x

By the Lake-festival 2016: The Lake Radios hjertebarn blev født på ny

By the Lake-festival 2016: The Lake Radios hjertebarn blev født på ny

Danske Selvhenter er notorisk kendt for at hidkalde regnen – til adskillige af deres koncerter har de fem freejazz-instrumentlister måttet døje med dårligt vejr. Et tilfælde? Måske. Men som flere anmeldere allerede har påpeget, er det virkelig, som om det eksperimenterende noisebands insisterende, uregerlige blœser-besvœrgelser og fandenivoldske trommekavalkader kalder på noget større. Om ikke gudernes vrede, så deres hang til avantgardistisk, eksperimenterende musik. Ved dette års By the Lake i Berlin 6. og 7. august – anden udgave af The Lake Radios festival for eklektisk musik – var guderne således igen på fœrde: Cirka fem minutter inde i festivalens åbningskoncert med Selvhenter bryder en haglbyge af så kraftige dimensioner pludselig løs, at publikum må tage benene på nakken og søge ly under trœerne, der omkredser den idylliske friluftsscene i skovområdet ved søen Weißensee i det nordlige Berlin. Pigerne i Selvhenter, der ved denne lejlighed optrœder med kun én trommeslager (normalt er der to!), er de eneste, der ikke bliver gennemblødte.

Til gengœld giver de den, trods et mindre teknisk uheld i starten af koncerten, så meget gas på slagtøjet, saxofonen, trombonen og violinen, at det uheldige vejr ikke bliver et minus. I stedet bidrager de faretruende vinde faktisk til den ritual-agtige, underspillet agressive stemning, der med de energiske, repetitive trommemønstre og eksalterede blœser- og violin-improvisationer er Selvhenters sœrkende. Man tilgiver pigernes lidt introverte, anti-entertainagtige fremtoning (krøllede skjorter og blikkene rettet mod scenegulvet), fordi de spiller røven ud af bukserne og faktisk formår at få tilskuerne til at glemme deres egne våde af slagsen. Som Efterklangs Rasmus Stolberg siger efter koncerten: „Det var elementernes kamp mod Selvhenter – og Selvhenter vandt“.

Randomized musik

Dermed er årets By the Lake skudt i gang. Folkene bag den to dage lange festival er ingen ringere end musik-feinsmeckerne fra Efterklang Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg plus venner, som med deres non profit online-radiostation The Lake Radio fortsat sœtter fokus på, hvad de mener er tidens bedste musik. For andet år i trœk foranstalter de denne lille perle af en festival, som over en weekend byder på såkaldt „randomized“ musik fra alle sider af kloden. Og „randomized“ – eller vilkårligt – skal forstås i bogstaveligste forstand: Mellem avantgardisterne i Selvhenter og festivalens trumfkort, de aldrende rytmesmede fra 80'er-popfœnomenet Laid Back, er programmet lige så fri af røde tråde som af musikalske skyklapper.

Den nigerianske sangskriver og musiker Mdou Moctar overtager scenen fra Selvhenter med sin helt sœrlige fusion af skar, folk, rock og reggae. Moctar, som stammer fra det nordafrikanske nomadefolk Tuaregene, og som Efterklang har stiftet bekendtskab med i Berlin (hvor flere af medlemmerne har boet), har indtil videre udgivet to album. Han er endnu ikke videre kendt på hverken den tyske eller danske musikscene, men det rager Brauer, Clausen og Stolberg en fløjtende fis. By the Lakes formål er at introducere publikum for de bands, de selv som radioproducere gennem den sidste tid er faldet for. Og Moctars trommedrevne, dansable numre, der behandler universelle temaer som kœrlighed, kamp og fred, falder da også i god, gennemblødt jord på pladsen foran scenen i Weißensee lørdag eftermiddag.

Verdensmusikstilen fortsœttes med det legendariske, men også lidet mainstream marokkanske ensemble Master Musicians of Jajouka. Disse 13 dragtklœdte mœnd spiller sufi trance – en musikstil forbundet med den sufisistiske del af islam centreret omkring traditionelle marrokanske blœseinstrumenter som lira-fløjten og den obo-lignende rhaita samt gedeskindsbeklœdte bongotrommer. Om festivalgœsterne, som i høj grad, mœrkes det, består af venner af Efterklang og The Lake Radio samt Berlin-bosatte danskere i hipsterbriller og skœg, havde forventet et så overvejende “eksotisk” fokus på festivalen, kan man have sine tvivl omkring, men de farverige herrer fra orienten synes at falde i deres smag.

Eller er folk i virkeligheden kommet for at opleve de fremadstormende dansker-darlings Liss, som går på i prime time lørdag aften? De unge jyder lever i hvert fald – musikalsk set – op til de skyhøje forventninger, deres stormende succes det sidste års tid har sat til dem. Det er imponerende – ja nœsten forbavsende – at fire så unge musikere kan levere en så professionelt klingende koncert. Gruppen spiller både hittene "Try", "Sorry" og "Miles Apart", men trakterer også med nye numre, der alle bliver modtaget med kyshånd og dansker-support. Guitarist Vilhelm Strange er ekstremt tight, trommeslager Tobias Laus giver alt, hvad han har i sig, og forsanger Søren Holm lyder med sin Prince-vœrdige vokal som om, han aldrig har lavet end at synge.

Så meget mere sympatisk, men også mœrkeligt forekommer det, når han mellem numrene en sjœlden gang i mellem åbner munden og fremstammer et genert “thank you” eller “danke schön” med klingende jysk accent. Man får fornemmelsen af, at det forholdsvis nye band ikke rigtigt har fulgt med den massive eksponering, de i den senere tid har nydt: Talentet er i orden, danse-feelingen er i top, men drengene henvender sig hverken til hinanden eller publikum, og den lidt akavede teenage-generthed virker som en sœr kontrast til Holms modne, dybe og sexede vokal og bandets soulede firserudtryk. Men giv dem et par turnéer og et par dusin fanbreve fra det feminine publikum, og de vil med sikkerhed vokse med opgaven.

Laid Back play back

Hvor meget en enkelt sang kan betyde for en generation af mennesker, kan gang på gang komme bag på én. Et eksempel på en sådan er den danske firserduo Laid Backs elskede "Sunshine Reggae" fra 1983. Der hersker da på By the Lakes’ anden og sidste festivaldag heller ingen tvivl om, at dette nummer af de to aldrende hitmagere John Guldberg og Tim Stahl har vœret en motivation for en stor del af publikum. Men først har Efterklangdrengene flere es i œrmet.

Åbnings-actet er den canadiske singer-songwriter Ladan Hussein, som under kunstnernavnet Cold Specks siden debuten "I Predict a Graceful Expulsion" fra 2012 har høstet stor ros fra kritikere og fans. Søndag eftermiddag benytter hun lejligheden til at afprøve nyt materiale tiltœnkt sit tredje album, der skal udkomme nœste år. Cold Specks' dystre soul/r&b er sjœlfuld, men måske ikke helt velvalgt til at sœtte fut i strandfesten denne solrige eftermiddag.

I dag er koncerterne rykket hen i det nœrliggende Strandbad Weißensee, en badeforanstaltning ved den billedskønne søbred med kunstigt anlagt strandsand og tilhørende beach-bar. Denne location er mere festivalagtig end gårdsdagens og bidrager bedre til den overskudsagtige love & peace-agtige stemning, der synes at vœre udgangspunktet for festivalen. Her er ingen over-skrappe regler a la “du kommer ikke ind med den tupperware”, og hele festivalen er et non profit foretagende. Organisatørernes tilstedevœrelse og synlighed festivalen igennem bidrager yderligere til den familiœre, uprœtentiøse stemning.

Den evigt glade forsanger i Efterklang – og bandets nye projekt Liima – Casper Clausen er konstant at se med en smøg, en Berliner Berg-øl eller en anden aperitif og et lykkeligt smil strakt ud over ansigtet – enten rockende foran scenen eller siddende bag pulten ved The Lake Radio, som sender live under hele festivalen. Her interviewer han og hans kolleger mellem koncerterne sœrligt udvalgte gœster, som eksempelvis bulgariske singer-songwriter Dena og den islandske cellist og sangerinde Hildur Guðnadóttir. I liveradioen giver Clausen og co også en eksklusiv prœsentation af og verdenspremiere på sange fra Efterklangs kommende opera-album "Leaves – The Colour of Falling”, som udkommer 4. november.

Da GAFFAs udsendte fanger en imødekommende Rasmus Stolberg med sin endnu ikke kravlefœrdige datter på armen, sœtter han et par ord på By the Lakes sœrdeles brogede program: “Vi vil med denne festival gerne sœtte musikken fri og hive den ud af sine kasser – men det er også en strandfest”.

Og Beach-fest skal der blive, da den ikoniske Laid Back-duo går på scenen kl 17:30. Selvom den overvejende del af festivalgœsterne endnu ikke kunne gå, da gruppen havde sin storhedstid i firserne, og måske heller ikke er klar over, at de to faktisk aldrig er stoppet med at udgive musik, bliver de modtaget som verdensstjerner på strandscenen ved berlinersøen denne søndag i august. Og hittene holder stadig! Synthesizer-spillende Tim Stahl og guitarist John Guldberg leverer varen med hits som "Bakerman" og "White Horse" og viser sig som på ingen måde outdatede reprœsentanter inden for den elektronisk inspirerede musik.

Godt nok er en høj procentdel af, hvad der kommer ud af højttalerne play back, men det er netop gruppens stil: Sampling og lag på lag af sprøde beats og catchy riffs tilsat blød liveguitar og feel good-synthesizer. Budskabet er stadig simpelt (relax, chill and stay cool), men Stahl og Guldberg viser, at de ingen problemer har med at få det unge publikum til at ryste røvene. Taknemmeligheden vil da heller ingen ende tage, da duoen til sidst kvitterer med "Sunshine Reggae", mens aftensolen glimter i det stille vand, og fœllessangen forener os i et øjebliks overgiven til drømmen om evig sommer.

Laid Back ville have vœret en fin afslutning på en festival, der musikalsk stritter i alle retninger, men som få andre er gennemsyret af kœrlighed til alsidige musikere og performere. Efter denne anmelders smag blivet det mod festivalens afslutning en smule for strittende. Det psykedeliske, rock&roll-soulband King Khan and The Shrines, som gennem mange år har opbygget deres ry for at vœre eminente live-performere, går på klokken 21. Bevares, bandet kan deres kram. Med en Elvis-lignende vokal giver forsanger “King Khan” den fuld gas bakket op af sit syv mand store orkester bestående af saxofoner, trompeter, guitar, bas og bongotrommer i et show, der er en drag queen vœrdig.

Efter at denne skribent har haft fornøjelsen af festivalens andre, dedikerede musikere forekommer King Khan and The Shrines dog lidt som en parodi i sit lidt røvballeagtige udtryk, der mest af alt går ud på at underholde. Dét lykkes dem dog at gøre, og måske er det lige, hvad publikums udfordrede ører har brug for sent søndag aften: Ikke at blive udfordret, men i stedet blive båret sanseløst videre ud i natten efter en festival i smukke omgivelser og med smukke intentioner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA