x

Reportage: Film og artist talk med Laurie Anderson

Reportage: Film og artist talk med Laurie Anderson

Amerikanske Laurie Anderson ses ofte beskrevet som multikunstner, en betegnelse, der i mange tilfælde kan være lidt vag, og hos nogle måske ligefrem mest af alt synes at dække over et oppustet ego af den slags, der muligvis har det allerbedst i selskab med eget spejlbillede. Men med Anderson har der altid været tyngde bag påstanden, for hun har rent faktisk, gennem årene, beskæftiget sig med både musik, historiefortælling og poesi, med animation, tegnekunst og video, med performance og skulptur og, måske ikke mindst, med alskens former for teknologi. Med andre ord: hun har noget at have det i. 

Således var der, for kendere, for så vidt ikke noget overraskende i at se Laurie Anderson i rollen som filminstruktør ved fremvisning af hendes "Heart of A Dog" i Grand Teatrets fornemme rammer i København- vi er jo dog nogle, der har vidst i en del år efterhånden, at Laurie kan sådan omtrent alt. Og efter klapsalver i salen at dømme, da hovedpersonen selv gjorde sin entré, så var det i meget høj grad fans, som var dukket op. Jeg havde selv fornøjelsen af en kort snak med Anderson inden filmforevisning - om evigt gyldige emner såsom trekantede hatte, Rocky Horror Show og Moog-synthesizere - og hun gjorde i den anledning bl.a. opmærksom på, at hun optræder senere på måneden til Moogfest 2016 i North Carolina, for de der måtte være så heldige at befinde sig på de kanter.

Heart Of A Dog
Laurie Anderson giver koncert i morgen, den 14. maj, i Helsingør, som en slags optakt til årets Click Festival, der blandt andet også byder på koncert d. 20. maj med vennen og den pletvise samarbejdspartner, Philip Glass, og Politiken havde taget initiativ til at vise Andersons (relativt) nye film, "Heart Of A Dog" i Grand Teatret, yderligere krydret med efterfølgende artist talk mellem Henrik Palle og Laurie Anderson. 

Nu er GAFFA jo ikke et filmmagasin, så en egentlig filmanmeldelse må sikkert vente til den dag, Ole Michelsen igen trækker i Bogarthatten. Spøg til side og alt det der – lidt omtalte af filmen går vel nok an. Som titlen antyder, så handler denne her affære om Laurie Andersons nu afdøde hund, men på sin vis også om Andersons nu afdøde mor og for så vidt også om Lou Reed, men på en for Anderson meget typisk stream of consciousness-agtig måde, hvor der ikke fortælles narrativt i stringent kronologisk forstand.
 
Det er en film, der i høj grad er tættere på billeddigt – naturligvis med musikalsk ledsagelse – end på film fortalt og sammensat på mere traditionel vis, og selvom død måske nok er det centrale omdrejningspunkt, så handler "Heart Of A Dog" også i meget høj grad om de historier, vi skaber livet igennem og som, i mere eller mindre forvansket form, efterlades som minder hos andre mennesker, den dag vi ikke længere er her til at fortælle dem. Men nu er det her jo Laurie Anderson, så der graves et lag dybere og mediteres over i vor høj grad vi skaber, genskaber og – nok så væsentligt – også glemmer, hver gang vi fortæller de historier, der former vores identitet.

Typisk for Anderson balancerer filmen fint mellem det humoristiske og det sørgelige, og på mange måder lægger den sig naturligt i forlængelse af de emner og musikalske idéer, hun har arbejdet med i de senere år. Musiksiden undervejs trak dog i flere tilfælde på passager fra tidligere album, ikke mindst den fremragende "Bright Red", selvom der også var nyt materiale involveret.

Egentlig hader jeg spørgerunder...
Og så er det heller ikke let at være Henrik Palle, som Onkel Danny kunne have udtrykt det, for Laurie Anderson indledte artist talk efter filmen med at gøre opmærksom på, at hun egentlig slet ikke brød sig om den slags. Men som enhver, der er bekendt med dansk tv-arv vil vide, så behøver man jo ikke spare på kødrand, blot fordi man nærer tøvende følelser for kogt fars, og da hun først var kommet i gang, så gik det over stok og sten, med lange, fabulerende og ofte interessante svar, både om forholdet til livet, døden og hunden Lolabelle, som blandt andet spillede på tangenter. Point til Henrik Palle for at spørge ind til hundens i filmen nævnte juleplade – den er vi nok nogle stykker, der gerne ville klemme ind et sted lunt mellem Bing Crosby og Wham.

Rørende blev det også, da snakken faldt på filmens afsluttende Lou Reed-sang, og Anderson ærligt fortalte hvorledes hun, under filmforevisningerne, altid måtte snige sig ind i salen netop i forbindelse med dette afsluttende nummer, simpelthen for at minde sig selv om, at han står ikke derinde og spiller og synger, Lou, han er rent faktisk død. Der var helt stille i salen, og det var svært ikke at føle en klump i halsen.

Et par spørgsmål fra salen blev der også tid til og så var seancen ovre, til stående og højlydt ovation fra de par hundrede fremmødte. En aften i selskab med Laurie Anderson er altid en fornem oplevelse – og vi er heldigvis nogle, der har mere til gode allerede i morgen.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA