x

Claus Hempler – Betydningsfulde nedslag og nye mangfoldige greb

Claus Hempler – Betydningsfulde nedslag og nye mangfoldige greb

Claus Hempler er aktuel med albummet "Return Of The Yes Man", der er det tredje i rækken efter en lang karriere som frontfigur i Fielfraz. GAFFA mødte den velklædte musiker med den forførende stemme til en snak om betydningsfulde begivenheder gennem et musikalsk virke, der strækker sig over mere end et kvart århundrede.


Centrale nedslagspunkter ifølge Claus Hempler:

Formgivende radiooplevelser:
– En af de tidligste oplevelser med musik stammer fra min intense lytning til et program på P3, der hed ”Pop Før” med blandt andre Hans Otto Bisgaard og Erik Kramshøj som værter. De spillede lytterønsker og især musik fra 1950’erne og 1960’erne. Det blev jeg fuldstændig indfanget af og optog stribevis af programmerne på kassettebånd. Jeg fandt ud af, at jeg havde en rigtig god hukommelse i forhold til sangstrukturer, guitarforløb og melodier. Det blev en direkte anledning til, at jeg fik lyst til at spille guitar. Det var i den forbindelse, at jeg for alvor oplevede, at musik betød noget særligt for mig, selvom det var sådan lidt sært og nørdet, at en dreng på syv-otte år sad og lyttede til gammel musik med en voksende rockhistorisk interesse. Selv i forbindelse med indspilningen af den nye plade Return Of The Yes Man kan jeg tage mig selv i at huske detaljer fra de mange timers ”Pop Før”-radiolytning. Det gjorde et stærk indtryk på mig og var med til at forme min musikalske horisont. I samme periode fik jeg i øvrigt min søsters aflagte akustiske guitar og begyndte at eksperimentere med de første greb.

Tidlig banddannelse:
– Jeg havde forholdsvis nemt ved skolearbejdet og havde derfor brug for nogle udfordringer. Det var i begyndelsen af 1980’erne. Jeg så frem til frikvarteret, hvor jeg sammen med nogle venner listede ned i skolens musiklokale. Det blev starten til bandet Fielfraz. Vi fortsatte sammen op gennem gymnasiet og fik en pladekontrakt med Århus-selskabet Genlyd i tiden omkring vores studentereksamen. Vi var sammen stort set hver dag, fra vi var 10 år til langt op i tyverne, så vi har virkelig påvirket hinandens liv – personligt såvel som musikalsk.

En komplet plade:
– Min bror Jesper Hempler, der er 11 år ældre end mig, købte plader, som jeg lyttede med på op gennem min barndom. En af de plader, som betyder allermest for mig, er Beatles-albummet Revolver fra 1966. Jeg var vel omkring otte år, da jeg stødte på den plade første gang. Det står for mig som et helt centralt værk, og i mine ører var 1960erne et helt exceptionelt musikalsk årti, hvor beat-musikken stadig var ung og uafprøvet. Der kan gå flere år imellem, at jeg lytter til Revolver, men hver gang jeg vender tilbage til den plade, så forekommer den mig endnu bedre, end jeg kan huske det. Det er ufatteligt, at der stadig er sådan en friskhed over et album, der adskillige år ældre end jeg selv. Revolver indeholder ekstremt gode sange og fantasifulde arrangementer og produktioner. Den er komplet i al sin mangfoldighed. Det er lidt samme filosofi, jeg tilstræber med mit nye udspil: en plade, der favner bredt og stritter, men åndeligt hænger sammen.

Opløsningen af Fielfraz:
– Det skabte selvfølgelig et tomrum, at Fielfraz blev opløst. Vi havde jo tilbragt meget tid sammen. Jeg tror, vi alle havde brug for, at der skulle ske noget nyt. Jeg havde i hvert fald brug for at starte forfra. Slick, der var det sidste album, vi lavede, var et stort tænkt album, men den plade blev aldrig helt, som jeg gerne ville have, den skulle være. Det var lidt en karrieredræber, tror jeg. Det var i hvert fald ikke den forløsning, som de to forrige plader havde lagt op til, og det eventyr, vi ligeledes arbejdede på at realisere med en lang række koncerter i England, blev heller ikke rigtigt til noget. Der var derfor en anledning til at blande kortene og starte på en frisk. Jeg var i hvert fald inspirationsmæssigt løbet lidt ind i en mur på det tidspunkt. Vi rundede desuden alle de 30 år på det tidspunkt. Det blev i stigende grad svært at sige ”vi” frem for ”jeg”, for vi havde selvfølgelig også udviklet os meget individuelt.

Frigørende jazz:
– Jeg havde ingen udøvelsesmæssige forudsætninger for at kaste mig over jazzmusikken. Men der var noget frigørende for mig personligt i forhold til at kaste mig over det projekt, som blev realiseret over et par dage i Thomas Blachmans dagligstue tilbage i slutningen af 1990’erne. Det stod i skarp kontrast til den omstændighed, der efterhånden var forbundet med de voksende, men delvist uforløste ambitioner, som herskede i Fielfraz-regi. ManRec-udgivelsen var renset for branchemæssige overvejelser. Det hele gik meget hurtigt. Vi gjorde det bare. ManRec-konceptet var muligvis meget kalkuleret, men filosofien rent kunstnerisk var meget enkel: Der skulle laves nogle hurtige og ikke-fortænkte plader. Og så måtte det briste eller bære. Det var meget inspirerende og forfriskende for mig, at tilblivelsen var så uspekuleret. Efter tyve år i en garage med elektriske guitarer var det befriende med et helt simpelt setup. I bakspejlet blev det måske blot til en parentes-udgivelse, men den var meget vigtig for mig på det tidspunkt. Det var en oplevelse, som bidrog til at genetablere den musikalske appetit, som jeg lidt havde manglet i de foregående år. Jeg åbnede en ny dør med en befriende løs håndbevægelse, som var med til at løsrive mig fra den musiktradition, der havde fyldt hele mit liv de foregående år.

Solistisk genopfindelse:
– Jeg startede med at påbegynde indspilningen af over 30 numre, uden at jeg havde et pladeselskab. Jeg skar ned i numrene og havde meget fokus på de enkelte sange; de, der nærmest kunne bære sig selv omkring et kærlighedstema. På den måde blev Hempler faktisk en meget stram plade. På det tidspunkt havde jeg nærmest opgivet en musikkarriere. Før denne plade følte jeg mig uinspireret rent musikalsk. Mit blik på mine egne idéer betød, at jeg skød alting ned, inden det fik lov at udvikle sig. Jeg tvivlede egentlig ikke på mit talent, men udviklede et usundt syn på det at lave musik. Mine forventninger om at skabe original musik følte jeg ikke, at jeg kunne leve op til – det var jo ikke på højde med Bob Dylan, tænkte jeg. Men det lykkedes for mig at lære at slappe mere af med musikken, og jeg begyndte at finde ro til at forfølge og raffinere idéerne. På den måde genopfandt jeg ligesom glæden ved at skrive sange igen. I samme periode blev jeg desuden inviteret til at optræde til nogle forskellige arrangementer. Bare mig og en guitar. Jeg spillede blandt andet support for Suede tre aftener i træk på Vega i København. Det var meget inspirerende at optræde på den måde, og jeg oplevede, at mine sange kunne bære deres egen simplicitet. Jeg begyndte efterfølgende at kunne se mig selv lave en plade igen. Det var en angstfremkaldende periode op til færdiggørelsen og udgivelsen af Hempler i 2004, men det viste sig at blive et vendepunkt for mig.

Return Of The Yes Man:
– Den nye plade udstikker flere retninger og hænger egentlig mere sammen i ånd end genre. Jeg prøver at favne bredere og har bevidst haft lyst til at lave en ”usammenhængende” plade, fortæller Hempler om det kommende udspil fra hans hånd.
– Der er mange linjer tilbage til alle de ting, jeg har lavet i tidens løb. Det hele samler sig ligesom på den her plade: Klassisk 60’er-inspireret pop- og rockmusik, min flirt med jazz og bigband, og det simple og tekstforankrede singer-songwriter-greb fra min forrige plade. Det hele er nu under samme tag. Det er en mindre tænkt plade, og jeg har ikke tilstræbt at tilpasse sangene et særligt koncept. Sangene har fået lov at udvikle sig på deres egne præmisser, vurderer Hempler.

Hempler i korte træk
Claus Hempler er født i 1970 i Odense-forstaden Højby. Barndomshjemmet, som han delte med sin bror og søster, var ikke præget af musik, og i første omgang var Claus Hempler – ligesom sine jævnaldrende – primært optaget af fodbold. I følge rygter var han faktisk temmelig talentfuld med en bold.
Hans autodidakte musikløbebane startede i slutningen af 1970’erne og konkretiserede sig forholdsvis hurtigt i banddannelse med nogle skolekammerater, som havde fået lov at låne nøglen til skolens musiklokale. Dette band, der til at begynde med havde en gennemsnitsalder på bare 10 år, skulle i mange år blive et identitetsbærende element i Claus Hemplers liv. Bandet fik med tiden navnet Fielfraz og nåede at udgive tre album før opløsningen omkring årtusindskiftet. Efter en flirt med både jazz og bigband genopfandt Claus Hempler sig selv som solist med det lavmælte crooner-album Hempler, der til stor anmelder-applaus udkom på Swan Lees pladeselskab GoGo Records i 2004. 24. september føjer Claus Hempler endnu en titel til diskografien i form af albummet Return Of The Yes Man.

Diskografi
Shine, Fielfraz, Genlyd / BMG, 1990
Electric Eel, Fielfraz, Genlyd / BMG, 1992
Slick, Fielfraz, Virgin Music, 1996
Charm School For Popsingers, Claus Hempler, ManRec, 1999
Hempler, Claus Hempler, GoGo Records / Playground Music, 2004
Return Of The Yes Man, Claus Hempler, Sony BMG, 2007

Desuden medvirker Claus Hempler på følgende dansksprogede Nikolaj Nørlund-udgivelsesprojekter:
"På Danske Læber – 16 Leonard Cohen-Sange I Danske Fortolkninger", Diverse kunstnere, Auditorium / A:larm Music, 2004
"Andersens Drømme", Diverse kunstnere, Auditorium / A:larm Music, 2005.

Claus Hemplers MySpace-side med turneplan


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA