x

The Last Waltz bliver mindet

The Last Waltz bliver mindet

I går samledes en stribe danske musikere for at mindes The Last Waltz, den berømte koncert fra San Francisco-koncertstedet Winterland, som samlede en perlerække af tidens stjerner, og som siden kom i stærkt redigeret form som koncertfilmen par excellence filmet af Martin Scorsese. Jeg skal ikke udtale mig om gårsdagens danske koncert, men filmen var en på alle måder seværdig omgang, hvor et band i topform mødte stjerner som Bob Dylan, Ronnie Hawkins, Neil Young, Joni Mitchell, Eric Clapton, Muddy Waters og Van Morrison. Bare for at nævne nogle få.

Der er mulighed for at tage på Bremen Teater og se denne film den 12. november. Det skal nok blive godt. Ligesom det den 24. november bliver muligt at gense den danske livekoncert på Tobakken i Esbjerg, hvis man er på de kanter.

Når det er sagt - vi er tilbage ved filmen - er der også tale om et historisk falsum, for helt konkret var der tale om, at det blot var guitarist Robbie Robertson og hans gode ven, Martin Scorsese, der havde fået en god idé. Og så fik det modstræbende band med på idéen, der gik ud på, at bandet – der havde startet ud som backingband for først Ronnie Hawkins hjemme i Canada, og siden turnerede med Bob Dylan, da denne begyndte at spille elektrisk i 1960’erne, for endelig at gå solo som slet og ret The Band, da Dylan holdt turnépause efter sin motorcykelulykke i sommeren 1966 – skulle stoppe ”mens legen var god”.

 

Big Pink

The Band blev grundlagt dengang de alle sammen hang ud oppe i Woodstock – byen, ikke festivalen – og boede og indspillede i huset, som den første plade var opkaldt efter, nemlig Big Pink. Det var også i det lyserøde træhus, at de indspillede, hvad der siden i forskellige former blev udsendt som henholdsvis piratpladerne Great White Wonder og Little White Wonder, samt den officielle CBS-udgivelse, dobbeltalbummet The Basement Tapes.

Orkestret havde været rigtigt gode, da de boede ude østpå, men de begik en frygtelig fejltagelse, da de flyttede vestpå. Sydcalifornien var helt sikkert en kærkommen afveksling fra New Yorks vejrlig, men man havde i bandet nogle følsomme typer, der havde endda særdeles svært ved at sige nej til det søde liv, som udspandt sig i lokaliteter som Topanga Canyon i årene efter Summer of Love. Og ingen var mere følsom og modtagelig end bandets bedste sanger, pianisten Richard Manuel.

Du ser ham i filmen The Last Waltz, men han bliver til dels ikke filmet, fordi mængden af inviterede musikere står i vejen under afsyngningen af I Shall Be Released. Ligesom han så vidt vides var så fuld og smadret til en fest, som allerede under koncerten var gledet bandet selv af hænde. Fordi fokus så tydeligt var på guitarist Robbie Robertson, som oven i købet er udstyret med en mikrofon, noget der var en joke i Band-kredse. Robbie kunne mange ting, men at synge på niveau med orkestrets tre fantastiske vokalister, bassist Rick Danko, trommeslager Levon Helm og altså pianist Rochard Manuel, var ikke en af dem. Faktisk var hans mikrofon slukket under The Last Waltz, mens han stod og mimede løs. En flot fyr med en Hollywood-drøm. De andre hadede det. Syntes, at det var fake.

 

10 år på 2. klasse

The Last Waltz havde som sagt mange store øjeblikke. Personligt er jeg rigtigt vild med den smadrede Neil Young, der får selskab af Joni Mitchell, der står backstage med en mikrofon, mens Crosby, Stills, Nash & Young-hittet Helpless samler hele salen. Eller Van Morrison, der giver en fantastisk version af Caravan. Eller Eric Clapton, som taber guitarstroppen midt i soloen, men redder det hele. Eller Muddy Waters, der ikke efterlader skyggen af tvivl om, hvem der er The Man. Eller Bob Dylan, der samler trådene til sidst. Og alligevel er det specielt The Band selv, der er i fokus. Noget, de i den grad kunne bygge på i de godt ti år, de havde tilbage efter den såkaldte afskedskoncert.

Det blev dog til ti år på 2. klasse. Robbie havde jo sagt, at det var slut og så ikke de andre siden. Det vil sige: han nåede kort forbi Levon Helm, inden denne udåndede syg af kræft for snart fem år siden. Det var nok meget godt. Helms selvbiografi er et tåkrummende karaktermord på netop Robbie Robertson. Måske fik de to trods alt fred til sidst? Den gamle trommeslager fra Arkansas havde trods alt altid haft et blødt punkt for Robbie, som han mødte som fremadstormende 15-årig i sin tid i Toronto.

The Bands saga sluttede nærmere for 30 år siden. Her rejste Richard Manuel sig den 4. marts 1986 fra det leje på et lille motel i Florida, som han delte med sin sidste kone – hende, han virkelig elskede, havde viet sit liv til Jehova, noget han aldrig kom sig over. Og gik ud på badeværelset og hængte sig i sit bælte. Der var det helt slut.

Han var sjælen i The Band. Som hans gode ven og beundrer Eric Clapton siden har sagt det til rockskribenten Timothy White. I får det på engelsk:

I was madly in love with Richard because we were going through a lot of the same difficulties...screwing around with drugs and drink...getting pretty crazy down deep.... He was finding it difficult to cope with his talent. I just identified so strongly with him. For me, he was the one I thought was the light of The Band.... There was something of the holy madman about Richard. He was raw. When he sang in that falsetto, the hair on my neck would stand up on end. Not many people can do that."

De havde aftenen forinden spillet for en fornærmende lille skare, en enorm kontrast til de store år, hvor de satte tilskuerrekord på Woodstock Festival eller på Watkins Glen-racerbanen i 1973, hvor de sammen med The Grateful Dead og Allman Brothers Band spillede for 600.000.

Det var dog ikke den rene elendighed. Prøv at høre den fede And Then There Were Four, som er en liveoptagelse fra radioen fra 1984. Her er det The Band i beundringsværdig form, der til fulde viser, at spilleglæden absolut var intakt, ligesom stemmerne svæver som på de største dage.

Så tag på Bremen og se filmen. Læg mærke til Scorseses prioriteringer, hvor guitaristen konstant er i centrum. Hvor The Band nærmest fremstår som hans backingband. Grin lidt af det, træk på skulderen og nyd et orkester, som bestemt ikke var som de andre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA