x

Interview: Richard Hawley

Interview: Richard Hawley

Det er småt med musikere, der laver så umoderne musik som den 40-årige Richard Hawley. Men tidens toner kan være bedøvende ligegyldige, når man som baryton-crooneren fra Sheffield har fundet den attraktive gyldne kilde, hvor de tidløse melodier flyder. På Hawleys fire forgående album og det just udsendte femte ”Lady’s Bridge” fremstår sangeren med det markante hareskår og det store forbrug af brylcreme som den reinkarnation af fortidens helt store musikalske gentlemen, Roy Orbison, Johnny Cash, Lee Hazlewood, Frank Sinatra, Elvis Presley og Scott Walker (nej, Walker er ikke død, men hans seneste udgivelser har begrænset med musik at gøre), der kan vække ligeligt glæde hos husmoderen, stamgæsterne på den lokale pub og selvfølgelig alle dem, der kan anerkende kvalitet når man hører det.

I en solrig gade i Stockholm leder Hawley efter et sted, hvor man både kan sidde ned og ryge, og da den konstant smøgsyge sanger hører, at der på interviewdagen kun er to dage tilbage, hvor man må ryge på barer i Danmark, udbryder han: ”What the fuck laver du så her, havde det ikke været klogere at være blevet hjemme og pulset løs?”

Siden teenageårene i stålindustribyen Sheffield har Hawley været en del af musikbranchen og har blandt andet hjulpet så forskellige navne som Nancy Sinatra, Gwen Stefani, All Saints og vennen Jarvis Cocker. Men på trods af de populære samarbejdspartnere og lovprisninger fra R.E.M., Radiohead og hjembyens unge rockkometer Arctic Monkeys kunne Hawley ikke drømme om at udnytte kontakterne til at drysse lidt stjernestøv på solopladerne for at fremme eksponeringen.

– Der er så mange idioter, der er faldet i den fælde og er endt med at invitere et helt cirkus af kendte gæster indenfor. Men det er bare aldrig den rigtige introduktion til ens musik, da man forsvinder blandt alle de kendte navne. Det at være kendt rager mig en skid, og de af mine venner, der er kendte, er mine venner, fordi de er flinke mennesker. Jo mere kendt man bliver, jo mere mister man rollen som observatoren og bliver i stedet den, der bliver observeret, og det er jeg på ingen måde interesseret i.

– Jeg skrev en gang en sang om berømmelse, der hedder ”Free Toy”, for berømmelse er ligesom det stykke gratis legetøj, man får, når man køber et Happy Meal på McDonald’s. Som barn er man vildt ivrig for at få fat i legetøjet, men man er nødt til at tygge sig igennem en usmagelig lort i en sesambolle for at få fat i det. Og når man så får fat i legetøjet, finder man ud af, at det er noget værdiløst lort. Så fuck berømmelse.


– Den eneste grund til, at jeg trådte ud af skyggen som guitarist (i blandt andet The Longpigs og Pulp, red.) var, at jeg ikke ville sidde som 60-årig og fortryde, at jeg aldrig havde fået sunget mine egne sange. Og jeg har skrevet sange, siden jeg var en knægt, så tiden var moden. Jeg kan huske en aften, hvor jeg sad og spillede en melodi på guitaren og spekulerede over, hvem der mon havde skrevet den. På et tidspunkt kom min far ind på værelset for at bede om noget ro, og jeg spurgte ham, hvem der havde skrevet melodien, jeg spillede, hvortil han tørt svarede: ”Det har du selv, og læg dig så til at sove.”

Sheffield, et postindustrielt shit-hole
Dine tekster er fyldt med referencer til din elskede hjemby Sheffield. Ville du egentlig hellere være hjemme lige nu, eller nyder du at rejse rundt og præsentere din musik?
– Jo ældre jeg bliver, jo mere øges længslen for at være hjemme. Jeg har turneret verden rundt et hav af gange og har set det meste, men jeg elsker stadig at rejse rundt. At rejse er foder til hjernen. Men jeg længes efter længere perioder derhjemme, for mine børn har brug for deres far. På den anden side ville jeg sikkert være en gnaven mand, hvis jeg arbejdede på det samme kontor hver dag. Jeg har kun haft ét normalt job, og dét var i musikbutikken HMV og varede kun i ni uger, for jeg blev fucking vanvittig af at høre det lortemusik, der kørte på repeat konstant. Min farfar fortalte mig som dreng, at hvis man valgte et job, man elskede, så kom man aldrig til at arbejdede en eneste dag i sit liv. Han havde ikke 100 procent ret, men han havde helt sikkert en brugbar pointe.

Din musik bliver ofte, og med god grund, beskrevet som romantisk, men hvad ville din kone svare, hvis jeg spurgte hende, om du er romantisk?
– Hun ville sikkert bede dig om at pisse af og blande dig uden om. Men jeg tror faktisk, hun er ret glad for mig. Mange mænd køber kun blomster til fruen på Valentines dag, eller hvis de har været hende utro, men sådan er jeg ikke. Jeg er også romantisk i hverdagen, og det samme er hun. Kærlighed er en sjov ting, for den stiger og falder konstant i intensitet. Man er ikke altid forelsket, og man er heller ikke altid pissesur på sin partner. Det har sine opture og nedture.

Hvad synes gæsterne på din lokale pub Fagan’s om din musik?
– Jeg har tit fanget dem i at synge ”Cole’s Corner” (titelsangen på 2005-albummet, red.) og så er den sgu fremført med klaver, fiol, sækkepibe, og der er også en fyr, der spiller på sådan en enstrenget kinesisk violin. Så det virker, som om de er ret stolte af mig i Sheffield, sikkert også fordi jeg har valgt at blive boende.

Skal man være fra Sheffield for at kunne se kvaliteterne i byen, eller ville fremmede også fange det?
– Jeg ville godt kunne anbefale andre mennesker at besøge byen. Der er 88.000 studerende i byen og mange af dem bliver, hvilket må være en eller anden form for tegn på, at byen er okay. Der er mange smukke grønne områder, men der er også meget lort i byen. Som jeg har sagt før, så er det et postindustrielt shit hole, men det er mit favorit-postindustrielle shit hole.

Wock and wowl med tilbageredt hår
Hvis du ikke havde musikken, hvad ville du så lave for at kunne sætte mad på bordet?
– Det eneste, jeg har nogensinde har interesseret mig for ud over musikken, har været tømrerfaget. Men jeg ved ikke en skid om det, men jeg tror, det er et godt fag at mestre. Hvis du ender på en øde ø, så kan du altid bygge et lille hus, hvorimod en sangskrivers evner er ubrugelige på en øde ø.

Din farfar spillede guitar, din far spillede guitar, og du selv er musiker. Har dine børn vist nogen interesse for at samle et instrument op?
– Min 13-årige datter Rosie har sit eget band, Whole Lotta Rosie opkaldt efter AC/DC-sangen. Og hun er god, rigtig god endda. Og vores mellemste unge Danny Boy spiller trommer, men det lyder virkeligt dårligt, lidt ligesom 9 unger, der tømmer skraldespande ned ad en trappe, men han er kun 7 år. Og vores mindste Lou er vild med rockabilly og wock and wowl, som han kalder det, og han er begyndt at gøre sit hår vådt og rede det tilbage, præcis ligesom sin far. Men selvom jeg elsker, at de er så vilde med musik, og jeg selv er musiker, vil jeg nogle gange bare gerne have noget ro derhjemme, men der er musik i huset konstant.

Hvis du skulle lave et blandet kassettebånd med dine største musikalske inspirationer, hvad ville de tre første sange være?
– Det er det bedste spørgsmål, jeg er blevet stillet i månedsvis. Første sang skulle være ”Teardrop” med Santo & Johnny, næste skulle være Bob Landers’ ”Cherokee Dance”og så ”Cheryl's Comin Home” med Bob Lind. Jeg plejede at elske at optage blandede kassettebånd til venner, og det var faktisk også den måde, jeg lærte Jarvis at kende på. Jeg lavede som 15-årig et bånd til en veninde, der tog på ferie med Jarvis, og da Santo & Johnny-nummeret kom på, stoppede Jarvis bilen og udbrød: ”Hvad fanden er det?” Da min veninde forklarede, at det var mig, der havde lavet båndet, ville han straks introduceres for mig, og siden da har vi været venner. Jesus, jeg havde faktisk helt glemt den historie.

Set i bakspejlet, var ”A Heavy Night With” med Relaxed Muscle (electroclash-sideprojekt med Jarvis Cocker, Jason Buckle og Hawley) et godt album?
– Fucking brutalt spørgsmål, man. Ærligt talt, så ved jeg ikke, hvad Jarvis havde gang i med det album, men jeg er en meget loyal ven, selv når folk laver dumme ting. Jeg tror, det var et eksperiment, han skulle have ud af systemet, før han kunne lægge Pulp bag sig og fokusere på sig selv som solist. Men det var fucking sjovt at lave, og vi var malet med selvlysende maling, når vi spillede live. Det er sjældent, at gamle mænd får mulighed for at lave noget så fucking underligt. Men jeg har ærligt talt og af gode grunde aldrig selv hørt albummet, slutter Hawley med en hæs tobaks-latter.

Senere på aftenen spiller Hawley en intim showcase på Stockholms Pet Sounds Bar. Under koncerten får man gentagne gange bevis på, at selvom Richard Hawleys sange lyder som romantiske perler fra en gylden æra fremført af en gentleman, titter den bramfri arbejderklasseknægt frem imellem sangene. Blandt andet forklarede han, at grunden til, at han måtte aflyse en koncert i Stockholm for et par år tilbage, var, at han havde spist noget dårlig fisk i Norge dagen før og havde brugt hele den følgende dag på toilettet med en ordentlig omgang tyndskid.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA