x

Adeles triumferende tilbagevenden

Adeles triumferende tilbagevenden

Idet Adele kører gennem en hovedgade i det sydlige London i sin firedørs Mini Cooper, med et tomt barnesæde på bagsædet og resterne af en kål-, agurke- og mandelmælksdrik i kopholderen, falder et spørgsmål hende ind:

– Hvad er der sket i musikverdenen? siger hun i al oprigtighed.

– Jeg føler mig helt ude af rytmen!

Det eneste mulige svar er næsten for nemt:

Altså, der er det her album, som hele musikindustrien venter på…

– Åh, fuck af! siger Adele og giver mig en venligt skub og bryder ud i et charmerende ukontrollabelt grin – en kaskade af kraftige, tegneserieagtige "ha'er", som i øvrigt har ført til det virale YouTube-klip "The Adele Cackle".

– Åh gud, tænk engang, fortsætter hun og gør store øjne.

– Hvis bare! Jeg føler, at jeg måske er et år for sent på den.

Som om hendes sidste album, 21 fra 2011, ikke var blevet solgt i 31 mirakuløse millioner eksemplarer verden over i en tid, hvor ingen længere køber musik, og som om det ikke havde udløst beundring fra kolleger lige fra Beyoncé til Aretha, som om det ikke havde vundet enhver opnåelig pris bortset fra Nobels Fredspris.

– Men ærlig talt – jeg har mistet føling med musikken. Altså, ikke al musik (hun er fan af FKA Twigs, elsker Alabama Shakes og sneg sig ind i mængden på Glastonbury for at se Kanye, red.)

– Men jeg føler, at jeg ikke ved, hvad der foregår på hitlisterne og i populærkulturen. Hun griner igen.

– Jeg har ikke mistet føling med, sådan, virkeligheden. Bare med hvad der er oppe i tiden.

Hendes Cockney-accent er falmende for tiden, men hun udtaler stadig "with" som om, det slutter med et "v".

Jeg kommer til at høre så meget brok

Hun kører under en himmel, der er grå og trist, selv for en efterårseftermiddag i London. Der er regn på vej, hvilket truer Adeles plan om at tage sin tre-årige søn, Angelo, med i zoologisk have senere. Ingen i de forbikørende biler genkender hende. Det gør de aldrig. Ikke i denne bil.

- Måske hvis jeg gik ud i fuld makeup og drag-frisure, siger hun.

– Hvilket det jo er: På grænsen til en drag! Jeg er ikke modig nok til at gøre det.

I stedet er hun klædt som en studerende, der er kommet lidt sent ud af sengen på en skoledag, iført en blå-sort sweater i noget hamp-lignende stof, der næsten kunne være fra Kanyes dystopiske tøjkollektion og sorte leggings og hvide Converse med lav kant. Det gyldne hår er samlet i en løs knold, makeuppen er minimal, og selvom hun påstår at have udviklet en rynke eller to, ser hun påfaldende ung ud.

Adele kommer lige fra øvelokalet med sit band, hvor hun med ansigtet vendt mod musikerne sang sin første live-version af Hello nogensinde, den melankolske, brusende førstesingle fra sit tredje album, 25, der udkom den 20. november. Hun blev 27 i maj, men har opkaldt sit album efter den alder, hun havde, da hun begyndte at arbejde på albummet.

– Jeg kommer til at høre så meget brok: "hvorfor hedder det 25, når du ikke er 25?"

Den anden side af det at blive voksen

"Hello, it's me", synger hun i begyndelsen af sangen, som om der kunne være nogen tvivl. Da sangen endelig udkommer et par uger efter vores møde, høster den rekordsættende 50 millioner YouTube-visninger i sine første 48 timer.

Med et lille barn at opfostre tog Adele sig god tid med at lave det nye album. Hele seks måneder gik der mellem, hun skrev versene i "Hello", til at omkvædet også sad i skabet.

– Vi havde skrevet en halv sang, fortæller producer og medforfatter Greg Kurstin, som ikke vidste, om Adele nogensinde ville komme tilbage og færdiggøre den. – Jeg var bare nødt til at være tålmodig.

Teksten lyder som om, hun taler til en gammel eks, men hun siger, at den ikke handler om én person – og at hun er kommet videre siden hjerteknuseren, der var inspiration til 21.

– Hvis jeg stadig skrev om ham, det ville være forfærdeligt, siger hun.

– "Hello" handler lige så meget om at finde tilbage til mig selv.

Nå det kommer til linjen "hello from the other side", siger hun:

– Det lyder lidt morbidt, som om jeg er død. Men det er faktisk bare fra den anden side af det at blive voksen; at komme levende igennem de sene teenageår og start-tyverne.

Adele har endnu ikke besluttet, om hun vil lave en total turné med 25 (det ville hun så godt, har senere udvikling vist, red.) – lige nu er øvesessionerne kun for tv-optrædener. Hendes band har et par nye medlemmer, og hun er særligt begejstret for at have en perkussionist for første gang – en tilføjelse, der er inspireret af hendes barndomsidoler:

– Spice Girls havde en vanvittig perkussionist, siger hun.

I det offentlige, i det mindste, har Adele haft meget lidt at sige – og intet at synge – i de sidste par år, ikke siden hun og samarbejdspartnere Paul Epworth vandt en Oscar for Skyfall, den første ordentlige James Bond-temasang i evigheder.

– Når jeg ikke har noget at sige, vil jeg helst ikke sige noget, siger hun.

Men det tager kun et par minutter at opdage, at stilhed ikke ligefrem falder hende naturligt.

– Jeg venter fucking bare på, at Frank fucking Ocean udgiver sit album, siger hun.

– Det tager så fucking lang tid.

Hun blinker, pauser, og griner igen.

– Det lyder helt åndssvagt, at det skal komme fra mig, gør det ikke?

På en made nægter Adele at lade sin succes nå alt for langt ind under huden på sig selv. Hun ser stadig sig selv som "en eller anden tilfældig pige fra London", omend én, hvis lille bil bliver fulgt rundt af en bodyguard i en Range Rover. Med sin nostalgiske klassicisme og næste militant organiske arrangementer stillede 21 sig ved siden af pop-mainstreamen, selv da det på en eller anden måde udkonkurrerede alt andet. Adele prøver at lave samme nummer med selve sin karriere.

– Min karriere er ikke mit liv. Det er min hobby.

Hun vil kunne udgive sine album, leve i rampelyset for en stund, og så vende tilbage til sit privatliv – i år ad gangen måske, så hun kan leve nok til at kunne skrive den næste portion sange.

– Jeg tror, hun vil lave 20 plader, siger hendes manager, Jonathan Dickins.

– Vi spiller på den lange bane.

- Folk tror, jeg hader at være kendt. Og det gør jeg ikke. Jeg er faktisk bange for det. Jeg synes, det er virkelig giftigt og meget nemt at blive opslugt af, indrømmer Adele.

Amy, Tottenham og kærligheden

Tidligere i sin karriere stod hun ofte over for musikalske sammenligninger med Amy Winehouse, som hun kun mødte få gange:

– At se Amy forværres er en af grundene til, at jeg er en smule bange. Vi var alle sammen vældig underholdt af at se hende lide. Jeg var fucking trist over det, men hvis nogen viste mig et billede af, at hun havde det skidt, ville jeg have kigget på det. Hvis vi ikke havde kigget, så ville de have holdt op med at tage billeder af hende. Og den mængde opmærksomhed er virkelig skræmmende, især hvis du ikke omgiver dig med alt det showbiz-halløj.

Adele føler sig stadig malplaceret mellem celebrities. Tidligere i år, da hun kom backstage for at møde et af sine idoler, Stevie Nicks, endte Adele med at tude ustyrligt ("sådan, snot, det hele").

– Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde ikke vil blive overvældet, når jeg kommer steder, hvor der er fyldt med stjerner, fortæller Adele, der tilbragte det første årti af sit liv i det fattige og kriminalitetsramte område Tottenham.

– Jeg føler altid, at jeg vil blive smidt ud. Eller at det viser sig at være, sådan, et skjult kamera-show. Som om nogen vil sende mig tilbage til Tottenham.

Hun har tilbagevendende drømme, hvor hun falder ned fra høje bygninger.

Siden Angelo kom til verden, har Adeles liv været overordentligt hjemligt – men ikke isoleret, understreger hun:

– Jeg har besøgt hver eneste fucking park, hver en butik, hvert et supermarked du overhovedet kan forestille dig.

Hun er i et "meget seriøst" forhold med Angelos far, Simon Konecki, en bamset 41-årig tidligere investeringsbankmand, nu filantrop, med et varmt smil. Hun mødte ham, da 21-fænomenet var på sit højeste.

– Han er så støttende. Og det kræver en stor mand, for jeg er meget succesfuld med det, jeg laver. Min sidste kæreste var utilpas med min succes og det faktum, at han skulle dele mig med mange mennesker. (Hun referer til 21-fyren, selvom der var et forhold ind imellem.)

I modsætning til diverse modstridende rygter er hun og Konecki hverken gået fra hinanden eller blevet gift.

– Jeg har sagt en million gange, at jeg ikke er gift, og alle siger stadigvæk, at vi er. Men ja, vi er stadig sammen. Vi er ikke gået fra hinanden. Vi har aldrig været gået fra hinanden. Vi har været sammen. Vi har bare ikke følt et behov for at blive gift. Vi har et barn sammen. Jeg synes, det er en stor nok forpligtigelse.

En af de nye sange, Water Under the Bridge, handler om ham. Det er en bemærkelsesværdigt klarsynet kærlighedssang, der svagt minder om Michael Jacksons Human Nature: "If I'm not the one for you, why have we been through what we have been through?," synger hun, og i omkvædet lyder bønnen "if you're gonna let me down, let me down gently".

– Den handler på en måde om et forhold, der meget hurtigt bliver meget, meget seriøst. Og så om at blive lidt skræmt af det, og opdage, at "det her må være rigtigt. Det her er det forhold, jeg vil være i, så længe som jeg overhovedet kan være i det.

Hun har ikke spillet hele albummet for Konecki endnu: – Hvad hvis han ikke kan lide det?

Tømmermænd med børn er tortur

Hun er stoppet med at ryge (– Jeg elskede det, men det er ikke fucking cool, når jeg er ved at dø af en rygningsrelateret sygdom, og mit barn er knust), og hun får måske en drink om ugen nu.

– Jeg plejede at kunne drikke hvem som helst under bordet og stadig være i stand til at levere en okay optræden. Men med børn er tømmermænd tortur. De ved det bare. De aflurer dig og går lige i kødet på dig.

Hun er flittig med sin opvarmningsrutine, der skal beskytte hendes stemme, der var truet i 2011 af en blødning på stemmebåndet, som førte til aflyste tourdatoer og en halsoperation efterfulgt af et dramatisk comeback til Grammy-prisuddelingen i 2012. I kølvandet på operationen blev hendes allerede enorme stemme mærkbart større og mere ren, og hun har tilføjet fire toner til toppen af sit register.

– Det gør din stemme, sådan, splinterny. Hvilket jeg faktisk ikke kunne lide til at starte med, fordi jeg plejede at have en smule hæshed, og det var der ikke lige til at starte med.

Adele prøver at opbygge udholdenhed til sin mulige tilbagevenden til landevejen, så hun har skåret ned på sukkeret, dog ikke kalorier fuldstændig (– Jeg ville aldrig frarøve mig selv på den måde!) og går i fitness "for at komme i form for min egen skyld, ikke for at blive en størrelse nul eller noget i den stil". Hendes levevis?

– Jeg jamrer for det meste, griner hun. Det er ikke ligefrem sådan, at jeg sjipper ned i fucking fitnesscentret. Jeg nyder det ikke. Jeg kan ikke lide at løfte vægte. Jeg kan ikke lide at kigge i spejlet. Jeg får virkelig nemt sprængte blodkar i mit ansigt, så jeg er meget påpasselig med ikke at lade dem sprænge i mit ansigt, når jeg træner. Og hvis jeg ikke er på turné, så finder du mig nede på den kinesiske!

Så i en alder af 27 er Adele sund og rask og har slået sig ned uden nogen laster, men med kæmpe ansvar: at opfostre et barn og værne om en karriere på globalt niveau. Så kort sagt, ingen sjov? Hun nikker og griner:

– Jeg er ikke spor sjov! Det er alt sammen sket meget hurtigt, erkender hun.

– Jeg har den her overvældende længsel efter mig selv. Hver eneste dag har jeg den i, sådan, et splitsekund. Det overtager ikke mit liv, men jeg har en længsel efter mig selv for ti år siden, hvor mit eneste ansvar var at skrive sange for min egen skyld, før nogen bekymrede sig om det, og at nå i skole til tiden. Der var noget fantastisk ved det. Og ved du hvad? Det, der irriterer mig mest, er, at det ikke går op for én, hvor fantastisk det er at være et barn.

De gamle venner

Udover sin familie hænger Adele mest ud med en håndfuld tætte venner, der går helt tilbage til hendes teenageår eller tidligere – en skriver børnebøger, en anden er tv-producer.

– Efterhånden som 21 blev større, begyndte jeg at finde tilbage til mine gamle venner, siger hun og nævner, at hun håber, hun kan tage dem med sig, hvis hun skal på turné.

– Jeg havde virkelig brug for dem.

Så hun har en squad?

– Jeg har hørt om en squad, siger hun med et fornøjet grynt.

– Jeg ville ønske, min squad kun var supermodeller. Det er vi, i vores eget hoved. Jeg har vel min egen squad. Hun udtaler ordet med en komisk amerikansk accent.

– Den er ikke lige så interessant som nogle af de andre squads rundt omkring lige nu, siger hun. Hun lysner op.

– Men måske Rihanna kan være med i min squad! Det ville være vildt sejt. Åh gud. Hun er selve livet, er hun ikke? Jeg elsker hende!

Adele holder ind foran en sørgelig treetagers murstensbygning ved siden af en Texaco-tankstation. Stueetagen er en discountbutik. Fra hun var 14, boede Adele i en lejlighed i overetagen sammen med sin mor, Penny. Hendes far har stort set været fraværende i hendes liv, siden hun var helt lille – hun bryder sig ikke om at tale om ham, og hun afviser at tillægge hans fravær i hendes liv nogen betydning.

– Det fjerde, femte og sjette vindue var mine, siger hun og peger.

Penny fik Adele, da hun var bare 18 år gammel, og de har et sjovt forhold, som Adele måske ville sammenligne med Gilmore Girls, hvis hun nogensinde havde set den. Hun boede stadig hos sin mor under 21's succes, og de er stadig tætte.

– Vi talte altid om alting. Der var aldrig noget, jeg skammede mig over sammen med min mor, hvilket jeg tror er grunden til, at jeg aldrig har gjort oprør, siger hun. Den dag i dag har hun aldrig så meget som taget et hiv af en joint.

Tidens gang

Adele skrev sangene til sit første album, den jazz-prægede, primært akustiske 19 fra 2008, lige deroppe. Hun fik en kontrakt med det store indie-pladeselskab XL lige efter sin Fame-lignende performing art-high school, primært på baggrund af nogle få demoer på MySpace.

På den anden side af gaden ligger en afrikansk specialbutik, der plejede at være et værtshus, hvor hun kunne købe øl som mindreårig, og Hollywood Nails, hvor hun plejede at få lavet manicure. Hun vendte tilbage dertil, til ejerens store glæde, da hun skulle pyntes til Brit Awards i 2012.

Adele stirrer op på sin gamle lejlighed med et ansigtsudtryk, der for første gang er svært at læse. Hendes længsel efter sit gamle jeg og hendes nostalgi gennemtrænger flere sange på hendes nye album. Hendes yndlingsnummer er den Elton John-lignende ballade, When We Were Young, der er skrevet i samarbejde med sanger og sangskriveren Tobias Jesso Jr., og som deler nogle træk med The Way We Were, en sang, der gav hende tårer i øjnene, da hun så Barbra Streisand fremføre den til Oscar-uddelingen. I sidste øjeblik ændrede Adele navnet på et andet fremtrædende nummer fra We Ain't Kids No More til Send My Love (To Your Lover).

– Ellers kunne vi lige så godt kalde albummet Old, siger hun.

Albummets melankoli omkring tidens gang er meget ægte, om end en smule tidlig på den.

– Jeg har fortrudt mange ting, siden jeg fyldte 25. Og tristheden rammer mig på en anden måde, end den plejede.

På den smukke Million Years Ago, der lyder som 90'ernes Madonna-ballader blandet med The Girl From Ipanema, synger Adele: "Sometimes I just feel it's only me/Who never became who they thought they'd be." Det er gået op for hende, at noget af hendes retning i livet er blevet fastsat; at nogle døre allerede er lukkede.

– Der er mange ting, jeg ikke tror, jeg nogensinde kommer til gøre. Ikke fordi jeg er kendt, men fordi jeg simpelthen ikke tror, jeg nogensinde vil have tiden. Som at blive journalist eller at blive lærer.

Hun tager en dyb indånding.

– Og jeg kommer aldrig til at være alene igen, siger hun.

– Jeg er en mor, og jeg er i et meget seriøst forhold, så det bliver aldrig bare mig igen. Jeg fortryder ikke noget af det. Altså, det er ikke de ting, jeg fortryder. Men jeg føler, at jeg ikke havde så lang tid for mig selv. Jeg var min mors barn, og nu er jeg selv en mor. Hun griner.

– Jeg havde, hvad, en fire-fem års chance for bare at være mig.

Mistet kontrollen

Omkring den tid hun blev gravid, følte Adele sig overvældet af sin egen succes. Hun var især bekymret over 21's konstant stigende salgstal, mens hun var holdt tilbage af en skadet stemme uden mulighed for at gøre noget for at promovere albummet.

– Jeg følte, at jeg havde mistet kontrollen over mit liv på et tidspunkt. Jo større din karriere bliver, jo mindre bliver dit liv. Jeg fandt det her lille bitte kosteskab. Det var mit lille rum i hele min verden. Det var nok plads til mig. Det var perfekt. Men tanken om at være nødt til at opgive det lille rum – det skræmte mig virkelig.

Hun var lige kommet over sine stemmeproblemer, havde vundet alle sine Grammyer og planlagde at flytte til New York, da hun fandt ud af, at hun var gravid.

– Alle mine planer var lykkedes. Det var, sådan, "lad os se, om jeg kan håndtere alt det her og så få et barn". Men jeg tror faktisk, at graviditeten var perfekt timet trods alt. Det virkede måske som det mest åndsvage tidspunkt at få et barn, men jeg var begyndt at bliver en smule skræmt over det hele. Da jeg fik Angelo, gjorde det alting godt igen, og jeg stolede på alt, fordi verden havde givet mig det her mirakel, du ved, så jeg blev lidt af en hippie.

– Jeg ved ikke, om jeg ville været kommet tilbage, hvis jeg ikke havde fået mit barn, siger hun henkastet.

Den direkte lydmæssige indflydelse er svær at finde, men en af de primære inspirationskilder til 25 er Madonnas Ray of Light.

– Ved du, hvad der er så fantastisk ved det album? Det er det album, Madonna skrev efter at have fået sit første barn, og efter min mening er det hendes bedste. Jeg var over det hele efter at have fået et barn, fordi mine hormoner bare ramte loftet og alt det shit.

Hun følte sig adskilt fra sit kunstneriske jeg, forklarer hun.

– Jeg drev væk fra mig selv, og jeg kunne ikke finde nogen eksempler, hvor jeg tænkte "de fandt virkelig tilbage til sig selv", før nogen sagde, "Altså, helt klart Ray of Light".

Adele lyttede til den igen og igen og var særligt fortryllet af Frozen.

­– Jeg opfattede den sang som en måde at sige: "jeg har fået min selvtillid tilbage" på.

Lana-fangirl og en lille engel

Derhjemme er det næsten tid til Angelos middagslur, så Adele holder ind til siden igen, så hun kan fange ham i et hurtigt FaceTime-opkald (i virkeligheden har hun ikke den ældgamle klaptelefon, hun bærer rundt på i "Hello"-musikvideoen, red.). Hun er ganske forståeligt meget beskyttende over for sin dreng og har endda haft held med at sagsøge britiske paparazzier, der tog billeder af ham, så hun beder mig om at afstå fra at beskrive hans udseende. (Han er i øvrigt ret nuttet.)

I noget tid prøvede hun endda at holde hans navn hemmeligt, men det er tatoveret på hendes hånd – det samme sted, hvor der på den anden hånd står "PARADISE".

– Fordi Angelo er mit paradis, siger hun med et usædvanligt glimt af generthed. (Blandt andre tatoveringer har hun tre kæmpestore duer på sin ryg). Det var for sent, før hun fandt ud af, at Lana Del Rey også har en "paradise"-tatovering på hånden – et sammentræf, som hun finder hylende morsomt.

– Hun tror sikkert, at jeg er en eller anden sindssyg fangirl, siger hun og stemmer i en overdrevet udgave af omkvædet fra Born to Die.

– Jeg mener, jeg er en Lana-fangirl, men ikke en sindssyg en.

– Morede I jer på biblioteket? Hvad læste I? spørger Adele den lille fyr på skærmen.

Der bliver talt om elefanter og Elmo, om chokoladeknapper og makaroni med ost, før Adele kærligt sender Angelo på sin middagslur.

– Vil du trykke på den røde knap? Peanut? Tryk på den røde knap…

– Han er en lille engel, siger hun. Alle de ting, jeg kan lide ved mig selv, bringer han frem i mig, og han er den eneste person, der siger nej til mig. Han har total kontrol over mig, han er bossen, og det er så sjovt for andre at se, for jeg er bossen over alting i mit arbejdsliv.

Hun kan ikke undgå at få dårlig samvittighed, når hendes arbejde tager hende væk fra Angelo.

– Jeg har det skidt med det hele tiden, siger hun. Men hun har ladet sig inspirere af Kate Bush' comeback-koncerter.

– Det gav mig lyst til virkelig at skynde mig at blive færdig med mit album. Det gjorde mig desperat, faktisk, efter at komme tilbage.

Hun havde læst, at Kate Bushs teenagesøn havde opfordret hende til at begynde at optræde igen, og hun "nærmest spandt sit show omkring sit barn".

– Og jeg havde det sådan: "jeg vil ikke vente, til mit barn er 16, før jeg viser ham, hvem jeg er". For jeg er meget stolt af det, jeg har opnået. Og det var jeg ikke, før jeg fik Angelo. Jeg forstod det faktisk ikke, hvad jeg havde opnået, og hvor langt jeg var kommet. For alle vil gerne opnå noget med deres liv, og vi får ikke alle sammen muligheden, fordi noget kommer i vejen. Så jeg føler mig så fucking heldig, at stjernerne stod rigtig for mig og har givet mig den vanvittigste rutsjebanetur nogensinde.

"Jeg tror ikke på dig"

For omkring halvandet år siden troede Adele, at hun var tæt på at have nok sange til et album. Hendes manager var ikke sikker, og de tog demoerne med til Rick Rubin, der havde givet vigtig feedback på 21 – selvom Adele endte med at kassere nogle af hans produktioner til fordel for sine egne, mere rå indspilninger. Han så på Adele og sagde: "jeg tror ikke på dig". Den originale samling sange var lettere i tonen end noget andet, hun hidtil havde lavet.

– Du ved, de popsange, der er fantastiske, men som ikke har så megen dybde? De var alle sammen en smule sådan.

– Adele var ivrig efter at blive færdig med albummet og komme videre med sit liv. Jeg understregede, at det vigtigste var at være tro mod hendes stemme, selv hvis det tog længere tid og krævede mere arbejde. I det nye materiale, jeg hørte, var det tydeligt, at hun ikke var den primære sangskriver – mange af sangene lød som om, de kunne være på en anden popsangers album. Det er ikke bare hendes stemme, der kan synge hvad som helst for at gøre det til noget særligt, fortæller Rubin.

– Jeg tog det faktisk meget pænt, mindes Adele. Da han sagde det, kunne jeg ikke finde ud af, om jeg var knust og skulle til at græde snot. Så jeg sagde bare, "jeg tror ikke rigtig på mig selv lige nu, så jeg er ikke overrasket over, at du sagde det.

Både Rubin og manager Dickins sagde til hende, at det lød som om, at hun forhastede sig.

– Og det er ikke sådan, man skal lave nogen form for album, siger Adele.

– Især ikke, når jeg prøver at følge op på 21. Så jeg vendte tilbage til tegnebrættet, faktisk.

jeg har det fucking fint, så fuck dig

Tidligere i år brugte hun to måneder i Los Angeles fast besluttet på for alvor at komme videre med sit album. Mellem flere møder endte hun med at arbejde med den allestedsnærværende popmager Max Martin samt makkeren Shellback på den glidende Send My Love (To Your Lover), som meget vel kan være hendes mest fængende og moderne sang nogensinde. En sang, der er bygget op omkring et næsten afrikansk lydende guitar-lick, som Adele skrev for flere år siden. Hun opsøgte Martin, fordi hun kunne lide Taylor Swifts I Knew You Were Trouble ("jeg synes, det var en ny side af hende"). Men da Adele slog Martin op på YouTube, opdagede hun det fulde omfang af hans indflydelse, alle de hits, han har været med til at skrive for alle lige fra N*Sync og Britney Spears til Katy Perry. Send My Love er den eneste kiss off-sang på albummet og henvender sig til den fyr, Adele datede mellem sin 21-kæreste og Konecki. – Det er en af de der "jeg har det fucking fint, så fuck dig"-sange, fortæller hun.

En sang, der tidligt kom med, var Remedy, en storladen ballade med rullende klaverakkorder skrevet af Ryan Tedder, der også var med til at skrive Rumour Has It og Turning Tables fra 21. Den føles som Adeles egen version af Bob Dylans Make You Feel My Love, som hun lavede et cover af på sit første album. "When the pain cuts too deep and the night keeps you from sleep," synger hun med udsøgt ømhed, "I will be your remedy". Det gav hende tårer i øjnene, da hun skrev den, og effekten er nogenlunde den samme på lyttere.

– Jeg skrev den om mit barn, siger hun. Men jeg sang den for alle, jeg virkelig elsker. Da jeg skrev den, fik jeg selvtilliden tilbage i min sangskrivning, fordi jeg troede på mig selv.

21 kom hun anstigende til øvelokalet med notesbøger fulde af notater til nye tekster. Denne gang er hun ofte startet fra bunden og finder på sange hen ad vejen. Hendes samarbejdspartnere spillede ofte akkorder, mens Adele improviserede melodier og tekster, nogle gange i én mundfuld.

– Det er umuligt at regne ud, hvor hun er, når du sætter dig sammen med hende for at skrive en sang, siger Jesso.

– Hun var den første, jeg mødte, der bare kunne synge nogle ord lige fra hoften, som faktisk var rigtig gode.

Jessos manager har fortalt ham, at han kunne høre Adeles stemme fra gaden uden for det hus, hvor de indspillede – at den praktisk talt rystede jorden.

Hun og Bruno Mars forsøgte også at lave en up-tempo sang, men i stedet endte de med at lave den kompromisløst dramatiske ballade All I Ask, komplet med dramatiske toneskift og Adele, der kaster sig ud i nogle af sine mest "blærerøvsagtige" toner.

– Jeg har aldrig sunget sådan før. Aldrig så højt. Det sjove er, at Bruno også ramte de toner i studiet.

– Hun er en superstjerne og flabet som ind i helvedet, siger Mars, der mindes en kort uenighed omkring et tekststykke.

– Da først hun indspillede det, blev det en af mine yndlingssteder i sangen. Hun har sagt, at hun håber, jeg er blandt publikum, når hun synger den linje live, så hun kan give mig fingeren

I kun et tilfælde er et samarbejde gået grueligt galt. Hun forsøgte sig med at indspille noget sammen med Blur-frontmanden Damon Albarn – og han endte med at fortælle pressen, at Adele var "usikker" og at hendes musik var "middle of the road".

– Det endte med at være en af de der "mød ikke dit idol"-øjeblikke. Og det sørgeligste er, at jeg var sådan en stor fan af Blur som lille. Men det var trist, og jeg fortryder at have hængt ud med ham, siger hun. De færdiggjorde ikke en eneste sang sammen.

– Nej! Intet af det var rigtigt. Intet af det passede ind på min plade. Han sagde, jeg var usikker, selvom jeg er den mindst usikre person, jeg kender. Jeg bad om hans mening om mine bekymringer omkring det at vende tilbage med et barn – fordi han har også et barn – og så kalder han mig usikker?

Adele ville modernisere sin lyd, tilføje nogle synthesizere og trommer og bevæge sig væk fra lyden på 21. På River Lea, hendes nummer med Danger Mouse, synger hun over korlignende keyboardakkorder, der er skabt af hendes egen vokal, der er blevet samplet.

– Denne gang handlede det om at finde på den mærkeligste lyd, jeg kunne slippe af sted med, fortæller Epworth, der har været med til at skrive to numre på 25.

– Det album føles som om, at det måske passer bedre ind i den kulturelle dialog, frem for at være anakronistisk. Det er næsten som om, hun prøver at slå alle i deres eget spil.

Der er i store træk fraklip nok fra 25 til at fylde et helt album. Adele er nådesløs i sin kvalitetskontrol, og hun var stadig i gang med at sætte en sidste finger på værket, da vi mødtes.

– Nogle sange er bare fucking ikke gode nok. Og jeg tror, det er der, mange træder forkert ved at tro, at folk vil købe hvilket som helst gammelt lort af dig.

Hendrix og hardcore animé-porno under maden

Adele fejrede for nyligt sin fødselsdag på Kurobuto, et japansk spisested med en opdyrket rock'n'roll-stemning; The Guardian beskrev det som både "vanvittig lækkert" og "åndssvagt dyrt". I aften er hun vendt tilbage, og restauranten har arrangeret det, så vi kan sidde i vores egen kupé med levende lys bagest i restauranten ned ad en lille trappe. Vi har et komisk stort tømmerbord for os selv. Nogle gange er det godt at være en tilfældig pige fra London.

Mens vi studerer menuen, der tæller meget stegt mad, morer Adele sig over, at jeg prøver at skære ned på kulhydraterne.

– Lad os snyde, siger hun overbevisende. Bag hende hænger diverse vintage rockplakater, herunder Jimi Hendrix' Axis: Bold as Love.

– Lad os begge to snyde. Det er min snydedag. Lad os gå amok! Hun kigger på menuen igen. – Jeg gør det! Jeg går HAM – Hard As a Motherfucker!

Hun skæver over mod et tomt hjørne. – Sidste gang vi var her, havde de et tv dér. De må have fjernet det. Men det viste, sådan, hardcore animé-porno. Det var bare vanvittigt! Det er lidt forstyrrende, når du spiser sushi, og de har alt muligt hardcore porno-halløj kørende.

Hun bestiller en Amaretto Sour – det, hun kalder en Days of Our Lives-drink – men ændrer det så til et glas sauvignon blanc.

– Jeg ved ikke, om jeg bør være vild. Jeg kom lige i tanke om, at jeg bliver interviewet.

Adele er opmærksom på, at vise kritikere har brugt hendes "classy" ry som en målestok imod verdens Mileyer. Hun bryder sig ikke rigtig om det.

– Jeg vil helst ikke være den person, som alle bliver holdt op imod. Hvis de beslutter sig for at vise sin krop frem, så vil jeg helst ikke være den person, for det er bare at holde en kvinde op imod en anden, og jeg har ikke højere moral end alle andre. Så det har pisset mig lidt af. Ikke at jeg begynder at vise mine bryster frem fra nu af! Hun fortsætter med at tænke højt.

– Ville jeg vise min krop frem, hvis jeg var tyndere? Nok ikke, for min krop er min. Men nogle gange er jeg nysgerrig for, om jeg ville have været lige så succesfuld, hvis ikke jeg havde været stor i størrelsen. Jeg tror, jeg minder folk om dem selv. Jeg siger ikke, at alle er min størrelse, men man kan relatere, fordi jeg ikke er perfekt, og jeg tror, mange mennesker bliver portrætteret som perfekte, uopnåelige og urørlige.

Hun oplever, at mange af de spørgsmål, hun bliver stillet omkring disse problemstillinger er direkte sexistiske.

– Jeg er blevet spurgt "ville du være med i Playboy?" så fucking mange gange, at det er latterligt. Og er det så fordi jeg er en kvinde, eller fordi jeg er tyk?

Og så igen noterede hun sig også det ståhej, det skabte omkring en vis mandlig kendis, da han tabte sig.

– Noget, jeg fandt utroligt interessant, var det kæmpe postyr, der blev gjort ud af Chris Pratt. Da han pludselig tabte sig, lød det; "Oh my god, hvem ville have troet, han var så fucking veltrænet?" Der var et kæmpe fokus på, at han plejede at være større. Jeg har aldrig set det før med en mand.

Adele har haft så travlt de sidste års tid, at hun kun er svagt opmærksom på feminismens blomstrende fremspring i den popkulturelle diskurs.

– Hvis der er en bevægelse, skønt! Hvem står bag? Vil du spørge mig, om jeg er feminist? Jeg tror ikke, mange mænd bliver spurgt i interviews, om de er feminister.

Jeg stiller ikke spørgsmålet, men hun vil gerne svare alligevel.

– Jeg er feminist. Jeg tror på, at alle skal behandles ens, inklusive race og seksuel orientering. Hun husker, hvordan hun ikke er blevet taget seriøst i møder fyldt med mænd og er blevet mødt med en attitude, der siger "hvad ved du?" – Det er sådan, "tja, jeg er fucking kunstneren her", siger hun og retter sig op i sin stol. Så jeg ved fucking alting, faktisk! Du skal fucking ikke tale ned til mig!"

Hun nød at arbejde sammen med Sia på sit nye album, selvom sangene ikke kom med på albummet. En af dem, Alive, blev en single til Sia i stedet. Det gik op for Adele, at hun aldrig havde arbejdet sammen med en kvinde før.

– Jeg elsker faktisk dynamikken i, at vi begge to er med, og vi er fucking bossy, siger hun med et grin. – Og alle de her mandlige producere skider i bukserne, fordi vi er der.

Mine fans vil sige: "Bliv skilt!"

– Tror du, alle vil blive skuffede, fordi jeg er glad? spørger Adele. Det er et par dage efter vores middag, og hun har lignende leggings- og sweater-sammensætning på som sidst med den glamourøse tilføjelse af glitrende Margiela-støvler. Vi sidder i hendes managers lyse, moderne kontor på en stille gade i Notting Hill dekoreret med sportsminder og nogle af Adeles priser. Hun udpeger sin Ivor Novello-sangskriverpris i hjørnet, men nævner ikke noget om sin Diamond-pris ved siden af, der bevidner mere end 10 millioner solgte eksemplarer i USA.

Adele ved, at hendes sange har været til trøst for hendes fans.

– Hvis min musik kan hele nogens hjerte, så er det det mest tilfredsstillende nogensinde. Jeg synes ikke, at albummet har en "woo-hoo, jeg er totalt lykkelig"-stemning, men eftersom jeg er et bedre sted i mit liv sammen med mit livs kærlighed, vil mine fans så blive skuffede over, at jeg ikke kan reparere deres knuste hjerter med en sønderknust sang? Jeg vil ikke skuffe dem. Men samtidig kan jeg heller ikke skrive en sørgelig plade for alle andres skyld. Det er ikke en ægte plade, med mindre jeg er trist.

Hun griner ved påmindelsen om, at hendes sidste interview med Rolling Stone endte med, at hun forestillede sig, hvordan det ville være, hvis hun kom i et fast forhold. – Ingen musik! jokede hun dengang. – Mine fans vil sige, "Babe! Please! Bliv skilt!"

Men sådan ser hun det ikke længere.

– Det ville være lidt tragisk at lave et album om hjertesorg igen. En kliché, ikke engang tragisk! Det ville være sådan en kliché. Hvad hvis jeg var hjerteknust? Hvad fanden ville jeg skrive om? For jeg kan ikke skrive endnu et album om hjertesorg!

Hun forstår dog godt nogle kunstneres trang til at skabe kaos i deres liv.

– Jeg ville have været total klar på det, hvis ikke jeg havde haft et barn. Jeg troede ikke, jeg ville slå mig ned. Jeg har altid elsket dramaet, du ved. Jeg har altid gerne villet være forelsket, men altid elsket dramaet, lige siden jeg var ganske ung.

Idéen om en turné fylder meget i Adeles hoved, og hun har givet sig selv indtil jul til at beslutte sig.

– Da jeg satte mig ned og tænke "hvad kan jeg gøre, for at bringe noget nyt på bordet?" tænkte jeg straks: "turnér". For jeg har ikke gjort det ordentligt, siger hun. Som hun ser det, er dette album måske hendes sidste chance i mange år for at turnere – så snart Angelo er startet i skole, ønsker hun ikke at tage ham væk derfra.

Adele har aldrig haft sceneskræk med en særlig angst for at åbne munden, og intet kommer ud. Hvilket er usædvanligt, for hun har allerede mistet sin stemme én gang og vundet den tilbage.

– Men det skete ikke midt i en optræden, siger hun og affejer tanken. Hun har også en usandsynlig frygt for at træde ud på scenen og kun se fem mennesker i en salen. Hun frygter flere stemmeproblemer.

– Hvis min stemme forsvinder, så vil jeg aldrig kunne turnere igen. Jeg vil kunne få min hals fikset igen og lave studieindspilninger, men har jeg lyst til at gøre noget, som fejler, og så være for bange til nogensinde at prøve det igen?

Når hun endelig optræder, lover hun at omfavne sit gamle materiale og joker med, at hun er "forever 21". – At blive defineret af et album er en drøm, der går i opfyldelse, når du er en kunstner. Det er lige som når jeg tager ud og ser visse bands – ikke for at nævne navne – og de ikke spiller deres største hit? Røvhuller! Det irriterer mig virkelig.

– For den brede befolkning handler det ikke om omfanget af dit arbejde. I det fleste tilfælde handler det om den sang, der minder dem om noget i deres liv. De tager dig ind i hjertet.

– Det er den største ting nogensinde. Hun smiler, og hendes øjne funkler med al den musik, der venter på at blive lavet.

– Du er nødt til at spille den sang.

© 2015 Rolling Stone. First published in Rolling Stone Magazine. ®

All rights reserved. Distributed by Tribune Content Agency

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA