Turnéaktuelle Pernille Rosendahl: Fortrydelser har været med til at vise vejen for mig

Turnéaktuelle Pernille Rosendahl: Fortrydelser har været med til at vise vejen for mig

Pernille Rosendahl har netop offentliggjort sin efterårsturné oven på udgivelsen af forårets album "Dark Bird" – se byer og datoer her. I den forbindelse bringer vi her hendes svar på en række læserspørgsmål.

Hvorfor har du valgt at udgive albummet selv og ikke på et pladeselskab?

– ”Dark Bird” har været fire år undervejs. Hovedoverskriften har været, at jeg ikke ville skynde mig. Jeg havde lyst til at have total frihed til at styre mit skib, hvorhen jeg ville, og motorrummet for denne pladeudgivelse har derfor været helt ekstremt lille.

– Jeg har valgt at indlemme meget få mennesker i arbejdsprocessen. En af dem er min producer Søren Vestergaard. Vi har nørdet lyduniverset og sangene om og om igen. Smidt sange ud. Skrevet nye. Ladet os lede totalt af vores lyst til at skabe et samlet værk. Jeg havde lyst til at arbejde uden at have deadlines hængende over hovedet. Derudover lod jeg bare pladen sive ud. Som jeg oplever musiklandskabet lige nu, er der en tendens til, at artister skal pumpes helt vildt hårdt ud, når de releaser. Jeg har lyst til at lade folk opdage min musik i deres eget tempo, og det lader til at virke. Jeg har, med andre ord, ikke travlt, selvom verden har det.

Hvorfor hedder pladen ”Dark Bird”?

 – Fordi jeg nærer en stor fascination af fugle, og fordi musikken overvejende er til den mørke side. Deraf Dark Bird. Det er en titel, jeg har båret med mig i syv år, uden at det har været tiltænkt som pladetitel. En anden titel, der var i spil var SEXES, men der kom bare så trælse ting op, når jeg søgte på det ord på Google. Så det blev Dark Bird.

Hvilken af dine tidligere plader lytter du oftest til?

 – Jeg lytter kun til min egen musik i skrive- og indspilningsprocessen. Er der for meget stryg? Swinger beatet? Er teksterne optimale? Alle de ting, jeg her afkoder og justerer er med til at vise vej hen til det færdige udtryk. Derfor er denne proces enormt vigtig for det færdige værk. Derefter lytter jeg aldrig til det igen.

– Jeg har engang fået fortalt, at Ove Sprogøe aldrig har set noget af det, han havde medvirket i. Han ejede, efter sigende, ikke et tv og nægtede at gense sig selv på det store lærred. Den tilgang til eget arbejde forstår jeg godt.

Hvad er den mærkeligste henvendelse, du har fået fra en fan?

– Jeg havde en fan, der blev ved med at sende mig kuverter fyldt med diverse udklip: ”Hovedløst lig fundet” – ”Mor dræber datter i jalousi ” – ”Mand spiser sin afføring”. Alt sammen garneret med halvpornografiske billeder og stykker af tøj. Det ville jeg da gerne have været foruden. Det må have taget virkelig lang tid at samle, og jeg satte slet ikke pris på det. Heldigvis stoppede kuverterne med at dumpe ind af brevsprækken efter et års tid.

Hvad har været den vildeste oplevelse i din karriere?

 – Den tror jeg, at jeg har til gode.

Hvilken sang af en anden kunstner, ville du ønske, du selv havde skrevet?

 – Det er et ondt spørgsmål, for der er så mange: Over the Rainbow kunne være et bud.

Er der noget, du fortryder?

– Jeg elsker Edith Piaf, men hendes udsagn om, at du ikke skal fortryde noget, er jeg ikke enig i. Fortrydelser har blandt andet været med til at vise vejen for mig. At kigge tilbage og tænke, at det der ville jeg gerne kunne gøre om, er med til at drive mig frem.

Hvilket album vil man blive overrasket over at finde i din pladesamling eller på din playliste?

 – Ikke noget, tror jeg. Som hos enhver anden musiker er der praktisk talt alt. Men jeg har en lille fetish for japansk Koto-musik. Det skulle være det eneste.

Hvor er det mærkeligste sted, du har hørt din egen musik spillet?

 – Det ved jeg egentlig ikke. Men jeg ville ønske, at min musik en dag blev spillet ude i rummet. Det ville være alt for blæret.

Hvorfor kan man ikke allerede nu købe albummet som old school-cd?

– Fordi jeg står for det meste selv. Men når jeg turnerer til efteråret, er der både cd’er og vinyler med rundt.

Hvad er den bedste bog, du har læst?

– De senere år har jeg mest læst digte: William Blake, Emily Dickinson og Johannes V. Jensen er blandt favoritterne.

Hvad synes du om den seneste James Bond-film, ”Spectre”? Og kan du bedst lide Sam Smiths eller Radioheads titelsang til filmen? Og hvad er dit eget 007-favorit-titelnummer?

– Jeg er altid enormt spændt hver gang, der skal vælges sanger til Bond-soundtracket. Og på mange måder var Sam Smith en drømmesanger til lige netop dette job. Men da sangen endelig landede, var jeg skuffet. I min optik manglede den elementet af fare og flyvehøjde. Derudover ærgrede det mig, at glimtet i øjet ikke var til stede. I stedet fik vi en tudeballade. Faktisk var ingen af dem optimale i min optik.

– Mine favoritbondnummer er Goldfinger, og så har jeg en stor svaghed for Carly Simons Nobody Does It Better. Den er vidunderligt chillet i forhold til alle andre.

Der er jo så mange genforeninger for tiden. Er gendannelser af The Storm og Swan Lee helt udelukkede?

– Jeg siger aldrig aldrig, men lige nu handler det om min egen musik. 

Hør "Dark Bird":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA