x

Rapport fra DMA Jazz 2007

Rapport fra DMA Jazz 2007

At jazz er et mangefacetteret fænomen, kunne man konstatere, uanset om man selv var til stede under Danish Music Awards Jazz i Store Vega i København fredag den 8. juni eller hørte den direkte transmission derfra i DRs P2. Jazz, kunne man konkludere, er langt fra et éntydigt fænomen. Ikke engang til DMA Jazz – uanset, at der i kredsen af DMA Jazz arrangører eller i de to prisuddelende juryer nok befandt sig en og anden civil repræsentant for Jazzpolitiet. DMA Jazz var som eksemplet på, at genren er spraglet og kan rumme alt og alle, der bare perifært er i berøring med den – eller med klichéen om den.
Når man f.eks. på scenen i St. Vega kunne opleve Poul Halberg Power Trio med Mikkel Nordsø i en særegen, drævende guitarrock tilsat bas og trommer, når man f.eks. kunne opleve Ibrahim Electric i et energisk misk-mask af verdensmusiske rytmer med el-guitar, trommer og hammondorgel, og når man endelig kunne opleve Simon Toldam & Prügelknabe i en nærmest nykompositorisk, avantgardistisk vokalsag med flere strygeinstrumenter centralt i lydbilledet, så var det sin sag at fastholde tanken om, at det just var DMA Jazz 2007, man havde løst billet til.


Heldigvis. For det er dét, genrens mange facetter, der gør den så interessant og uudtømmelig. Dét, der gør, at man som publikum finder det helt på sin plads, at Simon Toldam & Prügelknabe i løbet af aftenen både får en Grammy for Årets danske cross-over jazzudgivelse og for at være Årets nye danske jazznavn. Dét, der gør, at man som publikum finder det helt i orden, at den levende legende Alex Riel får IFPIs Ærespris for sin årtier lange kunstneriske karriere. At Caroline Henderson får en DMA for Årets danske vokaljazzudgivelse. At Lovedale får en for Årets danske jazzudgivelse, og at Jakob Davidsen får DJBFAs pris Årets jazzkomponist. Og at flere andre får en pris for dette eller hint.

Det er måske netop de mange facetter og de mangeartede udtryk, der gør, at DMA Jazz adskiller sig fra andre DMA’er. Dét – og så den afslappede, ukrukkede omgangstone og –form.


At tage del i DMA Jazz er således som at være gæst ved en åben familiefest. Når man i St. Vega både ser og hører den unge trommeslager Stefan Pasborg, holde en tale for sin ældre gudfar, trommeslageren Alex Riel, eller når man ser og hører den habile humørbombe, toastMaster Fatman, inddrage kritikeren Boris Rabinowitsch i både planlagte og spontane, venskabelige og drillende udfald og småevents – så er man som gæst ved en åben familiefest. Master Fatman gentog ved festen en selvopfundet, tilbagevendende event – han tungekyssede Boris Rabinowitsch – og uddelte desuden sin selvopfundne pris – Tykmesterprisen.

I den forstand blev aftenen både en tilbagevende familiefest, en præsentation af genrens mange facetter, et hav af gode koncerter og en aften præget af glæde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA