x

Salems turnedagbog fra London kapitel 5

Salems turnedagbog fra London kapitel 5

1200
I aften skal vi spille sidste koncert i London, og vi er nu steget i graderne til hovednavn med hele 2 opvarmningsbands. Først den vanvittige enmandshær Honkeyfinger, som Martyn har præsenteret os for, og siden et ungt ”post-country”-band ved navn White Russians. Hele herligheden, der altså har os som rosinen i pølseenden, går under navnet ”Tripping in the Country” og er Martyn Myers månedlige tilbagevendende event, hvor han forsøger at etablere en scene for ”post-country” – en kategori, vi åbenbart også kan passes ind i. Generelt har jeg det meget svært med den evindelige tilgang af nye betegnelser for den samme gamle musik og har personligt ikke brug for flere betegnelser end rock og pop – og måske jazz. Men hvis man kan skærpe opmærksomheden omkring det musik, vi laver, ved at hoppe med på en ”post-country”-vogn, så gør det mig ikke det store…
Vi er meget spændte på, hvad aftenen har at byde på og håber selvfølgelig på, at der møder horder af begejstrede fans op… Men lad os nu se…

Jeg tager en tur rundt i Camden-området, hvor der ligger den ene butik efter den anden med alt, hvad hjertet kan begære, hvis man altså er til sort tøj. Støvler med stålhorn og drageklør, lige noget for min gamle helt Gene Simmons fra Kiss.

2100
Vi er nu ankommet til spillestedet, der er en suspekt kælder malet helt i pornorødt i endnu et NV-agtigt kvarter. På papiret ikke helt tosset, om end det er tydeligt, at de ikke har haft særligt travlt med rengøringskluden – især ikke på toiletterne.

Vi har lavet lydprøve og sidder og venter på at første opvarmningsindslag går på. Som det eneste job på vores lille turné forefindes der i aften en decideret tidsplan og ”rider” (liste over ønsket forplejning, red.). Martyn har gjort sig umage, men noget arbejder lidt imod de fine intentioner, for det synes allerede ret sikkert, at planen ikke holder. Det er tankevækkende, hvor meget slave man bliver af sådanne papirer, hvis nogen er dristige nok til at lave dem.

Lydprøven lover ikke helt godt for aftenens koncert. Selvom der umiddelbart er tale om turnéens største, nyeste og sikkert også dyreste udstyr, har vi at gøre med en lydmand, der straks får mig til at savne Chris, den søde unge mand, der lavede lyd på vores første job i søndags, og som jeg hvis gjorde mig lidt morsom over i søndagens udgave af denne dagbog. Skamme, skamme! Der er måske den kosmiske straf for at have gjort grin med en lydmand, eller også er vi bare lidt uheldige.

Problemet med aftenens eksemplar er, at han virker fuldstændig uinteresseret i, hvad der skal foregå, selvom der er indlysende problemer med lyden. Han får selv de mest branchetrætte danske lydmænd, jeg har mødt, til at fremstå som lysende eksempler for den rette professionelle adfærd. Og selv Chris, ja søde Chris, der mødte op for at se vores koncert i går, ja han var langt at foretrække, fordi han i det mindste kunne lade som om, at det betød noget for ham at være en del af noget, der gerne skulle blive til en god livekoncert. Jeg greb mig selv i at gøre antræk til at lave en scene. Selv da de i forgårs viste mig et poolbord og sagde, at det var vores scene, var jeg i stand til at mestre en større ro end nu. Men det er også, fordi rummet er større end de andre steder, vi har spillet, og fordi det er betonvægge. og den mindste knappenål tabt på gulvet runger som i en parkeringskælder. Jeg prøver at fortælle mig selv, at sådan er Londons undergrund ”in the flesh” men jeg er ikke overbevist. Det er dog en følsom situation, for det kan jo vise sig, at alt falder på plads, når musikken begynder at spille, og ofte gør man mere skade end gavn, når man ligger hovedet i for dybe brokkefolder…

Jeg forsøger at indlede en rimelig dialog med den mere end livstrætte lydmand, hvor jeg prøver at fortælle ham, at min monitor er i stykker. Den lyder som en diktafon på viagra, og det er altså svært at arbejde med, hvis man har ambitioner om at servere nogle sangmæssige lækkerier. Lydmanden virker dog evigt uinteresseret og siger til mig med sit deadpan ansigtsudtryk, at det ikke er nogen særlig dyr monitor. Under andre himmelstrøg havde jeg måske forsøgt at føre dialogen videre, fordi jeg dybest set er interesseret i at finde ud af, om han overhovedet har forstået, at monitoren er i stykker. Hvis det ikke er tilfældet, kan der jo være tale om, at han faktisk ønsker at gøre det godt, men blot er lidt langsom i optrækket. Dog har jeg en fornemmelse af, at jeg ikke kommer videre med ham, og jeg sender en venlig tanke til den danske lydmandsstand, der her i en kælder i det nordøstlige London pludselig fremstår for mig som fremmelige repræsentanter for det bedste, menneskeheden har at byde på. Jeg forsøger at anlægge en form for stoisk, upåvirket attitude og huske på, at mange af ens største musikalske idoler også har måttet arbejde under tvivlsomme forhold, og jeg genkalder Nietzsches visdomsord om at det, der ikke dræber en, gør en stærkere.

Dog er vore problemer ikke forbi endnu. Andreas har lånt White Russians’ basforstærker og har glædet sig som en lille dreng juleaften til at få lov til at spille på noget baggear, der ser seriøst ud. Mistænkelige knas fra baskabinettet efterfulgt af total stilhed varsler dog, at det hele ikke nødvendigvis bare skal være en dans på roser. White Russians-bassisten, der er iført en form for motorhue med flapper ned for ørerne, lader sig ikke slå ud af stilen af lidt knas i hans basgear. Han retter på et kabel, og da der lejlighedsvis igen er lyd, smiler han, som om problemet er løst… Da Andreas ikke virker, som om han lader sig slå ud af stilen, vælger jeg klogeligt at holde lav profil. Det sidste, jeg vil, er, at vi fremstår som nogle arrogante idioter fra Danmark.

2230
Honkeyfinger har overstået sit sæt, og White Russians er ved at lægge an til at spille. Honkeyfinger er en tynd, bleg mand med et langt sort skæg, og han spiller en ukontrolleret, svampet powerblues på en lapsteel-guitar, hvortil han samtidig formår at stampe i en stortromme og på en hihat – nogle gange i takt. Det er faktisk ret fedt. Der er i hvert fald ikke gjort noget for at glatte kanter ud, hvilket er det værste, jeg ved inden for alle musikalske genrer. Apropos bliver vores lille kosteskab af et bandrum pludselig indtaget af en rumænsk koncertpianist, der er blevet trukket med til koncerten af nogle, hun kender. Hun ser det som helt naturligt at indtage bandrummet og begynde at konversere os, hvilket ingen af os er helt i humør til. Tiden er allerede skredet med over en time, og vi er alle lidt småirriterede. Sådan er det måske at være hovednavn? Det slår mig, at det nu er os, der er Andy White – altså hovednavnet fra i går – og at de andre orkestre måske i skrivende stund sidder og gør sig morsomme på vores bekostning, lidt ligesom vi gjorde med gode gamle Andy i går? Under alle omstændigheder har White Russians og Honkeyfinger i rekordfart tømt bandrummet for de bajere, der var. Måske er det en sammensværgelse? Gad vide, om noget af Joe Meeks paranoia er ved at smitte af på mig? Godt, vi ikke har pistoler i bandrummet…

2310
White Russians er nu færdige med et kraftfuldt sæt, der led under vores alle sammens onde ånd, den livstrætte lydmand. Deres sæt led også under, at basanlægget pludselig brød i brand. Det slog dog ikke manden med motorhuen ud, og han pumpede bare videre på sin bas, formodentlig i tiltro til, at lydmanden kunne høre, at der ikke var noget baggear, og derfor løftede ham i fronten. Han skulle bare vide…

Dog var det ikke uinteressant med en garagesound uden bund – men om det var sådan, White Russians ville have ønsket det, havde de haft valget, er jeg mindre sikker på…

0030
Vi sidder nu efter en overstået koncert, der gik godt og dårligt. Godt, fordi jeg faktisk synes, at bandet inklusive undertegnede leverede varen. En kummerlig lyd til trods lavede vi vores ting, og det tror jeg trængte igennem. Dårligt, fordi det er surt at slutte en god uge af med, at det annoncerede klimaks aldrig helt indtræffer. Dertil var lyden simpelthen for ringe og for lav. De – som f.eks. den rumænske koncertpianist – der ikke forstår ”hvorfor det skal være så højt”, mangler fornemmelse for, at det er nødvendigt med et vist lydtryk for at dræbe muligheden for at samtale, mens der bliver spillet. Hvis publikum kan tale sammen, bliver det uendeligt meget sværere at lave en god koncert, i hvert fald i en betonkælder i Londons svar på Nord Vest. Dog bliver vi bagefter mødt af flere publikummer, der køber cd’er og siger, at det var fantastisk. Jeg har dog lidt svært ved helt at rumme deres ros, fordi der har været så mange knaster i dag. Den, der nærmest er mest trist, er Martyn, der synes, lydmanden ødelagde aftenen. Og han er meget ked af, at der opstod dette problem på den aften, hvor han står som arrangør. Men lydmanden var stedets bidrag til arrangementet og ikke Martyns. Jeg håber, de finder en lydmand, der er lettere at begejstre til næste gang, de skal lave ”Tripping in the Country”.


Salems hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA