Stort Simon Kvamm-interview: Jagten på det dobbeltsidige

Stort Simon Kvamm-interview: Jagten på det dobbeltsidige

GAFFA har taget turen til Simon Kvamms nye hood i det nordvestjyske, hvor den show- og albumaktuelle musiker blandt andet fortæller om at blande humor og alvor, snak og musik, angst og om at slå et andet menneske en lille smule ihjel hver dag. Tag med en tur til Hanstholm og et smut ind i Simon Kvamms univers.

Solen står højt over Hanstholm, hvor mågerne svæver stille i vinden, der rusker godt op i de brusende bølgetoppe. Ikke langt fra Hanstholm Madbar, hvor Simon Kvamm har sat GAFFA stævne, ligger et fyr. Et fyr, der har fungeret som studie, og hvor de otte sange, man kan finde på mandens solodebut, er indspillet. Lidt længere væk ligger Klitmøller, hvor familien Kvamm har hjemme. Den oprindelige tanke var egentlig, at de skulle bo der et års tid – lidt ligesom at tilbringe et år i udlandet – men det Nordvestjyske kystmiljø har bidt sig fast, og der er ikke planer om at flytte derfra lige foreløbig.                   

Den opmærksomme læser vil vide, at Simon Kvamm i løbet af sidste år har nydt stor succes med sit show, Vandmand, som bringer musikkens og komikkens verdener sammen, og i det spændingsfelt bidrager til en sund portion refleksion gennem yderst personlige fortællinger og anekdoter. Kvamm kalder med et smil på læben selv albummet for et ”biprodukt” af showet. Og selvom sangene umiddelbart ligger som en integreret del af showet, kan de nu sagtens stå på egne ben. Men hvordan opstod tanken egentlig om et solo-foretagende for den ene halvdel af De Eneste To, Nephew-frontmanden og Angoradrengen?

– Det har rumsteret i mig temmelig længe, det med at have en mulighed for at være ude i eget navn. Jeg holder jo meget af mine bands, både Nephew og De Eneste To, men jeg har også kunnet mærke et behov for at skrive nogle sange, som var meget personlige. Jeg gjorde det en lille smule på Hjertestarter-pladen med Nephew, og jeg kunne ret hurtigt mærke, at det ikke var det rigtige for det band, at jeg trak mig selv så meget ind i sangene. Det fungerer bedre som noget mere kollektivt, for selvom jeg skriver sangene og teksterne, er der jo forskel på, om jeg åbner meget op for mit hjerte, eller om jeg i højere grad berører mere holdningsmæssige spørgsmål, som det band mere har haft for vane at gøre.

– Så efter den plade kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at gøre noget andet, hvis jeg gerne ville af med de sange. Men mere end selve sangene har det været en trang til at blande formaterne musik og komik, som har trængt sig på for mig. Den trang har været vokset i mig, lige siden tanken først meldte sig på banen. Min drøm har været at prøve at blande formaterne og se, hvad der ville ske, hvis jeg lavede min egen version af ”en Niels Hausgaard”. Jeg har proppet alt det i showet, jeg har haft lyst til, og så set efter om summen af de forskellige ingredienser har givet mening.

Når man har set Vandmand-showet, går man nærmest hjem med en fornemmelse af pludselig at kende dig rigtig godt, fordi du netop er så personlig. Ville det overhovedet være muligt for dig at lave endnu et show, hvis du skulle få lyst til det?

– Ja, helt klart. Min tanke er da også, at jeg med tiden gerne vil lave flere shows i stil med det her, og lidt inspireret af Karl Ove Knausgaard (norsk forfatter bag det mastodontiske og selvbiografiske seksbindsværk Min Kamp, red.) tage nye stykker af mit liv – både barndom og voksenliv – og finde nye tematikker der. Hvad det bliver til, vil tiden vise.

– Det, der har været fedt ved det her, var at jeg jo egentlig startede ud med at træde op på nogle scener sidste vinter, før sangene overhovedet var færdige, og uden jeg vidste, hvad jeg skulle snakke om. Jeg havde bare valgt nogle episoder fra mit liv, jeg ville fortælle om, og så prøvet det af. Det har jeg så gjort et par gange, hvorefter jeg så er gået hjem og har tænkt videre over det, smidt et par sange ud, kommet et par nye ind – og gjort det samme med fortællingerne. Og efterhånden har det så formet sig, og der har vist sig en rød tråd i det, jeg ikke kunne se til at begynde med.

Du er jo en erfaren performer, men har det alligevel været angstprovokerende at stå næsten helt alene på scenen og skulle bære det selv?

– Ja, helt sindssygt! Da jeg skulle lave det allerførste test-show på det lille spillested Kulisselageret i Horsens i januar sidste år, tænkte jeg: ”Okay, det er jo ikke sjovt, det her. Hvorfor gør jeg det overhovedet? Det er jo frygteligt.” Jeg syntes overhovedet ikke, det var fedt. Og de første mange shows føltes det sådan lidt på vippen. Det var ikke så forfærdeligt som før det første show, men hver gang var jeg lidt i tvivl om, om jeg overhovedet kunne klare det. Sådan havde jeg det faktisk lige indtil premieren på hovedshowet den 15. september sidste år. Da jeg kom helskindet igennem det, var jeg ligesom trådt over en eller anden streg, og så har jeg egentlig ikke været nervøs siden. Jeg har været spændt, men jeg har vidst, jeg kunne gøre det uden at gå ned. Heller ikke hvis jeg har spottet Treo blandt publikum, haha!

 

Ihjel

Vandmand-albummet handler en af sangene om, hvordan sangens hovedperson har fået nogle tæsk til en fest, fordi han har fået ring i øret. I showet introduceres den med en anekdote om en stjålen knallert – noget der langt fra er så banalt som det umiddelbart lyder, da knallerten i ungdomsårene i kraft af sin fællesskabsskabende egenskab udgjorde et ret vigtigt eksistensgrundlag for den noget ensomme teenage-version af Simon Kvamm, der higede efter at være ligesom de andre – være ”en del af den klub”, som han selv udtrykker det. Fælles for både knallerttyv og voldsmand er, at de efterfølgende er blevet genstand for en dagligt aflivning i den forurettedes sind. De bliver simpelthen slået en lille smule ihjel.

– Jeg tror, grunden til, det ramte mig så hårdt, at den knallert blev stjålet, er, at det var mit første møde med verdens uretfærdighed. Jeg kan huske, at jeg tænkte meget på, hvad jeg mon havde gjort, siden jeg fortjente den skæbne. Vi har sikkert alle sammen nogle oplevelser med i bagagen, som udefra set er ret små bump på vejen, men som kan være enorme dramaer, når de opleves indefra. De kan godt sidde i én som oplevelser, der bliver ved med at være tæt på, og det er interessant, hvordan den, der har været gerningsmand får sådan en rolle i ens liv, som en, man hver dag går og slår en lille smule ihjel. Og hvem ved om man ikke selv er gerningsmand i nogle hændelser for nogle andre uden at vide det? Det kan jo sagtens ske, jeg på et eller andet tidspunkt er kommet til at gøre noget, der intet har fyldt i mit liv, men som har haft en nærmest traumatisk effekt på et andet menneske, der bevirker, at vedkommende så måske hver dag går og slå mig lidt ihjel.

Hvis man nu lytter godt efter, kan man finde en musikalsk sammenhæng mellem det nummer og så sangen Slip. Hvordan hænger de to sange sammen?

– Det er godt hørt! Det er nøjagtigt samme melodi. De to sange udgør et par, hvor den ene repræsenterer lyset, hvor den anden så har mørket i sig. Der er helt klart et slægtskab.

Hvad er status på dine bands? Har du trukket stikket ud på De Eneste To eller Nephew?

– På ingen måde. Tværtimod, faktisk. De ligger bare i dvale lige nu. Som sagt har jeg jo haft lyst til at kombinere formaterne og til at snakke meget mere. Så i stedet for at belemre de andre bands med det, har det givet mere mening at skabe det her format – også fordi det kan bringe mig ud i nogle andre rum. Helt konkret spiller jeg jo for eksempel for folk, der sidder ned og ikke på festivaler. Det er meget fedt at prøve, og det føles meget voksent. Men når det er sagt, så glæder jeg mig da også til igen at rykke ind i den mere aggressive energi, der er i Nephew – og de rum, der foregår i med mere fest og foran større crowds. Det er forskellige sprog, og jeg glæder mig til at tage det op igen. Det er dejligt at lave noget forskelligt, for vi bor jo i et lille land, og hvis man som jeg godt kan lide at optræde, så kan man jo ikke optræde med det samme hele tiden.

Nej, så bliver folk i hvert fald mætte på et eller andet tidspunkt.

– Det kan de nu godt blive alligevel, skulle jeg hilse og sige… haha!

Du er jo begyndt at surfe heroppe, hvordan går det i bølgen blå?

– De gange jeg har prøvet det, har det været pissefedt. Jeg er ikke sådan en, der er ude særligt tit. De, der bor heroppe, som virkelig er surfere, skubber jo alt til side, når der er bølger. Det hverken kan eller vil jeg, så på den måde er jeg ikke rigtig ”surfer by heart”, og jeg har også nogle gange lidt svært ved at tage mig sammen til det, men hver gang, jeg gør det, bliver jeg sygt glad for det.

 

”Er jeg sej nok?”

I Vandmand- showet røber Simon, at han var et ret bekymret barn, og at det billede, han har af sig selv, slet ikke stemmer overens med den lidt kolde og arrogante type, han af nogle mennesker opfattes som. Til spørgsmålet om han stadig er bekymret af natur, falder svaret prompte:

– Ja, det er jeg helt sikkert. Det, der bekymrede mig dengang var sådan noget med, om jeg var god nok, og om min måde at gøre tingene på var rigtig nok og sej nok. Og om min familie var sej nok i forhold til de andres familier. Jeg gik meget op i, om vi havde et stort nok hus i forhold til de andre, og jeg var sur på, at vi havde sådan en dum bil. Sådan nogle ting.

Hvad kom det af?

– Jeg gik på en privatskole, hvor indkomstniveauet var ret højt i forhold til min families, og det satte sine spor – og bekymringer – i mig. Og som voksen fylder det meget for mig at bekymre mig om, om det jeg laver nu er godt nok.

I sangen Møtrik synger du ”jeg vil helst ikke se for meget”, det ser jeg også som et udtryk for bekymring. Tager jeg fejl?

– Nej, den er god nok. Det handler jo om ikke at kunne tage verden ind og have lyst til at begrænse den måde, verden bare skyller ind over én på. Især i politisk forstand og når det kommer til krig, klima og katastrofer. Der kan opstå et behov for at udpege nogen til at udpege retningen, hvilket kan være svært, når man ikke synes, de ser på det hele højt nok oppefra eller har de rigtige briller på.

 

Ikke mere Angora

Hvordan er dit billede af dig selv?

– Jeg føler mig ikke altid så klog på mig selv, men synes da, jeg er blevet det lidt mere af at lave det her show. Jeg kan godt lide at skabe ting inden for mit felt. Og så synes jeg også, jeg er ret god til at lægge handling bag mine ord, hvilket hænger sammen med, at jeg synes, jeg er ret god til at lede ting og gå forrest. Det er nok derfor nogle ser mig lidt som en bestemmer-type. Niclas fra Nik og Jay kaldte mig for nylig en ”bestemmerrøv”, haha! Og så kan jeg nok også sige ting lidt for direkte nogle gange og være lidt for hård. Jeg tror ikke altid selv, jeg er klar over, hvor hårdt jeg kan tale til folk. Det kan jeg se i øjnene på dem. Jeg kan blive helt forbløffet over, hvor sur jeg kan fremstå. På scenen føler jeg mig til gengæld fuldstændig i vater. Der er ikke noget sted, jeg føler, jeg er mere mig selv.

Gælder det også, når du har stået på en anden type scene, nemlig fjernsynet, når du eksempelvis har lavet Drengene Fra Angora eller Rockerne?

– Der har det mere været en rendyrkning af nogle sider af mig selv. Man kan jo ikke lave sådan nogle figurer som Baune eller Pim, hvis ikke man har noget af sig selv med i det. Der er nogle gange nogle, der har den opfattelse, at jeg ikke vil stå ved Angora, fordi vi ikke har lavet noget siden dengang, og det er måske blevet tolket som om, at jeg vil distancere mig fra det for at være ”seriøs musiker”. Men sådan er det slet ikke for mig. For det første er der ikke nogen af os, der har lyst til at røre mere ved Angora, fordi det står så fint, som det gør nu, og hvad end vi lavede, ville det kun kunne trække ned i forhold til det samlede ”Angora”-værk. For mig er humoren lige så vigtig som alvoren, så det er ikke fordi, jeg prøver at sætte alvoren over humor, men kombinationen af de to har et spændingsfelt, der kan noget helt specielt. Det er det dobbeltsidige, jeg altid leder efter.

 

Gode råd fra Frank Hvam

Hen over årene har Frank Hvam gået og stukket lidt til Simon og spurgt, om ikke han snart skulle ud og lave noget solo og vise sin humoristiske side, og til det allerførste show i Horsens var han også med og gav en ifølge Simon ”ret hardcore” feedback efter showet.

– Her i efteråret var han inde at se et af mine første shows på Bremen, og bagefter spurgte jeg ham, om han syntes, denne her underlige genresammenblanding gav mening. Det er nemlig noget, jeg selv har været meget spændt på folks reaktion på. Så jeg spurgte ham: ”synes du, det er mærkeligt, at det kommer så vidt omkring?” Og så sagde han noget interessant, nemlig: ”Jeg sad og kom til at tænkte på, at jeg synes, det er mærkeligt, at mit eget felt er så ensporet. At comedy kun jagter latteren.” Og det er jo ikke på nogen måde for at underkende stand up, der kan være yderst charmerende i sin direktehed, jeg er bare glad for, at mit publikum – ligesom jeg selv – virker til at sætte pris på at showet ud over at være sjovt også tillader sig at blive alvorligt og til tider nærmest højstemt. Jeg fornemmer at publikum via denne kombination læser sig selv ind i det hele. Og det er det fedeste ved at gøre det personligt. Det er jo ikke for at pille i min egen navle, men når jeg blotter mig, gør publikum det måske også.

Og du er jo også netop ret personlig i sangene. I nummeret Revner synger du for eksempel, at der er en revne i din hofte. Skal det tages helt bogstaveligt?

– Det skal det, ja. Det er nok noget af det mest en-til-en-agtige, jeg nogensinde har skrevet. Det skete simpelthen ved, at jeg i en ordentlig brandert nede på lydhavnen i Aarhus i august 2015 troede, jeg kom gående hen ad en gang, der viste sig at være en læsserampe, så jeg gik ud i luften og faldt to meter ned. Og da jeg var til lægen efterfølgende, fik han fortalt mig, at den revne altså ikke heler igen, ”du er i gang med at degenerere”, sagde han helt bogstaveligt. Hvis jeg havde været 19, havde jeg opbygget ny knoglemasse, men det gør man ikke, når man har min alder. Herfra er det nærmest bare ned ad bakke.

 

Legender og nye talenter

Vi mistede jo en del musikalske legender i 2016. Er der en, hvis død ramte dig særligt hårdt?

– Det var meget mærkeligt, da David Bowie døde. Det er underligt, at en af bagstopperne er væk. Han har haft et så utroligt højt niveau for sin kunst og sit virke, og før hans død var der et eller andet beroligende, at der fandtes en mand som ham i verden. Og det gør der ikke længere. Det er underligt, at vi er nået til en tid, hvor heltene og legenderne pludselig kan dø. Man får pludselig brug for nogle nye helte, og det er ikke så let at opstøve. Jeg ved ikke, om det er fordi, man er ved at blive gammel, at man ikke kan se nogen, man vil klynge sig til. Jeg er jo kæmpe fan af Kanye Wests musik, men jeg har sgu ikke særlig meget lyst til at hænge min hat på ham som værdimæssigt ikon.

Du deler jo udgivelsesdato med et dansk band, jeg ved du holder meget af. Hvad er dit forhold til Kellermensch?

Vi har haft dem med som support på en arena-tour med Nephew, og så havde vi dem med til en koncert på Roskilde Festival med De Eneste To. Jeg synes klart, de er det mest interessante band i dagens Danmark. Ligesom med Bowie kan jeg godt lide, at Sebsatian (Wolff, forsanger og sangskriver i Kellermensch, red.) findes i verden. Jeg kan godt lide, at hans stemme og hans sangskrivning findes i verden. Det gør noget godt. Der er brug for noget, der river og rusker. Verden har brug for deres lyd og deres energi. Og så er jeg helt vild med, at de er fra Esbjerg. Jeg elsker den by!

 

Ligesom Kim Larsen?

– Jeg har altid godt kunnet lide Kim Larsens Værsgo’-plade, og sammen med Nephew var jeg jo også med på Værsgo’ 2-pladen, men jeg synes, den er så fed, fordi den er sådan et mærkeligt sted mellem at være unplugged-agtig og så ikke være bange for også at være lidt produceret. Et sted mellem solist og band. Når man lytter til det album, får man ret tydeligt en fornemmelse af at høre nogle mennesker, der er i et rum sammen, og ambitionen med min plade har været at prøve at lave det i en opdateret udgave. Jeg har heldigvis været heldig at hooke op med nogle musikere og producere, der har formået at forløse den vision.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA