x

Figurines – en ny begyndelse

Figurines – en ny begyndelse

Flere milepæle er allerede bag dem, og en lang vej af fine anmeldelser har efterladt bandet lige der, hvor næste skridt er gennembruddet. GAFFA mødte Figurines til en snak om det nye album og om, hvorfor fejl på en skæring ikke er skidt, men lige som at have en kæreste med mellemrum mellem tænderne.

Det er som om, der hænger en mental ro i drengenes toneleje, som vi sidder her og snakker. En mental afklaret tilfredshed. Den type tilfredshed, musikere har, når de afleverer et værk, de føler, de ikke selv kan gøre mere ved, og hvor det nu er op til tilskueren at mene, hvad han vil.

Vi sidder henslængt i en lejlighed på Nørrebro i København. Christian, Mads, Claus og Jens. Trommeslager Kristian ”Volle” kunne desværre ikke denne aften.

Forsanger Christian Hjelm og Jens Ramon (synthesizer) er netop vendt hjem fra Chicago, hvor de har finpudset detaljer på det nye album When The Deer Wore Blue i producer Jeremy Lemos (Smog, Jim O´Rourke, Sonic Youth, Yeah Yeah Yeahs) studie. Og de er ret godt tilfredse nu, som de sidder der og hyggesnakker.

Lejligheden er et stort rum, bortset fra tre værelser nede i den anden ende. Christian slænger sig på en liggeø kreeret af træfiner i omtrent en halv meters højde i stuen. Ovenpå ligger en madras og flere tæpper. Guitaristen Claus Salling Johansen og jeg har taget plads i hver vores læderstol, så vi danner en rundkreds med bassist Mads Kjærgaard ovre ved væggen.

Meget af rummet virker som et stort eksperimenterende kunstnerværksted. Ikke musikalsk, snarere arkitektonisk. Et stort åbent atelier. Køkkenet har en hævet håndvask og en zinkplade af den slags, der kan tåle at få maling på sig. På badeværelset er installeret et stort cirkelformet stålkar. Den slags, mejerister bruger, når de blander grundelementerne til en flødeost. Værelserne virker som et afgangsprojekt for kaospiloter. Det fungerer og har sin helt egen stil.
På mange måder er rummet allegorisk i familie med det album, Figurines afleverer som deres næste projekt i slutningen af juli.

På det nye album "When The Deer Wore Blue" har drengene fået afløb for noget af alt det, de kan, og som ikke er bundet op på formel. Det nye er klart anderledes og mere eksperimenterende end de foregående to "Shake A Mountain" fra 2003 og "Skeleton" fra 2005. Som kunstnere, der har fået lov at lege efter deres eget hoved, i stedet for producerens eller hvem der ellers måtte finde på at tage over. Som om små historier har ventet på at komme op til overfladen i deres egen grundform. Uden at der skal være trommer, hvis drengene ikke føler, det fungerer.

Christian springer over i en lille historie, da jeg spørger, hvordan det nye materiale lyder.

– Jeg kan huske, at Ben Watt hørte nogle af sangene til "When The Deer Wore Blue" og fortalte mig, hvordan han synes vores nye album lyder. Crosby, Stills, Nash & Young møder Brian Wilson på "Smile", beskrev han det.
Ben Watt vender vi tilbage til.

Støbeskeen til noget stort
Drengene er kommet en lang vej, siden det hele startede i Vestbjerg i Nordjylland. Dengang i midten af 90’erne, da Christian, Claus og Andreas formede Figurines.

Alle tre var guitarister, så de måtte træffe et valg. Det efterlod Christian på vokal og guitar, mens de andre tog sig af henholdsvis trommer og bas. Siden har Kristian ”Volle” Volden bemægtiget sig trommerne, Andreas har forladt bandet for at hellige sig sine studier og er blevet erstattet af Mads Kjærgaard, og Jens Ramon er kommet med på synthesizer. Grundformen er stadig lo-fi-rock med inspiration fra den amerikanske alternative scene.

– Det, at Andreas gik ud af bandet, var en afslutning på noget og en begyndelse på noget nyt. Vi er et sted, hvor jeg er virkelig glad, og der er en god ro, som virkelig har fundet sin vej ind i bandet. Jeg har aldrig været gladere, end jeg er nu, siger Christian.

– Vi har lagt noget i en støbeform, som vi virkelig kan bygge videre på, og det er fedt. Det har vist sig, at vi er meget forskellige og supplerer hinanden rigtig godt. Jeg tror, meget kommer til at ske nu, supplerer Claus.

Med det århusianske independentlabel Morningside Records i ryggen har gruppen været ude på en længere musikalsk rejse.

Ben Watts England
Talrige gigs og turnéer, herunder i høj grad i Tyskland, kastede bandet mod noget andet og mere, og da de spillede på South By South West-festivalen (også kendt som SXSW) i Austin, Texas i foråret 2006, skete der noget. Det amerikanske indiesite Pitchforkmedia.com roste bandet i vendinger, der gav genlyd. Blandt andet lød det: ”De kunne blive kæmpestore.”

Spoler vi frem til i dag, er der føjet yderligere en vifte af opnåelser til CV’et. I England er Skeleton netop blevet udgivet på Strange Feeling Records. Et label kreeret af den britiske house- og electronica-celeb Ben Watt, den ene halvdel af pauseholdende Everything But The Girl. En mand, der kom på sporet af bandet netop ved at læse den anmeldelse, Pitchforkmedia bragte fra SXSW-festivalen.
Og der hører mere til historien end det.

Watt remixede nummeret "Silver Ponds" til en houset ti minutters version, der i foråret skød ind som nummer 19 på den britiske Cool Cuts Chart. Et nummer, der har fået en del airplay i det britiske og har kastet en masse omtale af sig.

Med sådan succes i bagagen er der særligt ét spørgsmål, der trænger sig på. Ja vel nærmest et spørgsmål, som skal komme. Spørgsmålet om gennembruddet. Er det nu?

Christian: – Jeg ved ikke, om det er gennembruddet, men det er det bedste, vi nogensinde har lavet. Hvis det skal være, skal det være nu. Det skyldes en stor portion af held og hårdt arbejde, men sådan er det altid. Pointen er, at vi virkelig synes, det er fedt, det her.

Mads: – Det handler meget om, at vi har fundet ind til den gode melodi og er endt med en stribe sange, vi virkelig kan stå inde for.
Claus: – Ja, og så er fodarbejdet bare lavet rigtig godt, og timingen er helt perfekt. Så alt ligger sådan set lige for.

Lemos’ legestue
I løbet af foråret har drengene isoleret sig med producer Jeremy Lemos i en hytte i Sverige for at finpudse det nye projekt, der startede på 15 sange, men hurtigt blev barberet ned.

I et stort rum valgte gruppen at indspille alt analogt på bånd for at få en følelse af ægthed og renhed i produktionen.

– Vi havde overvejet at gøre det digitalt på computeren, men fik så øjnene op for denne metode, og på den her måde får vi virkelig rettet opmærksomheden mod musikken. Den her plade er bare et hundrede procent musik. Der er noget, der rasler, der er noget, der runger, og i det hele taget er der ting, andre ville have klippet ud. De elementer har nu fået lov at komme med hos os, fortæller Claus.

Han understreger dog, at drengene naturligvis har frasorteret grovere elementer, der ødelægger helhedsindtrykket. Jens fortsætter:

– Der er eksempelvis et sted, hvor en klaverpedal bliver slået an, og hvor det får lov at gå ind i næste vers. Det var ikke meningen, men det er sgu egentlig meget sjovt, at det er der. Jens smiler til de andre. De gengælder.

Mest af alt sætter drengene spørgsmålstegn ved, hvad en fejl overhovedet er.

– Hvad er en fejl? For mig er en fejl, hvis vi ikke spiller sammen. Det er også meget den dér med, at der nu kommer en pedal med, og nu sætter vi en guitar på. Det vil være forkert, hvis man sidder og retter for meget i det. Jeg vil ikke engang kalde begrebet ”fejl”, snarere burde det hedde ”små charmerende detaljer”, siger Christian.
Drengene griner.

– Ja, det er ligesom en kæreste, der har mellemrum mellem tænderne eller ligger og prutter om natten, fortæller Jens, og fortsætter:
– Sådan en kæreste havde jeg engang, og man kommer til at holde af selv sådan nogle ting.

De små host
Men hvis man lever efter de regler, må der vel også være øjeblikke, hvor det går galt, og man simpelthen er nødt til at tage det hele om?
Claus springer hurtigt til, som om han bare må tilføje noget her:

– Nogle gange går det galt. Det har vi også prøvet. Men så er det bare den dér ”fuck alt”. Lad os spille videre i nummeret og se, hvad der sker. Hvis der så kommer noget brugbart ud af det, er det fedt. I værste fald er det bare sjovt.

– Jeg kan for eksempel huske nummeret "Drunkard’s Dream". I slutningen af nummeret skriger Volle ”Yeeeeeaaaarrrh” ind over det hele. Det er ikke med på pladen, da vi har cuttet det fra, men det var skidesjovt. Christian er enig. – På "The Air We Breathe" får vi virkelig følelsen af noget, der er live. Det rette groove, fortsætter han.
Detaljerne, der til gengæld endte med at komme med, er de små host, enhver ikke kan undgå. De små 3-4-tællinger, som mange
singer-songwritere næsten bruger som en fast bestanddel af et livesæt, en streng, der ikke blev slået så kraftigt an, som Claus havde håbet, tangenter, der ikke toner ud, som Jens havde planlagt eller en overset detalje fra hvem som helst i bandet.

Det er godt, drengene siger det. For jeg lagde mærke til det og undrede mig, da jeg lyttede til noget af det nye materiale.

Snarere et værk
I et såkaldt præmiks fik jeg lov at lytte med på seks af sangene. Og der er klart tale om nye eksperimenter. En intro, der leder tankerne hen på Sergio Leones western-klassiker Den Gode, Den Onde og Den Grusomme. Melodiske overgange midt i sange, der på den måde bliver gjort længere, eller hele stykker akkompagneret af piano og ikke trommer.


– Det er på mange måder en tidløs plade, hvor melodien kommer til sin ret. Den indeholder et spektrum af sange, der spænder bredt over tid. Lige fra perioder med psykedelisk guitarrock over mod moderne musik af den kaliber, der er populær i år 2007, fortæller Christian.

Claus: – Ja, og man kan også sagtens genkende en art old time bluegrass fra USA i 50’erne, hvis man lytter efter. Det er som om, vi har taget den inspiration, vi måtte have hver især og så fået det med i det samlede produkt.

Og ifølge drengene er det det nye album et værk.

Jens forklarer: – Der er ikke rigtig et hit på albummet. Der er lagt meget vægt på stemninger. Det er også derfor, at vores første single "Hey Girl" måske repræsenterer fem procent af pladen. Det nummer er egentlig kun en bro mellem vores gamle musik og det nye. De andre sange er så meget mere os.

Christian supplerer:
– "Skeleton" var meget mere diffus og underlig. Det her er et mere drømmende univers. Et episk værk af en art, om man vil. Ikke at vi har tænkt på det overordnede perspektiv som én stor færdig pakke, men mere fordi hvert enkelt nummer fortæller en historie. Og på sin helt egen måde nærmest. Du kan høre det i sangskabelonerne, der er blevet lagt ned og bygget op efter en ny formel, eller som vi bare selv har skabt fra bunden.

Den nye musik
Christian nævner undervejs i sin forklaring, at han da har de nye miks fra Chicago med. Dem, gruppen lige har arbejdet på med Lemos. Han spørger, om vi skal høre dem, og min kropsreaktion gør svaret indlysende. Claus har overhovedet ikke hørt det endnu, så han er helt enig.

Lidt efter er "Childhood Verse" på anlægget, og vi lytter ærbødigt. Alle sidder vi midt imellem højtalerne og bare lytter. Der er tydelige ændringer i forhold til det, jeg tidligere har hørt. Efter femten sekunder står Claus op.

– Det er fedt, at man kan høre tamburinerne så tydeligt, siger han helt ekstatisk. Og dansende, mens han trommer ud i luften, som skal han følge sangen på vej.

Det føles, som om vi træder ud af rummet og ind i et andet univers, hvor man ikke snakker. Bagefter kommer nummeret "The Air We Breathe"? Og vi lytter videre i det drømmende univers.

Roen lægger sig ærbødigt over os alle, og vi får fjerne øjne. Det er det, det hele handler om. Det, der giver roen og balancen. Følelsen af den gode melodi.

Nummeret "Drove You Miles" kommer på, og midt i sangen bryder Jens pludselig tavsheden og henvender sig til mig:

– Og dér letter pedalen. Det var det, jeg snakkede om, da vi snakkede om fejlene. Kunne du høre det?

Figurines' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA