x

Til Grøn Koncert i Vietnam – med Saveus på programmet

Til Grøn Koncert i Vietnam – med Saveus på programmet

Tuborg har i mange år satset stort på livemusikken og er blandt andet hovedsponsor for hjemlige danske festivaler som Roskilde Festival, NorthSide, Smukfest og deres egen Grøn Koncert-turné. Ideen med at brande sig via musikfestivaler er essentielt for det danske ølmærke, og den formel har man i de senere år også brugt i stor stil i Østeuropa, og nu er turen så kommet til Asien med Vietnam som det nyeste land i porteføljen. Vietnam er med sine galoperende vækstrater og en forholdsvis ung befolkning på over 90 millioner indbyggere et særdeles attraktivt marked at forcere. Også for Tuborg, som siden foråret har været i gang med at lancere sig stort herovre. 

For at brande sig og få gang i ølsalget er mærket blevet hovedsponsor for Vietnams største musikfestival, Monsoon Music Festival, der foregår i hovedstaden Hanoi for tredje år i træk. Festivalen varer i tre dage og har Scorpions som hovednavn, mens danske Saveus, svenske Kite, franske Last Train, koreanske Idiotape og den vietnamesiske superstjerne Tung Duong også er at finde på det minimale program, der kun tæller 14 forskellige navne. Festivalen har plads til 15.000 daglige publikummer, og koncerterne kører fra kl. 18.00 – 24.00 hver dag. Men mere om musikken og festivalen senere.

 

Business class og femstjernet hotel

Eventyret starter med en helt igennem luksuriøs flyrejse fra København til Bangkok på business class, hvor det er svært at få armene ned over den overvældende service om bord. Man bliver placeret i en tung lænestol med masser af plads til alle sider og en storskærm og lydisolerende hovedtelefoner foran én. Inden flyet er lettet, bliver der serveret champagne og nødder, og lige så snart vi er luften, står den på lækker gourmet-middag med foie gras, confit de canard og ostebord, mens eksklusive vine bliver udvalgt fra vinmenuen. Til sidst trykker man på knappen, der omdanner lænestolen til en ægte seng i helt vandret position og så er det ellers bare at putte sig under dynen og nyde en god nats søvn til den rolige lyd af flyets motorer i ti kilometers højde.

Helt uvant udhvilet efter en ti timer lang flyvetur går næste tur fra Bangkok til Hanoi, før jeg bliver hentet i lufthavnen og kørt ind til det femstjernede luksushotel Sofitel Legend, hvor der bestemt heller ikke er sparet på noget. Suiten er på fyrre kvadratmeter plus balkon, og man føler sig i det hele taget som en royal eller rockstjerne, når man færdes rundt på hotellet. Det med god grund, for alle lige fra Mick Jagger og Marilyn Monroe til Charlie Chaplin og Brad Pitt samt alverdens præsidenter og kongelige har været gæster på det fashionable hotel, siden det åbnede i 1901.

 

Kaotisk trafik og majestætisk festival location

Godt rundtosset og forblændet af al den luksus går turen nu ud til festivalpladsen denne fredag aften i Hanoi. Trafikken i byen er noget for sig, og overalt vrimler det med scootere og knallerter, der på mirakuløs vis undgår frontale sammenstød, når de cruiser rundt imellem hinanden på de tætpakkede veje.

Den kaotiske trafik står i stærk kontrast til det majestætiske Imperial Citadel of Thang Long, hvor festivalen bliver holdt. Citadellet kan dateres tilbage til Ly-dynastiet for over tusind år siden og ligger midt i Hanois ældgamle regeringskvarter, hvor pompøse kommunistbygninger med røde flag blander sig med orientalske kejserpalæer og franske kolonibygninger. Ved siden af ligger desuden mausoleet og museet for landsfaderen Ho Chi Minh. Området er på listen over FNs Verdenskulturarv, og en mere overvældende location for en festival er svær at forestille sig.

 

En pæn miniudgave af Roskilde Festival

Til trods for den eksotiske location føles det dog sært hjemmevant, lige så snart man kommer ind på selve festivalområdet. De lokale Tuborg-folk fra Vietnam har været på inspirationstur til Roskilde Festival, og det kan i den grad ses og mærkes. Overalt er der grønne Tuborg-ølboder, -farver og -logoer. Pit-systemerne foran scenen er tilsvarende dem på Roskilde. Og i det lille medieområde er baren, møblerne og sækkestolene de samme som i mediebyen på Roskilde. Også lyd, lys og sceneproduktionen er helt i top med knivskarp lyd, flotte visuals og masser af højtalertårne og storskærme, så alle kan høre og se koncerterne på hele pladsen. På overfladen minder det hele altså ganske meget om at være på en meget ren og pæn miniudgave af Roskilde Festival eller til Grøn Koncert, hvad der føles ret bizart, når man nu er i Hanoi.

Men det er også kun på overfladen, for stemningen er ganske anderledes end på de hjemlige festivaler. Som et restriktivt kommunistisk land, der først for nylig har åbnet for vestlig kultur, er man slet ikke vant til musikfestivaler, og den festivalkultur, som man kender i Europa og USA, findes ikke her. Publikum opfører sig overordentligt civiliseret. Alt affald bliver straks smidt i skraldespandene. Øl og anden alkohol bliver drukket i begrænsede mængder. Vandet bliver kun ladet på toiletterne. Og så er der masser af børn og familier, som hygger sig, og som sidder på græsset og spiser aftensmad.

 

Entusiastisk publikum og euforiske Saveus

Men tag ikke fejl. Lige så snart musikken går i gang, stikker det nemlig godt af. Publikum er vilde med musik, og selvom man må formode, at de ikke kender mange af de optrædende bands, giver de den maks gas til koncerterne og hujer, hviner og svajer i takt til samtlige bands stort uden at være påvirket af alkohol eller andre substanser.

Det kan man blandt andet forvisse sig om, da danske Saveus giver en forrygende energiudladning af en koncert fredag aften. Den tidligere X Factor-vinder Martin Hedegaard har i den grad fået et fuldt fortjent mega-comeback med sit nye band, og han vinder alle hjerter på festivalen med sine smaskcharmerende up-tempo pop og soulsange, sin imponerende stemme og sit vindende væsen. Bandet får på ingen tid skabt en euforisk stemning hos det unge publikum oppe foran, der ivrigt hopper med til de catchy melodier.

Det lykkes endda Martin at få alle til at sætte sig ned under et af numrene for derefter straks at hoppe op igen i en fælles jubelrus. Godt gået, når det er første gang, at bandet spiller i Vietnam og ingen i forvejen kender musikken herovre. Men det viser sig at være typisk for hele festivalen. Ligegyldigt hvem der spiller, er publikum med, og der bliver lyttet intensivt og danset, og folk ser hele koncerten fra start til slut. Det hjælper selvfølgelig, at der kun er én scene og kun fire eller fem optrædende navne per dag, men det er alligevel imponerende i forhold til danske festival standarder. Efter Saveus’ triumf ryger der et par kolde Tuborgøl ned samt en drink på hotellet, inden jetlaggen overmander og sengen kalder.

 

Parterede hunde på gaden

Det er anden dag på på festivalturen i Hanoi, og lørdag morgen starter med morgenmad og sightseeing i Hanois gamle bydel med Tuborgs direktør i Vietnam som guide. Vi starter med en traditionel Pho-nudelsuppe, hvor vi sidder på bittesmå taburetter side om side ved miniature plasticborde og spiser med de lokale. Herefter går der går shopping i den, og igen bliver man overrumplet af den hektiske trafik, der gør det næsten umuligt at krydse gaderne, indtil man finder ud af, at man bare skal gå ud i det, og så holder folk automatisk tilbage eller kører udenom en. Ren zen. Vi kommer forbi nogle af byens mangle smukke søer og store træer med lianer og besøger templer og kirker. Pludselig går vi forbi en gadeslagter, hvor der ligger hele og parterede dyrekroppe på rad og række. Første tanke er, at det er grise, men ved nærmere eftersyn er det røgede eller stegte hunde, som ligger der sprættet op lige til at købe med hjem til lørdagsmiddagen. Det makabre syn er svært at ryste af sig, men det er kun, indtil vores vært fortæller os, at man også kan købe parteret kat, slange, skildpadde eller edderkopper i nabobutikkerne, hvis sulten skulle melde sig.

Herefter når jeg lige et besøg på Hoa Lo Prison, der er et gammelt fængsel, som er omdannet til museum. Fængslet blev først brugt af de franske kolonialister til at fængsle, torturere og henrette politiske fanger og senere af vietnamserne til at huse amerikanske krigsfanger under Vietnamkrigen. Autentisk, råt og absolut et besøg værd, hvis man er interesseret i landets makabre historie.   

 

Scorpions-pressemøde og outreret vietnamesisk superstjerne

Scorpions er som sagt årets hovednavn, og aftenen starter med et underholdende pressemøde på hotellet, hvor de tyske tungrocklegender giver sig god tid til at svare på spørgsmål og ikke mindst få taget selfies med de meget ivrige lokale journalister, som ikke kan holde begejstringen tilbage.

Derefter er det ud på festivalen, hvor den vietnamesiske superstjerne Tung Duong står klar til overtage scenen. Koncerten skal sendes live på nationalt tv, og der bliver lagt op til det helt store brag med en lang peptalk fra en overgearet tv-vært. Tung Dong spillede på Roskilde Festival i 2006 og er ud over at være musiker også Monsoon-festivalens grundlægger og booker. Desuden er han søn af landets kulturminister, som har gjort det muligt for sin søn at holde festivalen på det unikke og fredede citadel. Musikalsk set fejler han dog totalt. Stilen er en helt skæv blanding af ambient og meditativt lounge-electronica, corny strygersektioner og heavy-guitar tilsat storladen, dramatisk og patosfyldt vokal uden den mindste snert af et omkvæd eller en melodi. Det er muligt, at mine vestlige ører ikke kan fange det geniale i det her, men det er helt klart en af de mest outrerede koncerter, jeg har set og hørt. Ganske enkelt skrækkeligt.

 

Friskfanget hummer og koreansk rave

Søndag er sidste dag festivaldag, og i den anledning bliver jeg inviteret til privat frokost hos direktøren for Tuborg i Vietnam sammen med direktøren for Tuborgfondet, som også er fløjet herover for at deltage i festivalen. Menuen står på friskfanget hummer, som vi selv skal dræbe, inden de stadig spjættende ryger i en kogende gryde og videre ud på grillen. Det er helt sublimt, og undervejs hører jeg om Tuborgfondets arbejde med festivalen, som blandt andet består i en anti-spritkørsel-kampagne, som også har resulteret i sponsorering af gratis shuttle-busser til at køre folk til og fra festivalen.

Musikalsk starter søndagen med den koreanske, elektroniske trio Idiotape, som bemandet med en trommeslager og to dj’s på synths, samples og mixerpult får publikum helt op i det røde felt. Musikken består af nogle melodiske beats, seje samples, buldrende bas, stramme riffs og fantasifulde loops, som får forvandlet den forreste del af scenen til et sydende raveparty. Det hele minder lidt om Chemical Brothers, New Order eller Kraftwerk på speed, og det holder rigtig godt. Selvom de lokale insisterer på, at vejret er ved at blive koldt, holder temperaturen sig på den gode side af 25 grader aftenen og natten igennem, samtidig med at luftfugtigheden er tårnhøj. Så man bliver godt gennemblødt af sved, når man står der oppe foran og hopper med til de elektroniske rytmer. 

 

Winds of Change

Herefter er det Scorpions’ tur til at levere varen. Festivalen er i dag udsolgt på grund af de tyske legender, som har solgt over 100 millioner album verden over. Det er første gang i bandets 51-årige lange karriere, at de er i Vietnam, og man kan undre sig over, at de har så stort et publikum her, og at folk kender dem og deres sange. Men det gør de! Oppe foran scenen er der tætpakket, og publikum synger i vilden sky med på de klassiske rocksange, mens forsanger Klaus Meine smiler begejstret bag læderhatten, metalnitterne og solbrillerne. Scorpions fyrer den professionelt af og har et godt gammeldags rockshow med i bagagen fyldt med røg, damp, pyro, piger i bur, en b-scene at løbe ud på og masser af guitarlir og posing til kameraerne. Højdepunktet kommer (naturligvis) med den stadig rørende ballade "Wind of Change", der blev et af symbolerne på Berlinmurens fald og den kolde krigs afslutning.

Alle kan hele sangen udenad, og det er faktisk overvældende at stå og skråle med på den fængende tekst sammen med 15.000 vietnamsere, der sikkert gerne snart så en politisk skiften i vinden, mens de røde kommunistfaner dovent vajer fra nabobygningen, og ildfluerne danser i projektørens spotlight. En smukkere afslutning på festivalen er svær at forestille sig, og det har i den grad været tre oplevelsesrige døgn i Hanoi og på Monsoon Music Festival, som klart kan anbefales at besøge, hvis man er frisk på en helt anderledes festivaloplevelse. Hvis festivalen samtidig kan få udvidet og få booket et mere interessant musikprogram, kan den uden tvivl blive en international attraktion og et af landets store turist-trækplastre. 

GAFFA var inviteret til Hanoi af Monsoon Music Festival og Tuborg Vietnam.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA