x

Craig Gill 1971-2016: Læs GAFFAs store interview fra 2012 om 25-året for Madchester-scenens gennembrud

Craig Gill 1971-2016: Læs GAFFAs store interview fra 2012 om 25-året for Madchester-scenens gennembrud

Craig Gill, trommeslager i Manchester-gruppen Inspiral Carpets (Gill er nummer fire fra venstre på billedet), der havde stor succes i første halvdel af 90'erne, er død af pt. ukendte årsager, kun 44 år gammel. Vi mindes ham med dette interview, vi lavede med ham i 2012 for dengang at markere 25-året for den såkaldte Madchester-scenes gennembrud.

Det er i år 25 år siden, Madchester-æraen blev sat i gang. Happy Mondays udgav deres første album, der med nummeret 24-Hour Party People både musikalsk gav en forsmag på det genreoverskridende nybrud Madchester blev, men også skabte et slogan for det, der i perioden 1987-1990 gjorde Manchester til verdens musikalske centrum, og blev en af de store ungdomskulturelle revolutioner i nyere tid. GAFFA har været i Manchester for at blive klogere på Madchester-genren.

Craig Gill, trommeslager i Inspiral Carpets, står foran Free Trade Hall i det centrale Manchester. Lige bag den smukke og voldsomt restaurerede bygning skimtes den store Piccadilly Station, der siden midten af 1980erne har fungeret som byens store arena for koncerter og kongresser. Begge bygninger er eksempler på, hvordan den ellers nedslidte industriby er blevet omdannet, og begge indskriver sig som vigtige steder i musikbyen Manchesters historie. Gill sidder ikke bare bag trommerne i Inspiral Carpets, men står også bag Manchester Music Tours, og han viser engageret rundt til steder, der har haft betydning for musikken og musikerne.

De to bygninger, der er første sights på dagens guidede tur, er forbundne gennem musikhistorien. Free Trade Hall var stedet, hvor en Sex Pistols-koncert i sommeren 1976 satte gang i den musikalske revolution, der siden er benævnt post-punken, og som altså ligesom Madchester, havde sit udspring i Manchester. Denne koncerts historiske betydning er beskrevet i adskillige bøger og film. Stort set hele det lille publikum til koncerten blev senere ”noget ved musikken”. Der var folk fra det, der blev The Buzzcocks, Joy Divsion/New Order, The Smiths, The Fall, Simply Red (!), og ikke mindst var tv-værten Tony Wilson tilstede. Wilson blev ikke musiker, men til gengæld skabte han grundlaget for det kreative miljø, der opstod i kølvandet på koncerten. Wilson var både med til at starte Factory Records, som på mange måder kom til at definere ”indie”-begrebet og desuden med til at grundlægge The Hacienda, der blev et helt centralt mødested og stykke infrastruktur for de generationer af musikere fra Manchester, der fik så stor betydning for musikken og byen de kommende årtier.

I 1986 fik Tony Wilson den idé at arrangere The Festival Of The Tenth Summer for at markere 10-året for Sex Pistols koncerten i Free Trade Hall. Festivalen kulminerede i en koncert på Piccadilly Station med optrædener af de på det tidspunkt verdensberømte post-punk/indie bands fra byen (The Smiths, New Order, The Fall, Orchestral Manoeuvres in the Dark, Pete Shelley/Buzzcocks, Howard Devoto/Buzzcocks/Magazine, A Certain Ratio og mange flere). Og på samme måde som Sex Pistols-koncerten blev katalysator for post-punk generationen, så blev fejringen af begivenhedens 10års dag i 1986 det også for en ny bølge af bands og musik. Craig Gill fortæller:

– Det var en af de første koncerter, jeg var til, og det var sikkert lige så inspirerende for mig at overvære den, som det havde været for generationen før mig at overvære Sex Pistols-koncerten. Jeg stod og tænkte: ”Alle de mennesker fra Manchester deroppe på scenen, de er ligesom mig. Jeg må kunne gøre noget tilsvarende.” På det tidspunkt havde jeg selvfølgelig ingen anelse om, at jeg ville være tilbage i bygningen 4 år senere – i 1990 – og spille for 11.000 mennesker med mit eget band.

Madchester 87-90 –The Second Summer of Love

På det tidspunkt, i sommeren 1990, udgjorde Inspiral Carpets sammen med The Stone Roses og Happy Mondays, kernen i det, der på det tidspunkt havde fået betegnelsen Madchester og var eksploderet som globalt musikfænomen. De tre bands (samt en række andre associerede grupper) solgte på det tidspunkt hundredetusindvis af plader og turnerede over hele verden. The Hacienda i deres hjemmebase i Manchester var centrum i universet og blev model for en ny klubkultur, drevet af musik og ecstasy.

– Der er ingen klar, officiel eller snæver definition af Madchester. Madchester-Rave On var titlen på en Happy Mondays-EP fra 1989. Så begrebet blev knyttet til den gruppe af guitarbaserede bands fra byen, der brugte dansemusikken som inspiration, og hvor det psykedeliske, stofpåvirkede univers var centralt. I en lidt bredere forståelse er Madchester dog lige så meget acid house – den særlige afart af den elektroniske musik fra Chicago (house) og Detroit (techno), der blev skabt af bands som 808state og A Guy Called Gerald, og som byens stjerne-djs Mike Pickering, Graeme Park og Dave Haslam spillede på The Hacienda.

Gill: – Alle fra musikmiljøet i Manchester i midt80’erne hørte dansemusik på spillesteder og klubber. Det var det eneste, der blev spillet på klubberne i Manchester, så det påvirkede os meget. Dengang blandede man ikke dansemusik og indie. Det var simpelthen ikke tilladt at blande, men det var det, vi gjorde. Det var en revolution, ligesom da Bob Dylan skiftede fra akustisk til elektrisk guitar.

Musikkulturelt beskriver Madchester dermed en markant bevægelse væk fra den lidt sammenbidte og elitære kultur, der prægede indiemusikken, og hvor linjen ”Burn down the disco, Hang the blessed DJ, Because the music that they constantly play, it says nothing to me about my life” fra The Smiths-sangen Panic! meget godt havde opsummeret holdningen til diskoteker, klubber og dansemusik, hvis man var en del af post-punk/indie kulturen. Men pludselig blev en hel generation opmærksomme på, at netop djs sagde dem noget. Happy Mondays debutplade Squirrel and G-Man Twenty Four Hour Party People Plastic Face Carnt Smile (White Out) bliver ikke det store hit, kvaliteten og udtrykket er for svingende, men den viser netop, at noget af det vigtige for en ny generation er at have en meget bred pladesamling.

Gill: – Jeg kunne godt lide guitarbands, men de fleste af dem der kom frem i midten af 1980erne var lidt tyndbenede. Den mest interessante musik der var på det tidspunkt var The Beastie Boys og Public Enemy med al deres attitude og deres meget rytmisk orienterede lydunivers med tromme-samples og James Brown-ting lagt ind over. Den musik appellerede virkelig til mig. I Inspiral Carpets brugte vi den slags inspirationer sammen med Clint Boons orgel, og det skabte noget nyt. Vi var ikke bare et 60’er revival-band. Alle Madchester bandsene søgte inspiration i dansemusikken, men vi havde fra begyndelsen udviklet os uden at kende til hinanden, og det betød, at vi alle havde hver vores unikke sound.

Med Happy Mondays anden plade Bummed fra 1988 begynder der at ske noget. Pladen, der produceres af den legendariske Manchester/Factory-producer Martin Hannett, der også stod bag Joy Divisions lyd, bliver en del af det perfekte soundtrack til den fest- og stof-kultur, der er opstået omkring The Hacienda og de andre klubber i byen. Samtidig spiller Stone Roses og Inspiral Carpets for flere og flere mennesker. The Stone Roses med en række ”rave-koncerter” i forladte industribygninger, der er med til at skabe den oplevelse af noget særligt og nyt, der bliver drivkraften bag Madchester i slutningen af 1980’erne. Med The Stone Roses selvbetitlede debutalbum fra 1989, der siden er blevet betragtet som et af de største albums i den britisk musikhistorie, er der for alvor tale om en bølge. Inspiral Carpets udgiver albummet Life i 1990, der også når toppen af hitlisterne. Og med Happy Mondays tredje album Pills 'n' Thrills and Bellyaches er Madchester nu båret af en række solide albums med masser af internationale hits. I starten af 1990 spiller alle bands på Top of the Pops. Madchester et blevet et massekulturelt fænomen til den bedste sendetid.

En meget væsentlig ingrediens var dog ikke musikalsk, men kom i form af de små Ecstacy-piller, der i høj grad var med til at skabe en oplevelse af samhørighed mellem ellers fremmede på dansegulvene, men også glæde ved den grænseoverskridende musik. Der blev talt om The Second Summer Of Love, og referencerne til sluttressernes hippiebevægelse, der som bekendt også i høj grad baserede sig på masseudbredelsen af nye stoffer, var eksplicit. Ovenpå post-punkens grå-sorte univers, der havde været inspireret og påvirket af den markante bymæssige atmosfære i sluthalvfjerdsernes Manchester, hvor store dele af byen var præget af lukkede, beskidte gamle industribygninger, bombetomter eller næsten nybygget betonslum, kom der med Madchester pludselig farver på.

T-shirts med selvlysende tryk, kassebukser og pagehår var bare nogle af de mange forskellige ingredienser der beskrev kulturen. Happy Mondays havde en kraftig selvforståelse af sig selv som ’scallys’ – en særlig britisk livsform eller semi-bølle-taber-kultur, hvor mangel på almindelig dannelse og ambitioner om uddannelse og karriere, småkriminalitet og kærlighed til mærkevare sportstøj (Fred Perry, Fila, Adidas,..) er central.

Så Madchester bestod som alle andre væsentlige ungdomskulturer af en kombination af musik, et sted eller centrum, en tøjstil, en dansestil, en attitude, en måde at tale på og sikkert meget mere. Alt dette gjorde, at medierne kunne beskrive dette fænomen som ”et” og kunne sætte label på, til trods for de meget store forskelle mellem de forskellige bands.

Alle kendte alle

I 1990 var Madchesterkulturen så veldefineret mediemæssigt, at det var muligt ikke bare at eksportere den selv til de næstyderste hjørner af Danmark, men også kopiere den, hvilket blev gjort af pladeselskaber og nye bands (The Charlatans, Northside, Paris Angels og mange flere). For hovedpersonerne selv var 1990 både et højdepunkt og begyndelsen på slutningen.

Foran den for længst lukkede Boardwalk club ser Gill tilbage på midtfirserne:

– Alle tror, at Madchester var noget der skete i 1990, men for mig var det mere i 1987. Vi skulle spille en koncert her, og mens vi lavede soundcheck kom fire fyre ind i lokalet og så på os. Vi blev lidt bekymrede, for de lignede en bande eller fodbold hooligans eller noget i den retning. Men da vi stoppede med at spille, klappede de. Det viste sig at være The Happy Mondays. De havde øvet i kælderen og kom op for at checke os ud. Det endte med, at de inviterede os til at opvarme for dem til deres næste koncert.

En af de væsentlige ting for miljøet var, at de steder, hvor bands øvede og spillede, lå tæt på hinanden, så de mødtes ofte. I midten af 1980’erne var musikmiljøet i Manchester så koncentreret, at alle stort set kendte alle kom de samme steder. Man kaldte det Village Manchester. Klubben The Hacienda var fra starten, af Wilson og hans Factory-venner, tænkt netop som et centrum, et lysende sted i det mørke forladte Manchester centrum. De første fem år var der halvtomt det meste af ugen og kun fyldt, når medejerne af klubben fra New Order gav koncerter. Men det fungerede som mødested, hvor folk kunne udveksle ideer. Et par hundrede meter fra The Hacienda lå The Boardwalk, hvor mange af de nye bands både øvede og spillede:

Gill viser os den flyer fra The Boardwalk, der annoncerede den første koncert, hvor Inspiral Carpets varmede op for Happy Mondays. 31. januar 1987. Entre 2£, 1,5£ for studerende og arbejdsløse.

– Det var i denne periode, at tingene begyndte at flaske sig for os. Efter mødet med Happy Mondays, opdagede vi The Stone Roses, fordi deres manager ejede et spillested og uddelte gratis billetter til deres koncerter. For mig var det den tid, der var Madchester. Det var den vigtigste periode, fordi der var sammenhold og kammeratskab mellem de forskellige bands. Det føltes som om, at denne periode i midten af 1980erne var virkelig vigtig for Manchester og byens senere udvikling. Vi spillede alle på det samme hold – det var os mod London!

Gill havde et særligt forhold til The Happy Mondays, særligt Bez og Shaun Ryder:

– Jeg kunne virkelig identificere mig med dem, fordi de ikke havde rockstjerne-attitude. Ofte, efter koncerterne, festede vi videre sammen. Jeg var den yngste – også i Inspiral Carpets, og de andre i mit band var ikke så meget til fester som Happy Mondays. Så Bez og Shaun tog sig lidt af mig. Jeg kan huske engang efter en koncert, hvor vi var til en fest hos Reni (trommeslager i Stone Roses, red.). Det var virkeligt fedt, og jeg kan huske, at jeg tænkte at de andre drenge fra skolen måske sad derhjemme og legede med deres modeljernbaner, eller var på vej tidligt i seng, og jeg festede med The Stone Roses og Happy Mondays. Det var fantastisk!

– Så 1987-88 var den utopiske tid. Det var før det med stofferne gik amok. Der var bare en virkelig god atmosfære. I 1990, da resten af verden havde opdaget det, var banderne godt i gang med at tage livet af det hele. Gennem dørvagterne tog de kontrollen med salg af stoffer på klubberne og spillestederne, og der var meget vold. Tony Wilson lukkede The Hacienda i en periode for at gøre sikkerhedsforanstaltningerne bedre, men det hjalp ikke. Så de kriminelle bander slog hele klub-scenen ihjel. Efter The Hacienda lukkede, flyttede de herover, og to år efter lukkede The Boardwalk, fortæller han mens vi står foran den lille messingplade på muren, der fortæller, at dette var et vigtigt site under Madchester.

Fra Madchester til Britpop

Det var nu ikke kun banderne og kriminaliteten der kvalte Madchester. Bandsene havde også svært ved at holde niveauet og publikuminteressen. Stone Roses fik, på grund af uafklarede kontraktforhold, ikke udgivet efterfølgeren til debutalbummet The Stone Roses før fem et halvt år senere. De spillede ikke live i fire et halvt år. Da de forsøgte at komme igen, var magien væk, og toget kørt. Ikke overraskende var det The Happy Mondays, der faldt sammen på den mest spektakulære måde. De brugte fire uger og nogle af Factory Records sidste penge på Bahamas, hvor de var sendt til for at indspille opfølgeren til Pills ’n’ Thrills and Bellyaches, fordi den heroin, som flere af medlemmerne var afhængige af ikke fandtes på øerne. De store mængder metadon, der var en del af håndbagagen, tabte de i lufthavnen, men til gengæld skaffede de sig en masse crack og fik stort set ikke lavet noget som helst. Da den ikke særligt interessante plade Yes Please! endelig blev udgivet i 1992, var festen for alvor forbi, både for Happy Mondays, Madchester og Factory Records, der gik konkurs kort tid efter.

Inspiral Carpets var det af bandsene, der blev mindst berømte, men til gengæld holdt til 1995. De toppede med Life-albummet fra 1990 men fortsatte med at lave gode singler. Men vigtigst i et historisk perspektiv, så spillede Inspiral Carpets indirekte en vigtig rolle som en form for overgangsled til ”the next big thing”, Brit-poppen, hvor endnu et Manchester band – Oasis – spillede en væsentlig rolle.

Gill fortæller om det direkte link mellem Inspiral Carpets og Oasis:

– Noel Gallager var musikfan. Han havde også fået en af de gratis billetter til en Stone Roses koncert, og det havde ændret hans liv. Han kom hen til mig en aften på The Hacienda og introducerede sig selv som fan af Inspiral Carpets. Vi begyndte at hænge ud sammen og gå til koncerter. Da vores oprindelige forsanger forlod bandet, og vi skulle finde en ny, kom han til audition, men vi valgte en anden – Tom Hingley – fordi hans stemme passede bedre til vores musik. Men vi kunne virkelig godt lide Noel, og vi tilbød, at han kunne arbejde for os. I starten havde vi ikke råd til at lønne ham, men det kom vi til, og han arbejdede fuld tid for os i fire år, og var med i alt: t-shirt-salg, møder med pladeselskabet, roadie. Alt det der hænger sammen med at køre et band som forretning. Det var en slags praktikplads, så da de fik startet Oasis, var han virkeligt godt klædt på. Noget af det, han havde lært af os, var, at det faktisk er et arbejde. Man skal øve, og man skal øve meget. De tvang han de andre til, og det betød, at de gik fra at være næsten ingenting til at blive virkeligt gode på få måneder.

Jeg ser Britpop som en mere kommerciel eller mainstream udgave af Madchester. Oasis var det første store band, der flyttede fra Manchester til London. De blev nødt til det. De var blevet for store til byen, og Britpop var en London-ting, med hele forbindelsen til det politiske magtskifte som Tony Blair stod bag med New Labour, Cool Brittania og alt det der. Vi havde syntes, at Madchester var stort, fordi vi var på forsiden af musikaviserne hver uge. Med Britpop var det lige pludselig de almindelige aviser og formiddagsbladene, musikerne var på forsiden af. Det var enormt. Men jeg tror ikke, det var sket uden Madchester, som havde åbent vejen. Før os var der ingen indie-bands på Top Of The Pops, og indie-bandsene havde deres egne hitlister. Det ændrede sig med Madchester.

Madchester rejser sig igen

Efter at have besøgt forskellige steder af betydning i Manchesters musik historie, og efter at Craig Gill forgæves har forsøgt at forevige den lille eksklusive kreds af musikturister i Smiths-positur foran Salford Lads Club, eller i Joy Division opstilling på Epping Foot Bridge som remakes af nogle af de allermest klassiske billeder fra byens musikhistorie, skal vi have noget frokost.

Vi tager på Gills anbefaling til West Didsbury-kvarteret og pubben The Woodstock, som i sig selv udgjorde et Madchester/Britpop udvekslingspunkt, fordi flere af musikerne her boede meget tæt på hinanden. Liam Gallager (Oasis) boede overfor Gill, Shaun Ryder rundt om hjørnet, The Verve på næste gade, Paul Heaton (The Beautiful South) lige overfor pubben. Kvarteret og pubben er egentlig ikke et af de sites, Gill normal viser frem, men det er tydeligt, at stedet er meget betydningsfuldt for ham, når han fortæller om aftenerne, hvor han sammen med de andre lokale helte sad og hyggede sig ved bordene udenfor pubben. Glory Days. I dag er der hverken rockstjerne-træf eller varmt nok til at sidde udenfor, så vi går ind, hvor en del af pubben er overtaget af en mødregruppe. Denne hårdtslående påmindelse om hverdagen efter sex, drugs og rock’n’roll giver anledning til at tale om det liv, der kom, efter projektørerne er slukkede. Inspiral Carpets havde ikke noget dramatisk sammenbrud. Men pladeselskabet fornyede ikke deres pladekontrakt, efter den udløb i 1995, og så var der på mange måder ikke nogen grund til at fortsætte. Gill begyndte som DJ.

Inspiral Carpets fik i årene efter bruddet en række tilbud om turneer og koncerter, men der var altid et af bandets medlemmer, det ikke passede for. Udover børn og familie så bliver de jobs, der betaler regningerne, når pladeselskaberne ikke længere udskriver månedlige lønchecks, nødt til at komme i første række. De begyndte at spille igen i 2003, men har først nu indspillet nyt materiale, efter deres oprindelige forsanger Stephen Holt har taget mikrofonen igen og givet ny energi i bandet. I maj skal de på en større tur rundt i England som support for Happy Mondays, præcis som for 25 år siden på the Boardwalk. The Happy Mondays har været gendannet et par gange i forskellige formationer, og udgav albummet Uncle Dysfunktional i 2007. Men også de er tilbage i stærkeste opstilling fra Madchesterperioden. The Stone Roses annoncerede deres gendannelse i efteråret 2011 i første omgang med tre store koncerter hjemme i Manchester. Nu er billetterne ikke længere gratis. De 220.000 billetter til de tre koncerter blev udsolgt på lidt over en time og indbragte omkring 100 millioner kroner. Senere er det annonceret at gruppen tager på verdensturne, og den bringer dem til Aarhus og Northside Festivalen i juni, allerede inden den store genforeningsfest i Manchester.

2012 tegner til at blive det store Madchester-år. Men hvad er forskellen til dengang, og er der stadig en særlig Madchester-ånd og en fælles forståelse imellem bandsene?

– Det kammeratskab, der var mellem bandsene i 1987-88, hvor vi alle var i Manchester, forsvandt, da vi fik succes og rejste jorden rundt. Vi var kun i kontakt med hinanden gennem medierne, og de prøvede hele tiden at gøre det til en slags konkurrence. Så i de tidlige 1990’ere havde vi alle sammen fået enormt store egoer. Men nu er kammeratskabet mellem os fantastisk – det har faktisk ikke været bedre. Vi taler sammen hver aften igennem de sociale medier, diskuterer koncerterne, hvilke numre vi synes, de andre skal spille og sådan noget. Det er fantastisk, at vi kan tale sammen udenom NME eller andre musikblade, også selv om vi ikke mødes hver aften på en klub længere. Og fansene kan følge os på Facebook og Twitter, og følge denne interaktion mellem bandsene, se billeder fra øvelokalet, stille spørgsmål direkte og så videre, så de har heller aldrig følt sig tættere på bandsene.

– Jeg tror, forskellen fra dengang til nu, er at vi dengang var meget optagede af at fremstå som kunstnere med vores eget unikke udtryk. Nu kan vi se tilbage på Madchester-æraen og se, at vi sammen var med til at skabe noget særligt. Noget, nogen mener, var en større kulturel bevægelse end punk. Og den slags sker ikke særligt tit. Tony Wilson har en stor del af æren, fordi han skabte The Hacienda og hele infrastrukturen omkring musikken i Manchester, som var nødvendig for, at vi kunne udvikle os. Så når vi nu ser tilbage, og ser på de bøger og den film (24 Hour Party People, red.), der er lavet om det, så er det svært ikke at tænke: ”Wow, tænk at vi har været med til det.” Og det tror jeg, vi alle er rigtigt stolte af!”, slutter Craig Gill.

 

The Hacienda

Factory Records havde fra begyndelsen i 1978 lejet sig ind i The Russel Club for at holde Factory Nights, hvor deres bands spillede. Efter Ian Curtis’ selvmord og Joy Divisions genopståen som New Order i 1980, ønskede bandets manager Rob Gretton og Tony Wilson at lave et sted, de kunne kontrollere, og som skabte den rette ramme, også æstetisk, omkring bandet. The Hacienda blev skabt som en vision om at lave et center i det forladte Manchester bycentrum. Visionen indebar, at det både skulle være en natklub, som dem der på det tidspunkt var populære i New York, men det skulle også være spillested, have digtoplæsninger, filmforevisninger og meget andet. Og der skulle være åbent hver aften, så det fungerede som et lokalt mødested. Ideen var radikal og mere et socialt eksperiment end et forretningskoncept. Arbejdsløse havde gratis adgang. Klubben åbnede i 1982 i en tidligere industribygning i en af byens mørke og forladte dele, og blev med dens industrielle æstetik en slags idealmodel for hippe klubber til langt op i 1990’erne. Selv om der var tomt det meste af tiden, og klubben kun blev holdt i live af pengene fra New Orders pladesalg og koncerter, viste ideen sig at holde. Med Madchester og rave-kulturen blev klubben i slutningen af 1980’erne pludselig det absolutte centrum for en hel ny ungdomskultur. Nu var det djs, der var konger, og hver aften var fyldt til bristepunktet. The Hacienda lukkede i 1997, fordi der aldrig nogensinde var kommet ordentligt styr på økonomien. Bygningen blev revet ned i 2002 og erstattet af en trist lejlighedsbygning, der bærer navnet Hacienda Apartments, og på bagsiden er en tidslinje, der beskriver de vigtigste begivenheder i klubbens historie.

Manchester, Detroit og Chicago – industribyer og musikalske kraftcentre.

Musikhistorien er fyldt med eksempler på musikmiljøer – ”scenes” på engelsk – der er knyttet til særlige byer. En særlig gruppe af byer spiller en markant rolle. Det er de største industrimetropoler, der eksploderede i størrelse i 1800-tallet, og gik voldsomt ned med afindustrialiseringen og den begyndende globalisering i 1970’erne. Chicago, Detroit og Manchester er alle nordligt beliggende industribyer, der har haft ideelle betingelser for udviklingen af god musik: Først med de meget store arbejderbefolkninger, der boede tæt og under beskedne materielle kår, hvilket skabte et stort marked for underholdning og flugt fra hverdagen. Sidenhen med afindustrialiseringen, hvor byernes før så stolte centre udviklede sig til industrielle ”wastelands”, der både gav masser af æstetisk inspiration og masser af billige steder at øve og spille for de i øvrigt arbejdsløse unge mennesker uden andre fremtidsmuligheder der boede i dem. Udover endeløse lister af dygtige musikere og bands, har byerne givet os:

Chicago: Chicago-blues, Chicago-Jazz og Housemusikken

Detroit: Motown-soulen, Garagerock (både i version 1 (MC5, The Stooges) og version 2 (White Stripes))

Manchester: Northern Soul, Postpunk, Madchester

Manchester Music Tours

Manchester Music Tours, som drives af Craig Gill, laver ture enten til fods eller i bil til steder, der har haft stor betydning for byens musikhistorie. Der tilbydes fast en Joy Division tur, en The Smiths tur og en Oasis-tur, samt en generel tur i midtbyen, hvor mange Madchester sites vises frem. I forbindelse med The Stone Roses gendannelsen, er der lavet en Stone Roses tur her til sommer. Se mere på http://www.manchestermusictours.com/.

E

Stoffet Ecstasy var centralt i forhold til den opblomstring omkring musik og klubkulturen, som havde center i The Hacienda. Og Happy Mondays var centrum i det center. De sad i et bestemt hjørne, hvorfra stofferne og deres særlig form for ’scally’-coolnees strømmede ud over klubben, byen, og en del af verden i de år.

Ecstacy (MDMA) blev opfundet i 1914, og var lovligt i USA indtil 1985, hvor det blev brugt som en del af psykoterapeutisk behandling, fordi det virker ved at nedbryde mentale forsvarsbarrierer og skabe lyst til kommunikation. Brugerne bliver åbne og interesserede i andre og overvinder barrierer – også musikalske. Mange af musikerne tilskriver pillerne en del af æren for interessen for det der kendetegnede Madchester – overskridelsen af genregrænserne mellem guitarbaseret indie og dansemusik.

Som rusmiddel blev det først kendt i de tidlige 1980ere på yuppie-barer i Dallas-området. Dernæst kom det til bøssebarerne, og derfra blev det en del af rave-kulturen, hvor det var det dominerende stof. En af grundende til, at Hacienda lukkede, på trods af at klubben var fyldt til bristepunktet i årene op til og lige efter 1990, var, at der stort set ikke blev solgt noget i baren. Alle brugte Ecstacy og drak ellers vand.  I 1990'erne blev Ecstacy et af de fire mest anvendte ulovlige rusmidler, sammen med kokain, heroin og hash. Stoffet havde den uheldige virkning, at nogle simpelthen bare ikke kunne tåle det. Det første Ecstacy-dødsfald i England skete på The Hacienda i 1989, hvor en 16-årig pige døde efter at have indtaget sin første pille.

Madchester-stilen: Tøjet, frisurerne og dansen

Madchester var i høj grad også en stil, men en stil der er svær at beskrive fordi den – som musikken – var sammensat af flere forskellige elementer. Nogle af de vigtige var: Baggy-stilen, som var relateret til hele ”scally”-kulturen og bestod at uformelt løsthængende tøj, gerne mærkevaresportstøj. Madchester fik sit helt eget mærke; det lokale Joe Bloggs, som blev det man bar – i hvert fald hvis man var medløber. To vigtige referencer til Baggy-stilen fra populærkulturen var Shaggy-figuren fra Scooby Doo-tegneserierne, med hans afslappede, dovne attitude og det lidt for store tøj. En anden var Baldrick-figuren fra tv-serien Blackadder, der havde pagehår. Håret var i det hele taget vigtig. Ian Brown, forsanger i Stone Roses, var i alle de år, hvor gruppen eksisterede uden at bryde igennem, skaldet. De andre i bandet tryglede ham om at lade håret gro, og da han gjorde det i 1988 fik de en pladekontrakt. ”The longer my hair got, the bigger the band got.” (citeret i John Robb: The North Will Rise Again)

Men Madchester var også kassebukser og skjorter med psykedeliske mønstre, det var Inspiral Carpets berømte ”Cool As Fuck”-t-shirt med en skæv ko, og det var bøllehatte. Og så var det også en særlig måde at danse på, som nok skal ses og ikke læses. Happy Mondays videoer på YouTube er et godt sted at starte. 

Tidslinie

1980 Happy Mondays dannes

1982 The Hacienda åbner

1983 The Stone Roses dannes

1983 Inspiral Carpets dannes

1985 Stone Roses første “warehouse-gig”

1986 Festival of the Tenth Summer

1987 Happy Mondays: Squirrel and G-Man Twenty Four Hour Party People Plastic Face Carnt Smile (White Out)

1988 Happy Mondays: Bummed

1988 The Haciendas storhedstid indledes DJ-nights og acid-house musikken

1988 Happy Mondays: Madchester Rave On (ep)

1989 The Stone Roses: The Stone Roses

1990 Happy Mondays: Pills 'n' Thrills and Bellyaches

1990 Inspiral Carpets: Life

1991 Inspiral Carpets: The Beast Inside

1992 Happy Mondays: Yes Please

1992 Inspiral Carpets: Revenge of the Goldfish

1992 Factory Records går konkurs

1993 Happy Mondays går i opløsning

1994 The Stone Roses: Second Coming

1994 Inspiral Carpets: Devil Hopping

1995 The Inspiral Carpets går i opløsning

1996 The Stone Roses går i opløsning

1997 The Hacienda lukker


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA