x

Popkomm: Lampshade

Popkomm: Lampshade

GAFFA er til stede på den store musikmesse/festival Popkomm i Berlin.

Onsdag åbnede Popkomms enorme strømflod af musik for alvor sine sluser. Centrum for begivenhederne er Kulturbrauerei i bydelen Prenzlauer Berg, et gammelt bryggeri, der nu huser en lang række rustikke koncertsale. En af disse, Kesselhause – et tidligere maskinhus – dannede ramme om det dominerende tyske indie-magasin Visions aften med redaktionens favoritter. Blandt dem finder man de dansk-svenske indie-rockere Lampshade, og sådan har det faktisk været i længere tid, fortæller bassist Johannes Dybkjær Andersson, som vi talte med inden koncerten:

- Visions, der er et af Tysklands største og vigtigste musikblade, har siden udgivelsen af "Because Trees Can Fly" i 2003 været fans og skrevet om os i mange sammenhænge. Så vi er bare glade for, at de kontaktede os og spurgte, om vi havde lyst til at spille til deres store fest på PopKomm. Jeg ved, at alle 1000 billetter har være udsolgt i næsten to uger.

Hovednavnene til arrangementet, der inkluderer fem navne, er britiske Billy Bragg og de garvede tyskere The Robocop Kraus, så trods de mange roser må Lampshade løfte den svære opgave at åbne aftenen. Da bandet med tysk præcision træder ind på scenen 21.30, er der dog heller ikke just fyldt på lægterne. Men det bliver der. Med forreste startposition følger nemlig også sublim lyd, og med en varieret koncert, bl.a. med tre nye, meget direkte numre, og en forsangerinde, RebekkaMaria, i vokalt hopla, lykkedes det at få det i starten respektfulde, men mod slutningen talstærke og koncentrerede publikum godt med.

Efter koncerten fanger vi Britta Helm, redaktør på Visions, i VIP-området til en uddybning af kærlighedsaffæren mellem bladet og Lampshade:

- De er et virkelig godt live-band. Selvfølgelig er de det, ellers havde vi ikke booket dem. Jeg har været til tre koncerter med dem i Tyskland inden denne her, og jeg tror, der har været udsolgt hver gang. De bliver ikke kæmpestore, men har potentialet til at vokse sig endnu større her i Tyskland.

Og med over 200 shows i det tyske til dato har den nordiske sekstet da også satset stort på især Tyskland de seneste mange år. Og derfor er aftenens koncert mere en kulmination end et startskud på et tysk eventyr, hvilket live-transmissionen i Radio Eins og optagelsen til TV-Berlin da også vidner om. Men der er altid nye markeder at erobre, og derfor har Lampshade inden koncerten inviteret vidt og bredt fra hele Europa. Og da vi taler med Johannes Dybkjær Andersson igen en halv time efter koncerten, er der god stemning i Lampshade-lejren over en vellykket koncert, og de første positive tilbagemeldinger fra de inviterede gæster:

- Vi har fået en masse positiv feedback fra de samarbejdspartnere, vi allerede har i Tyskland, vores forlag La Chunga og bookingbureauet Proton. Og vi synes også, det gik rigtig godt, især efter at den første stilhed var forsvundet. Og så ved jeg, at Mute Music fra England viste sig at være meget interesserede, så nu håber vi, at vores forlag kan få lavet en aftale med dem.

Popkomms hjemmeside

Lampshades hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA