x

The Hold Steady-interview: Verdens bedste bar-band

The Hold Steady-interview: Verdens bedste bar-band

Da GAFFA ringer til Tad Kubler fra The Hold Steady, fanger vi ham noget forpustet i en taxa på vej ud mod New York-bydelen Queens for at hente en varevogn, hvor al bandets gear har stået siden bandets sidste job. Bandet er nemlig i gang med en temmelig lang turné, hvilket betyder, at de ikke har øvet i evigheder og bare lader grejet stå pakket sammen, til de skal bruge det igen.

Efter at guitaristen har fået styr på logistikken, er han klar til at besvare et par spørgsmål om sit band og for at tage tingene i rækkefølge kommer først et par spørgsmål om, hvordan han og bandets frontmand besluttede sig for at gå fra at lave kantet indie-rock i bandet Lifter Puller til at blive et selvudråbt bar-band.

- Jeg kom ind som bassist i den sidste del af Lifter Pullers liv i forbindelse med den sidste plade og indspillede den og en masse b-sider (Lifter Puller udsendte mellem 1997 og 2000 tre plader, red.). Så jeg spillede ikke på mit favoritinstrument og var lidt en vikar, men kunne rigtig godt lide det og blev gode venner med dem i bandet. Men det her var nærmest før internettets opfindelse, og vi havde ikke særlig god distribution og ingen booker, så vi måtte gøre det hele selv, så på et tidspunkt brændte vi simpelthen ud.

- Derefter flyttede Craig til New York, og jeg flyttede til L.A. i omkring et år. Men min kæreste boede i New York, så jeg flyttede op og begyndte at hænge ud med Craig igen. Jeg vil ikke sige, at dannelsen af dette band var en modreaktion på, hvad der skete musikalsk i New York på det tidspunkt, hvor alle bands spillede forfærdelig 80’er-dancepunk retro-lort. Men der var en aften, hvor vi sad og drak øl og så ”The Last Waltz” på dvd, og vi ser The Band med alle disse gæster – Joni Mitchell og Neil Young og en masse andre – og vi så, hvor bevidste de var om, hvad der skete, og hvor sjovt de havde det, og hvordan de kommunikerede. Der er et par steder i den film, hvor det er tydeligt, at Rick Danko (bassisten i The Band, red.) ikke kender sangene, men han fusker sig gennem dem, og det lyder fedt. Så vi sad og snakkede om, at der ikke er nogen, der spiller musik på denne måde længere – sammen. Det er som om, alle disse indie-bands bare går op på scenen og gylper deres gennemøvede sæt op, og der er ingen der smiler eller kigger på hinanden. Der er en tåge af coolness og mode og alt det, man hader ved musik, og det virkede bare som om, ingen af dem havde det sjovt.

- Så Craig sagde, at vi burde danne et band, hvor vi kunne køre en afslappet og løs stil, og om ikke andet ville det give os en undskyldning for at mødes et par gange om ugen og drikke nogle øl. Det var måske ikke helt så overlagt som det lyder. Men vi ville gerne have det sjovt, og vi savnede at spille musik. Galen Polivka havde også spillet i et band i Minneapolis og var flyttet til New York nogle år før os. Han kom op til Craig i en brandert på et tidspunkt og sagde, at hvis han nogensinde manglede en bassist, så var han klar. Så han kom med, og vi havde en anden trommeslager på den første plade, men han havde et barn og et rigtigt job, så vi fik Bobby Drake med på turné, og så flyttede han op fra Minneapolis til New York.

Men Lifter Puller mindede mere om bands som Fugazi?
- Det er sjovt, at du lige nævner dem, for bands som Candy Machine og Trenchmouth var nogle, vi lyttede rigtig meget til. De var fede bands, men det var bare, som om de var mere kantede og ikke så løse og mere stramme i deres struktur.

Men I gik fra at være inspirerede af trendy musik til mere gammeldags rock…
- Jeg tror, jeg ved, hvor du er på vej hen med det, og den bedste måde at kommentere det på er ved at sige, at vi spiller, som vi gør, fordi vi synes, det er fedt. Vi har det sjovt, vi er alle gode venner, og vi har det fantastisk, når vi turnerer. Jeg tror, det inspirerer musikken, og det vil aldrig blive dikteret af trends. Så uanset hvad er der populært på tv eller i radioen, så handler det altid for os om at have det sjovt sammen. Så når folk nævner Springsteen og andre lignende bands, så tror jeg de havde det på samme måde. Vi får faktisk Springsteen-sammenligningen en del, men jeg lytter meget mere til Thin Lizzy og Led Zeppelin, og Craig nævner The Replacements og Soul Asylum som inspirationskilder. Men det er en fair sammenligning, og alle i bandet er naturligvis fans.

I sangen Bar Fruit Blues på jeres debutalbum udråber I jer til at være et bar-band, hvilket er en betegnelsen, der ofte bliver brugt om jer.
- Vi har brugt den term for at prøve at forklare, hvad vi gør. Jeg har altid tænkt på et bar-band som en gruppe gutter, der bogstavelig talt kan springe på scenen hvor som helst og underholde folk. Jeg vil ikke svine indie-rock til, for genren fylder en del i min pladesamling. Men samtidig var det, som om indie er blevet en meget eksklusiv klub, der udelukker folk, og jeg tror, det vi kan er at gå på scenen og have det sjovt hvor som helst, og vi er meget inkluderende, hvilket får folk til at føle sig som en del af noget større.

Craig Finn skriver meget ordrige tekster fyldt med referencer til steder, personer og karakterer, hvoraf en del er hentet fra amerikansk popkultur. Kan det ikke være en forhindring for at slå igennem i Europa?
- Det har ikke hindret os endnu. Jeg har været virkelig imponeret over de europæiske reaktioner på pladen. Sprogbarrieren kan altid være et problem, men der er jo historier om børn, der vokser op og om at finde sig selv. Historier om folk, der træffer gode og dårlige beslutninger af gode og dårlige grunde, og når folk lytter til teksterne, vil der altid være noget, de kan forholde sig til. Jeg har tænkt på det tidligere, men vi har spillet fantastiske koncerter i Spanien, Tyskland, hele Storbritannien har været utrolig, og vi har turneret i Australien, så jeg tror, folk fatter det.

- Når man taler om billedlige fortæller, hvilket man ofte finder i hiphop, så er der tit inside jokes og referencer, og man vil gerne finde ud af, hvad de mener. Jeg kan huske Beastie Boys-linjen ”Yo’ girl got dicked by Ricky Powell”, der gjorde, at jeg bare matte finde ud af, hvem han er, fordi han er nævnt i en Beastie Boys-sang, og man vil gerne kunne forstå den reference. Så vores referencer er en vigtig grund til, at folk elsker teksterne.

Der er også et hav af gennemgående karakterer. Er det jeres venner med dæknavne?
- De er alle fiktive karakterer. Nogle gange gør de ting, vores venner har gjort, men de er fiktive. ”Separation Sunday” er en meget lineær konceptplade, hvor ”Boys & Girls In America” er mere temabaseret. Men jeg tror, Craig nævner hovedpersonerne fra ”Separation Sunday” på den nye plade, så han kan bruge dem igen i fremtiden. Det synes jeg er en fed ting. I ”Atlantic City” af Bruce Springsteen synger han ”Well, they blew up The Chicken Man in Philly last night”, og bagefter sidder man og tænker over, hvad der egentlig blev af ham. Jeg synes virkelig, Craig er en god historiefortæller. Nogle gange, hvor han og jeg spiller akustiske shows, og der ikke er en væg af forstærkere bag mig, kan man høre hvert ord, han synger. Der griber jeg mig selv i at sidde og lytte til historierne til det punkt, hvor jeg glemmer, hvad jeg skal spille.

Flere af medlemmerne i The Hold Steady stammer fra byen Minneapolis i Minnesota – en by der også har fostret Prince, The Replacements og Soul Asylum. Frontmanden David Pirner fra sidstnævnte band dukker op på The Hold Steadys seneste album på en duet med Elizabeth Elsmore fra The Reputation. Er han en af de gamle venner fra hjembyen?
- Vi mødte faktisk aldrig Pirner tilbage i Minneapolis. Det var Craig, der ville lave en duet med to gæster lidt a la ”Summer Nights” fra Grease. Vi har turneret med Elizabeth Elsmore, så hun var et oplagt valg. Da vi ledte efter en mandlig vokal, foreslog en af vores venner, der havde været advokat for Soul Asylum, at vi spurgte Pirner, og så kom vi i kontakt med ham gennem nogle fælles venner. Det var sjovt at lytte på optagelserne af ham, fordi jeg havde glemt, hvor fænomenal en sanger han er. Vi har faktisk også haft mulighed for optræde med ham live, hvor han sang den.

Ikke nok med at rockjournalister verden over ikke kan nævne bandet uden også at nævne Bruce Springsteen i samme åndedrag, så har bandet nu for nylig haft mulighed for at optræde sammen med The Boss.
- Vi spillede en enkelt sang i Carnegie Hall til en hyldestkoncert, og så var vi på scenen med ham til et improviseret ekstranummer. Han spurgte, om der var nogen, der kendte teksten til ”Rosalita” og jeg skubbede Craig så hårdt frem, at han ramte Springsteen og nærmest væltede ham. Så Craig nappede et par vers, Damon Gough fra Badly Drawn Boy sang et vers, og det gjorde Jesse Malin også, og så lukkede Craig sangen. Det var et utroligt syn. Jeg kunne næsten ikke fatte, at jeg stod på scenen i Carnegie Hall – er der ikke en, der kan ringe til min gamle skoleinspektør?

De tre Lifter Puller-plader er nærmest uopdrivelige, så er det ikke på tide at få dem genudgivet?
- Vi har snakket om det, og vi vil gerne genudsende dem. Når vi endelig får en pause fra turnéen, og inden vi skal i gang med næste plade, vil vi kigge på det. For jeg får konstant mails fra folk, der ikke kan finde pladerne og ikke vil betale en formue for dem på eBay. Så vi burde gøre det, bare så folk ikke bliver flået.

The Hold Steady kan opleves live på Lille Vega i aften 26. juni i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA