x

Interview med Kurt Wagner fra Lambchop

Interview med Kurt Wagner fra Lambchop

Atmosfæren på VoxHall efter aftenens koncert med Lambchop er så behagelig og afslappet, at både frontmand Kurt Wagner og resten af bandet umiddelbart efter koncerten er at finde i den anden ende af spillestedet, hvor barstemning og merchandisesalg som altid har hjemme, når musikken ikke lyder fra scenen længere.

Alle er tydeligvis glade og tilfredse oven på en veloverstået koncert, så undertegnede øjner chancen for et interview med Kurt Wagner, der sidder ved merchandisebordet og signerer de indkøb, som gamle og nybagte fans foretager sig. Det er han sørme uden videre helt med på.

Et første, påtrængende spørgsmål går på den navneleg, der stod på gennem hele koncerten, hvor publikum skulle foreslå navne til et syv uger gammelt barn, der indtil videre intet hedder. Men hvem er forældrene til dette barn, som Wagner jo naturligvis må kende? Det var minsandten Marie Frank og hendes trolovede, som selvfølgelig var at finde blandt publikum.

Wagner fortæller, at han mødte hende gennem Howe Gelb, som de fleste vil kende som hovedmanden i bandet Giant Sand, og som ham, der i en periode spillede uge efter uge på Café Mozart på Vesterbro Torv i Århus. Mødet fandt sted i Los Angeles, da Wagner var tilskuer til en koncert med Gelb, hvor Marie Frank var gæsteoptrædende.

Et venskab udviklede sig, som så i aften resulterede i godmodigt drilleri, da Wagner synes, at syv uger er lige lovlig lang tid at være til uden at have et navn. Der var masser af forslag blandt publikum, og da jeg efterfølgende spørger Marie Frank, om der var nogle, der kunne bruges, er det Nixon, der står tilbage som et af de bedste bud – ikke mindst fordi det er navnet på det Lambchop-album, som Frank lyttede til for at lindre fødselssmerterne.

Publikum ved aftenens koncert bestod tydeligvis af både dedikerede og imponerede mennesker, der særdeles ivrigt klappede bandet frem til de obligatoriske ekstranumre. Men næsten endnu mere ivrige var de klap, der fik bandet frem til at give et ekstra-ekstranummer. Da jeg ser aftenens sætliste, kan jeg se, at bandet tilsyneladende på forhånd havde planlagt at komme tilbage på scenen en ekstra-ekstra gang.

Var det fordi I vidste, at folk ville være så vilde efter mere?
- Nej, vi skriver faktisk bare et nummer på, som vi så ser, om vi skal spille eller ej.

Den egentlige plan var at spille ”The Decline Of Country And Western Civilization”, der også afslutter bandets seneste album, ”Damaged”. Men på foranledning af et af bandmedlemmerne blev det i stedet til ”Up With People” fra ”Nixon”, der vakte stor begejstring hos publikum.

Var bandet ikke kommet tilbage for at spille det nummer, havde afslutningen været den fornemme udgave af Leonard Cohens ”Chelsea Hotel #2”, som også Sophia – ved en tidligere koncert på VoxHall – valgte at spille. Robin Proper-Sheppard fra Sophia har siden fortalt mig, at det var et par helt særlige linier i nummeret, der gjorde, at det var det nummer, han havde valgt: ”Clenching your fist for the ones like us who are oppressed by the figures of beauty / You fixed yourself, you said: Well, never mind - we are ugly, but we have the music”.

Således er nysgerrigheden også stor efter at høre, hvad der gjorde, at Lambchop udøvede en hyldest til Cohen gennem det selv samme nummer.

Hvordan kan det være, I valgte at spille ”Chelsea Hotel #2”?
- Jeg har fået øjnene op for Leonard Cohen igen, efter at de har genudgivet en masse af hans gamle materiale i USA. Og så så jeg filmen (hyldestfilmen ”I’m Your Man”, red.), som fik mig til at indse, hvor fantastiske sangene er – og at alle kan spille dem. Produktionen er lidt mærkelig på hans senere albums, men jeg kan virkelig godt lide de tidlige.

Hvorfor blev det så netop dét nummer, som blev valgt?
- Det var det første, der faldt mig ind - og så er det en fornøjelse at spille det med bandet. I aften var første gang, vi spillede nummeret til en koncert. Vi prøver altid at spille ét covernummer på hver turné, og tidligere har vi spillet et nummer af Sisters Of Mercy.

Pludselig forvirring opstår, da Sisters Of Mercy som bekendt er et band, der har taget sit navn efter en Leonard Cohen-sang, der ligesom ”Chelsea Hotel #2” også er fra hans tidligere periode – så Wagner griner og konstaterer, at det hele jo hænger sammen. Jeg får hovedet på ret køl, da en uddybende forklaring afslører, at det var nummeret ”This Corrosion” af Sisters Of Mercy, som Lambchop havde spillet på en tidligere turné.

I har efterhånden spillet på VoxHall en del gange. Hvad synes du om stedet?
- Ja, hvad bliver det – fjerde gang, tror jeg? Jeg kan godt lide det, og vi har det altid skægt her. Vi spillede på en festival i Bonn i aftes, og så spiller vi her i aften, og jeg var helt overvældet. Det her var en rigtig rar, lille koncert.

Jeg har tiltusket mig lov til at stille endnu et spørgsmål, men jeg må gruble over, hvordan jeg finder frem til lige præcis dét spørgsmål, hvis svar vil være tryllebindende interessant. Jeg må dog opgive og erkende, at jeg ikke just var helt så forberedt på interviewet, som jeg kunne have været, så jeg spiller et brugt og sikkert kort.

Hvilket nummer kan du bedst lide at spille live?
- Det skifter hele tiden. Det kan være hvilken som helst sang hvilken som helst aften. Der var flere i aften - det føltes som en rigtig god aften! Men ”Ohio”, som Tony og jeg skrev for et par måneder siden, var en fornøjelse at spille i aften, for vi spillede den live for første gang – ligesom ”Chelsea Hotel”, der også var en fornøjelse.

Det er ikke nemt at afgøre om det er sandt, men det var garanteret en endnu større fornøjelse for publikum, hvilket siger en hel del. Ligeledes en fornøjelse at få sig en snak med så åbensindet og venlig en herre, inden han må tilbage til den anden ende af VoxHall og pakke sit gear.

Læs anmeldelse og se billeder fra koncerten


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA