x

With Full Force: Når Slayer ikke vil komme til Roskilde...

With Full Force: Når Slayer ikke vil komme til Roskilde...

Hvis man har svært ved at vente på Wacken Open Air, og man ærgrer sig grundigt over mægtige Slayers afbud til årets Roskilde Festival, så er der god grund til at tage til With Full Force Summer Open Air, hvor de spiller som et af hovednavnene. Festivalen foregår i Tyskland lige uden for Leipzig i tidsrummet 29/6-1/7.

Og apropos Slayer, så er det intet mindre end et kernetungt og brutalt program, festivalen disker op med. Der er spækket med navne inden for thrash, death, black, hardcore, metalcore – you name it. Ud over Slayer er der hovednavne som Cannibal Corpse, Children Of Bodom, Sick Of It All og Korn, der som opvarmning for Ozzy Osbourne har vist, de stadig har masser at byde på.

I hardcoreafdelingen er der, ud over SOIA, bl.a. Hatebreed, Pro-Pain, danske Barcode og Sworn Enemy, som virkelig er ved at blive et navn inden for metallisk, groovende hardcore. Og nu vi bevæger os i retning at det metalliske og amerikanske, så kan man også opleve Lamb Of God og pladeaktuelle Chimaira.

Korn kommer ikke til at stå alene som forsvarer af nu-metallen, for veteranerne i Ill Nino spiller også op til dans. Og hvis man er i det mere rock'n'rollede hjørne, spiller Volbeat også – det band behøver vist ingen præsentation. Er man til det mere fantasy-agtige, kan man drømme sig hen til Amon Amarth og Turisas, men hvis det ikke er ondt nok for én, kan man i stedet glæde sig til bl.a. Mayhem og Satyricon.

For at se det fulde program, gå ind på http://www.withfullforce.de/ og læs mere – sitet er også oversat til dansk!

Se frem til en stor reportage fra With Full Force Open Air – det er weekenden før Roskilde-festivalen, så der er faktisk ingen undskyldninger for ikke at tage af sted.

Vel mødt!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA