x

Syng mig hjem igen – mindeord om Merle Haggard

Syng mig hjem igen – mindeord om Merle Haggard

I en af sine allerstærkeste sange – og der er mange – fra slutningen af tresserne fortæller Merle Haggard om en indsat på dødsgangen, der over to vers og et par omkvæd stiler en sidste, ydmyg bøn til sine omgivelser:

"Won't you sing me back home / with a song I used to hear / make my old memories come alive / Take me away and turn back the years / sing me back home before I die."

Nu er han så selv taget hjem, gamle Hag – som den trofaste skare af venner, kolleger og fans kaldte ham. 79 år gammel bukkede countrylegenden under for en lungebetændelse onsdag – og vi andre må dermed sige farvel til (endnu) en af amerikansk populærmusiks giganter. 

Uovertruffen sangskriver

Hank Williams var muligvis countrymusikkens mest ikoniske skikkelse, Cash dens største fortolker, Nelson genrens mest sympatiske stjerne og Kris Kristofferson og Waylon Jennings dens eksemplariske outlaws. Men som sangskriver – der var Haggard uovertruffen. 

Jeg mener: Det er ikke tilfældigt, at selveste Bob Dylan ved flere lejligheder har fortolket Haggard – og iøvrigt sendte kollegaen en hilsen med sin Workingman's Blues #2 fra 2006.

Bevares, jeg ved godt at den gennemsnitlige GAFFA-læser måske knap kendte til Haggards eksistens – endsige hans lange bagkatalog med albumhøjdepunkter som Branded Man/I Threw Away the Rose (1967), Sing Me Back Home (1968) og Mama Tried (1968).

Men bare tag og lyt til titelsangene fra de nævnte skiver – uafrysteligt leveret med The Hags mageløse maskulinitet og karakteristiske vokal – og det meste andet country vil lyde som lightprodukter i sammenligning. For Haggard var the real deal.

Moders sultne øjne 

I 1934 – tre år før lille Merle blev født og midt under The Great Depression – havde forældrene gjort som hovedpersonerne i John Steinbecks klassiske, amerikanske roman Vredens druer og forladt hjemstaten Oklahoma for at søge lykken i Californien.

Imidlertid døde Haggard senior af en hjerneblødning da Merle var ni, hvorefter moderen efter bedste evne måtte forsørge familien – hjertegribende beskrevet i sange som Mama's Hungry Eyes og Mama Tried. "I turned 21 in prison," synger Haggard blandt andet i sidstnævnte – og det var ikke løgn.

For teenageårene blev præget af druk, småkriminalitet og fængselsophold – og i '58 blev Haggard efter et flugtforsøg overflyttet til det berygtede San Quentin Prison. Her oplevede han Johnny Cash – og lod sig efter eget udsagn inspirere til at slutte sig til de indsattes eget countryorkester.

Samtidig havde han taget gymnasial eksamen og været en stabil arbejdskraft i fængslet, og i 1960 blev han prøveløsladt. Tolv år senere blev han endelig definitivt benådet af Californiens daværende guvernør (og USAs senere præsident) Ronald Reagan.

Lovløs country 

På det tidspunkt havde Haggard udgivet en stribe fremragende album med sin faste backingruppe The Strangers – mere rå i udtrykket end den polerede Nashville-lyd, og dermed både med til at skabe den såkaldte Bakersfield Sound og til at lægge grunden til den såkaldte outlawcountry-bevægelse i 1970'erne med navne som Willie Nelson, Waylo Jennings og Kris Kristofferson. 

I '69 – mens demonstrationerne mod Vietnamkrigen rasede og ungdomsoprøret kulminerede – udgav Haggard den stærkt patriotiske og hippiefjendske single Okie from Muskogee; pladeselskabet fulgte (mod Haggards vilje) op med den cirka lige så uforsonlige og reaktionære The Fightin' Side of Me.

Mens der blæste helt andre politiske vinde i pop- og rockverdenen, syntes Haggard således at give en stemme til den store, tavse mindretal af konservative amerikanske arbejdere – ikke mindst i midtvesten, hvorfra Haggards forældre i sin tid selv var brudt op. 

Haggard var imidlertid en mere kompleks skikkelse end som så – både dengang og siden, hvor han gav udtryk for væsentligt mere progressive synspunkter på Amerikas tilstand.

Kritisk patriot

I de sidste mange år af karrieren blev Haggard således snarere en fornem repræsentant for den kritiske patriotisme og sociale bevidsthed, som også gennemsyrer kollegaen Cashs værk og virke. Og på sine ældre dage blev Haggard sågar en passioneret fortaler for legalisering af den selvsamme marijuana, som han i sin tid havde undsagt i Okie from Muskogee

Det blev til en lang, lang række plader; så sent som 2011 demonstrerede Haggard, at hans uimodsigelige pondus var intakt med albummet Working in Tennessee.

Karrierens mesterværker udkom i anden halvdel af tresserne, men også op gennem 70'erne var Haggards output af høj kvalitet – dyk for eksempel ned i det glimrende bokssæt The Troubadour fra 2011, som dækker den del af karrieren.

I en sang derfra synger Haggard at "tonight I'll kick the footlights out and walk away without a curtain call." Onsdag gjorde Merle Haggard så netop det, definitivt. Hvil i fred, Hag – og tak for sangene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA