x

Salems turnédagbog fra London kapitel 3

Salems turnédagbog fra London kapitel 3

Tirsdag d. 16. oktober

12.00.
I dag skal vi spille på The Mucky Pub, og da vi først skal være der kl. 18.00, beslutter vi os for at tage ud og se på byen. Det er slående, hvordan man i London har fjernet næsten alle offentlige skraldespande i forbindelse med frygten for terror. Resultatet er, at man risikerer at gå rundt med et stykke fedtet papir i hånden i timevis, med mindre man altså er typen, der diskret smider det på gaden, når man tror, ingen kigger. Selvom der ikke er nogen skraldespande, er der naturligvis stadig meget skrald, og det ligger nu på fortovene foran husene i poser, sække og papkasser. Man skulle tro, at det var nemt nok at snige en bombe ind i disse bunker af affald, hvis altså det var det, man ville.

Vi finder Malcolm McLarens gamle tøjbutik Sex, hvor drengene fra Sex Pistols slog deres folder. Der er stadig masser af tøj fra Vivienne Westwood, men bag disken står to vrangvillige japansk udseende mennesker, der ikke er meget for, at vi filmer. I det hele taget virker de meget livstrætte, hvilket man sikkert også kan blive, hvis man flere gange dagligt overrendes af begejstrede mennesker, der vil fotograferes inde i ens butik.

17.00.
Vi ankommer til spillestedet i god tid, da vi godt er klar over, at det her bliver noget ud over det sædvanlige. Ejeren Kenny er selv tidligere musiker, og vi har mødt ham via Martyn Myers. Han er meget glad for vores musik, og det er fedt at se, at vores opsamlingsalbum ”The Rest of the West” sidder i jukeboksen. Selve stedet er en pub, men det er tydeligt at se, at den bevidst leger lidt med genren. Væggene er malet i en højrød okseblods-nuance, der signalerer mere berlinsk luderbar end ”ye old English pub”, hvilket vi har det fint med. På væggene hænger nogle sjove ting, heriblandt Kennys gamle bækkener fra dengang, han var trommeslager i et orkester der vistnok havde pladekontrakt. Der hænger også indrammede tegneserier med ”The Mighty Thor”, en eller anden langhåret vikingetype, der kæmper mod forskellige afskyelige monstre i et futuristisk univers. Der hænger desuden en eller anden pris, stedet har vundet for at være den mest dyrevenlige pub i London (?). Helt i tråd hermed løber en kåd hund rundt, der meget gerne vil slikke. Der hænger også en oppumpet Batman i krig med et monster, og jeg kommer til at tænke på en Batman-film, jeg så som barn (før man begik den fejl at gøre Michael Keaton til Batman). I denne udgave havde han en spraydåse til enhver lejlighed, herunder ”bat-anti-hajspray” – hvis man skulle være så uheldig at blive angrebet af en haj… Det var før, det blev politisk ukorrekt med freon-fisende spraydåser, og dengang, man gjorde et nummer ud af ikke at tage superhelte-genren seriøst. Jeg kan huske, at jeg var lidt skuffet som barn, men tænker samtidig, at jeg måske selv får brug for lidt af Batmans humor i aften.

Stedet er nemlig ikke særligt stort. Mildest talt. De har aldrig haft et 5-mands band før, og det forekommer en lille smule vanvittigt, at vi skal spille her. Anlægget ser foruroligende lille ud, og vores bassist Andreas, der ikke har nogen basforstærker og skal spille over sanganlægget, er bleg og har brug for lige at sidde lidt alene ved siden af, mens vi får hul igennem anlægget. ”Så må det blive, som det må blive” mumler han, og alle føler med ham.

Vores trommeslager er nødt til at sidde oven på poolbordet, for at vi kan være der og det udgør et fantastisk billede, men ser også lidt vakkelvornt ud, og der er ingen der har lyst til at blive halshugget af et faldende bækken. Med en del rykken frem og tilbage lykkes det at lave noget, der ligner en opstilling, og stedets anlæg, som består af to små aktive Mackie-højttalere, viser sig at være overraskende potente. Vi er nødt til at stemme trommesættet ned, da stedet selvfølgelig har masser af problemer med naboklager, men til sidst har vi faktisk noget, der minder om en okay lyd, og selv Andreas finder smilet frem igen.

21.00.
Vi har netop været ude at spise på en fremragende tyrkisk/cypriotisk restaurant og er tilbage på The Mucky Pub, hvor vores opvarmningsact (!) er i gang. En énmandshær med western-guitar, mundharpe med nakketræk og kunstnernavnet ”Goodtimes Goodtimes”. Han hedder i virkeligheden Frank og er italiener. Hmm… Han er faktisk slet ikke dårlig, om end han har en noget selvudslettende udstråling.

21.30.
”Goodtimes Goodtimes” er ved at være færdig, og stedet er ved at være fyldt op med mennesker der virker, som om de virkelig har glædet sig til at se os spille.

23.00.
Vi har netop spillet en supergod koncert. Det var meget intenst, og det var tydeligt, at flere i publikum kendte flere af vores numre. Så intenst, at vi alle lavede nogle småfejl, som vi ikke plejer at lave, men efter publikums ansigter at dømme har vi vist leveret varen. Stedet summer af den helt særlige stemning, som kun kan skabes med vellykket livemusik. Vi er lige nu ret glade for os selv,
og Kenny og hans partner Angus er på vej med forsyninger.

Salems hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA