x

GAFFA Sessions: Ida Gard fortalte om at varme op for Dylan og få inspiration fra svensk bestseller

GAFFA Sessions: Ida Gard fortalte om at varme op for Dylan og få inspiration fra svensk bestseller

Ida Gard gav et intimt indblik i, hvilken magi der kan opstå, når man krydser svenske romaner med musik

Sæsonens sidste GAFFA session blev afviklet mandag aften i selskab med Ida Gard og GAFFAs Henrik Tuxen. Kulturhuset KU.BE på Frederiksberg lagde rammerne for aftens GAFFA session, der kom til at handle om især Mikael Niemis roman Populærmusik fra Vittula, elge, manderoller og barndomsminder.

Den 30-årige danske sangerinde Ida Gard kommer oprindeligt fra Hadsund og vandt i 2008 P3’s Karrierekanonen. I 2011 udkom hendes debutalbum Knees, Feet & The Parts We Don’t Speak Of, som fik positive anmeldelser, og Ida Gard indspillede efterfølgende sit andet album Doors i New York. Det var med netop Doors, at Ida Gard især blev populær i Tyskland, som hun siden har turneret flittigt i. Ida Gards seneste udspil fik titlen Womb og udkom tilbage i februar i år, og det blev især dette album og dets særprægede tilblivelse, aftenens GAFFA-session kom til at handle om.

Noget andet, som Ida Gard også er særligt kendt for, er at have været opvarmning for Bob Dylan, da han spillede i Aarhus tilbage i 2014, en oplevelse hun fortalte nærmere om: – Ja, det var sådan, at Amfiscenen i Aarhus havde booket Bob Dylan. Bob Dylan vil kun spille i mørke, men var booket til klokken 20, og derfor måtte der findes en opvarmer i sidste øjeblik. Først var valget faldet på Allan Olsen, som Bob Dylan så afviste, da han ikke ville have en jævnaldrende mand som support, og det var så der, jeg blev spurgt. Jeg fik ikke selv lov til at møde Bob Dylan, men det var fantastisk at spille for 5500 mennesker, også selvom de ikke var kommet for at høre mig. GAFFAs Henrik Tuxen spurgte så kækt, om Ida Gard godt kan lide modstand, og til det svarede hun: – Det giver en drivkraft at have alle odds imod sig, og jeg er ikke god til, når tingene udelukkende går nemt og godt.

En ting, der dog er kommet nemt til Ida Gard er idéen til hendes seneste udspil Womb. Hun havde længe puslet med tanken om at lave noget anderledes end de to foregående album: – Jeg begyndte at arbejde ud fra dogmet ’’I is another’’, at jeg-personen i sangen er en anden end mig selv. Jeg tænkte, at det var blevet lidt ensidigt kun at skrive om mit eget liv – min egen navle er flot, men den er lille!
I en sommerferie læste Ida Gard så Mikael Niemis roman Populærmusik fra Vittula, der handler om drengen Matti og hans gode ven Niila, der vokser op i den lille nordsvenske flække Pajala i tresserne og halvfjerdserne. Den 15 år gamle bog valgte nærmest Ida Gard, og derfra begyndte arbejdet med at omsætte udvalgte passager af bogen til musik. For at kunne skrive teksterne var hun nødt til at sætte sig ind i hovedet på den pågældende karakter, som sangen skulle ’’synges’’ af.

Aftenens første sang blev Burning Blue Fire, der er skrevet ud fra en af de to drenge i bogens perspektiv. Sangen handler om venskab og det element af konkurrence, der ofte er blandt venner.

Musik og mennesker i udkantsområder

Som før nævnt foregår Populærmusik fra Vittula i byen Pajala, hvor der kun bor i omegnen af 2000 mennesker: – Jeg er ikke vokset op hverken i Sverige eller i 60’erne, men bogen minder mig om min egen barndom, og jeg har hørt fra flere fra mange andre lande, at de også bliver ført tilbage til deres barndom. Det er, som om bogen er universel i den forstand. Især rockmusikken har en fremtrædende rolle i bogen, og den kan jeg genkende fra min egen opvækst i Hadsund, og netop musik er måske ekstra vigtig i yderområderne, som Pajala må siges at være.

En karakter i Populærmusik fra Vittula, der især gjorde indtryk på Ida Gard, er Russer-Jussi, som en af sangene på Womb også er skrevet om. Den er bygget op som en duet, hvor Ida Gard synger sammen med The Blue Vans Steffen Westmark. Russer-Jussi er byens skøre, kønsforvirrede, shaman-agtige eksistens, der ud over sit mystiske virke også er pædofil. Drengene i bogen opsøger ham, da Niilas farmor begynder at spøge.

Russer-Jussi er kun en del af de mange problemer, der lurer lige under romanens humoristiske og udglattende overflade. Lige under den er alt det, der gør rigtig ondt, og det er netop de aspekter af bogen, der tiltalte Ida Gard: – Alt det lige neden under overfladen tiltalte mig meget mere. Der er meget i den bog, der gør meget ondt, og det er bevist, at der er mindre humor på den her plade end de foregående. Jeg havde lyst til ikke at være sjov, og at skrive gennem bogen gav mig frihed til at lægge det sjove fra mig.

Efter introduktionen til Russer-Jussi blev hans duet spillet live, dog uden Steffen Westmarks del som den maskuline side af Russer-Jussi. Sangen gav et nært og sørgmodigt indblik i en skør sjæls sind, og det er imponerende, hvordan Ida Gard har formået at tage bogens karakterer, sætte sig i deres sted og samtidig gøre deres følelser og oplevelser til sine ’’egne’’.

Mikael Niemi på bas

Selvfølgelig måtte Ida Gard besøge byen, som hele Womb handler om. Længe så det ikke ud til, at forfatteren Mikael Niemi, der i øvrigt stadig er bosat i Pajala, var interesseret i hendes projekt: – Jeg fandt først et nummer til Mikael Niemi, som jeg så ringede til. Den gik på telefonsvarer, som oplyste mig en mail. Den skrev jeg så på, og spurgte ham først, om han ville synge med på en af sangene, så om han måske havde lyst til at spille bas… Men ja, jeg fik intet svar.
Det var først ved et heldigt tilfælde, at Ida Gard endelig kom i kontakt med Niemi: – Min booker ser det her svenske band, The Magnets, i Stockholm. Det viser sig, at de er fra Pajala. Vi får arrangeret, at de skal spille support for mig på min tour, der også kommer forbi Pajala. The Magnets anbefaler mig at spille på byens café, Café Nova, hvor der måske er plads til 30 mennesker. Forud for min koncert sender jeg to kopier af Womb afsted til Café Novas ejer, hvoraf den ene er til Mikael Niemi. Endelig hører han min plade og tager selv kontakt til mig.

Da Ida Gard ankom til Pajala, blev hun vist rundt i byen af Mikael Niemi selv, og efterfølgende kørte de ud i den omkringliggende skov og skød til måls med rifler: ––­ Det føltes som om projektet var fuldendt der, men det var det langt fra. Efterfølgende gav jeg koncert på Café Nova og et andet lokalt ’’spillested’’, der egentlig var en thai-restaurant. Folk fik en del at drikke, og da de blev lidt for fulde, foreslog Mikael Niemi, at vi kørte ud og så på elge i skoven i stedet. Vi så ingen, men snakkede og fandt ud af, at vi havde nærmest alt tilfælles. Så gav det pludselig mening, hvorfor jeg netop havde følt mig så tiltrukket af Populærmusik i Vittula; det var meningen jeg skulle møde forfatteren bag. Dagen efter blev jeg inviteret på middag hos ham, og her opdagede jeg, hvor taknemmelig han faktisk var. Vi fik elg og alle egnsretterne, og midt i det hev han en harmonika frem og begyndte at spille og synge. Bagefter fik jeg stukket harmonikaen i hånden og blev bedt om at spille, hvorefter Mikael begyndte at spille bas. Så jammede vi ellers bare der i hans hus. Vi (Ida Gard og dem hun var afsted med, red.) blev virkelig revet rundt.

Manderollen og dens friheder

Ida Gard antager mange personaer på Womb, og mange af dem er af hankøn. Det er mere eller mindre bevidst, at Ida Gard netop følte sig draget af at forsøge at skabe sange ud fra et mandligt synspunkt: – Jeg så dette album som et frirum, hvor jeg kunne kaste mig ud i nye ting. Her ville jeg gerne udtrykke mig som en mand. Piger er ofte opdraget til at være mere dygtige og korrekte, mens drenge er opdraget til at være vilde. Jeg kunne sagtens have sunget sangene pænere, men at træde ind i en mandlig persona gjorde det muligt for mig af afvige fra dette. Der er en anden frihed som mand. Som pige følger man tit alle regler og gør alt for at blive dygtig, for blot at blive kaldt ting som eksempelvis det negativt ladede udtryk ’’12-talspige’’. Man lærer ikke at være original og turde skille sig ud og tage chancer, men bliver alligevel straffet for ikke at gøre det og følge, hvad man har fået fortalt er det bedste.

GAFFAs Henrik Tuxen kom derefter ind på forskel mellem kønnene, om hvorvidt den klassiske manderolle ikke er under afvikling, og om kvinderne efterhånden ikke overhaler mænd, hvortil Ida Gard kommer med et eksempel fra musikkens verden: – Jeg har en teori om, at musikere nærmer sig midten alle sammen. Her er alle powermænd- og kvinder, der tør at være følsomme. Som musiker forsøger man at sætte ord på det at være menneske, og for at gøre det, skal man ikke være kønnet.

Bananskræller og fremtidsplaner

Aftenen blev rundet af med en anekdote, der har inspireret en af Ida Gards helt nye sange, som publikum også fik fornøjelsen af til denne GAFFA session: – Da jeg voksede op, var jeg nabo til en, der havde ansvar for at omdele Hadsund folkeblad. Hun var en meget speciel type, som ikke kunne lide børn og tilmed gik i voksenflyverdragt. Min veninde og jeg går og spiser bananer og smider vores bananskræller på asfalten, og med det samme flyver min nabos vinduer op, og hun skriger, at vi skal samle vores bananskræller op. Med en følelse af at være blevet angrebet samler vi bananskrællerne op, men det har jeg egentlig fortrudt lige siden, så derfor har jeg skrevet en sang om at smide bananskræller, hvor man har lyst.

Sangen om bananskræller er måske at finde på Ida Gards kommende album, som hun forventer at arbejde på i 2017, og derudover vil det nye år også byde på turnéer i Schweiz og Tyskland – og hvem ved, måske Pajala igen?

Aftenens GAFFA-session tegnede et portræt af Ida Gard som en utrolig opfindsom, nærværende og modig sangskriver, der har formået at tage en svensk kultklassikker og givet den et helt nyt liv gennem sine sange. Det blev også klart, at det er underordnet, om man kender til Populærmusik i Vittula, for musikken står også fint alene. Det kræver noget helt særligt at gendigte en andens karakterer så intelligent og naturligt, som Gard formår, og forhåbentlig bliver Womb startskuddet til den unge sangerindes helt store gennembrud herhjemme.

Spørgsmål fra publikum

Du har før spillet med bandet hundevenner – er det lagt endegyldigt i graven?

– Ja, det er det. Det var et hjertebarn med meget humor, der også senere har sneget sig ind i min egen musik, og vi har da også forsøgt at finde sammen, men det er bare aldrig lykkedes os. Vi har ellers 10 års afskedsjubilæum inden længe, men tiden er vist løbet fra os.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA