x

Roskilde-aktuelle The Last Shadow Puppets – Fra drenge til mænd

Roskilde-aktuelle The Last Shadow Puppets – Fra drenge til mænd

The Last Shadow Puppets er tilbage med et brag. Everything You’ve Come To Expect har indtaget hitlisterne verden over, og den cool duo bestående af Miles Kane og Arctic Monkey-frontmand Alex Turner er klar til at indtage Roskilde Festival. Vi har mødt altid knivskarpe Alex Turner til en snak om det nye album, om hvorfor der er gået otte år siden sidst og om hans bedstemor.

Det er altid interessant at interviewe Alex Turner. Han er tilbagelænet, underspillet, fuld af ironi og barberbladsskarp. Så når man forsøger sig med en indledende ros af de to herrers nyeste udspil med en henvisning til titlen og siger, ”det er bedre end forventet”, får man selvfølgelig følgende svar – tørt leveret:

– Nåh, så du forventede noget værre lort..?

Men Alex er i et venligt lune. Tydeligt tilfreds med resultatet af sine og Miles Kanes seneste anstrengelser og følger han op med et:

– Nej, helt seriøst, tak skal du have. Det er jeg glad for, at du synes!

Det oplagte spørgsmål er naturligvis, hvorfor det tog jer otte år at lave en efterfølger til The Age of Understatement? Den klarede sig jo ret godt…

– Det er fordi, vi først har haft muligheden for at gøre det nu. Jeg har lavet plader med Arctic Monkeys og turneret en hel masse med bandet – faktisk hvert eneste år siden 2007, og Miles har haft travlt med sit solo-projekt. På et tidspunkt føltes det faktisk, som om vi aldrig ville få lavet endnu et album sammen, men pludselig var der et hul i Arctic Monkeys-kalenderen efter en lang tour, der sluttede i november 2014. I bandet besluttede vi os for at tage en lille pause – der er nogle af de andre, der har fået nogle børn og sådan noget, så der var et vindue for os, og det var ret tydeligt, at hvis vi skulle lave endnu en plade sammen som The Last Shadow Puppets, skulle det være nu.

Har det gjort det lettere, at I begge to bor i L.A.?

– Ja, det har det, for det har gjort det lettere for os at mødes og skrive sammen. Men for at være ærlig, startede vi egentlig med at skrive sangene her med tanke på, at de nok skulle havne på Miles’ næste soloalbum, og det var første efter, vi havde skrevet et par sange, at det gik op for os, at det kunne gå hen og blive en Last Shadow Puppets-plade.

Hvilken sang gjorde udslaget?

– Det gjorde nummeret Aviation. Det var den, der var det springende punkt for os, fordi den fik os begge to til at føle på en måde, som vi gjorde, da vi lavede den første Last Shadow Puppets-plade. Det er noget i slutningen af nummeret, der gør det, men som også peger i en retning af, hvad en på det tidspunkt fremtidig version af bandet kunne lyde som: en mere raffineret version af en sang, der kunne være havnet på den første plade.

 

Fra drenge til mænd

Der er gået otte år siden sidst, og I er i sagens natur blevet ældre. Er I så også mere raffinerede udgaver af de knægte, I var, da I lavede den første plade sammen?

– Haha! Se, dét er et godt spørgsmål… Det ved jeg nu ikke. Altså, det håber jeg da, men jeg ved ikke om ”raffineret” er det rigtige ord at bruge. De fleste mennesker gennemgår vel en del forandringer, fra de er 21 til de er 30. Da jeg var 21, ville jeg sikkert gerne være ældre, end jeg var på det tidspunkt, og nu da jeg er 30, har jeg det helt fint med ikke længere at være 21. 

Men du higer vel heller ikke længere efter at være ældre? Eller går du med et brændende ønske om at være 40 år? 

– Nej, jeg ønsker mig hverken yngre eller ældre, og det er vel der forskellen ligger. Men når det så er sagt, tror jeg nu ikke, jeg er særlig fucking klogere nu, end jeg var dengang for otte år siden. 

Hvad er de tre bedste kvaliteter ved din ”partner in crime”, Miles Kane? 

– Det første, jeg kan huske, jeg bed mærke i ved ham efter vores tidligste møde, er hans fantastiske form for humor. Der klikkede vi virkelig – før vi begyndte at spille musik sammen. Dengang havde han evnen til at få et helt rum til at skrige af grin med bare en enkelt stavelse. Det har han nu i øvrigt stadigvæk, og det kommer meget naturligt til ham. Det andet er, at han har det der naturlige performer-gen – meget mere end jeg selv har. Han virker til at føle sig bedst tilpas, når han står på en scene og giver den gas foran en masse mennesker, og det er en fornøjelse at dele scenen med en, der har hans talent, og for mit vedkommende er det rart at kunne tage en lille pause en gang imellem og bare stå og spille tamburin. En tredje ting, jeg virkelig beundrer ved ham, er hans guitarspil. Når vi skriver sange sammen, kommer jeg ofte op at køre over et eller andet, han laver på guitaren, og det afføder så ideer til tekster fra min side. Det flyder ikke så let, når jeg bare selv sidder med guitaren. Der opstår en helt særlig dimension, hvad sangskriveriet angår.

 

Bourne, Roy og bedstemor

Hvis man køber deluxe-lp’en, får man en 7” single med, hvor der er et nummer, der hedder The Bourne Identity på. Hvor kom det lige fra? 

– Sangen fik titlen, da jeg begyndte på at skrive den, og på et tidspunkt gav det ikke rigtig nogen mening at ændre den igen. Men sangen har absolut intet at gøre med de der Matt Damon-film, de må bare have luret i min underbevidsthed, da jeg skrev den. Du ved, sådan en af de der tømmermandsdage, hvor man bare har lyst til at smide sig på sofaen og se The Bourne Identity. Så den titel er lidt ligesom en jakke, man hænger på en stol og glemmer at fjerne igen, så den stadig hænger der flere måneder efter. Jeg fik aldrig fjernet jakken igen.

Der er nogle ret åbenlyse Roy Orbison-referencer på albummet. Har du en bestemt sang med ham, du er særligt glad for?

– Ja, han er en stor inspiration, og faktisk indspillede jeg sammen med min far en version af Crying til min bedstemors 90-års fødselsdag. Vi indspillede den på en firespors båndoptager og brugte et lille Casio-keyboard. Det er ”pretty fuckin’ dope”. 

Wow, det lyder sådan! Kunne hun lide den?

– Helt sikkert. Hun synes, den er fed! Men selvom der er nogle Roy Orbison-referencer, handler den nye plade her mere om selve sangene end referencerne, som vi dyrkede meget, da vi lavede The Age Of The Understatement.

 

Vi ses på Roskilde 

I spiller på Roskilde Festival. Hvad kan vi forvente af den koncert? 

– Vi er meget opmærksomme på ikke at gøre det samme hver aften. Koncerterne må gerne være specielle hver gang, og vi har sikkert også fået smidt et par covernumre ind i sætlisten, og jeg kan sikkert sparke højere, end jeg kan på nuværende tidspunkt. Ved du, hvilken scene vi spiller på? 

Ja, Orange…  

– Så bliver det vores første ”open air”-koncert. Vi har aldrig spillet uden tag over publikums hoveder. Hvem ved, hvad vi skal gøre, hvis ikke vi kan gå efter at blæse taget væk over folk? 

I må vel sigte efter himmelen….  

– Tak, det vil vi prøve!

 

Tina Turner på coveret

Jeg har spekuleret lidt på billedet af Tina Turner på pladecoveret. Hvordan kan det være, I valgte det? Ud over at det er et vanvittigt fedt billede, selvfølgelig. 

– Det jeg allerhelst vil med et cover er at give et visuelt bud på den musik, albummet indeholder, også selvom det måske er vagt. Og det er bestemt ikke noget, jeg på nogen måde er ekspert i. Mange gange synes jeg faktisk, det kan være rigtig svært at vælge det rette motiv til et cover. Når jeg ser tilbage på det plader, jeg har udgivet, synes jeg, jeg har valgt forkert oftere, end jeg har valgt rigtigt. Men det her cover, synes jeg, kommer ret tæt på at være ret repræsentativt for pladens lyd og den følelse, vi gerne vil vække i folk med musikken. Selv før, vi begyndte at skrive sange til pladen her – ja, endda før vi overhovedet vidste, der skulle komme endnu en Last Shadow Puppets-plade – havde jeg en ide om, at hvis vi lavede en til, skulle det her billede være coveret.

Virkelig? Hvordan er du faldet over det?

– Det er længe siden, jeg opdagede det. Det er taget for Vogue i 1969 af en fyr, der hedder Jack Robinson, som tog en masse billeder af musikere, han havde et forhold til på det tidspunkt. Han droppede fotografiet efter det og trak sig tilbage. Han kendte ikke så mange mennesker, og da han døde testamenterede han alt, han ejede til en af sine venner, der så opdagede alle de her fantastiske billeder. Smukke billedserier af folk som Elton John, Joni Mitchell og The Who.

Har du lyttet meget til Tina Turner?

– Oh, fuck yeah! Hun er fantastisk. Men jeg havde egentlig ikke regnet med, at folk ville finde ud af, at det var Tina Turner, for man kan ikke se hendes ansigt eller noget. Men det gør nu heller ikke noget, for jeg fucking elsker Tina Turner – selvom det nu kunne være sjovt, hvis folk gik og sagde til hinanden: ”vidste du, at det faktisk er Tina Turner på det billede?”, og så svarede: ”Ej, er det rigtigt?!” Men det er vist ikke rigtig nogen hemmelighed længere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA