x

Savage Rose fylder 50 år: Læs stort interview om hovedværket "Dødens Triumf"

Savage Rose fylder 50 år: Læs stort interview om hovedværket "Dødens Triumf"

I forbindelse med Savage Roses tre udsolgte 50 års jubilæumskoncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 19.-21. januar bringer vi her en artikel om et af deres absolutte hovedværker, albummet "Dødens Triumf" fra 1972. Artiklen fra 2006 har været bragt som Klub GAFFA-tillæg til GAFFA i marts 2006 og medvirker også i Henrik Tuxens bog "GAFFAs Kulturkanon" fra 2007. Interviewet med Thomas Koppel er et af de sidste, Koppel gav, inden han døde pludseligt at et hjertestop siddende ved klaveret i hjemmet i Puerto Rico 25. februar 2006, 61 år gammel.

Da Savage Rose udsendte gruppens selvbetitlede debutalbum i 1968, var der tegn i sol og måne på, at Danmark her havde et rockorkester med en glorværdig international karriere foran sig. To år senere skrev Thomas Koppel instrumentalmusikken til Dødens Triumf, opført på Det Kongelige. En milepæl i dansk ballet- såvel som musikhistorie.

Historien om Savage Rose er en af de mest mytiske, fantastiske og særprægede i nyere dansk kulturhistorie. Det er historien om vidunderbrødrene Koppel – sønner af den legendariske klassiske komponist Herman D. Koppel – der revolutionerede den rytmiske musik. Thomas Koppels blandede i sine kompositioner uproblematisk elementer fra jazz, rock, klassisk, balkan og anden folkemusik, vokalt fremført af sangerinden Annisette Hansen, der var (og er) i besiddelse af en urkraft, der alle dage har aftvunget international respekt og anerkendelse. Savage Rose boltrede sig fra starten lige så hjemmevant på de internationale rockhitlister som på Det Kongelige og andre klassiske scener.

Omverdenen vidste, at noget særligt var i gære, da Annisette slog pjalterne sammen med brødrene Thomas og Anders Koppel i 1967, og da debutalbummet lå klart året efter, tydede alt på en international karriere og verdensomspændende berømmelse. Men Savage Rose er også historien om den dybt begavede gruppe, der havde verden for sine fødder, men som fravalgte karrieren af politiske motiver, og som i en længere årrække fuldt og helt helligede sig græsrodsniveauet og politisk støttearbejde, for igen sent i 90’erne at udsende to af årtiets stærkeste og mest populære album. Mere præcist fik Savage Rose tidligt i karrieren strålende anmeldelser i blandt andet amerikanske Rolling Stone, fik amerikansk management, turnerede flittigt og fik tilbud om en lukrativ international pladekontrakt med RCA. Vendepunktet kom, da Savage Rose i 1972 – modsat RCA’s ønske – nægtede at spille for de amerikanske tropper i Vietnam, under krigen i samme land. Savage Rose tog med årene den fulde konsekvens af deres stærkt socialistiske sindelag og droppede med tiden helt ud af den etablerede, kommercielle musikbranche og spillede i stedet ved strejker, i flygtningelejre og indspillede en række plader for alternative, politiske selskaber. I 90’erne udgav Savage Rose så igen plader på større kommercielle selskaber og har med deres seneste studiealbum Black Angel (’95) Tameless (’98) og For Your Love (’01) fået et stort comeback, såvel kunstnerisk som kommercielt. Parret Thomas og Annisette flyttede i slutningen af 90’erne til Los Angeles og er i dag bosiddende i Puerto Rico.

 

Dødens Triumf

Debutalbummet Savage Rose fra 1968 og Black Angel fra 1995 var begge seriøse bejlere til GAFFAs kulturkanon, men valget er faldet på Thomas Koppels musik til balletten på Det Kongelige, Dødens Triumf. Oprindeligt komponeret og opført i tv-udgave 1970 og opført på Det Kongelige og udsendt på plade i 1972. På nær Annisettes legendariske vokal på Dear Little Mother et rent instrumentalt, drømmende og dramatisk værk. Thomas havde allerede som 18-årig komponeret operaen om H.C. Andersen, A Mother’s Tale – som i to sæsoner blev opført i operaen på Det Kongelige – og senere skrevet musikken til Det Kongeliges opførelse af Shakespeare-dramaet Troilus Og Cressida. Allerede som 21-årig i 1965 afsluttede Thomas Koppel sin uddannelse som klassisk koncertpianist fra Musikkonservatoriet, så livtaget med den klassiske verden og landets mest prestigefyldte scene var ham alt andet end fremmed. Han læste i avisen, at danser, koreograf og leder af den kongelige ballet Flemming Flindt ønskede at arbejde med Savage Rose på sin kommende ballet. Selvom Koppel havde skiftet den klassiske verden ud med ungdomsoprør, beatmusik og Savage Rose, var udgangspunktet, at sidstnævnte per definition var grænseløs, og af samme grund takkede Thomas ja – trods delvis modstand i Savage Rose – til Flindts spændende invitation.

Flemming Flindts oplæg til Thomas Koppel var en synopsis baseret på Flindts samarbejdspartner, den fransk-rumænske dramatiker Eugène Ionescos Dødens Triumf (på fransk Jeux de Massacre (ou L’Epidémie)). Handlingen kredser om en civilisation, der har undertrykt sin befolkning så længe og massivt, at en mærkelig sygdom til sidst rammer alle borgere, fra børn i barnevogne over prostituerede på bordeller til generaler og bankdirektører. I Koppels bearbejdning blev metaforen vinklet i forhold til tidens fremtrædende tanker om en fælles europæisk union, med en økonomi, et politi og en hær. I brødrene Koppels univers en form for virkeliggørelse af Hitlers vision om et fælles Europa under det diktatoriske lederskab af en tysk stålindustri. For at understrege det politiske budskab blev pladecoveret på albummet påtrykt følgende citat fra Ionesco:

”Let’s give up this Europe that never finishes talking about man while it is murdering people everywhere …  For centuries Europe has obstructed human progress and let people slave … look at Europe now when it is impossibly balancing between nuclear disintegration and spiritual disintegration”.

Musikken til albummet blev først trykt i 500 eksemplarer, men har til dato solgt over en kvart million eksemplarer i Skandinavien og er blandt de bedst sælgende instrumentale album i Skandinavien nogensinde. Med over 200 opførelser er Dødens Triumf en af de største succeser i Det Kongeliges historie. Balletten er blandt andet blevet opført på The Metropolitan i New York

 

Thomas Koppel

Fra sin bopæl i Puerto Rico fortæller Thomas Koppel om tankerne bag – og udførelsen af – sit skelsættende værk:

– Jeg komponerede musikken til Dødens Triumf i baghuset til det lille gamle hus i Søborg, jeg købte for de 30.000 kroner, jeg modtog, da jeg endnu som ”næsten-stadig-teenager” modtog den ærefulde Carl Nielsen Pris. Jeg havde et gammelt skrammet, men sjælfuldt opretstående Hindsberg-klaver, vandrede op og ned ad gulvet, spillede, skrev – og kunne næsten ikke nå at skrive tingene ned så hurtigt, som idéerne meldte sig.

– Ionescos surrealistiske manuskript, som jeg byggede musikken direkte op over, var en række arketyper om livet i et Europa, som rammes af tilbageslaget fra flere hundrede års forbrydelser mod menneskeheden. Det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det, og stykkets enkle, mytologiske tableauer var et vildt og ubegrænset eldorado for musik og fantasi.

 

Soldaternes Død

På trods af at Thomas Koppel komponerede al musik – og at Annisette kun sang en enkelt sang (Dear Little Mother)  – var han aldrig i tvivl om, at musikken skulle krediteres Savage Rose:

– Jeg skrev selvfølgelig musikken til Savage Rose, et band, der kun rummede personligheder. Annisette betød langt mere for det samlede resultat end den ene sang, hun synger. Hun var i studiet under hele indspilningen og fuldt ud med til at få optagelserne til at gløde. Alle var stærke både i det kollektive og det solistiske, og det tillod mig at inkorporere et stort element af improvisation, der alligevel samtidig var utroligt præcise udtryk for de idéer, jeg havde fundet ude i baghuset i Søborg.

– Nogle stykker, som for eksempel Soldaternes Død, var simpelthen komponeret af elementer, der ikke kunne skrives ned, men kun delvis forklares i instruktioner og ord. Min besynderlige koreografi foran Alex (Riel, red.), mens han spillede, virkede tilsyneladende. Han forstod, og idéen i dette afsnit nåede frit og ubesværet igennem til Alex' trommestikker og båndet, der optog det. Soldaternes Død viser, hvilken formidabel og åben musiker Alex var og er. Her er han i stand til at bryde helt ud af alle eksisterende normer og være med til at skabe noget, der aldrig er hørt før – og velsagtens heller ikke siden.

 

Magi

– Andre stykker blev spillet direkte fra mine notater fra baghuset. Der er for eksempel stort set ingen improvisation i Byen Vågner, hvor det meste blev øvet mange, mange gange igennem, før vi følte, at det fungerede.

Mona Larsen sang adskillige år senere om ”magi i luften”, hvilket var det, som svævede i rummet over Søborg og omegn, da Thomas Koppels idéer bag Dødens Triumf blev ført ud i livet, hvilket ifølge komponisten bundede i den direkte kontakt mellem musikerne:

– Med de mange plader, der siden 90’erne er indspillet, uden at noget band nogensinde ser hinanden i studiet, er denne form for musikalsk magi blevet en truet dyreart. Heldigvis ser man nu mange helt unge grupper dukke op, der ikke længere overlader magien til computerne, men søger efter musikkens oprindelige og virkelige trolddom. Jeg tror, at grænseoverskridende idéer, en eller anden uforklarlig form for sandfærdighed og ikke mindst en direkte linje fra musikken til virkeligheden og dens drama, og så selve trolddommen i studiet, er, hvad der har gjort en kommercielt halv-umulig, næsten-instrumental "cross-over"-plade som Dødens Triumf til folkeeje.

 

Ballerinaen – Vivi Flindt

Det var i sig selv opsigtvækkende på tærsklen til 1970’erne, at en gruppe og en komponist fra et toneangivende rock(eller beat)orkester var i stand til at komponere balletmusik til tv, som efterfølgende blev opført på den kongelige danske nationale scene. Men det var ikke det eneste, som skabte opmærksomhed. En anden ting, der i sin tid trak de store avisoverskrifter, var, at Vivi Flindt (og flere andre dansere) dansede nøgen på scenen i gemalen Flemming Flindts koreografi under opførelsen af Dødens Triumf. Efter et langt og fortsat aktivt liv ved balletten – Vivi Flindt har siden 1994 været leder af det årligt tilbagevendende Bartholin International Ballet Seminar og længe fungeret som iscenesætter og balletpædagog i ind- og udland – forklarer solodanserinden her 35 år senere, hvorfor Dødens Triumf var et karrieremæssigt højdepunkt:

– Jeg kan huske, da Ionescos oplæg til Dødens Triumf kom ind af brevsprækken og ligefrem eksploderede med maskinskrevne sider. Flemming havde tidligere arbejdet sammen med Ionesco på blandt andet balletten Enetime, og vi syntes, at Ionesco nye stykke om ”legen med døden” var fantastisk. Det reflekterede politiske emner i tiden som forurening, oppustede fødevarer og så videre. Stykket var vidunderligt til ballet og reflekterede rå realiteter i nutiden, i en forenklet unisex-model, hvilket ikke matchede den klassiske balletmusik. Vi havde set Savage Rose til koncerter og syntes, de var fantastiske og kendte udmærket til Thomas Koppels klassiske baggrund og tidligere værker, så det var oplagt at rette henvendelse til ham. Samarbejdet var fantastisk vellykket og var skelsættende på mange måder. Balletten blev støvet grundigt af og fik neddroslet store dele af de elitære traditioner, som omgav balletten, og vi fik den gjort til en del af vores egen tid. Pludselig kom en helt ny generation og et helt nyt publikum i teatret; et publikum, der gik klædt, som de ville, fortæller Vivi Flindt og fortsætter:

– Der var en fantastisk stemning af fællesskab blandt alle på teatret over forestillingen; vi kunne alle mærke forandringernes vingesus, og det forandrede noget for os dansere. Balletten har tradition for at være ret meget status quo, og med Dødens Triumf var vi for alvor i gang med at sprænge rammerne. Forestillingen blev såvel som i den første tv-opsætning i 1970 og senere på teatret præsenteret som et ”dansedrama”. Dels var vi meget tæt på publikum, da vi brugte orkestergraven som scenegulv og først dansede på bare tæer og til sidst smed alt tøjet. Det var helt naturligt og i tråd med ordene i manuskriptet, musikken, ånden i forestillingen og i tiden i øvrigt. Dødens Triumf var en kæmpesucces på Stærekassen (Det Kongeliges lille scene) og en af de største succeser for Det Kongelige overhovedet.

 

Dødens Triumf – Revisited

I starten af det nye årtusinde stak direktør for Østre Gasværk Lars Kaalund og Flemming Flindt hovederne sammen og fik idéen til at nyopsætte Dødens Triumf. De kontaktede Thomas Koppel, og enden på det hele blev, at Flemming Flindt – i samarbejde med sin tidligere hustru Vivi, som også medvirkede i den nye opsætning – stod for koreografien, og at Frank Hasselstrøm blev bedt om at nyarrangere Thomas Koppels musik for at give den et tidsmæssigt løft. En noget særpræget forespørgsel for Frank Hasselstrøm, da han som kæreste til sangerinden Billie Koppel blev bedt om at nyfortolke sin egen svigerfars musik. Både Frank og Billie havde store betænkninger, men endte med at sige ja til opgaven, fortæller Hasselstrøm:       

– Det var som om, at vi kun kunne knække halsen, den fede musik var jo blevet lavet, og det er altid farligt at rode med kulturarven. At vi så var i gang med at indspille vores første plade med gruppen Catbird på samme tidspunkt, gjorde ikke situationen lettere. Men specielt Thomas’ opbakning gjorde, at vi sagde ja. Han sagde, at vi ikke skulle betragte musikken som et museum, men se den som et gammelt forladt hus, som trængte til, at nogen flyttede ind og satte det i stand. Men det var lidt af en opgave, jeg havde påtaget mig. Flemming og Vivi Flindt ville have, at tidskoderne på de enkelte stykker skulle være præcis som i den gamle opsætning. Så først skulle jeg dechifrere al musikken, da intet var skrevet ned på noder, det var bare spillet og jammet frem i sin tid, fortæller Frank.

Selvom Frank Hasselstrøm på dette tidspunkt havde dannet par med Billie Koppel i over fire år, var han ikke specielt godt kendt med svigerfamiliens bagkatalog, og det var lidt af en åbenbaring, der strømmede den unge kapelmester i møde, da den gamle klassiker blev sat på stereoanlægget.

– Det, jeg hørte, var ren og fantastisk vildskab. Jeg gik i mit eget elektroniske univers og syntes, at Massive Attack og programmerede beats var vildt og levende, og så hørte jeg en klavervirtuos, en jazztrommeslager og en sigøjner-sangerinde, der slap alle tøjler løs. Det var lidt af et vink om at gå tilbage til at spille på sine instrumenter og lade computeren holde pause. Jeg arbejdede med Catbird hver dag og skrev på Dødens Triumf om natten i en lang periode. Til sidst tog jeg mit nye arrangement i øvelokalet og spillede det sammen med et band bestående af musikerne fra Catbird og nogle andre fantastiske musikere, lidt ud fra samme model, som Thomas brugte i sin tid. Resultatet blev vel en god blanding af Thomas’ oprindelige kompositioner, mit arrangement og det, vi fandt ud af sammen i øvelokalet.

Du endte selv bag klaveret?

– Ja, det var lidt af en opgave. Jeg kan selv spille mange instrumenter, men det er basun og ikke klaver, der er mit hovedinstrument, og når man tager fat på kompositionerne fra Dødens Triumf, kan man tydeligt høre, at Thomas er klassisk uddannet koncertpianist, og det er ikke let at følge i hælene på ham. Så jeg tænkte, at jeg måske skulle spille bas til musikken, men fandt ud af, at det ikke fungerede i rollen som kapelmester. Der var ikke andet for end at sætte sig bag tangenterne.

Hvad sagde Flemming og Vivi Flindt, da de hørte musikken første gang?

– Jeg må indrømme, at jeg var noget nervøs, første gang vi skulle holde prøve, specielt omkring forholdet mellem tidskoderne i musikken og balletdanserne. Men det endte med, at vi kunne køre 11 scener igennem den første dag, før der var det mindste, som skulle korrigeres. Både Flemming og Vivi var meget positive og sagde, at musikken var blevet helt, som de havde håbet og forestillet sig. De var meget spændende at arbejde sammen med og virkede meget hengivne over for hinanden. Under prøverne og forestillingerne virkede Vivi som den mest udfarende, hvor Flemming sad og holdt øje på tilskuerpladserne. Han var lidt Godfather-agtig over for mig, hev mig i kinderne og sådan noget, på den fine måde.

Musikken fra den nye forestilling blev aldrig udgivet på cd?

Nej, der var planer om det, men der var vist nogle modstridende interesser, som gjorde, at det ikke skete, men det gør mig ikke noget. Den ”rigtige” musik er den oprindelige musik, som er den, som folk vil og skal høre.

 

En gammel drøm gik i opfyldelse

Vivi Flindts livtag med Dødens Triumf begrænser sig ikke til de tidligere 70’ere alene. I sæsonen ’94/’95 genopsatte hun den igen på Det Kgl. og var som nævnt hovedkoreograf i nyfortolkningen på Østre Gasværk i 2002.

– Vores ønske var i sin tid, at Savage Rose skulle spille live til forestillingen, men det var umuligt, sagde Thomas Koppel. Musikken var i høj grad improviseret frem mellem ham og Anders og kunne ikke minutiøst reproduceres fra aften til aften. I ballet er tidskoordinering  mellem musik og bevægelse helt afgørende. Selvfølgelig skal man have rytme i kroppen, men en balletdanser indlærer først og fremmest sine trin og bevægelser ved at tælle. På Østre Gasværk løste Frank (Hasselstrøm, red.) opgaven fantastisk, og det var en vidunderlig oplevelse endelig at høre musikken spillet live til forestillingen, så mange år senere. Og Frank har været på en svær opgave. Dels mellem Thomas’ musik og mine krav til, at musikken tidsmæssigt skulle matche den oprindelige koreografi. Men på grund af Franks klassiske baggrund (konservatoriet og Tivoligarden, red.) forstår han, hvordan vi dansere og koreografer arbejder og tænker. I øvrigt gjorde Billie (Koppel, red.) det også ganske fantastisk.

Der var tale om, at Dødens Triumf skulle på turné i den nye opsætning, men det blev ikke til noget?

– Nej, planerne var langt fremme, men det blev ikke realiseret i den omgang. Men jeg tror ikke, man har set det sidste til Dødens Triumf. Hver gang der er gået et antal år, føles den relevant i forhold til tidens emner igen og igen.

Dødens Triumf spillede i tre måneder (næsten) hver aften på Østre Gasværk Teater fra oktober 2002. Der var både planer om, at forestillingen skulle på turné og muligvis sættes op i USA. Men det er endnu ikke sket.

 

Dødens Triumf - trackliste

Byen Vågner

De Unge Elskende

Borgerens Død

De To Gamle

Bruden Pyntes

Bryllup

Soldaternes Død

Den Døde By

Modebutikken

Dear Little Mother

 

Thomas Koppel om Dødens Triumf sang for sang:

(Al musik: Thomas Koppel, tekst (Dear Little Mother): Anders Koppel)

 

Byen Vågner

– En af de sange, hvor det meste – inklusive dynamikken – blev øvet tusinde gange igennem, før vi følte, det åndede helt frit og ubesværet – som én organisme.

De Unge Elskende

– Tvetydigheden i scenen – lykken over for ulykken – mærkes kun underbevidst ved, at de flydende harmonier indeholder dur og mol på én gang. I studiet var det et dejligt stykke at spille med den svævende erotik og fortryllelse.

Borgerens Død

– Den tryghedssøgende spidsborger, der tror, han kan beskytte sig mod virkeligheden ved at isolere sig fra den, kaldte på et gammeldags trædeorgel, der mekanisk gentager den samme musikstump om og om igen – med små fejl i lakken. Trædeorglet vendte tilbage mange år senere, da vi indspillede vores skøjteballet Kejserens Nye Klæder, hvor det fik en større rolle - fra lirekasse til surrealistisk royalt harmoniorkester.

De To Gamle

– "Omkvædet" i dette stykke minder i pudsig grad om Dolly Partons senere I Will Always Love You, senere igen kendt med Whitney Houston.

Bruden Pyntes

– Denne mærkelige, langsomme vals – er superenkel, og de to guitarers højtidelige valsetakt kan næsten ikke være enklere. Men det var svært at forklare eller overføre det "swing", som stykket skulle have, hvis magien skulle begynde at pible frem. Uden det "swing" var stykket bare en vals – uden nogen særlig spænding eller magi, og jeg var meget urolig for, om vi kunne lave dette stykke, så den idé, der var i mit hoved, kunne høres og forstås af andre end mig selv. Det viste sig også, at det ikke kunne gøres med kun én guitar – kun med to guitarer, der spiller det samme hele vejen igennem kunne få ånden ud af flasken. Pludselig og uforklarligt dukkede magien frem, og jeg kunne se, at de to guitaristers ansigter lyste som stjerner, da de også pludselig mærkede magien, som om guitarerne pludselig spillede sig selv.

Bryllup

– Tematisk vender musikken i "Bryllup" tilbage til den endnu intetanende glædesfyldte musik fra starten af Dødens Triumf, men her med et flydende sanseligt mørke i sig, som i teatret kunne få hårene til at rejse sig, hvor man for første gang i forestillingen hørte Annisettes nynnende stemme, mens den unge pige danser en dæmonisk kærlighedsdans med Døden.

Soldaternes Død

– Jeg havde planlagt stykket som fire tromme-optagelser – vi havde hele otte spor til rådighed imod fire på de første to plader – hvor Alex (Riel, red.) spillede mod sig selv. Sådan kunne vi skabe en følelse af stor uro, kaos og meningsløshed, et enkelt billede af krigen, alle krige. Slutningen munder ud i en serie trommeslag, der føles som en henrettelsespeloton, hvor den chokerende virkning forstærkes af, at Alex' fire inkarnationer her for første gang i forløbet er koordineret sammen i en nærmest voldelig eksplosion af lyd. Virkningen på teatret, hvor Flemming Flindts dansere blev skudt ned en for en, var rædselsvækkende. Vi øvede denne mærkelige seance mange, mange gange, før vi optog den. Da ramte den så også plet i første forsøg.

Den Døde By

– I dette stykke indvarsles katastrofen med en følelse af tomhed og tristhed. Samtidig indvarsles Dear Little Mother musikalsk.

Modebutikken Plyndres

– Mens dommedag allerede er ved at begynde, går menneskene amok i modebutikkens forladte slaraffenland.

Dear Little Mother

– Dødens Triumf blev først indspillet i 1970 til tv. Vi indspillede den igen i ’72 til Det Kgl. Teater med et delvist ændret band. Vi prøvede, men kunne ikke genindspille Dear Little Mother, så den fik det samme underspillede, mærkelige hekseri som den første indspilning – så vi endte med at lade den originale indspilning blive – både på scenen og den efterfølgende plade. Vi indspillede sangen igen i Mick Jaggers slot uden for Oxford til albummet Refugee, hvor den har ændret sig en del. Men på Refugee er det for mig andre sange som for eksempel Refugee og Granny's Grave, der har den store magi. Dear Little Mother er indspillet af både danske og internationale kunstnere og er i vores udgave jævnligt på amerikanske og andre opsamlingsplader.

Når vi ser på menneskenes situation i dag, med grådighed, krig, destruktion og ødelæggelse af vores egen klode, blev denne sang desværre mere profetisk, end vi bryder os om.

 

 

Dear Little Mother:

Dear little mother

What’s in your bag?

Chocolate and sweets

 

Dear mister Postman

What’s in your bag?

A note from your beloved

 

Dear Mr. Taylor

What’s in your bag?

The finest wedding dress

 

Dear Mr. Harvester

What’s in your bag?

Solitude and death

 

 

Boks

Savage Rose – tidslinje

 

1967
Brødrene Thomas og Anders kommer i kontakt med Jens Rugsted og Flemming Ostermann fra danse-bandet "Dandy Swingers", hvor 18-årige Annisette Hansen er forsanger. Savage Rose dannes og øver i brødrene Koppels kælder i Søborg.
1968

Debutalbummet The Savage Rose indspilles med Johnny Reimar som producer. Albummet bliver særdeles godt modtaget og singlen A Girl I Knew er et stort hit. Savage Rose debuterer live på Plænen i Tivoli og spås en international karriere. Indspiller efterfølgende In The Plain og får en fantastisk anmeldelse af kritikerlegenden Lester Bangs fra Rolling Stone i USA.

1969

Savage Rose spiller på Newport Jazz Festival ved New York og er forside-stof i USA. Indspiller i New York og London samtidig med, at Thomas skriver Savage Rose-musik til Shakespeares Troilus Og Cressida på Det Kongelige.
1970
Thomas skriver den originale version af balletten Dødens Triumf, Savage Rose indspiller musikken, og balletten opføres på dansk tv af Den Kgl. Ballet i Flemming Flindts koreografi. Savage Rose har flere koncerter og tv-optrædener i ind- og udland, og Thomas skriver Savage Rose-musik til Shakespeares En Skærsommernatsdrøm på Det Ny Scala.
1971
Savage Rose får amerikansk manager og spiller en større turné i USA. En kontrakt med RCA løber delvist ud i sandet, da Savage Rose nægter spille på de amerikanske baser i Vietnam under krigen i samme land. Indspiller albummet Refugee på Mick Jaggers slot i England. Under en længere turné bliver Annisette og Thomas et par og flytter efter hjemkomsten sammen i et lille havehus i Husum.
1972
Dødens Triumf har sensationel premiere på Det Kongelige. Polydor tøver først med at udsende pladen, men da den først udkommer, holder den sig i et helt år på den danske album album-top 20. Savage Rose indspiller endnu en 25-minutters ballet til Det Kongelige, The Dreamland, men balletten opføres kun 20 gange og udkommer aldrig på plade.
Savage Rose bryder med det amerikanske management og indspiller gospel/jazz-albummet Babylon i København, hvilket bliver saxofon-legenden Ben Websters sidste indspilning. Pladen udkommer kun i Danmark og sælges kun i få tusinde eksemplarer. Savage Rose spiller som trio eller med Ben Webster, Alex Riel og Niels-Henning Ørsted Pedersen i jazzklubber.
1973-76
Savage Rose genopstår som rockgruppe. Wild Child indspilles i København og bringer Savage Rose på hitlisterne i hele Skandinavien. Savage Rose indspiller Thomas’ musik til den danske thriller 19 Røde Roser. Bandet turnerer, men stopper indspilningen af et album, som aldrig færdiggøres, og bandet opløses. Annisette og Thomas viderefører alene Savage Rose, men uden ambitioner om at (re)etablere sig i plade/musikverdenen. I stedet spiller de politiske støttekoncerter i København og omegn og indspiller sangen De Vilde Blomster Gror til Christiania-støttepladen.
1977-80
Savage Rose indspiller Solen Var Også Din, første album med danske tekster, skrevet af Annisette. Pladen bliver et stort undergrundshit i en række lande. Savage Rose spiller i ind- og udland til støttearrangementer, i fængsler og i flygtningelejre

1981-82
Udgiver En Vugge Af Stål på det politiske forlag Nexø og spiller som trio fra små steder til store festivaler.
1983
Savage Rose støtter meget aktivt op om havnearbejdernes langvarige strejke, som reflekteres på albummet Vi Kæmper For At Sejre.
1985-86
Thomas skriver musikken til Fiolteatrets store musikteaterforestilling Balladen Om Vesterbro, som opføres i et stort telt ved Kødbyen i København og til skøjteballetten Kejserens Nye Klæder i forbindelse med Europamesterskaberne i kunstskøjteløb i Brøndby Hallen 1985.

1988
Indspiller Sangen For Livet, som bliver en stor Savage Rose-klassiker fra undergrundsårene. Koncerterne bringer blandt andet Savage Rose til Midtfyn Festival, bag barrikaderne i den besatte Ryesgade, de hjemlige flygtningelejre og utallige andre steder.

1989
DBU beder Thomas/Savage Rose skrive en fodboldsang til foreningens 100-års jubilæum; det bliver Stjerneskud, som bliver en landeplage. Savage Rose indspiller også dobbeltalbummet Ild Og Frihed. Pladen rummer fortolkninger af danske, spanske, italienske, amerikanske, kurdiske og chilenske sange og enkelte selvskrevne numre.
1990-91
Det lykkes Annisette og Thomas at få musikgruppen Yorum ud af fængslet i Tyrkiet, men de er selv tæt ved at blive arresteret efter en stor ”sejrskoncert” i Istanbul. Savage Rose udgiver også albummet Gadens Dronning på BMG.
1992-93
Indspiller Månebarn for EMI med Anders Koppel, Alex Riel og guitaristen Jacob Moth. Bortset fra Moth samme grundopstilling som i 1968.

1994-96
Annisette og Thomas indgår aftale med Mega Records og møder i Vatikanet amerikanske George Duke (Miles Davis m.fl.), som bliver gruppens næste producer. Albummet Black Angel indspilles, bliver et kæmpehit i Danmark og krones med platinsalg og Grammy-priser, og Savage Rose spiller på Grøn Koncert-turnéen i 1996.

1997

Annisette og Thomas skriver musikken til cirkus-musikdramaet Bella Vita, som opføres på Gladsaxe Teater med Annisette i hovedrollen. Stykket får en hård fødsel, får dårlige anmeldelser og udløser et medieskænderi mellem de involverede parter. Annisette får erklæret brystkræft, hvorefter Thomas og Annisette flytter til USA:

1998

I Los Angeles indspiller gruppen Tameless med mange amerikanske venner, et album, der som forløberen Black Angel bliver en stor kritiker- og salgssucces. Annisette, som i mellemtiden er blevet rask (kun via naturmedicin) modtager en Grammy som bedste sangerinde og indstilles sammen med blandt andre Björk (som vinder) til Nordisk Råds store musikpris.

1998- 2000

Annisette og Thomas skriver i Californien musik til flere independent-film og er i fuld gang med at arbejde på albummet For Your Love

2001

For Your Love udsendes i oktober, hvor duoen kun bakkes op af datteren Naja på kor, guitaristen Frederico Ramos og slagtøjsmageren Paul Guzman-Sanchez.

2003

Hele Savage Roses bagkatalog genudgives på cd.

2004

Savage Rose udsender live-albummet Are You Ready?

2005

Thomas og Annisette flytter til Puerto Rico

 

Opdatering:

Efter Thomas Koppels pludselige død i 2006 har Annisette videreført Savage Rose med nye musikere, blandt andre Palle Hjorth på tangenter. Gruppen har turneret flittigt og udgivet albummene Universal Daughter (2007), Love and Freedom (2012) og Roots of the Wasteland (2014). Et nyt album ventes udsendt i 2017, og i efteråret 2017 udgiver GAFFA-skribent Michael José Gonzalez den første bog om Savage Rose.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA