x

Koncertaktuelle Ben Harper: Jeg vil ikke bare være tilskuer uden en stemme

Koncertaktuelle Ben Harper: Jeg vil ikke bare være tilskuer uden en stemme

Der er gået 12 år siden Ben Harpers sidste besøg i Danmark. Dengang spillede han på Roskilde Festival. Det er en koncert, der står tydeligt i hukommelsen, ikke kun hos publikum, men også hos Ben Harper selv. I april udgav han sit 13. studiealbum, Call It What It Is – det første album i ni år med bandet The Innocent Criminals. Det bringer ham endelig tilbage til Danmark, hvor han den 22. september optræder i Falconer Salen i København. Tiden siden sidste besøg har budt på gospel med The Blind Boys of Alabama og adskillige turnéer med bandet Relentless7, blandt andet som opvarmning for Pearl Jam både i USA og Europa. Ved siden af har Ben Harper udgivet to studiealbums, og i 2014 udgav han sågar et album sammen med sin mor.

Vi fangede Ben Harper over telefon fra Californien. Det blev til en lang snak om en barndom omringet af musik fra hele verden, om at arbejde sammen med sit største idol, forholdet til Danmark og hvorfor musik og politisk aktivisme er to uadskillelige størrelser.

 Du udgav for nylig dit første album med The Innocent Criminals i ni år. Hvordan opstod idéen til at lave en ny plade?

– Det var fantastisk at være i studiet med The Innocent Criminals igen. Vi gik i opløsning efter udgivelsen af Lifeline, hvor vi alle sammen efterfølgende fik enormt travlt. Det tog så lang tid at finde sammen igen på grund af vores andre projekter, så vi overlod det egentlig bare til tiden. Men da vi kom dertil, kunne vi heller ikke vente længere. Jeg havde en masse sange, der begyndte at brænde hul i lommen på mig, og de passede godt sammen med The Innocent Criminals.

Tilblivelsen af din nye plade er desuden dokumenteret på kamera – hvordan opstod den idé?

– Vi havde været væk fra hinanden så længe, at tiden i studiet ville være en helt ny oplevelse. Meningen var egentlig bare, så folk kunne tjekke, hvordan det var for os at være sammen i studiet igen. Der var nok tyngde til, at det gav mening at dokumentere det.

Hvordan vil du beskrivelse forskellen i den kreative proces, når du arbejder solo, i forhold til at lave musik med Relentless7 og The Innocent Criminals?

– Det er vigtigt at vide, hvordan man får det bedste ud af en sang. Jeg lavede pladen Childhood Home med min mor, og de sange ville ikke have passet ind hos The Innocent Criminals. De skulle bare laves med min mor. Det var sange til hende, jeg ellers ikke ville have udgivet.

Hvad faktorer påvirkede dine sange, så de kunne passe godt sammen med The Innocent Criminals?

– Da det blev klart, at vi skulle begynde at spille sammen igen, begyndte jeg at lægge sange til side, som jeg følte passede ind med The Innocent Criminals. Hvad der helt præcis gør en sang egnet til The Innocent Criminals, er lidt svært at forklare. Der er mere dybde, for jeg kender de fyre virkelig godt. Det ligger i den måde, vi spiller på og den måde, jeg skriver sange på.

Jeg kan forstå, at pladen blev indspillet ret hurtigt?

– Det kan man godt sige, men det var alligevel strakt ud over et stykke tid. Da vi mødtes i studiet, tog det en uge at indspille pladen. Vi vidste ikke, hvad der skulle ske. Om vi kunne enes om det hele, hvorvidt vi nød at spille sammen igen. Vi brugte en uge i studiet, og det gik virkelig godt, så vi kiggede på hinanden og sagde: lad os ikke spilde tiden, lad os komme ud og spille live igen. Vi turnerede hele sidste år, og når vi ikke turnerede, var vi i studiet. Vi turnerede så meget, at vi sjældent havde tid til at tage mere end en uge fri ad gangen. Vi havde omkring fem sessioner, som varede en uge ad gangen. Det er måske lang tid ifølge nogle, men kort tid ifølge andre.

Og jeg forstår, du har et særligt forhold til den nye plade?

– Ja, helt sikkert. Det måde sangene samtidig fungerer live på, hvor den virkelige prøve ligger. Der er sange på den her plade, der kan afslutte en koncert – sange som ”How Dark Is Gone” og ”Goodbye To You”. Det er et godt tidspunkt at præsentere nyt materiale, når det kan den slags.

I titelnummeret på ”Call It What It Is” synger du ”Gun control / mind control / self-control / we've dug ourselves a hole” – hvad betyder de ord for dig?

– Det er definitionen på pladens politiske element. Våbenkontrol, tankekontrol og selvkontrol. Når vejen går nedad, og det er den eneste vej at gå, er det tid til at ændre på tingene. Det er som om, at man berøves sin amerikanske frihed, hvis man ikke må bære rundt på en AK47. Våbenkontrol og at kontrollere våben er to forskellige ting. Hvis man ikke kan kontrollere håndvåben, kan de ende med at kontrollere dig. Når det kommer til stykket, burde kun politiet og tyve have våben. Men lige nu har alle våben. Jeg tror aldrig, at nogen havde tænkt på, at retten til våben skulle indebære automatvåben. Vi står her i dag, og der er ingen, der går imod det. De prøver at overbevise dig om, at det er en del af vores frihed og den amerikanske forfatning. Det er noget sludder, og det burde ikke være tilladt på gaden. Folk, der har automatvåben, burde blive fængslet i ti år. Musikken er det tomrum, der kan fungere til at italesætte problemerne. Hey forresten, det der skete på Christiania er da sindssygt!

Ja, du har hørt om det?

– Det var på forsiden af alle vores aviser herovre.

Var det virkelig? Jeg har faktisk ikke været derude siden da, men det har eftersigende ændret sig meget derude. Og så er debatten om legalisering af hash i Danmark blusset op igen. Har du planer om at tage forbi Christiania, når du er i København?

– Jeg plejer altid at besøge Christiania, når jeg er i København. Det kunne være spændende at se, hvordan det har forandret sig. Jeg er kommet der med mellemrum gennem tyve år, så jeg kunne godt tænke mig at se, hvor genkendeligt det er i dag. Vi ankommer dagen i forvejen, så vi har en hel dag til at hænge ud.

Og koncerten i København er den første på jeres turné.

– Det er det, men vi er lige blevet færdige med at turnere Nordamerika for en uge siden. Det er lidt en fortsættelse, men det er den første koncert på den europæiske turné.

Jeres koncert i København er også den første i Danmark, siden I spillede på Roskilde Festival i 2004 – kan du huske den koncert?

– Det kan jeg sagtens. De to koncerter jeg har spillet på Roskilde, glemmer jeg aldrig. De står mindst lige så tydeligt i hukommelsen som en hvilken som helst anden koncert. Den første koncert, jeg spillede på Roskilde var i sommeren 1994, og det er en af de mest specielle oplevelser i mit liv. Koncerten i 2004 med The Innocent Criminals var også vild, men første gang var jeg solo. Jeg var helt alene. Det var det største publikum, jeg hidtil havde spillet for, og jeg fik det til at fungere på egen hånd. Jeg kunne slet ikke tro det. Folk kendte min musik, de havde de her flag og skilte. Jeg kunne slet ikke tro mine øjne. Det var også en stor oplevelse i 2004. Det var en genkomst, og vi havde holdt ud så længe. Mange bands holder slet ikke så længe, og vi var stadig i gang ti år senere. Og med fuldt band havde vi virkelig mulighed for at tilføje noget styrke til lyden. Det var sjovt.

Hvordan oplever du det europæiske publikum i forhold til det amerikanske?

– Det er ikke sådan, at der er forskel på publikum. De er bare sådan, at de er alle unikke, som du sikkert kan forestille dig. Publikum i Danmark er unikke, publikum i Tyskland er unikke, og sådan er det også med Italien og så videre. Man kan lære meget om kulturer på den måde, og ethvert publikum kan reagere ud over dine forventninger. I Japan er de meget høflige imellem numre, men jeg har også spillet shows derovre, hvor det var et pandæmonium – det var sindssygt. Jeg forsøger at undgå at tænke over det, men musik opfordrer til den samme følelse uanset kulturen.

Jeg kan forstå, du har et særligt forhold til Frankrig – og har jeg forstået det rigtigt, at du har et hjem i Paris?

– Jeg har boet i Paris i perioder, men jeg har ikke et hjem derovre – endnu. Men mand, hvor kunne jeg god tænke mig det. Jeg bor stadig i The Inland Empire i det sydlige Californien. Det var der, jeg voksede op.

Og du er jo nærmest vokset op i dine bedsteforældres musikforretning?

– Jeg voksede op i en musikforretning, som du slet ikke kan forestille dig. Og dørene er stadig åbne i dag. Mine bedsteforældre åbnede forretningen i 1968, og den står der stadig i dag. Der er instrumenter fra hele verden. Vi har alt fra indiske citarer til en hel samling af russiske balalajkaer.

Jeg forestiller mig, du hang meget ud i forretningen som barn. Det må have haft en enorm indflydelse på din musik, havde det ikke?

– Jeg var der hver eneste dag. Det bedste ved at vokse op i sådan et musikmiljø er, hvordan nogle af de mennesker, der var i forretningen var mestre og virtuoser med et instrument, hvad enten det var en harpe eller en indisk tabla. Det var en konstant inspirationskilde. Var jeg ikke opvokset der, ville jeg ikke være den, jeg er i dag.

Jeg finder det også virkelig svært at sætte en bestemt genre på din musik – hvordan har din opvækst haft indflydelse på din musik, der er så enorm bred?

– Musikforretningen har haft enorm indflydelse, men også min families musiksamling. Min bedstemor var vild med Charlie Musselwhite, så jeg har lyttet til Charlie Musselwhite igennem hele min barndom. Derfor er det helt vildt, at jeg har fået mulighed for at arbejde sammen med ham som voksen. Jeg tror, man er født med et bestemt instinkt, som så er påvirket gennem ens opvækst. Det ender med at blive en levevej. Jeg kender folk, der ikke er vokset op med musik i hjemmet, men efterfølgende har fundet deres vej til musikken. Men jeg er influeret af musikforretning og min families musiksamling. Der var aldrig et øjeblik i forretningen eller i hjemmet, hvor der ikke var musik.

Det må have været en kæmpe oplevelse at arbejde sammen med Charlie Musselwhite.

– Åh mand, hvis jeg skulle nævne en person, jeg gerne ville samarbejde med, ville det være ham. Vi gør det igen, så på et tidspunkt kommer der en ny plade.

Det glæder jeg mig til. Jeg kan forstå, du også er ret vild med at stå på skateboard – er der nogle særlige spots, du gerne vil besøge i Danmark?

– Jeg har altid et skateboard med, når jeg er på turné. Jeg glæder mig til at komme til Danmark for at skate. I har den her indendørs skatepark i København, som er en institution i sig selv, så jeg regner med at tage forbi der.

Lige nu er vejret i Danmark ret godt, og forhåbentlig holder det til næste uge, så du også kan skate udenfor. Hvad er årsagen til, at dit danske publikum skulle vente så mange år på et nyt besøg?

– Det er svært at sige. På et tidspunkt vender man sig om, der er gået ti år, og der er stadig steder at besøge igen eller for første gang. Vi har brugt meget tid på at turnere i USA, og jeg har været i mange forskellige projekter. Jeg turnerede meget med Charlie (Musselwhite) og med Relentless7. Jeg turnerede meget med Fistful of Mercy, som er et andet band, jeg har sammen med Dhani Harrison og Joseph Arthur. Det jeg gjorde, tog mig aldrig tilbage til Skandinavien, selvom jeg virkelig gerne ville tilbage dertil.

Du har også spillet med Pearl Jam og Eddie Vedder adskillige gange – hvordan vil du beskrive jeres forhold?

– Pearl Jam var det første band, der tog os med på scenen som support. Vores musik er anderledes end deres, men det respekterede de. Og alligevel var de modige nok til at tage os med på scenen, og vi har derfor turneret meget med dem i USA. Det har haft kæmpe indflydelse på at eksponere vores musik for et bredere publikum.

Har I nogensinde overvejet at lave musik sammen?

– Vi har udvekslet idéen lidt. Jeg håber, det sker en dag – det ville være for svedigt.

Lad os afslutningsvis vende tilbage til din nye plade – hvad inspirerer dig til at skrive politiske tekster i dag?

– Det politiske har altid været en del af stoffet, lige siden starten. Det kommer mig meget naturligt, og jeg har altid stået meget fast ved min mening. Jeg vil gerne gøre modstand. For mig har musik og politik altid været forbundet. Det har altid været en stærk kilde, og musik har været det stærkeste aspekt af min politisk aktivisme.

Føler du, at den politiske aktivisme mangler blandt nye musikere?

– Jeg ville gerne se mere af det, men jeg bryder mig ikke om at fortælle folk, hvad de skal gøre og synge om. Men jeg vil helt klart gerne se mere af det.

Opfatter du dig selv som protestsanger?

– For mig handler det mere om, at jeg ikke vil finde mig i alt muligt pis. Jeg vil ikke bare være tilskuer uden en stemme.

 

Ben Harper And The Innocent Criminals spiller i Falconer den 22. september. Køb billetter via GAFFA Live.

 

Varm op med "Call It What It Is" hos Jimmy Kimmel:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA