x

Interview: Beirut – Fra Balkan til Paris

Interview: Beirut – Fra Balkan til Paris

Den amerikanske enmandsgruppe Beirut alias sangeren og multiinstrumentalisten Zach Condon med venner fik masser af roser for sidste års debutalbum ”Gulag Orkestar”, der blandede melankolsk sangskrivning med tydelig indflydelse fra Balkan-musikken. 8. oktober er 21-årige Zach så klar med opfølgeren ”The Flying Club Cup”, denne gang indspillet med hans liveband, som også gæstede dette års Roskilde Festival. På det nye album er inspirationen især hentet i Frankrig. Og hvorfor så det?

– Jeg har været fascineret af fransk musik i mange år, især navne som Serge Gainsbourg, Françoise Hardy og Jacques Brel (som dog er belgier, men fransksproget, red.), fortæller Zach og fortsætter: – I det hele taget er jeg vild med gammel popmusik, som ofte har noget, dagens popmusik ikke har. En rastløs romantik og blæsere og strygere og store orkesterarrangementer. Det hører man ikke meget i dag. Sidste år rejste jeg så til Paris og boede der to omgange af nogle måneder og fik min kærlighed fornyet. Jeg er faktisk først flyttet tilbage til New York for en måned siden.

Nogle af sangene på The Flying Club Cup har franske titler, men teksterne er dog stadig på engelsk. Zach forklarer:

– Jeg er inspireret af fransk musik, men vil ikke ligefrem skabe fransk musik. Jeg vil hellere kreere noget, som er mit eget, og hvis jeg sang på fransk, ville det nok også bare blive opfattet som en gimmick. De franske titler fungerer så som en slags stemningsskabere. Men jeg taler skam fransk, understreger Zach Condon.

Mange fransksprogede sangskrivere som eksempelvis Jacques Brel og Serge Gainsbourg lægger stor vægt på deres tekster, som ofte er små historiefortællinger. Du har i et tidligere interview sagt, at du ikke går så meget op i tekster?

– Nej, jeg mener, at musikken er vigtigere, og teksterne er ofte mere musik og lyd end mening for mig. Men jeg har dog gjort mere ud af teksterne denne gang, og flere af sangene på det nye album er faktisk en slags små historiefortællinger.

Mødte Balkan i Amsterdam
Dit første album var meget inspireret af Balkan-musikken. Hvad var det så ved den musik, der tændte dig?

– Det var i høj grad det samme som det, jeg finder i den franske popmusik. Altså store følelser og strygere og blæsere. Balkan-musikerne holder sig ikke tilbage, uanset om de udtrykker dyb melankoli eller livsglæde, og der er så mange smukke melodier i Balkan-musikken, fortæller Zach, der opdagede Balkan-musikken
på en slags dannelsesrejse rejse rundt i Europa.

– Da jeg var 16 år, droppede jeg ud af high school og tog til Europa. Det var nu ikke noget, jeg gjorde specielt for at opdage noget ny musik, det var bare for at prøve noget andet. Men på hele turen blev jeg ved med at støde ind i Balkan-musikken. I første omgang indlogerede jeg mig hos min fætter, som er billedkunstner og var på studieophold i Amsterdam. Han havde en serbisk bekendt, som introducerede mig for Balkan-musikken, og jeg blev hurtigt vild med den. Senere stødte jeg på nogle Balkan-musikere i Leipzig og hang ud med dem et stykke tid, og til slut endte jeg så i Budapest, hvor jeg mødte den igen.

Har du spillet på Balkan?
– Nej, faktisk ikke endnu. Jeg har ellers været tæt på, i det gamle Østtyskland, Grækenland og Rusland, så jeg har nærmest spillet i en stor cirkel rundt om Balkan, men det kommer vel, griner Zach Condon.

Har du fået reaktioner på din musik fra folk fra Balkan? For de kender vel din type musik bedre end mange vesterlændinge?

– Ja, jeg har fået mange tilbagemeldinger fra folk i regionen, og de er meget begejstrede for og meget beærede over min fortolkning af deres musiktradition. Et af mine yndlings-Balkan-bands, Kocani Orkestar, inviterede mig også til at spille sammen med dem i Paris, og det blev en stor succes.

Hvor kommer navnet Beirut egentlig fra? Det signalerer jo Mellemøsten og hverken Balkan eller Paris?
– Nej, og det er helt med vilje. Fordi jeg har rejst så meget rundt, er jeg kommet til at tænke over bynavne og alt det, man lægger i dem og i nationalitet. Hvad betyder det, at jeg kommer fra New Mexico og bor i New York, for eksempel. Derfor tog jeg navnet Beirut, for det har jeg absolut intet forhold til. Og der ligger heller ikke nogle politiske undertoner i det.

Kan binde sine egne snørebånd
I Europa kommer Beiruts plader på det hæderkronede gamle indielabel 4AD, kendt for udgivelser med markante 80’er-navne som Cocteau Twins og Pixies og siden for blandt andre Gus Gus og TV On The Radio. Zach fortæller:

– Det er jeg meget beæret over, ikke mindst fordi jeg er stor fan af Cocteau Twins. Men hvis nogen ville have sagt for fem år siden, at jeg en dag ville udgive plader på 4AD, ville jeg havde sagt, at de var åndssvage. De var et af de første europæiske pladeselskaber til at henvende sig. Nogen, ikke mig, havde sendt dem en demo-cd. I første omgang sagde de dog, at de nok ikke havde tid til at signe mig, fordi de havde travlt med TV On The Radio, men det gjorde de så alligevel.

For tiden har også New York-baserede Gogol Bordello stor succes med at blande Balkan-musik sammen med et rockudtryk, dog betydeligt mere tempofyldt og punket end hos Beirut. Zach Condon føler sig nu ikke særlig beslægtet med kollegerne.

– Gogol Bordello kommer fra en punk-rock-tradition, som jeg ikke nogensinde kommer til at forstå. Larmende guitarer har aldrig sagt mig noget. Men hvis man er til sådan noget, er det vist meget godt, griner Zach.

Har du nogen idé om, i hvilken retning dit næste album kommer til at gå?
– Nej, absolut ikke, men det bliver noget, jeg beslutter mig til i det øjeblik, jeg begynder at gå i gang med det. Det skal være spontant og ikke noget, der er udtænkt på forhånd.

På din hjemmeside roser en munter sjæl dig for at have lært at binde dine egne snørebånd. Hvad skal det betyde?

– Åh, det er bare en lille joke, fordi jeg er ret klodset og distræt. Jeg har nok en tendens til at leve i min egen lille verden. Sidste gang jeg var i Europa, mistede jeg for eksempel mit pas for anden gang. Men det skal ikke forstås så bogstaveligt. Jeg kan skam godt binde mine egne snørebånd, understreger Zach Condon med et grin.

Før koncerten
Beirut spiller i Store Vega i København 18. november. I den forbindelse stillede vi Zach fem spørgsmål om koncerten:

Hvordan går det i øvelokalet?
– Det går rigtig godt, nu vi omsider er kommet i gang med at øve. Musikerne kommer fra både New York og New Mexico, så de har været svære at samle i samme rum, men omsider er det sket.

Hvad kan vi forvente til koncerten?
– Et stort orkester på otte-ni mand, inklusive både blæsere og strygere. Vi spiller nok sangene lidt vildere og mere skramlende og løst end på pladerne.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
– Så spiller vi i en ordløs sang, vi aldrig har spillet på scenen og aldrig har udgivet på plade. Den hedder heller ikke noget.

Hvad står der på jeres rider?
– Jameson-whiskey til at klare stemmebåndene, øl og humus. Vi går ikke så meget op i at få noget at spise, før vi spiller.

Hvad hører I i turbussen?
– For tiden popmusik fra Cambodia og Sumatra – det er fremragende. Og gammel jamaicansk dub fra 70’erne.


Beiruts hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA