x

CS Nielsens turnédagbog fra danske fængsler – kapitel 2: Vridsløselille

CS Nielsens turnédagbog fra danske fængsler – kapitel 2: Vridsløselille

”I skal altså spille San Quentin! I slipper ikke – alle som optræder her spiller San Quentin, det er sådan en regel vi har…”

I dag besøgte vi Statsfængslet Vridsløselille, Kaspar, Mads og jeg – og Roar selvfølgelig: ankermanden bag hele projektet. Fangerne var som i går på naboanstalten Herstedvester gæstfri og venlige – rent ud sagt taknemlige – men bortset fra det var forskellene markante.

I Herstedvester mødtes man af den besynderlige blide accept og ro, som mennesker i en osteklokke udstråler, når de har opgivet kampen – det er længe siden, man er holdt op med slå sine knoer til blods mod jerndøren, der er kun arrene, resignationen og sløvheden tilbage, der er ingen vej ud, gnisterne i øjnene er slukkede og ”Nærmere Gud til dig” har længe stået på repeat!

I Vridsløselille var fokus i langt større grad rettet udad: ”Når jeg kommer ud om fire måneder…” osv. Mest interessant var måske den meget udtalte og identitetsskabende antipati, man nærede mod de indsatte ”på den anden side af gaden” i Herstedvester: ”Hvis de kommer herover, bliver de smadret – man rører bare ikke børn og kællinger!”

I Vridsløselille sidder mestendels bankrøvere, narkokriminelle og volds- og drabsmænd uden deciderede bestialske tilbøjeligheder. Vi mærkede selv de voldsomme skel i fængselshierarkiet som en spand koldt vand i ansigtet, da jeg i starten af koncerten kom til at omtale de indsatte på Herstedvester som ”jeres kolleger” – en meget uheldig udtalelse, viste det sig! Læsset tippede, men væltede ikke, vi genvandt respekten, men det krævede et overtræk på charmekontoen!

Jeg har aldrig spillet ”San Quentin” live… Sangen er fantastisk, monumental, men på en eller anden måde urørlig. For mig er denne sang som en tale af Churchill eller Kennedy – storhed frosset i en tidskapsel uden for en fortolkers rækkevidde. Vi nåede sågar at pakke al vores udstyr sammen, før et par energiske musikelskere fik trængt os op i en krog. Da vi kom i tvivl om, hvorvidt de kunne have gemte stikvåben på sig, valgte vi at overgive os og spille sangen: ”San Quentin, I hate every inch of you!” – den bragte glæde og vel en vis genkendelse.

Måske burde man sætte ”San Quentin” på repertoiret i morgen, når vi skal spille i Nyborg Statsfængsel…

Country Stigs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA