x

Før koncerterne: Beth Hart

Før koncerterne: Beth Hart

Billede: Enok Holsegård

Hvordan er det gået i øveren?
- Jeg har arbejdet meget med at få min stemme op i gear igen. Og så har jeg tænkt meget over, hvad der ville være et godt show til denne tour energimæssigt og sangmæssigt. Men mest af alt har jeg arbejdet med at få min stemme stærk.

Hvad kan vi forvente os af koncerterne?
- Disse her shows bliver mere tunge, aggressive og rockede end tidligere. Der kommer sange fra alle mine album. Jeg kommer sikkert stadig til at tale en del mellem numrene, og man kan nok også forvente lidt tilsvining af George Bush.

Hvad gør du, lige inden du går på scenen?
- Jeg træner og strækker ud i en times tid for at være helt på toppen. Så varmer jeg min stemme op i en halv time. Derefter hænger jeg ud med bandet, fortæller et par vittigheder for at få en afslappet stemning, og så husker vi på at være taknemmelige for, at vi har fået denne mulighed for at kunne spille musik for folk, og endvidere kunne tjene penge på det engang imellem.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?
- Mit band elsker at drikke Jack Daniels, og efter koncerterne går de altid ud og spiller pool hele natten. Jeg selv har ikke drukket alkohol i 4 år og syv måneder, men er ikke den frelste type, så derfor har jeg heller ikke noget problem med at spille på Grøn Koncert, som Tuborg står bag. Jeg synes, det er fint, at folk kan drikke og have det sjovt; det kunne jeg bare ikke finde ud af. Hvis jeg var fortsat, var jeg død i dag. Så jeg beder bare om lidt te og kaffe og lidt mad. Ingen underlige ting ligesom James Brown, der bad om en flaske cognac, en hårtørrer-hjelm fra 1972, en stor pose hash og 50.000 dollars kontant. Det var hans krav og nok de mest pimpede krav i hele musikhistorien.

Hvad hører du på turbussen?
- Det sidste, jeg har hørt meget, var Fiona Apples seneste album ”Extraordinary Machine.” Det er genialt, men i starten fattede jeg det overhovedet ikke og syntes, det var noget negativt lort. Men jeg kunne ikke stoppe med at lytte til det, da jeg ved, at hun er ufattelig dygtig, og ganske rigtigt åbenbarede der sig pludselig et fantastisk album.

Grøn Koncert 2007 besøger følgende byer:
Den 19. juli: Esbjerg
Den 20. juli: Herning
Den 21. juli: Århus
Den 22. juli: Aalborg
Den 26. juli: Kolding
Den 27. juli: Odense
Den 28. juli: Næstved
Den 29. juli: København
Foruden Beth Hart kan du opleve Tag Team Battle, Alphabeat, UFO Yepha, Veto, L.O.C., Nephew og TV-2.

På Grøn Koncert kan du i GAFFA Shop i øvrigt købe Beth Harts nye album "37 Days" til kun 120 kroner, og det selvom pladen ellers først udkommer 30. juli.

Beth Harts MySpace-side

Grøn Koncerts hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA