x

Radiohead-album får branchen til at reagere

Radiohead-album får branchen til at reagere

I går kom det frem, at man fra 10. oktober kan downloade det kommende Radiohead-album "In Rainbows" gratis, hvis man har lyst.

Et besøg på bandets webside viser, at man selv skal taste en pris ind, når man bestiller pladen, og ønsker man at taste 0.00 ind, så er det også muligt.

Muligheden for at downloade et så længe ventet album gratis har sat en lang række diskussioner i gang i en branche, hvor man for nylig har kunnet se gratis plader med Prince og Mike Oldfield blive givet væk sammen med engelske aviser, og The Charlatans netop har offentliggjort, at deres næste plade også bliver gratis tilgængelig.

En følge af denne udvikling er, at det bliver mere kompliceret at lave en opgørelse over, hvor meget en kunstner sælger. I England diskuterer man i hvert fald lige nu, om Radiohead vil kunne komme på hitlisterne med deres kommende plade, når der ikke foregår et egentligt salg.

Til NME siger Adam Benzine fra musikindustri-websiden Music Week, at Radioheads beslutning om at forære albummet væk kommer til at ændre en masse i branchen:

"Albummet vil revolutionere den måde, folk opfatter musik på. Det har allerede tvunget folk til at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget musik egentlig er værd".

Herhjemme siger lektor ved Roskilde Universitetscenter Fabian Holt til Nyhedsavisen, at det ikke er tilfældigt, at det er navne som Prince og Radiohead, der er blandt de første til at forære musikken væk:

"Flere af dem, der giver deres musik væk, har kæmpet med deres pladeselskaber i årevis, og nu gider de ikke mere".

Selvom de fleste nok kan blive enige om, at gratis musik er en fantastisk ting, frygter formand for IFPI, Jens-Otto Paludan, i følge Nyhedsavisen, at det på længere sigt kan få grumme konsekvenser for pladebranchen.

"Hvis der ikke kommer penge i kassen, kommer der ingen nye plader".

Men ifølge manager for The Charlatans og tidligere pladeselskabschef Alan McGee er de gratis udgivelser en god måde at få musikken ud til folk. Derefter kan kunstnerne tjene deres penge på koncerter og merchandise. Det er ifølge manden, der opdagede Oasis, Primal Scream og Super Furry Animals, fremtidens forretningsplan for bands.

Uanset hvordan tingene udvikler sig, så kan man dog allerede nu konkludere, at Radioheads beslutning om at udsende deres syvende album uden om den etablerede pladebranche i hvert fald har rejst en lang række interessante spørgsmål om branchen og dens fremtid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA