x

Valgeir Sigurdsson: Islandsk altmuligmand gæster Bremen Teater

Valgeir Sigurdsson: Islandsk altmuligmand gæster Bremen Teater

Spørgsmålet er nærtstående, når man tænker over det. Hvordan kan et så lille og isoleret land som Island frembringe så alsidigt og så internationalt anerkendt musik, som det gør? Bare tænk på navne som Björk og Sigur Rós, som kunstnere der ikke blot er nået ud over de havombruste landegrænser, men samtidig har opnået de største internationale anerkendelser. En del af ligningen til løsningen består i det fællesskab, der er omkring musikken blandt landets blot 300.000 indbyggere. En anden er Valgeir Sigurdsson. Dykker man nemlig længere ned i landets sprudlende musikkultur, er der ligeså mange mere og mindre gemte guldgruber at finde, som dem der har nået den bredeste anerkendelse. Valgeir Sigurdsson er en af disse.

Som producer, komponist, musiker og tekniker har Sigurdsson arbejdet sammen med så forskellige kunstnere som førnævnte Björk og Sigur Rós, men også navne som Bonnie ”Prince” Billy, Feist og Damon Albarn. Det meste af produktionen foregår i hans selvbyggede studie, Greenhouse Studios, som ligger isoleret et godt stykke uden for hovedstaden Reykjavik. Og så har han for ti år siden startet sit eget pladeselskab, Bedroom Community. Eller faktisk er det mere, som navnet antyder, et sammensurium af musikere med højtflyvende drømme og lige så høje ambitioner for deres musikalske frembringelser.

Her har kunstnere som Nico Muhly, Sam Amidon og Ben Frost haft deres faste gang de sidste ti år, hvor moderne klassisk musik er blevet til i sammenspil mellem de kunstnere som udkommer på det islandske pladeselskab. Kunstnere, som nærmere er kommet med på selskabet som venner end som artister. Og nu tager hele selskabet på tour rundt i verdenen undet navnet ”Whale Watching Tour”. Vi har snakket med Valgeir om Bedroom Community, hvorfor selskabet er så lokkende for især amerikanske musikere, og hvad han allerbedst kan lide ved sit selvbyggede studie.

Bedroom Community kan fejre ti års jubilæum i år. Hvordan føles det at have været i gang i så lang tid? Føles det som en færdiggjort opgave, eller tager I ti år mere?

– Det er sjovt at kigge tilbage på ti år. At fejre ens tiårs jubilæum giver jo lidt én en undskyldning for at reflektere en smule. Det her er en mulighed for at sige ”hey, dét her skete, og det var fedt!” Tiderne skifter, og man opdager det ikke sådan lige. Det føles ikke som lang tid siden, at vi sad i studiets køkken og sagde: ”hvad hvis vi udgav vores plader selv?”. Der var ingen business- eller langtidsplan i starten. Det handlede mere om at være begejstret omkring musikken.

– Da vi startede ”Whale Watching Tour” i 2010, var det, fordi folk begyndte at spørge, hvorfor vi dog havde Sam Amidon og Ben Frost på det samme label. Jeg havde aldrig tænkt over det, fordi musikken altid har givet mening for mig som noget, jeg gerne ville have andre til at høre. Vi havde før lavet koncerter med forskellige artister fra Bedroom Community. Så vi tog idéen og kondenserede den ned til ét band for at vise, hvordan den ellers alsidige musik på mange måder passer vildt godt sammen. Det viser, at folk kan komme fra meget forskellige musikalske baggrunde og stadig bidrage til at skabe noget fælles i det her ”Community”.

Var der så nogle af de medvirkende artister på touren, som var lidt på hælene over idéen?

– Nej, faktisk ikke. Det er den ting, vi er gode til – der er altid støtte omkring hinandens værker. Men selvfølgelig bliver det mere og mere besværligt, jo flere mennesker der er involveret. Især i forhold til de udefrakommende forventninger. Det er hovedsageligt folk, der er blevet fortalt, hvilke forventninger de skal have til koncerterne. Nogle af deres venner har måske været til et Whale Watching-show og forventer det samme line-up som for seks år siden. Det fede ved touren er, at folk hører noget til koncerterne, de aldrig forventede at høre, eller de bliver forelsket i artister, de aldrig havde hørt om før koncerten. Det er belønningen for mig.

– Min idé med Bedroom Communitiy er at være en slags galleri med nye udstillinger hver måned. Du betror galleriet at vise dig noget nyt og interessant. Noget kan du måske lide, og noget kan du ikke lide. Men der er en samhørighed mellem kuratoren og publikum. Det er nærmest den eneste grund til, at pladeselskaber skulle eksistere i dag – for at være kuratorer.

Jeg tror, jeg har den samme idé omkring labels. Man gør det for at få andre ører til at lytte til den musik, man elsker...

Lige præcis! Det var det, vi gjorde i begyndelsen. Det handler ikke om at behage alle eller om at lave hits på hits. Men folk kan vokse med et pladeselskab og udvide deres smag. Det, vi har set på det seneste er, at vi har meget dedikerede følgere af selskabet, som tager nye artister til sig, uden at de ved noget som helst om dem.

Men det må jo have taget en enorm mængde arbejde at komme ud med musikken fra så lille et sted som Island?

Ja og nej. Jeg tror, vores fordel og ulempe begge er størrelsen. Vi kan måske spille to koncerter her på et år, og det ville være tilfredsstillende for det islandske publikum. Men for de internationale artister virker det som et meget naturligt sted at være. For Nico (Muhly red.) var det et sted, han besøgte meget på sine rejser mellem USA og Europa. Ben (Frost red.) flyttede hertil, så vi var tre, der arbejdede tæt sammen fra starten af. Musikfællesskabet her er perfekt til det, vi laver, fordi folk bliver nødt til at spille alle mulige former for musik for at leve af det – fra black metal til klassisk. Du kan ikke tillade dig at være kræsen her. Det er dét, der gør det spændende og har kun været til vores fordel. Men med det sagt havde vi slet ikke kunne lave et pladeselskab som det her for 20 år siden. Vi er jo totalt afhængige af internettet.

Da jeg først hørte om Sam Amidon og Nico Muhly, undrede det mig, hvorfor de dog ville vælge et pladeselskab, der lå så langt fra deres dagligdag. Men det giver jo mening, når du siger, at det ikke handler om, at de er amerikanske artister, men mere om jeres fælles måde at gøre tingene på...

– Nemlig. Den originale forbindelse mellem Nico og jeg var, at han ikke ville have sin musik præsenteret på en måde, som var gammeldags klassisk, selvom det var den verden, han kom fra. Han havde andre idéer. Og jeg ville gerne producere musikken på en måde, som ikke var traditionel. Jeg tænkte, hvorfor kunne vi ikke lave noget, der var lige så spændende at lytte til for en fan af elektronisk musik som for en fan af klassisk.

Nogle ville kalde den musik, I laver for ”neo-classical”. Det er i hvert fald et udtryk, jeg har hørt...

Åh gud, jeg har hørt sååå mange udtryk. Det var ikke noget, der eksisterede, da vi udgav Nicos første album. Vi har haft det lidt hårdt med de her ”labels”. Men i sidste ende er det jo andre folks job at give musikken labels. Nogle gange skal musik jo kategoriseres for, at den skal kunne forklares til andre, uden at man rent faktisk lytter til den. Du kan væmmes, når andre putter markater på din musik, men udefra set giver det jo mening. Folk spørger mig, hvorfor musikken lyder så ”islandsk”, som den gør, selvom de ved, at både Ben og Nico er med i den ligning. Det blev produceret her, men det startede slet ikke her.

Men når det nu også kommer fra dine hænder, og når det nu er sammenslutningen af de her folk, så kommer der alt andet end lige en bestemt lyd, tror du ikke?

– Jo, helt klart. Og det accepterer jeg også fuldt ud. Jeg havde et udestående med den forestilling om markater for 10-15 år siden. Men alle har jo en signatur-lyd, og det er nok bare en god ting.

Bruger du forskellige tilgang i dine produktioner, afhængigt af hvem du arbejder sammen med?

– Som producer udvikler man selvfølgelig metoder, som man bruger fast. Men på samme tid har jeg ikke lyst til at arbejde med automatpilot. Jeg vil hellere kigge på hvert projekt individuelt og finde ud af, hvor jeg passer ind. Hvor kan jeg bedst komme med min hjælp? Men det er nok også et miks af de to. Folk spørger jo efter din ekspertise, fordi de forventer noget specifikt. I bedste tilfælde opstår der en samtale om, hvor projektet skal hen. Diversiteten i min produktion kommer nok også af, at det er meget stærke artister, jeg arbejder med. Men synergien er så vigtig.

Det handler jo også om det, vi snakkede om tidligere, at de eneste gode samarbejder opstår, når man er åben for andre idéer.

– Ja, man er nødt til at gå ind i et samarbejde med respekt for den anden, og man er nødt til at give dem plads. Hvorfor skulle man ellers overhovedet samarbejde?

Er der nogensinde et samarbejde, hvor den omkringliggende geografi har haft en indvirkning på den musik, I har skabt? Jeg tænker på om man kan ”høre” Island på nogen måde i musikken?

– Det er sjovt, du siger det. Der var en gang, hvor jeg indspillede med Bonnie ”Prince” Billy. Det var til albummet ”The Letting Go” (2006, red.). Det var i midt-december. Vi indspillede pladens første nummer. Will (Oldham, alias Bonnie ”Prince” Billy, red.) sad i kontrolrummet sammen med mig og sang. Ved siden af ham i en sang-bås sad hans backup-sanger. Studiet er ikke hundrede procent lydtæt, fordi det ligger så isoleret, som det gør. Men hvis det regner eller blæser, kan du høre det. Det var en kold, men stille dag, lige indtil vi begynder at optage. Idet vi trykker ”record”, begynder det at blæse, og mens vi optager, tager det virkelig til. Jeg tror, den energi kan aflæses direkte i, hvordan bandet spillede på den optagelse. I slutningen af indspilningen opfanger mikrofonerne blæsten. Backup-sangerinden (Dawn McCarthy, red.) var i båsen, så hun kunne kun høre vinden igennem sine hovedtelefoner. På pladen kan man høre hende sige ”is that the wind we're hearing?”.

Whale Watching Tour med Valgeir Sirgurdsson med flere spiller på Bremen Teater den 3. oktober sammen med den islandske gruppe Amiina.

Læs mere om koncerten her

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA