x

Kasper Winding: ”Meget popmusik i dag er ren baggrundsstøj”

Kasper Winding: ”Meget popmusik i dag er ren baggrundsstøj”

Kasper Winding har netop udgivet albummet "Fuck Dance Let’s Art". Albummet er det første siden soloudspillet "Voila" fra 2011 og er blevet til i samarbejde med den talentfulde, franske sangerinde Lola Delon. Vi har taget en snak med Winding om kedelige pophits, kunst og kærligheden til Kendrick Lamar. 

Albummet hedder "Fuck Dance Let’s Art". Hvorfor den titel?

– Jeg synes, meget popmusik i dag er blevet baggrundstøj, folk lytter til, når de køber nye cowboybukser eller sidder på café. Mange mennesker er stoppet med at lytte til musikken, fordi det hele er blevet et stort sammensurium, både visuelt og lydligt. Det er svært at fokusere. Det eneste sted, folk holder kæft efterhånden, er på kunstgallerier. Det er vigtigt at forstå, at når vi siger kunst, er det ikke for at være højrøvede, men fordi kunst er godt. Kunst betyder, at man udfordrer og stiller spørgsmål, ikke bare til sig selv, men til alt.

Albummet er skabt i samarbejde med den franske sangerinde Lola Delon. Hvordan kom det samarbejde i stand?

– Jeg blev introduceret til Lola gennem Guy-Manuel fra Daft Punk. Jeg var i gang med et nummer til en engelsk sangerinde og skulle bruge en pige, der kunne synge på demoen. Guy-Manuel og jeg producerede på det tidspunkt en plade sammen med Sebastian Tellier, og han fortalte om den her franske sangerinde, der egentlig boede i USA, men var i Frankrig for tiden. Han sagde, at hende skal jeg bruge, fordi hun bare var skide dygtig. Det samme hørte jeg fra andre kanter. Til sidst ringede jeg til hende og hørte, om hun kom forbi. Det gjorde hun så, og vi klikkede bare med det samme.

Hvornår fandt du og Lola Delon ud af, at det gode samarbejde skulle føre til et album?

– Vi har lavet sindssygt meget musik sammen, og på et tidspunkt opdagede vi bare, at nogle af de sange, vi skrev, ligesom var vores egne. Vi lavede egentlig musik til andre, men kunne ligesom mærke, at nogle af sangene var skrevet til os selv. Det var ikke planlagt, at vores samarbejde skulle føre til et album. Sådan blev det bare.

Hvordan har I kunnet bidrage til hinanden rent musikalsk?

– Vi er ikke så forskellige rent musikalsk. Vores forældre har begge spillet jazz- og soulplader for os, siden vi var små, selvom der er mange års forskel på os. Lola Delon er kun i begyndelsen af trediverne, men alligevel har vi lyttet til det samme bare 25 år forskudt. Det eneste sted, jeg følte, jeg kunne bidrage med noget unikt, var igennem min store kærlighed til europæisk, klassisk musik. Albummet indeholder en god blanding af hiphop-beats og Brahms-akkorder.

Hvor længe har albummet været undervejs?

– Vores samarbejde skulle jo slet ikke have ført til en plade, så vi oplevede slet ikke noget pres. Det har været en fantastisk måde at arbejde på. Det hele er ligesom bare kommet. Jeg tror det er omkring otte måneder siden, vi blev enige om, at der skulle blive et helt album, men vi har nok kun arbejdet to-tre måneder intensivt på albummet alt i alt.  

Du har gerne villet lave en hyldest til fordybelsen og det klassiske albumformat. Hvorfor?

– Jeg ville gerne have, det skulle stå som et helstøbt værk. Jeg synes selv, det er fedt at høre en hel plade. Det er skønt at høre en hel historie fra folk. Den musik, jeg hører, bliver lavet af musikere, der skaber helstøbte plader og ikke bare spytter pophits ud. Jeg synes, det er noget underligt noget med den der tag-og-smid-væk-kultu,r der hersker i popindustrien. Jeg ville gerne lave noget med mere substans.

Albummets 14 skæringer er indspillet vidt forskellige steder såsom Paris, Los Angeles, London og København. Hvad tror du, det har betydet for resultatet?

– At indspille så vidt forskellige steder har været en ren logistisk beslutning. Vi har indspillet de steder, vi har været. Det gode ved at indspille på laptop er jo, at det ikke kræver meget mere end et rum og en mikrofon. Men det er ikke et bevidst valg, at vi ville optage så mange forskellige steder. Vi kunne have siddet i Thyborøn og lavet den samme plade.

Hvordan adskiller det her album sig fra det, du tidligere har lavet?

– For første gang synger jeg sammen med en anden på hele pladen. Det har jeg aldrig gjort før, og det har givet albummet en anden dynamik. Det har været spændende at få både et kvindeligt og et mandeligt perspektiv ind i det musikalske univers. Vekselvirkningen mellem det maskuline og feminine har været meget fed, synes vi selv. 

Hvilke inspirationskilder har inspireret dig i arbejdet med albummet?

Det er helt klart mit eget liv, der ligger til grund for albummet. Sådan er det altid. Men jeg har lyttet ekstremt meget til Kendrick Lamar på det sidste. Det, der er skønt ved Kendrick Lamar er, at han kender sin musikhistorie. Han har lyttet til Miles Davis, Jimi Hendrix og Marvin Gaye, men han har taget det og gjort det til sit eget. Vi står jo alle sammen på ryggen af nogen, men tricket er at forblive sig selv i det.

Du bor i Paris for tiden. På hvilke måder har byen haft indflydelse på din musik?

Det er svært for mig at sige, men der er en energi i storbyer som New York, London og Paris, der ikke findes andre steder. Det giver selvfølgelig en eller anden form for energiniveau, men sjovt nok har det ofte den modsatte effekt for mig. Hvis jeg er steder med sindssygt meget energi, så spiller jeg meget langsommere musik, som en modgift til, når jeg åbner døren, og der er fuld knald på.

Læs GAFFAs anmeldelse af "Fuck Dance Let's Art" med overskriften "Som altid lækker lyd fra den elitære popveteran"

Hør albummet "Fuck Dance Let's Art":

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA