National har boet længe i Brooklyn. Men du og de andre er oprindeligt fra Cincinatti, som du synger meget om på Return to the Moon. Er det her en slags homecoming-plade?

– Vi er alle ved at finde os selv, og hvor vi har lyst til, at vores børn skal vokse op. Jeg tror måske nærmere, at jeg kigger tilbage på nogle ting, fordi jeg har en datter i dag. Hvad kom jeg fra, hvad skal jeg give videre, og hvad skal jeg ikke?

The National lever

Tror du, El Vy bliver en one-off ting, eller noget I kommer til at vende tilbage til?

– Vi tænkte det først som en engangsforestilling, men vi har haft det så sjovt, at jeg tror der kommer mere. Men det bliver nok om fem år eller sådan. I studiet bliver det National nu, vi går i studiet i morgen og skal mødes nu og bliver sikkert fulde i aften. Vi har allerede 10-15 sange, som vi er ret begejstrede for, så der kommer også en ny plade på et tidspunkt.

Tror du, at dit arbejde med El Vy gør at du også kan bidrage med nogle nye sider af dig selv i The National?

– Det tror jeg ret sikkert. Vi laver alle mange ting, Bryce arbejder med rigtigt mange forskellige., blandt andet med Jonny Greenwood (blandt andet guitarist i Radiohead, red.), klassisk kompositionsmusik og alt muligt. Og alle disse input ude fra ændrer helt sikkert The Nationals arbejdsmetoder og muligheder. Det har ændret både Aarons og Bryces måde at spille guitar på, og jeg vil nok kunne bidrage med en lidt ændret personlighed til den samlede kemi og kreativitet.

Live i Pumpehuset

Den 1. december spiller El Vy en udsolgt koncert i Pumpehuset.

– Ud over Brent og jeg kommer vi til at have en bassist og en trommeslager med. Vi spiller kun omkring 25 shows i alt, ingen af os var interesseret i et stort turnerende band. Men vi kommer ikke til at spille hverken National eller noget fra Brents projekter som Menomena eller Ramona Falls. Det bliver vores eget, og så måske nogle guilty pleasure covers.

Rock'n'roll-sauna

The National er et band, der husker, hvor de kommer fra, og hvem der støttede dem, da de var ukendte, og et af de steder var Loppen på Christiania. Første gang for år tilbage var der sådan cirka en pusher og en schæferhund, i 2014 røg billetterne på to minutter.

– Jeg husker tydeligt denne aften, ligesom andre rigtig gode minder fra koncerter på Loppen. Jeg elsker, når det det bliver så varmt, og folk er fulde, det er jeg vild med. Jeg elsker at være i en rock'n'roll sauna. Jeg var langt ude blandt publikum, men publikum var stort set på scenen hele tiden, så det gik lige op.

Det var fedt at se jer spille sammen så tæt på. Jeg oplevede sammenspillet, de musikalske kvaliteter, meget mere intenst. Er det det samme for jer?

– Jeg synes bare, der er noget specielt over rock-koncerter, hvor du virkelig kan se kemien mellem musikerne. Generelt er jeg vild med de mindre scener, hvor vi også kommer helt tæt på hinanden i bandet, ikke kun med publikum. Det føles meget elektrisk, livgivende. Både i forhold til store og mindre scener elsker jeg den udfordring af at få det til at føles som et soveværelse. Jeg lukker tit øjnene på scenen og forestiller mig soveværelset, det lille køkken, tætheden. Hvis jeg kan narre min hjerne til at tro, at jeg er i et lillebitte rum sammen med folk, så fungerer det bedre. Og på den måde er Loppen et helt perfekt sted.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA