x

Reportage: Lorenzo Woodrose til GAFFA Sessions – en skæv eksistens i dansk musik

Reportage: Lorenzo Woodrose til GAFFA Sessions – en skæv eksistens i dansk musik

Denne tirsdag aften, den ottende dag i november, markerede på mange områder overgangen til en ny tid. Udenfor nyåbnede KU.BE på Frederiksberg, der dannede rammer om efterårets første GAFFA Session, faldt årets første sne som en kold dyne. I lejlighederne var tv’erne tændt og viste billeder fra den anden side af Atlanten, hvor den amerikanske præsidentvalgdag kun netop var startet. Imens hele verden holdt vejret, inviterede GAFFAs Henrik Tuxen indenfor til to intime timer med en af de mest bemærkelsesværdige personer på den danske musikscene netop nu  – Lorenzo Woodrose.

Lorenzo Woodrose, eller Uffe Lorentzen som hans borgerlige navn er, eller bare Guf, som er et kælenavn, der har hængt ved siden folkeskolen, har i langt over 20 år huseret på den danske undergrundscene. Han voksede op i københavner-forstaden Albertslund og startede sin musikalske karriere som trommeslager i On Trial, der var inspireret både af 60’er-psychrock og samtidens postpunk-bølge. Senere skiftede han trommerne ud med guitar og sang og stiftede Spids Nøgenhat, der nåede at udgive et album, før de gik i hi og først rørte på sig igen i 2011. I mellemtiden slog Woodrose sine folder i Baby Woodrose, som i 2003 fik tildelt P3-prisen.

Og det var netop Baby Woodrose, aftenens første spørgsmål faldt på. Hvad laver de egentlig nu? Lorenzo Woodrose kunne minde os om, at de havde spillet for et udsolgt Pumpehuset, og at turnéen, der ellers havde bragt dem til en række større danske byer, kulminerede i lørdags til en ligeledes udsolgt koncert på Loppen, Christiania. Lorenzo grinede og fortalte: Udsolgte koncerter er en ny ting for mig. Jeg har 30 år på bagen i branchen efterhånden. Det er en ny udvikling, der er sket over de sidste fire-fem år. Jeg har altid spillet på Loppen og små klubber, og det er i det miljø, jeg føler mig mest hjemme.

Født til at tabe

Lorenzo Woodrose har netop været aktuelle på filmfestivalen CPH:PIX med dokumentaren ”Born to Lose”, som også gik i danske biografer sent sidste år. Filmen handler om Lorenzo som menneske, kunstner og følger ham fra 2011 til 2015, hvor han efter at have kæmpet i over 20 år endelig begynder at slå igennem. Den fødte taber er pludselig på alle musikinteresseredes læber.

Woodrose fortalte: – Jeg har altid tænkt, at hvis vi bare blev ved længe nok, skulle der nok ske noget. Med Baby Woodrose tog det 15-16 år. Nu her, så længe efter vi startede, ved mange danskere, hvad vi laver – men det er mere spændende at snakke om årene forud for det, vi oplever nu. Det kræver en enorm arbejdsindsats og disciplin, stædighed, blod, sved og tårer. Folk er ikke klar over, hvor svært det egentlig er at holde et band kørende så længe, uden der kommer så meget som en krone ind – og ingen anerkendelse. Nu er begge dele her, og anerkendelsen betyder klart mest. Det bare at blive ved. Hvis folk vil høre på os, er der ikke meget at rafle om.

Henrik Tuxen spurgte dernæst kækt: Er I blevet bedre, eller har folk bare først opdaget jer nu? Lorenzo er ikke sikker. Han har jo altid spillet den samme musik. Måske er han blevet lidt bedre, men i bund og grund handler det om, at det kun er en lille gruppe mennesker, der går op i at opdage noget nyt, mens størstedelen får musik ind gennem meget få kanaler. Han påpeger, at medierne nok har spillet en rolle, da de gør musikudforskning lettilgængeligt.

Men giver det så en særlig glæde, når man har arbejdet så længe og endelig sælger plader og spiller for udsolgte koncertsale? Til den svarede Lorenzo Woodrose: Ja, det er også en økonomisk fordel, men samtidig et pres. Jeg kan mærke, livet er blevet lettere de sidste par år. Det er lettere at overleve, og jeg har færre økonomiske problemer. De fleste kreative mennesker er dårlige til at være praktiske – det gælder vist alle, jeg kender – inklusiv mig selv. Alt det med Nem-ID og E-boks… Bare tanken giver mig angst.

Snakken faldt dog hurtigt tilbage på musikken, og især Lorenzos unge år: – Da jeg gik i 8.-9.klasse hang jeg ud med nogle fyre, der var et par år ældre end mig i Albertslund. I dag ser det lidt trøstesløst og kedeligt ud, men dengang var det bygget med de bedste intentioner, grønne områder, cykelstier alle vegne og den slags. Der voksede jeg op. Mine ældre venner begyndte på Rødovre Gymnasium midt i firserne og spillede i bands. Der kom jeg med i On Trial, hvor jeg spillede trommer. Det var hardcore punk, men vi faldt over nogle 60’er compilations med navnene Pebbles og Nuggets. Så begyndte jeg at lede efter gamle vinyler i pladebutikker. Det fik stor indflydelse på musikken, vi spillede. 60’er-musikken følte jeg var tættere på punkenergi end den var på hippiemusik. Det var up-tempo, ofte med tre akkorder, der hamrede derudad.

På trods af en stor fascination for trommerne begyndte Lorenzo at skrive sine egne sange. Det tog dog tid, før han selv turde spille dem. Han var trommeslageren, der skrev sange. Det var først i 90’erne, han fik tanken om, at han kunne synge dem bedre selv. Blandt de største musikalske inspirationer nævner han flere gange legenden Neil Young, men understreger, at hans musikalske løbebane altid har bevæget sig mest i undergrunden. Han nævner Nick Salomon fra britiske The Bevis Frond som en enorm inspiration, sammen med yndlingsbandet over dem alle, Dead Moon, der består af et amerikansk ægtepar, der i dag må være et sted mellem 70 og 75 år. Lorenzo oplevede Dead Moon første gang i 1992 foran 30 mennesker en onsdag aften på Loppen, og han blev med det samme imponeret over, at man kunne være så gammel og slidt og samtidig rykke så hårdt, som de gjorde.

Fra kærlighedssange til protest

Henrik Tuxen præsenterede Lorenzo Woodrose som en mand, der gerne vil synge om noget, der betyder noget. At han er en statementperson. ’’Hvad vil du gerne sige?’’ spurgte han prompte. Lorenzo forklarede, at han gennem sin karriere har skrevet utrolig mange kærlighedssange og føler, at han har udlevet den kreative side af sig selv.

Han uddybede: – Jeg må motivere mig selv til at fyre noget af, som retfærdiggør at blive ved. Jeg skriver om mennesker i en verden, der har alt, men i virkeligheden er vi en slags slaver. Vi skal på arbejde hver dag for at betale vores skattegæld og beholde vores sted at bo. Vi kæmper for frihed hele livet, som de fleste af os først opnår, når vi går på pension. Vi ejer ikke det, vi bor i. Det er et slaveforhold. Mange går med følelsen af, at livet ikke er tilfredsstillende. Vi virker ikke lykkelige. Børn får piller for at gå i skole, og fremtiden ser ærlig talt ikke lys ud. Følelsen af at verden er på vej et forkert sted hen brænder i mig. Jeg ser en udvikling i dansk politik, jeg ikke forstår, og som bestemt ikke er hensigtsmæssig, og vi har så skidetravlt med at træde på dem, der ikke har så meget. Der sker en uniformering, hvor vi alle skal være som hinanden, og der hersker et socialt ideal. Et godt eksempel er gennem, hvad vi ejer. Jeg har selv en gammel Nokia til 100 kroner, og folk griner, når de ser den. Der er sket en ’’skærmificering’’, hvor vi ikke ser eller mærker hinanden. Det har jeg forsøgt at sætte ord på i mine sange.

Angsten som drivkraft

Lorenzo føler sig ikke mere fri på grund af sin succes: – Mit liv er baseret på angst. Det er sådan, mine indre psykologiske mekanismer fungerer. Vi udgav en plade i september og har spillet koncerter hver weekend, og henover weekenden bliver man hæsere og hæsere. Søndag er stemmen helt væk, mandag kommer den langsomt tilbage. Tirsdag kan man endelig mærke sig selv lidt igen. Sådan er det året rundt. Om vinteren er jeg helt på røven og prøver at lave ny musik, så jeg kan spille koncerter over sommeren og tjene penge til at overleve. Det er en angstfuld tilværelse. Det er svært at være kreativ med så mange problemer, også selvom jeg har tjent flere penge de sidste tre år, end jeg har de sidste 10 år tilsammen. Angsten går ikke væk, den er en stor del af cyklussen, og er måske blevet en drivkraft. Jeg tænker af og til ’’fuck det her, hvor er der en exit door?’’ nu hvor der er en masse mennesker, der vil høre, hvad jeg har at sige, og det er meget angstprovokerende.

Aftenens første sang blev ’’Den Gennemsigtige Mand’’, som oprindeligt er udgivet af 70’er-gruppen Hyldemor og er at finde på Spids Nøgenhats seneste udspil.  Lorenzo forsikrede, at det nok var et nummer, han aldrig nogensinde ville blive træt af at spille. Sangen er bygget op som en lang fortælling over skelsættende begivenheder i verdenshistorien og stiller spørgsmålstegn ved, hvad der er godt og ondt, og påpeger den dobbelthed, der findes i os alle. Nummeret beskriver den tendens, vi har til at dømme andre og os selv, hvilket må siges at have stor relevans netop nu. Lorenzo sang med inderlighed: ”Så går jeg op til min psykiater/hvis han får stakater/kan han sige mig om jeg er skizofren eller paranoid/ han lægger sine fingre på mine lår/og siger gamle ven/ De er helt normal, sådan som sagerne står.”

’’Du er nødt til at fyre dig selv af’’

En vigtig karakter i Lorenzo Woodroses musikalske univers og en central birolle i Born To Lose er Lorenzos nære ven og lydmand Ralph Rjeily, der døde af kræft i 2012, blot 40 år gammel. Han var en uundværlig drivkraft bag Spids Nøgenhats gendannelse, og var den der overbeviste Lorenzo om, at han ’’blev nødt til at stille sig  frem og bare fyre sig selv af’’. Lorenzo fortæller, at det ikke kom naturligt for ham at være midtpunkt: Min personlighed er mere at sidde i hjørnet og se på festen udefra, men Ralph overbeviste mig om at det var det jeg måtte gøre for at få min musik igennem. Det har givet andre komplikationer, men bragt mig et sted hen.

Spids Nøgenhat udsendte i 2001 sit første album, efter at have haft sangene klar i nogle år. Ikke mange bemærkede det. Ralphs død satte skub i gendannelsen. Han var lydmand ved bandets comeback-koncert på Roskilde Festival 2011, og bandets andet og seneste album blev til i hans minde. Ralph blev Lorenzos bedste ven, det var ham der gav ham et kærligt spark i røven og motiverede ham til at blive ved. Ralph havde Lorenzos fulde tillid og havde altid ret. Når Ralph sagde at noget var godt, så var det sandt.

Taberromantik

Lorenzo Woodrose og Spids Nøgenhat kunne ikke have forudset den succes, de pludselig fik. For Lorenzo var følelsen af succes uvant: – Pludselig vinder vi priser og alting. Vi er ikke vant til en livsstil på røde løbere og gå rundt og føle sig som en succes. Vi er alle oppe i årene i Spids Nøgenhat og har en følelse af måske at stå på sidelinjen og sige ’’fuck det’’ til alle. Vi skal forholde os til, at vi pludselig er inde i varmen pludselig. Det er et dilemma mellem at være ’’born to lose’’ og ikke gide at være mainstream, til stadig at synes, det er fedt at spille udsolgte spillesteder og hitte. Jeg har et grundprincip om, at: ’’Jo flere der kan lide musikken, jo dårligere er den.’’

– Vi er alle tabere og appellerer til dem, der også føler, de er: De, der føler, at de populære er nogle suckers. Det er en slags taberromantik, meget som min opvækst og tilgang til livet også har været præget af. Det er også afspejlet i min livsstil. Jeg har aldrig drømt om fast arbejde og mange penge, men mere små behov som at ryge en smøg. Livet i musikbranchen fastholder dig i en naiv position, man bliver på en måde holdt i barndommen.

Den store mand med det vilde, mørke hår og lange hvide skæg har altid været på tværs og levet sit liv efter andre prioriteter end normen. Han er mentalt 25 år gammel og har altid været det. Meget tidligt valgte han sine prioriteter: – Jeg vil føle mig fri og gøre det jeg har lyst til, ikke skylde nogen noget eller føle, jeg sidder fast. Nu sidder jeg som 45-årig og kan godt tænke, at det ville være dejligt at have fast indkomst, men jeg ved, det er for sent. Det giver vel en anden sikkerhed at arbejde for en fast løn, og det må være rart med færre bekymringer i sit liv.

– Jeg er ikke glad, når jeg går i seng, men fuld af bekymringer. Jeg er ingen sprudlende type, medmindre jeg sidder på en bar klokken tre om natten.

’’Der er valg i USA i aften. Det er et valg mellem en klovn og en løgner, vi har resigneret.’’

Aftenens anden sang var et cover af en af Røde Mors protestsange, der passende indrammer den angst, Lorenzo Woodrose er drevet af. Det er ikke kun sin egen økonomi og kunstneriske virkes relevans, han bekymrer sig om, men i højere grad verden omkring ham. Samtalen tager en politisk drejning, og Lorenzo deler sine erfaringer om at udtrykke sig kunstnerisk og politisk på samme tid. Hver dag forsøger han at skrive musik, det er en evig overenskomst med sig selv om, hvad der er godt eller dårligt.

Lorenzo Woodroses syn på samfundets opstillinger af godt og dårligt indrammes passende i en spøjs anekdote om hans forhold til euforiserende planter, som begge hans bands er opkaldt efter: – Da jeg var 16-17 år, finder jeg en bog på Albertslund Bibliotek af Sten Larris. Den handler om, hvordan man kan søge efter euforiserende planter i naturen. Den var meget brugbar med klare instruktioner om dosis og tilberedning. I 20’erne begyndte jeg at eksperimentere med svampe og syre. Min ven og jeg fandt tre store røde fluesvampe og kogte dem ind efter alle instruktioner. Alle siger, man bliver syg af at spise rød fluesvamp, men man begynder bare at grine helt vildt af det. Kun 1% af danske svampe er dødelige, og den eneste, der er forbudt at indtage, er Spids Nøgenhat. Gennem hele vores liv får vi at vide fra alle, at røde fluesvampe er farlige. Det er egentlig mærkeligt, at alt det sjove er forbudt og fremstillet som farligt. Hvordan hænger magthavernes agenda for os sammen med det? Jeg har taget en masse stoffer, og det eneste, jeg fortryder er nikotin, som endda er fuldt ud lovligt.

Med denne anekdote lakker aftenen mod enden. Lorenzo Woodrose er en sjælden fugl, der har valgt at leve sit liv udenfor de konventionelle rammer. Han har holdt fast i at gøre det, han har lyst til og det har i sidste ende givet pote, på trods af, at det har produceret en enorm dobbelthed og angst hele livet igennem. Det skæve liv er hårdt, men det har samtidig givet Lorenzo den anerkendelse, han så fuldt ud fortjener. – Det er forfriskende med en musiker der tør tage et standpunkt og sige sin mening og erkende den angst der følger med det at være i live, og det gør ham relevant for alle generationer. Om man er til syrerock eller ej, indfanger Lorenzo Woodrose essensen af de problemer vi står overfor i dag.

Spørgsmål fra publikum

Hvordan var det at lave filmen? Hvor længe tog det?

– Filmen blev instrueret af min gode ven Palle Demant. Han spurgte, om han måtte lave en lille film om mig. Jeg sagde ja fordi jeg godt kan lide Palle. Han var tillidsvækkende og troværdig og stor fan af min musik. Vi filmede i fire år, og Palle var som en skygge i mit liv. Der skete meget i de år. Ralf døde, Spids Nøgenhat genopstod. Han fulgte hele vores ’’rise’’. Tilfældigheder og virkeligheden ramte virkelig i den periode, han filmede i. Jeg er glad for det er overstået, men det er en god film, jeg kan stå inde for.

 

Næste GAFFA Sessions finder sted 5. december med Ida Gard. Læs mere her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA