x

Salems turnédagbog fra London kapitel 4

Salems turnédagbog fra London kapitel 4

I dag skal vi spille til et arrangement der hedder ”What’s Cooking”, og som arrangeres af en lokal musikforening i den nordøstlige del af London. Vi er opvarmning for en fyr, som hedder Andy White. Martyn Myers siger, at han havde et hit i 1980’erne, og vi vrider vore hjerner efter spor, men uden det store held. Selvom 80’erne for mange af os fremstår som lidt af en gru, er det klart, at der i det pastelfarvede årti skete langt mere, end hvad der kan rummes på PopFMs playlist. Om dette taler for eller imod Andy White, må vi finde ud af senere.

Stedet, hvor vi skal spille, hedder Leytonstones Ex-Servicemens Club og er en gammel forening for krigsveteraner, formodentlig lidt ligesom et medborgerhus. Klubben er bygget efter 2. verdenskrig med veteraner fra denne krig i tankerne, og vi er lidt spændte på, om der mon også bliver unge krigsveteraner at se, nu da England ligesom Danmark også er i krig.

1900
Vi er netop ankommet, og stedet overgår vores vildeste fantasi. Det ligner ganske rigtigt et medborgerhus, og man kan mærke, at det er et hus med traditioner. Der ligger en bar i stueniveau og stamklientellet, der godt kunne være født før 2. verdenskrig, tager hjerteligt imod os. Ligesom i Danmark må man ikke ryge indenfor mere, og stamholdet farter derfor frem og tilbage i pendulfart mellem Guinness og røg, fra baren til den lille parkeringsplads foran hovedindgangen. Gad vide om denne tvungne motion med tiden vil få dem til at kvitte røgen eller – såfremt de bliver ved med at ryge – måske vil give dem et par ekstra år at leve i? Der står en mandshøj fotostat af country-legenden Gene Autry uden foran baren med et skilt, hvor aftenens koncerter er annonceret, og det er meget klart, at vi står midt i et stykke velbevaret engelsk folkekultur. Oppe ad trappen til højre for Gene er selve det lokale, hvor vi skal spille, og vi bliver venligt modtaget af Steven, en mand omkring de 60, der også er aftenens arrangør. Han kører det, man i fagsprog kalder ”pork chop sideburns”, altså bakkenbarter, der ligner et par svinekoteletter, som er klasket op på kinderne, og man skal ikke være professor for at se, at country er hans et og alt. Selve rummet ligner noget taget ud af kultfilmen The Blues Brothers bortset måske fra scenen, der pyntet op med flere kunstige blomster, end jeg i mit liv har set. Bagtæppet er et absurd stort maleri af en mexicaner med guitar på ryggen ridende på en stejlende tyr, og hans fantastiske frisure står ikke tilbage i swung for 1980’ernes høje hår. Dog er vi langt fra 80’er-land og snarere lige midt i en homage til det amerikanske bidrag til den internationale musikscene – country, blues, rock’n’roll. Bortset fra et billede af en halvnøgen Rod Stewart med en kat i skødet er alle stjernerne på væggene amerikanske, og vi er lidt spændte på, hvad Salem vil sige disse folk. Bliver de sure over, hvad vi gør med deres musikskat, eller kan de forstå og påskønne, at nogen har brug for at arbejde videre under devisen, at intet er helligt?

19.55
Mr. Andy White (som jeg stadig ikke genkender fra nogle af de mange 80’er-idolplakater, der desværre står printet ind i min bevidsthed) er ved at være færdig med lydprøven, og han virker en lille smule utilfreds med anlægget. Tørt siger han noget til Steven om, at de mange blomster desværre ikke pynter på lyden, og scenen overlades til os til den korte lydprøve, der vist er en slags universel præmis for opvarmningsbands. Der er ingen grund til at blive frustreret. Det klarer Steven fint selv, da vi ydmygt hører om, hvorvidt anlægget har rumklang (meget vigtigt i Salem!). Han trykker og skruer, og vi får valget mellem en helt kort badeværelses rumklang (80’erne igen!) eller en alenlang rumklang, der ikke stopper, når man først har sat den i gang. Selv for os er dette lidt for meget, og vi ender med en knastør lyd – så får man også prøvet det.

Da vores bassist Andreas står helt skjult bag noget, der ligner en kæmpemæssig plastic-bregne, hører vi om, hvorvidt man muligvis kan flytte lidt på noget af dekorationen. Med et såret udtryk i øjnene siger Steven ”but that’s why people come here!” og vi spørger ikke mere, og går nedenunder for at nyde en øl, før vi skal på.

20.45
Der er ca. 20 minutter, til vi skal spille og jeg må med ærefrygt konstatere, at der er kommet endnu flere blomster på scenen, siden vi afsluttede lydprøven. Gad vide, om ham Steven har røget en ordentlig koger? Heldigvis er der også ved at komme publikum. Stedet er faktisk ved at være propfyldt, så noget tyder på, at Steven ved, hvad han laver. Englænderne, et folk besat af plasticblomster? Der er flere unge mennesker i publikum, og det er ikke let at se, om de skulle være vor generations engelske krigsveteraner eller måske blot Andy White-fans. Nogle af dem er dog helt sikkert kommet for at høre os. F.eks. hilser vi hjerteligt på Chris, den unge lydmand fra heavy metal-klubben i søndags. Han har julelys i øjnene, og jeg bliver helt rørt over, at har taget den lange vej på en skallet onsdag for at vise os frem for sin kæreste.

21.40
Vi har nu spillet vores korte opvarmningssæt, og det var en speciel oplevelse, som jeg er glad for, at vores kameramand Anders har dokumenteret. Vi må have lignet noget fra Alice i eventyrland – de 5 sortklædte syngende blomster... Publikum var dog meget positive – det ville jeg også være, hvis blomsterne begyndte at synge til mig. Jeg mærker dog, at der er en klar klangbund for vores teatralske univers og vores noget respektløse omgang med country-arvesølvet. Især da jeg introducerer nummeret ”I Love the Avenue”, der handler om en jaloux man der dræber sin kæreste. Jeg siger til publikum, at problemet med ham er, at han – når først han er kommet i gang med at dræbe – ikke kan stoppe igen. Og her kommer der en foruroligende voldsom bølge af rå mandslatter fra salen, som jeg troede, man kun fandt blandt kulminearbejdere. Mellem to af vores sange hører vores kameramand en pige sige begejstret til en anden ”this is the weirdest band I have ever seen”!

23.00
Vi er på vej hjem efter at have modtaget mange overvældende positive kommentarer og solgt en del albums. Selv Steven er oppe at ringe og vil have os tilbage snart igen som hovednavn. Jeg smiler og tænker på, at det faktisk er godt for verden, at der findes folk som ham, der brænder for at skabe gode oplevelser for andre. Og med dette udgangspunkt kan man vel lære at leve med den noget svulstige scenedekoration.

Salems hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA