x

Producerlegenden Joe Meek – det forpinte geni

Producerlegenden Joe Meek – det forpinte geni

Gal og genial. Nyskabende, storhittende producer, stofmisbruger, paranoid, udøver af sort magi, undertrykt homoseksuel, morder og selvmorder. Joe Meek var en martret sjæl med et fantastisk musikalsk talent, selvom han ikke kunne spille et instrument. 3. februar er det 50 år siden, han døde. Vi fortæller hans historie.

Her kommer historien om en af de mest markante personligheder i popmusikkens historie: Joe Meek. Et unikum, der inden for sin korte levetid nåede at sætte et varigt præg på udviklingen af popmusikken i 60'erne. Et præg, som i høj grad endnu lever i bedste velgående blandt mange af nutidens komponister og producere inden for rock- og popgenren. Joe Meeks liv og karriere var præget af dramatik, og han skiller sig på mange måder ud som én, der vovede at være kompromisløs genial. Han valgte ofte at gå mod strømmen, ikke nødvendigvis for at være imod den, men fordi han determineret fulgte de anderledes lyde, der var inden i ham. Blandt andet sagde han nej til at arbejde med The Beatles, satte helt nye standarder inden for produktion og indspilning, skabte hittet Telstar (stadig det bedst sælgende instrumentalnummer i England), havde efter eget udsagn telepatisk kontakt med Buddy Holly og skød og dræbte sin husvært og derefter sig selv den 3. februar 1967, kun 37 år gammel. 50 år efter sin død fascinerer han stadig.

 

Newent nær Gloucester i England

Ud af fire børn i rækken kom Robert George Meek som nummer to. Robert blev tildelt kælenavnet Joe, efter en af faderens afdøde brødre. Joes mor Evelyn Mary Birt, også kaldet Biddy, havde brændende ønsket sig en pige, og i de første fire år af Joes liv klædte hun ham i pigetøj og lærte ham at lege med dukker i selskab med andre piger. Faderen Alfred George Meek var eneste af i alt fire brødre, som overlevede første verdenskrig. Hans temperament var, på grund af eftervirkninger fra granatchok, særdeles kortluntet, hvilket ofte gik ud over Joe, og som set mange gange før skulle dette senere hen vise sig at have smittet af på Joe.

Den store lidenskab for lyde og musik viste sig tidligt hos Joe. Som femårig fik han sin første grammofon-afspiller, en model med tragt som højttaler. Den nysgerrige dreng fandt hurtigt frem til virkningen af at råbe ned i tragten, når pladen var løbet ud – hermed printede lyden sig ned i vinylen og spillede tilbage. Hvad den femårige Joe ikke vidste var, at Edison havde gjort samme opdagelse år tilbage, da han opfandt grammofonen. Et par år senere fik Joe en rigtig rejsegrammofon, og den blev den vigtigste ingrediens i Joes teater- og cirkus-lignende forestillinger, med og for de andre børn. Disse forestillinger var meget entusiastiske, med hjemmelavet lysshow, fantasifulde udklædninger og ikke mindst musik. Omgivelserne så skævt til Joe; han skilte sig ud, legede mest med piger og gjorde en dyd ud af at være omhyggelig. Det var ikke normalt for en dreng, de andre børn kaldte ham tøs, og Joe isolerede sig mere og mere med sin mor og sine lyde. Han var som i en anden verden. I den bagerste del af haven stod et gammelt skur. Her byggede Joe byggede sin egen krystal-radio, kun ni år gammel. Få år senere byggede han også et tv, hvilket skabte stor opmærksomhed, da tv'et endnu ikke var nået frem til butikkerne i Newent, ligesom det på den tid heller ikke var muligt at modtage tv-signal i den del af landet.

I skolen var Joe ikke noget vidunder. Han var en dagdrømmer, sad altid og tegnede radioer og andre elektroniske dimser, og det almene pensum interesserede ham ikke. I teenageårene vandt Joe dog en vis popularitet ved de obligatoriske fester, hvor han gladelig troppede op med sit hjemmebyggede anlæg med forstærker og højttalere og spillede plader.

Han gik ud af skolen med middelmådige karakterer, hvilket passede far Alfred fint, han gik nemlig med særlige planer for Joe. For opsparede penge blev der investeret i landbrug, og her skulle Joe og hans to brødre arbejde med jorden. men heller ikke dette kunne standse Joe i altid at tænke i musik.

På den tilhørende kirsebær-plantage hængte han højttalere op i træerne, med to indlysende fordele i tankerne: Musik til arbejdet og fritagelsen for at skulle skyde de fugle, som ville stjæle af frugterne...

 

RAF, Les Paul og Ingmann

Da Meek fyldte 18, blev han indkaldt i Royal Air Force som radar-operatør. Heldigt for Meek blev han tildelt en mindre teknisk uddannelse, der styrkede hans iver efter arbejde med elektronik. Efter endt tjeneste fandt han efter ivrig søgen arbejde som reparatør i hele tre radioforretninger i Gloucester. I denne periode (1950) byggede Meek sin første båndoptager og begyndte at eksperimentere med optagelser, lyd-effekter og "sound-on-sound", et begreb, guitaristen Les Paul havde opfundet tilbage i 1947: Indspilning af musik fra en båndoptager til en anden i flere omgange, skabende flere lag i musikken. Denne teknik blev også flittigt brugt af Jørgen Ingmann. I 1953 skar Joe Meek sin første vinyl-plade med selvskabte lyd-effekter, og samtidig begyndte han at optage lokale grupper på sin transportable båndoptager. Disse mange sideprojekter kostede ham jobbene som reparatør, og Meek måtte nu for alvor lytte til sit egentlige kald. Det gjorde han, og den indre stemme bød ham at drage til storbyen.

Det første job i London var som "dubber" i et filmstudie, altså én, der eftersynkroniserer lyden på film. Derefter prøvede Meek kræfter som tv-tekniker på TVC (Television Commercials), en forgrening af Englands største produktions-selskab IBC (Independent Broadcast Company). Nu var chancerne for at arbejde professionelt med musik endelig inde for rækkevidde. På denne tid sad IBC på langt de fleste større produktioner af musik, ganske simpelt fordi det havde de bedste studier.

Meek fungerede som tv-lydtekniker på TVC-udsendelsen People Are Funny – et program produceret af Radio Luxemburg Roadshow, som var vældig populært i 50’erne. Arbejdet bestod af opstilling af mikrofoner, optagelse og efterarbejde med lyden på bånd, Meek var inspireret og følte sig hjemme.

 

Mænd i hvide kitler

Nu var det næste skridt at blive forfremmet til "balance engineer". Dette job var på det tidspunkt temmelig krævende; der var kun ét spor at optage musikken på, og ofte var der tale om et større hold mennesker på dyr løn, som sad og spillede, imens balance engineer’en skulle holde styr på samtlige mikrofoners placering. Al lyd skulle være på plads før optagelsen, der var ikke mulighed for "undo" eller at "klippe ind". En tekniker var dengang den tavse kliniske mand i hvid kittel: Det var ham, der enerådende gik ud og ind af kontrolrummet, han var tilskikket et stort ansvar, musikere havde ikke adgang til kontrolrummet, og alt forgik meget sterilt.

Meek fik hurtigt lov til at bevise, hvad han kunne: Optagelsen af et 20-mand stort strygerorkester ledet af en af tidens store dirigenter, Freddie Sverdloff.

Meek klarede opgaven til UG og blev øjeblikkeligt forfremmet til balance engineer. Efter en rum tid som tekniker på en masse jazz- og orkester-produktioner fik Meek sin dåb som producer i foråret 1956. Her fik han overdraget en session af independent-jazzproduceren Denis Preston, som Meek i flere omgange tidligere havde været tekniker for. Preston troede på Meek som producer og bad ham indspille nummeret Bad Penny Blues med Humphrey Lytteltons band.

Det blev en noget anderledes lydende jazz-produktion; Meek havde brugt både ekko og kompression i flittigt mål, navnlig på trommerne, hvilket var ganske uhørt på det tidspunkt, især i jazz-sammenhæng.

Bad Penny Blues gik ind som nummer 19 på den engelske top 20, og rygtet løb, at Meek kunne et og andet. Produceren John Franz (der senere er kendt for Scott Walkers fire første solo-plader) valgte kort tid efter Joe Meek til indspilningen af singlen Lay Down Your Arms med Anne Shelton – en hilsen til de hjemvendte soldater med en meget iørefaldende og genkendelig march-lignende rytme, som Meek skabte ved at ryste en trææske med småsten, og indspille det flere gange oveni hinanden. Rock’n’roll-bølgen fra USA havde ramt England i 1953 med Bill Haleys Rock Around The Clock og Elvis Presley, men man havde endnu kun Lonnie Donegans skiffle-bølge som pendant.

Efter indsatsen for Denis Preston og John Franz havde Joe Meek nu for alvor fået travlt. Han var på rekordtid blevet den mest eftertragtede tekniker på IBC, og efter relativt kort tid havde han allerede arbejdet med større artister som Shirley Bassey, Chris Barber og Petula Clark. Meek fik særlig stor opmærksomhed for produktionen af nummeret Green Door, der var B-siden af Frankie Vaughan-singlen Pity The Poor Man. Dj’s spillede oftest B-siden frem for A-siden, et klart symbol på Joe Meeks evne til at bryde gennem tidens almene profiler med sine uforudsigelige og banebrydende specialiteter. Green Door er også indspillet af blandt andet Shakin’ Stevens og The Cramps.

 

Galopperende ego

I takt med Meeks stigende popularitet blandt producere og pladeselskaber steg både hans ambitioner og et galopperende ego, som ofte udmøntede sig i diverse nervespændte udbrud. Meek var naget af en sygelig angst for at blive frastjålet en idé. Han kunne ikke slippe følelsen af, at nogen lyttede ved døren til kontrolrummet og forlangte døren låst, når han forlod rummet for at spise eller barbere sig. Sidstnævnte gjorde han flere gange i løbet af en dag.

En studie-session kunne snildt vare mellem 14 og 18 timer, især på grund af teknikerens omfattende klippe-arbejde. Det var for de fleste på IBC blevet svært at være i nærheden af Meek. Han havde ofte voldsomme udbrud, hvis han ikke lige kunne benytte studiets eneste "klangrum" (se nedenfor) eller kompressorer, når det passede ham, og det gjorde det meget ofte og helst over flere dage.

Meek havde et voldsomt temperament. Men han havde også trang til at give sig hen. I sine sene teenageår blev det klart for ham, at han var stærkt tiltrukket af sit eget køn og ikke det mindste interesseret i kvinder. Det var ikke velset at være homoseksuel på det tidspunkt, og det gav flere års fængselsstraf at blive taget på fersk gerning. Meek mødte Lionel i London, og de flyttede sammen under påskud at dele en lejlighed.

 

Drømmen om eget studie

I 1957 var der blevet trangt i IBC’s studier. Meek fyldte på alle måder for meget. Selvom han var den tekniker, alle foretrak at arbejde med, var det svært for omgivelserne at acceptere Meeks adfærd. Han dominerede samtlige producere og a&r-folk (kunstnerisk ansvarlig hos pladeselskab, red.) og ville bestemme alt under en produktion. Ofte foreslog han også, at man holdt pause i arbejdet for at lytte på nogle af Meeks egne ting. Han kunne endda gå så langt som at foreslå sine egne ting indspillet, i stedet for det man var i gang med. De andre teknikere var misundelige på Joe Meeks status; han gjorde alt det, man ikke måtte, og alligevel havde han succes.

Meek mærkede denne misundelse og uvilje imod ham og besluttede sig for at flytte. Han og Lionel fandt en større lejlighed i stueplan i det mondæne Kensington, nærmere betegnet Arundel Gardens nummer 20. Lejligheden blev indrettet mere som studie end bolig, og drømmen om eget studie syntes at integrere sig. Meek følte sig stærk og fri; nu var der ikke nogen, der kunne aflure hans idéer, og han kunne arbejde dag og nat, hele tiden. For penge, som han gennem de sidste år havde fået samlet sammen, kunne han etablere sig med et par båndoptagere, mikrofoner og så videre og begynde på egen hånd.

Produceren Denis Preston havde lagt samtlige af sine sessions hos Joe Meek i IBC og ville under ingen omstændigheder arbejde med andre, hvilket var et stort økonomisk plus for Meek for at kunne komme videre. Det var nødvendigt at bevise over for Preston, at Meeks nye "set-up" fungerede, og at Preston roligt kunne lægge sine sessions hos Meek i det nye "hjemme-studie". Denis Preston var den største engelske jazz-producer i 50’erne, og han ejede halvdelen af musikforlaget Allegro. Meek havde i længere tid arbejdet med skitser til en del sange, blandt andet Sizzling Hot og Put A Ring On Her Finger, som han ville indspille, dels for at vise Preston, at han kunne levere en produktion på samme niveau som tidligere og også for at få Allegro til at tage flere af hans sange.

I nærheden af Hammersmith, hvor Meek og Lionel boede, spillede et populært lokalt band kaldet Station Skiffle Group, som bestod af fem gutter på 18-19-år. Meek var så fascineret af deres lyd og attitude, at han øjeblikkeligt tilbød dem en indspilnings-aftale, hvis de til gengæld ville spille backing på hans sange.

Det var en hård start for Meek i en lejlighed med dårlig akustik, men det lykkedes ham at få indspillet Sizzling Hot med Station Skiffle Group og få lavet en test-single, han kunne spille for Preston. Denis Preston var mere end imponeret; han havde stor tillid til Meek i forvejen, men her fungerede Meek som både sangskriver, tekniker og producer. Meek havde nu sikret sig en publishing-aftale med Allegro, hvilket betød at han kunne få sine sange udgivet, og Preston ville tilmed bruge Meeks nye studie fremover. Joe Meek var den første independent.

 

Stereo og tarotkort

I løbet kort tid nåede Meek at indspille med Petula Clark, Lonnie Donegan, Johnny Duncan & The Blue Grass Boys og Station Skiffle Group, som han omdøbte til Jimmy Miller & The Barbeques, i lejligheden på Arundel Gardens nr. 20. Men der var ikke optimale forhold i lejligheden, naboerne begyndte at klage, og det var i det hele taget lidt for trange kår at tilbyde udefra kommende kunstnere.

Denis Preston var stadig meget glad for Meeks arbejde og havde en idé om at skyde penge i et nyt studie, som Meek skulle designe og styre, som studiemanager og chef-tekniker. Dette blev grundstenen til det studie, der stadig hedder Lansdowne Studios. Meek ønskede, at studiet skulle fremstå top-moderne, hvilket betød, at mikseren skulle være stereo og båndoptageren en to-spors. Dette var fuldkommen uhørt på en tid, hvor alt var i mono, men EMI, som på det tidspunkt lå forrest med studie-udstyr, fik kam til håret med Meeks krav og satte nye standarder inden for lyd-udstyr. Det meste af 1957 gik med at bygge Lansdowne Studios og indspille i Arundel Gardens. Adrian Kerridge, fra IBC Studios og Meeks gamle assistent, og den, som Meek bedst kunne arbejde samme med, med trådte til som tekniker. Kerridge er i øvrigt i dag ejer af Lansdowne Studios.

Meek havde tidligere eksperimenteret med tarot-kort og ånden i glasset og i januar 1958 under en seance med to venner kom den mærkelige besked: ”3. februar dør Buddy Holly”. Meek var rystet, han var stor Buddy Holly-fan, og der var kun få uger til den 3. februar 1958. Samme forår spillede Buddy Holly & The Crickets en længere turné i England. Her mødte Meek op for at overbringe sit idol den uhyggelige advarsel. Der skete dog ikke Buddy Holly noget dette år.

 

Pop versus jazz

Lansdowne var begyndt at fungere som studie i slutningen af 1958, og Meek havde sideløbende arbejdet intenst på sine egne sange. Det stod mere og mere klart, at Meek var pop og Preston jazz, men det var Preston, der havde de økonomiske seler på og ham, der havde både studie og forlag, Meek begyndte at føle sig lidt for bundet.

Han havde løbende succes med jazz-navne som Acker Bilk, Chris Barber og Kenny Ball, for hvem han havde tilført en ny lyd ved at plaske det til i ekko og rumklang (se info nedenfor).

I øvrigt ikke noget, der passede Denis Preston; han og Meek blev mere og mere uenige, Meek følte, Preston var for gammeldags, hvad angik produktioner. Omvendt forstod Preston ikke Meeks ambitioner om at lave moderne popmusik ved at massakrere god jazz. I sommeren 1958 udkom singlen Put A Ring On Her Finger med Eddie Silver. Nummeret var skrevet af Joe Meek, her som synonymet "Duke". Sangen blev ikke noget hit, og Eddie Silver har man ikke hørt om siden, men i efteråret 1958 udkom en version af Put A Ring On My Finger i USA med den populære duo Les Paul & Mary Ford, og den strøg direkte ind på amerikanske top 40. Straks efter indspillede Tommy Steele samme nummer til B-siden af singlen Come On Let’s Go, der gik ind på den engelske top 10.

 

 

Koldkrigstiden

I slutningen af 50’erne dukkede nye navne som Marty Wilde og Cliff Richard op på den engelske scene, mens Lonnie Donegan og Tommy Steele gled stille ud.

Den 4. oktober 1957 opsendte russerne satellitten Sputnik 1, og i 21 dage sendte satellitten radiosignaler tilbage til jorden. En begivenhed, som Joe Meek fulgte med stor interesse, han følte sig dybt inspireret og draget af denne udvidelse af horisonterne, og det påvirkede hans musik og produktioner i flere år frem.

Den 3. februar 1959, året efter at Meek havde modtaget en spirituel advarsel om Buddy Hollys død, fløj The Big Bopper, Ritchie Valens og Buddy Holly ind i en kraftig snestorm og styrtede ned. De var på turné med The Platters og havde forsøgt at vinde tid ved at skyde genvej med fly, men piloten, som var urutineret i at flyve med radar, kunne ikke orientere sig i snestormen, flyet styrtede ned, og alle passagerer døde. Meek holdt herefter fast ved den spirituelle kontakt med Buddy Holly og mente, han fra tid til anden fik gode råd og idéer til sange fra mesteren selv. Meek var meget påvirket af hændelsen og begyndte at forestille sig, at han selv skulle dø på voldsom vis, inden han fyldte 40 år.

I takt med efterspørgslen på Meek som producer steg også hans forbrug af diverse slanke- og pep-piller. Dette gav ham mulighed for at arbejde meget længe ad gangen uden hvile, men det påvirkede også hans i forvejen svingende humør, ikke mindst når virkningen ophørte. Meek var fanget i en ond cirkel med overforbrug af piller, ingen søvn, stigende paranoia og stigende, krævende succes. Han ville væk fra Denis Preston og Lansdowne Studios og ønskede brændende at etablere sit helt eget studie uden nogen at stå til ansvar for og kun arbejde målrettet med egne artister.

Meek havde allerede en mindre skare af bands, han personligt havde skrevet kontrakt med og skrevet numre til. Et af dem var The Cavaliers, som Meek hemmeligt i weekender og på helligdage indspillede numre som Happy Valley og Magic Wheel med i Lansdowne. Meeks exit fra Lansdowne blev da heller ikke uden drama, han gik i vrede under en større session med 20 musikere. Han brød sig ikke om det, der skulle indspilles, og forsøgte i stedet at overtale musikerne til at indspille noget af hans eget materiale. Det lykkedes dog ikke, så Meek forlod oprørt studiet, og dagen efter ringede Denis Preston til Meek og bad ham om at blive væk, for altid.

 

I Hear A New World

Bruddet med Lansdowne var på en måde en lettelse, for det tvang Meek til at gøre, hvad han egentlig mest havde lyst til, at være fuldt og helt sin egen independent. Med hit-credits som Marty Wildes Sea Of Love, Mike Prestons Mr. Blue og Emile Ford & The Checkmates What Do You Want To Make Those Eyes At Me For – sidstnævnte er også indspillet af Otto Brandenburg – i ryggen følte Meek sig stærk nok til at starte for sig selv. Efter et mislykket sagsanlæg mod Lansdowne erkendte Meek, at tiden var bedst brugt kreativt. Hans fascination af det ydre rum skulle som det første projekt oversættes til musik. Meek var besluttet på at overgå sig selv og alt andet før hørt. Et par år forinden havde han investeret i et moderne instrument kaldet Clavioline (mere info nedenfor). Ingen grupper havde rigtig taget instrumentet til sig, så her var en mulighed for en ny lyd i Meeks univers.

Meek indkaldte seks-mands orkestret Cavaliers, og med assistance fra gruppens guitarist og sanger Rod Freeman indspillede Joe Meek, hvad flere siden har kaldt verdens første electronica-album.

Albummet I Hear A New World skulle markere et nyt årti og Joe Meeks indtagen af popgenren. Det var et overflødighedshorn af musestemmer, brusende ekkoer og lyde, ingen endnu har gennemskuet hvordan blev til. Pladen er i stereo, hvilket på det tidspunkt var fuldstændig nyt, og flere eksperter har siden hen, uden held, forsøgt at afkode, hvordan Joe Meek kunne skabe denne plade med meget få maskiner i en lille lejlighed.

I januar 1960 modtog Meek tilbud om partnerskab i opstart af et nyt pladeselskab kaldet Triumph, ved William Barrington-Coupe, som arbejdede for Saga Films. Triumph skulle udgive pop-plader, og William Barrington havde brug for en partner, der vidste noget om musik, og som kunne skyde en økonomisk andel i. Partnerskabet blev indgået i februar 1960, og allerede få måneder efter havde Meek udgivet syv singler, blandt andet George Chakiris Heart Of A Teenage Girl, Peter Jays Just Too Late og Michael Cox’ Angela Jones, som blev et stort hit. Meeks succes og høje forbrug af penge gik hånd i hånd, og inden længe ønskede Barrington at stige af det løbske tog.

I kulissen havde Sagas ejer Major Banks betragtet scenariet, og han så stadig gode muligheder i Meeks talent. Majoren købte Barrington ud og fik installeret Meek i en treetagers bolig oven over en lædervare-forretning på Holloway Road 304, hvor Meek kunne have sit studie samt kontor og bolig, alt sammen finansieret af Major Banks. Dette var et tilbud for Meek, han vidste ikke, at han i virkeligheden var blevet købt for småpenge, i forhold til det, han nu var værd.

 

 

Den første spæde horror-rock

Meek havde været klog nok til at tegne personlige kontrakter med de kunstnere, han arbejdede med. Et nyt pladeselskab, Top Rank, ledet af Dick Rowe, der også havde arbejdet for Decca (Rolling Stones med flere), blomstrede op, Meek var ikke sen til at sætte et møde op med Rowe. Mødet gik over al forventning, Meek fik afsat de fleste af sine indspilninger, blandt andet singlen Tell Laura I Love Her sunget af skuespilleren John Leyton. Meek fik et stort forskud og blev tilmed uafhængig producer for Top Rank.

Et halvt år senere kollapsede Top Rank og blev købt op af EMI, der i forvejen ejede HMV, Parlophone og Columbia. Sidstnævnte ejede i forvejen en indspilning af Tell Laura I Love Her med Ricky Valance (ikke at forveksle med Ritchie Valens), så John Leytons røg ud. Meek havde dog stadig Major Banks i ryggen som økonomisk sikkerhed, men Banks var ikke af den gavmilde type; der skulle stadig laves opsøgende arbejde for at skaffe nye artister, laves aftaler med forlag og pladeselskaber.

Meek og Banks satte hurtigt et nyt label kaldet RGM op, og i det nye studie på Holloway Road 304 med kontor og ophold på første sal, studie og indspilning på anden sal og privaten på tredje sal kunne Meek komplet isolere sig fra omverdenen og koncentrere sig om sangskrivning og indspilninger. Det skulle dog vise sig at blive en hård opstart med det nye studie. Flere i branchen var skeptiske over for Meek. Selvom han var højt respekteret som producer og tekniker, var den almene mening, at det ikke var muligt at opnå samme indspilningskvalitet i en lejlighed som i et rigtigt studie.

Meek kunne virkelig godt bruge et hit for på alle måder at komme ovenpå igen. Det var sommeren 1961, og John Leyton, som Meek tidligere havde indspillet med, skulle medvirke i et afsnit af tv-serien Harpers West One, der på det tidspunkt havde de højeste seertal. Leyton skulle spille et popidol, der indvier åbningen af en pladeforretning, og her skulle synges en sang, men sangen var ikke skrevet. Meek havde i mellemtiden mødt en ung håbefuld pianist Geoff Goddard fra Reading, som han af og til prøvede idéer med. Leytons manager kontaktede Meek en fredag for at høre, om han kunne levere sangen mandag. Geoff og Meeks demo blev valgt ud af mange indkomne forslag, og allerede få dage efter blev originalen indspillet i Meeks studie. Det var et større set-up med strygere, kor, Goddard på piano og backing-bandet The Outlaws, der blandt andet talte guitaristen Ritchie Blackmore (senere Deep Purple).

Meek syntes at have fundet sin musikalske partner i Geoff Goddard, der ligesom Meek var interesseret i sort magi. De holdt kort efter en seance hos Meek, hvor de spurgte Buddy Holly til råds om hitliste-placeringen af Johnny, Remember Me og fik svaret: ”It will go number one”, og da de efterfølgende spurgte om nummeret My Baby Doll, som Meek havde indspillet med Mike Berry som B-side til singlen Will You Love Me Tomorrow?, var svaret: ”See you in the charts”.

Endelig fik Meek sit nummer et-hit. Johnny, Remember Me solgte på fire uger 250.000 eksemplarer.

Kort efter fulgte Meek og Geoff op på hittet med et nyt spøgelses-hit, Wild Wind, der øjeblikkeligt gik nummer otte på hitlisten. Interessen for Meek var nu markant stigende, arbejde og forespørgsler væltede ind. Meek havde skabt en helt ny stil med sit lydunivers, en tidlig form for "horror-rock". De næste, der skulle skæres over den læst, var blandt andet bandet The Raiders med horror-nummeret Night Of The Vampire. Under indspilningerne fyrede Meek deres kun 16-årige sanger Rod Stewart til fordel for instrumental-versionen og gav samtidig bandet et nyt navn, The Moontrekkers. Også Screaming Lord Sutch var på banen. Ham havde Meek støvet op, og længe før Alice Cooper fik overskæg, sprang Screaming Lord Sutch op af kister og sang Jack The Ripper.

 

 

Telstar, Heinz & Madras Place

Siden succesen med Johnny, Remember Me havde Meek sat alt ind på at forblive på toppen af hitlisterne. Dag og nat knoklede han på nye numre. Da han ikke spillede noget instrument, var hans metode at nynne sine idéer oven på tilfældige out-takes fra bånd, han havde liggende. Den 10. juli 1962 sendte USA satellitten Telstar 1 i kredsløb, og allerede dagen efter kunne englænderne modtage ganske korte tv-signaler fra USA. Meek var som ramt af lynet, han fik øjeblikkeligt inspirationen til et nyt nummer, og en håndfuld studiemusikere, som udgjorde gruppen Tornados fik lov at danne rammen om Meeks nye hit, The Theme Of Telstar. Meek fik Geoff Goddard til at hjælpe med at spille temaet på henholdsvis piano og den gennembrydende karakteristiske Clavioline. I løbet af efteråret 1962 kravlede Telstar, som titlen var blevet forkortet til, lige så stille op ad hitlisterne og satte sig grundigt på nummer et, hvor den stadig ligger som det mest sælgende instrumental-hit i England.

Med succesen fra Telstar fik Tornados mere og mere opmærksomhed, især deres 19-årige bassist tyskeren Heinz Burt for det platin-blonde hår, som Meek havde fået lokket ham til at få som modsvar på Elvis. Ved en audition i Meeks studie havde Meek udvalgt Heinz, ikke fordi han spillede godt, men fordi han forelskede sig inderligt i Heinz, som også efter kort tid flyttede ind hos Meek. I starten af 1963 gik Telstar nummer 1 på den amerikanske hitliste og blev der i tre uger. Tornados var det første engelske popband, der entrerede de amerikanske hitlister, senere fulgte The Beatles.

Igen søgte Meek at lave efterfølgere til Telstar. Der var hul igennem, alle ville lytte til hans produktioner, og alle var interesserede i at aftage musikken. I mellemtiden var forholdet mellem Heinz og de resterende medlemmer i Tornados blevet anspændt, dels fordi Heinz fik al opmærksomheden i pressen og live, men også på grund af hans forhold til Meek, der nu havde store planer med den platin-blonde tysker. Heinz skulle medvirke i filmen Dreams Do Come True, og en turné med Jerry Lee Lewis, Gene Vincent og Heinz i midten af sandwichen blev sat op i foråret 1963. Heinz stod slet ikke mål med Jerry Lee og Gene Vincent, hvis publikum primært var "læderjakker" og andre hårde typer, og aften efter aften blev han buet ud af scenen. For at tækkes det hårde publikum indspillede Meek Just Like Eddie med Heinz som en hyldest til den afdøde Eddie Cochran. Nummeret blev hængende på Heinz lige til hans død i april 2000. Kun en måned inden sin død optrådte han med det for sidste gang, syg og siddende i kørestol.

I maj 1963 blev Joe Meek sagsøgt af den franske komponist Jean Ledrut for at plagiere Telstar fra et stykke musik til filmen The Battle Of Austerlitz. Eftersom Telstar kun havde været ude i et halvt år, var det begrænset, hvad der var nået at blive udbetalt i royalty, men sagsanlægget tilbageholdt alt tilgodehavende, og Meek sad tilbage med et hav af priser, udmærkelser og en foreløbig lukket guldgrube. Meek så aldrig filmen eller hørte musikken, men sagen trak i langdrag og endte tragikomisk med, at Meek vandt sagen i marts 1967, en måned efter sin død. I slutningen af 1963 blev Meek grebet på et offentligt toilet på Madras Place i London og arresteret for at lægge an på en ældre mand. Han blev løsladt mod kaution, men undgik ikke en del omtale i aviserne.

 

 

Kuffert-mordet

Efter omfattende omtale i aviser og blade modtog Meek flere trusler om penge-afpresning, og samtidig steg hans paranoia for igen at blive opdaget eller aflyttet. Beatles-feberen var lige så stille begyndt at rejse sig, samtidig med at Phil Spectors produktioner indtog markedet, og Meek havde nu for alvor også fået konkurrenter. Meek fik sit sidste nummer et-hit i august 1964 med nummeret Have I The Right? med The Honeycombs, en signifikant Joe Meek-produktion. I stedet for stortromme bad han hele gruppen om at stampe i gulvet i takt. Mange af Meeks produktioner bestod ofte af manipulerede real-lyde, i stedet for rigtige trommer. Igen var Meek forfulgt af uheld; hans tidligere samarbejdspartner Geoff Goddard lagde sag an mod Honeycombs for at have stjålet nummeret.

Major Banks og Meeks samarbejde var tyndslidt, og Meek følte sig nødsaget til at købe ham ud. Banks serverede en kæmperegning for Meek, der hverken havde synderligt mange penge eller anden udvej, men med håbet om positivt udfald af Telstar-retssagen forhøjede han sin kassekredit betydeligt og købte Banks ud.

De følgende år blev fortsat sværere, i takt med at den engelske musikscene ændrede sig voldsomt. George Martin, der på det tidspunkt er på sit højeste med The Beatles, gik fra EMI som a&r-chef for at blive selvstændig og tog en stor del af kunstnerne med sig.

På EMI overvejede man Joe Meek som afløser for George Martin, Joe holdt adskillige møder med EMI, kontraktforslag udføres, og på overfladen kunne det se ud til, at Meeks tilværelse fungerer rigtig godt, men inde i ham voksede et voldsomt og ukontrollerbart kaos. I studiet isolerede han sig mere og mere, var skrækslagen for at blive aflyttet, kommunikerede kun skriftligt med de få, han lukkede ind og brændte bagefter papiret.

Den 16. januar 1967 blev liget af en 17-årig ung mand skåret i stykker og lagt i to kufferter fundet på en mark uden for London. Meek havde flere gange været i kontakt med den unge mand, der var kendt fra trækkerdreng-miljøet, og var rædselsslagen ved tanken om at skulle blive mistænkt. Ventetiden med EMI plagede ham også til hudløshed, han kunne ikke sove om natten og tog mere amfetamin for at holde sig vågen om dagen.

Den uundgåelige katastrofe, som Meek længe havde styret imod, indtraf den 3. februar 1967, da Meek bad sin assistent Patrick Pink om at hente husværten Violet Shenton, som i stue-etagen førte en lædervare-butik med sin mand. Da Violet ankom på 1. sal i Meeks kontor, var han aldeles ude af sig selv. Patrick stod på trappen i stue-etagen, da et skud pludselig blev affyret, og Violet Shenton væltede ud fra kontoret og videre ned ad trappen. Få sekunder senere, inden Patrick nåede op ad trappen, skød Meek sig selv i hovedet. Samme dag, otte år tidligere døde Buddy Holly, og samme dag 36 år senere bliver skuespilleren Lana Clarkson skudt, da hun er i selskab med den ligeledes stærkt excentriske producer Phil Spector, som hurtigt bliver mistænkt for mordet og siden blev dømt minimum 19 års fængsel for det.

 

Joe Meek i korte træk:

Født Robert George Meek 5. april 1929 i Newent, Gloucester, England

Død (selvmord) 3. februar 1967 på Holloway Road, London, England

Homoseksuel

Englands første “independent” producer

Selvlært radioreparatør, tekniker, producer, komponist, musiker og manager.

Indspillede verdens første “electronica”-album i 1959 i stereo (uhørt på det tidspunkt).

Modtog efter eget udsagn telepatisk besked om Buddy Hollys død, et år før han døde i 1959.

Satte nye standarder inden for lyd-teknik og musik-produktion

Største hits: Johnny Remember Me (John Leyton, 1961), Telstar (The Tornados, 1962), Have I The Right (Honeycombs, 1964)

Joe Meek har inspireret utallige kunstnere og er igennem tiden blevet fortolket af et utal af grupper og solister. Et udvalg: The Shadows, James Last, Les Paul & Mary Ford, The Meteors, Showaddywaddy, Chris Spedding & Robert Gordon, Dead Kennedys, Ritchie Blackmore, The Cramps og Roky Eriksson.

Joe Meeks effekter og instrumenter:

Ekko:

Ekkoet som effekt var endnu kun brugt af ganske få på det tidspunkt. Guitaristen Les Paul opfandt effekten. Han og Elvis Presleys guitarist Scotty Moore var toneangivende med ekko på guitar. Kompressor/limiter blev i sjældne tilfælde brugt på indspilninger for at undgå overstyring. Overstyres en limiter opnås en form for kompression, hvilket betyder at lyden begynder at "pumpe", hvilket var en af Joe Meeks foretrukne teknikker, men bestemt ikke en stueren metode blandt teknikere dengang.

Klangrum/rumklang:

I 50’erne blev effekten skabt ved hjælp af et rummeligt lydende lokale ofte med hårde flader, hvor man placerede henholdsvis en højttaler i den ene ende og en mikrofon i den anden ende. En bedre lydende rumklang, men af plads-grunde havde man som regel ikke flere end en enkelt til rådighed. Andre eksempler fra den tid var "plade-rumklang", en kasse med metalplader beklædt med guld eller sølv-folie, samt den velkendte "fjeder-rumklang", som stadig er meget brugt i guitarforstærkere og Hammond-orgler.

Clavioline:

Mindre elektrisk orgel med en meget nasal lyd, opfundet af franskmanden Constant Martin i 1947. Bedst kendt fra Joe Meeks Telstar og senere Beatles’ Baby, You’re A Rich Man.

 

Johnny Stage er sanger, sangskriver, guitarist og producer, kendt for samarbejder med så forskellige navne som Sort Sol, Martin Hall, Maggie Bjorklund, Keld Heick og Solbrud. I 2007 udgav han et hyldestalbum til Joe Meek, ”The Lady With the Crying Eyes” med deltagelse af blandt andre Henrik Hall, PowerSolo, Nanna, Aud Wilken, Keld Heick og operasangerinden Edith Guillaume. Lyt til albummet nedenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA