x

Reportage: Sweden Rock 2007 – ren Psycho Therapy

Reportage: Sweden Rock 2007 – ren Psycho Therapy

At dømme efter de mange stenede og alligevel glade ansigter på Sweden Rock Festival 2007 må denne weekend i juni være en slags ”psycho therapy” for den svenske ungdom samt 30 % midaldrende rockdrenge i den tunge klasse. Så da Skid Row midt i et friskt og intenst sæt valgte den gamle Ramones-klassiker, virkede det helt naturligt for dette års festival.

Man må endnu engang trække på smilebåndet over de mange originaler med make-up og dametøj (mændene altså) og de mange småpiger med afbleget hår og iturevne netstrømper. Mötley Crüe lever stadig i bedste velgående i de svenske skove. At dømme efter de mange rock T-shirts med Kiss og Mötley Crüe har svenskerne en forkærlighed for eyeliner og leopardstriber både til drenge og piger.

Sweden Rock Festival var i 2007 udvidet med én dag, hvilket mange nok vil kalde en overflødig udvidelse, idet dette års festival i langt højere grad end de foregående var besat med uinteressante udenlandske navne og svenske garagebands. Arrangørerne burde tage denne beslutning op til overvejelse, da 4 dage med rock og rul er svær at holde i gang, og det kan være svært ind imellem at bevare gejsten, når der er for meget fyld. Ikke mindst for den store del af festivaldeltagerne, der ikke lever af mælk og råkostsalat. Der bliver indtaget en hel del Sweden Rock Beer i løbet af de 4 dage, hvis man skal dømme efter de mange tomme flasker og de herrebranderter, der vralter rundt.

Festivalprogrammet i 2007 var vanen tro besat med en del navne, der havde deres storhedstid, da ruder konge var knægt. Alene dette års 3 hovednavne havde deres storhedstid i 70 og 80’erne, men de har dog alle 3 bevaret deres status igennem 4 årtier.

Amerikanske Aerosmith fra Boston kom, spillede og sejrede. Aerosmith leverede et brag af en koncert i højt tempo. Der var ikke meget snakkefyld; Aerosmith gik lige til sagen og spillede i knapt 2 timer, så det var en fryd for ører og øjne. Flot lyd, flot show, en imponerende timing samt et godt varieret sæt, der trak på hele bandets repertoire. Fra de store MTV-ballader over fede rockere som ”Draw The Line” og ”Eat the Rich” til afslutningsnummeret ”Walk This Way” kørte aerosmith rent hjem. Kom igen!

Heaven And Hell alias Black Sabbath MK II var hovednavn om torsdagen. Der var ikke budt op til skønsang og julelys. Scenen var indrettet som en kirkegård, og med bedemand Ronnie James Dio i spidsen blev vi trukket gennem det okkulte repertoire fra ”The Dio Years”. Tony Iommi har nærmest opfundet det tunge guitarspil, der har gjort ham til en af de største guitarhelte i den tunge rock, og der blev hevet godt i strengene denne sommeraften i den svenske ødemark. Heaven And Hell valgte klogt at sammensætte et sæt udelukkende med numre fra Dio-æraen og dermed overlade ”Paranoid” og de øvrige Black Sabbath-klassikere til, når Iommi og Butler spiller med bedstefar Ozzy.

Et højdepunkt for alle de glade rockdrenge med forvaskede Motörhead-T-shirts var, da Lemmy og Co. gik på scenen. Motörhead har nærmest gudestatus blandt ”live fast die young”-rockerne, men skuffede dog deres trofaste fans med dårlig lyd og en lidt mat Lemmy i front. Alligevel forblev ikke en øl uåbnet i kulminationen på SRF 2007 denne lørdag aften.

Highlights i 2007 var bl.a. et møde med de amerikanske millionsælgere REO Speedwagon. Det var REO grande hele vejen fra åbningsnummeret ”Don’t Let Him Go”. Det var forfriskende at se REO Speedwagon fyre melodisk rock af i en ellers overvejende tung festival med et sæt bestående af både udødelige rockballader og skarp rock’n’roll. Der var unægteligt langt fra REO Shitwagon, der var REOs øgenavn tilbage i 80’erne, hvor deres melodiske klassikere fik mange grimme ord med på vejen i den tunge rockpresse. Men de var blot forud for sin tid. REO Speedwagon fortalte på pressemødet, at de nu vil satse lidt mere på Europa og bebudede, at de vender tilbage i starten af 2008. Så må vi håbe, at en dansk koncertsal får lavet en aftale med dette fantastiske band.

Festivalen bød desuden på et kært gensyn med den tyske sværvægtsmester Udo Dirkschneider, bedst kendt for sin tid som frontfigur i heavy-kongerne Accept. Udo leverede et helt igennem medrivende sæt med hovedvægten lagt på hans storhedstid i Accept. Der blev knyttet en del nævner, der ustandselig blev strakt mod himlen i ren og skær overgivelse til heavy metal, når den er mest fascinerende simpel og vellykket. Udo fik til sidst besøg af Alice Cooper-guitaristen Roxio, der deltog i afslutningsnummeret ”Balls to the Wall”

Der var vanen tro også sydstatsrock på programmet. De spillevende rockpensionister, de totalt ukendte Point Blank, der kun gav deres anden koncert på 25 år, leverede et sydstatsbrag i topklasse. Der var boogie og blues for alle pengene. Man trak dog på smilebåndet, da de 6 pensionister trådte ind på scenen. De så ud som om, de lige havde været ude og spille golf. Hvem ved, det havde de måske også! De gik rent hjem.

Desuden spillede rockdinoen og en af godfatherne inden for sydstatsrock Jim Dandy og hans Black Oak Arkansas. Det var næsten mere skørt end pensionisterne fra Point Blank. Mellem 80 og skindød optrådte Jim Dandy, som om hans cirkus var kommet til byen. Men charmerende var det at opleve denne original, og bandet trykkede den af på fortræffelig vis.

Danmarks egen Mike Tramp med sit amerikanske eventyr WHITE LION klarede sig pænt, om end det i perioder var lidt for tydeligt, at Mike Tramp har bevæget sig videre siden gruppen indspillede ”When the Children Cry”.

Endelig bød festivalen på lidt teatralsk underholdning med Meat Loaf. Meat Loaf kom med et sæt baseret på ”Bat
Out of Hell I-III”. Der var den traditionelle flirt med korpigerne, der blev kysset og gramset, men mest af alt leverede Meat Loaf et pænt sæt med et meget velspillende backingband. Der er ikke helt så meget stemme tilbage efter de mange kunstige åndedræt i tidens løb, men en god rockkoncert.

På festivalen i 2007 spillede desuden Scorpions, Axel Rudi Pell, Kreator, Dimmu Borgir, Thin Lizzy, Quiet Riot, Pretty Maids, Hardcore Superstar, Talisman, Gov’t Mule, Fastway, Suzi Quatro, Focus, Trouble, Blind Guardian, Hinder, Quireboys, The Answer, Iced Earth og mange flere.

Som Udo Dirkschneider altid siger ”what can I say!” .. See You in 2008!

Læs også vor gæsteskribent Lars Schmidts reportage fra Sweden Rock

Sweden Rocks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA