x

Playliste: Her er februar måneds 11 essentielle sange

Playliste: Her er februar måneds 11 essentielle sange

Vi er midt inde i en ny måned, og derfor tager vi et kig de mest spændende sange den sidste måned. Hør også sangene på en Spotify-playliste nedenfor.

Depeche Mode – Where's the Revolution

Det britiske orkester leder med lys og lygte efter revolutionens opstand på deres elektroniske rocknummer, hvor synthflader og skurrende vokal er lydens fakkel. Depeche Mode udgiver deres 14. album Spirit den 17. marts.


Rag'n'Bone Man – Ego

Det er den britiske sanger Rory Graham, der står bag kunstnernavnet Rag'n'Bone Man. Han er et relativt nysået frø i den internationale musikmuld og har tidligere vækket genklang med nummeret Human. Hans dybe røst er blodåren i et pulserende lydunivers, hvor blæsere står side om side med bølgende hiphop-beats.

Eloq featuring MØ – Diamonds

Den danske producer beviser, at en ballade sagtens kan være svalende og ømskindet, selvom den er opbygget af knips, skarpladte pistolskud og hårdt pulserende beats. Eloq har tidligere produceret nummeret Glass fra MØ, og Diamonds er endnu et resultat af et frugtbart samarbejde mellem de to musikere.

The Rumour Said Fire – Television Personalities

Television Personalities er singleforløberen for udgivelsen af det kommende album Crush, der er på gaden 28. april. Det er ellers over fire år siden, at det danske orkester udgav albummet Dead Ends, men med det guitarstøvede og højenergiske nummer slår de revner i tavsheden.



Mastodon – Show Yourself

Mastodon blotter ansigtet med den hårdtslående single, der bugter sig igennem et lydlandskab af melodiøse guitarriffs, galoperende trommeslag og insisterende vokal. Nummeret vil være at finde på deres kommende album Emperor Of Sand, der udkommer 31. marts og efter sigende er et konceptalbum, der tackler temaet cancer.



Mew – Carry Me To Safety

Der er højt til loftet på den nye single fra det danske orkester. Jonas Bjerres vokal står lysende klart i det dvælende lydbillede, hvor skrøbelige guitarfigurer og lystklingende korstemmer løfter musikken op under himmelhvælvingen. Carry Me to Safety vil være at finde på albummet Visuals, der kommer på gaden 28. april.



Chinah – Even Love

Den danske trio har haft vind under vingerne siden ep'en Once The Lights Are On. De har taget endnu et spadestik med singlen Even Love, hvis fængende melodi er båret af skarptladte beats og dragende synthflader. Singlen er et varselskud for ep'en Hints.



Tom Tripp – Aurelia

Den 21-årige sanger er et nyskrevet blad. Aurelia genkalder sig lyden af Jai Paul, hvor forvrængede synth- og guitarlyde er sangens grobund. Det er sangerens første, men forhåbentlig ikke sidste singleudgivelse.



Future Islands – Ran

Det amerikanske orkester gjorde sig bemærket med albummet Singles, der udkom i 2014. Nu er de tilbage med den 80'er-inspirerede Ran, hvor Samuel Herrings særegne vokal smelter sammen med smægtende synth og fjedrende trommeslag. Singlen er forløber for albummet The Far Field, der udkommer 7. april.

Khalid – Shot Down

Den unge sanger Khalid har en af de soulstemmer, der får en til at stoppe op et øjeblik. Shot Down er en sprød ballade, hvor hans sørgmodige vokal bliver løftet af nummerets tørre fingerknips, store lydflader og knitrende beats. Sangen stammer fra hans første album, American Teen.



Stormzy – Big For Your Boots

Den hurtigtskydende grime-stjerne løber ud over stepperne på singlen, der snor sig forbi et fragmenteret vokalsample, mørklødede korstemmer og ikke mindst hans storspyttende rap. Et nummer, der beviser, at han bestemt har størrelsen til at fylde sine støvler ud.

 

Hør sangene på en Spotify-playliste her, og husk at følge listen "11 essentielle – Månedens bedste sange" på GAFFA.dk's Spotify-profil, så bliver du løbende opdateret på månedens bedste nye musik.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA