x

Salems turnédagbog fra London kapitel 2

Salems turnédagbog fra London kapitel 2

Mandag

Radioshowet
I dag skal vi optræde live på Radio Bonanza, og det er en meget vigtig dag for os. Vi skal møde radioværten Martyn Myers, der er hovedarkitekten bag touren. Vi skal optræde live på hans show og ved ikke rigtigt, hvad der venter os. Der bør være noget anlæg (trommesæt, bl.a.), og så skal vi formentlig spille nogle numre og tale om vores musik. Martyn er halvt inder og dedikeret til countrymusik, ikke mindst den eksperimenterende del af genren, og vi ved, at han især er vild med vores danske udgivelse ”Nord1” fra 2006.

18.30.
Martyn har sat os stævne på radioen, men er endnu ikke selv dukket op. Vi bliver modtaget af en ung, bleg tekniker, der virker en lille smule konfus. Radioshowet er netop flyttet over til nogle nye lokaler, og det er første gang, de skal have et liveband i disse lokaler. Inde i studiet sidder to mennesker, der er i gang med at afvikle det show, der kører, indtil vi skal på kl. 20.00. Det er en ældre herre og en kvinde i slutningen af 30’erne, og da jeg passerer døren ind til studiet, synes jeg, jeg hører nogle hval-lyde. Vi er blevet installeret på 1. sal, hvor vores trommeslager Søren Wikke bliver sat til at grave et trommesæt frem fra et lagerrum. Det er tydeligt, at der er flere genstande, der ligner noget, der godt kan stamme fra et trommesæt, men i starten ser Søren godt nok skeptisk ud. Heldigvis dukker der efterhånden et helt sæt frem, skrøbeligt, rustent, gammelt, frønnet, men ikke desto mindre et sæt. Med lidt gaffatape skal det nok køre.

Nu er jeg sikker på, at det er hval-lyde, jeg hører fra studiet nedenunder. Og der er også noget andet. Kvinden synes at lave nogle lyse messende lyde, der blander sig med hval-lydene. Hmm. Vi er lidt spændte på, hvad der venter os…

Så dukker Martyn op. Han er venlig, rolig, og det fremgår, at Bonanza blot deler frekvens med hvalfolket, ikke koncept. Straks mere rolige bliver vi enige om at gå over og få en pint på den lokale pub, mens Martyns tekniker Faizal gør klar til liveoptagelse.

19.50.
Vi er nu 10 minutter fra ”show-time”, og alt er febrilsk og hektisk. Faizal og den unge blege tekniker, der tog imod os, løber rundt i studiet, eller rettere, forsøger at løbe rundt, hvilket er svært, da der i forvejen ikke er meget plads i et lokale, der nu også rummer vores instrumenter, 5 musikere, vores kameramand og Martyn. Der bliver båret forskellige små pulte rundt og stillet stativer op her og der. Den ene tekniker ligger på maven nede under trommesættet for at nå nogle stik i væggen, hvor der skal skiftes et kabel. Faizal sveder og er ikke til at komme i kontakt med. ”Hvor skal jeg tale, og hvor skal jeg synge?” Ingenting, kun en tyngende stemning af panik. Gad vide, hvordan det her ender…

21.30.
Vi er nu færdige med showet og står og lytter til en båndet udgave af udsendelsen. Med en fantom-agtig indsats lykkedes det Faizal og hans blege hjælper at få hul igennem. Interview-delen går fint uden de store dikkedarer. Vi taler lidt om Salem, gør reklame for de kommende dages livekoncerter, taler lidt om Joe Meek, og så er tiden gået. Live-delen viser sig at gå ret fantastisk, men det er først noget, vi ved bagefter, for selve koncerten foregår for mit eget vedkommende i blinde rent lydmæssigt. Faktisk bliver mine monitorforhold bedre, når jeg tager hørebøfferne af, og det er ret angstprovokerende. Men heldigvis viser det sig, at teknikerne godt var klar over, hvad de lavede. Man kan høre alt, vokalen står klart, og en masterkompressor pynter på helheden. Pyha! Det var dejligt, og forhåbentlig var der nogle i den anden ende af æteren, der havde tændt for apparaterne og kunne lide, hvad de hørte. I den forstand var denne oplevelse ikke så anderledes fra MySpace-tilstanden, hvor man også sender ud i et udefineret rum og håber at nå et publikum.

Vi aftaler at gå ud at spise sammen med Martyn. Alle undtagen vores kameramand Anders, der fortæller os, at han skal ud og møde en gammel ven, som engang har sendt ham et postkort, hvorpå der stod ”jeg tænker på dig i badet”. Anders (der her i England har taget kunstnernavnet Gus Bottom) forsikrer, at de blot er gamle venner. Fordomsfri, som vi er, ønsker vi ham held og lykke. Der er dog tydeligt bekymrede miner at spore. En lille dansk dreng alene i den Londonske nat – ikke nogen betryggende tanke.

02.30
Gus Bottom er ikke kommet hjem endnu…

Salems hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA