x

Interview: The Hives – 99 procent perfektion

Interview: The Hives – 99 procent perfektion

Den uforkortede version af artiklen, der optræder let forkortet i GAFFAs novembernummer

Med en selvtillid af Muhammed Ali’ske proportioner brød svenske The Hives igennem garagerock-lydmuren i starten af det nye årtusinde og proklamerede hurtigt sig selv som your new favourite band. Sammen med grupper som The Strokes og The White Stripes var de med til at gøre rockmusikken interessant og ikke mindst rå igen.

Med højoktan-riffs og den storskrålende sanger Howlin’ Pelle Almqvist i front kværnede kvintetten derudad og fik undervejs rosende ord med på vejen af så forskellige bands som Outkast og The Rolling Stones – sidstnævnte tog dem sågar med som opvarmere i 2003. Efter tre års
albumpause er bandet klar med deres fjerde album "The Black And White Album", et album, der i vanlig ydmyg stil gik under arbejdstitlen "The World’s First Perfect Album".

– Vi beholdt ikke den titel, fordi det kun er 99 procent perfekt ligesom de andre album, vi har lavet, fortæller Almqvist, der under dette interview er i selskab med den karseklippede trommeslager Chris Dangerous, der viser sig at være lige så god til at udtale sig i overskrifter.

Som noget nyt har bandet været ude og hente verdens hotteste producere ind og har undervejs arbejdet sammen med Pharrell Williams, Timbaland, U2 og Bloc Party-produceren Jacknife Lee og Dennis Herring, der er bedst kendt for sit arbejde med Modest Mouse. De mange kokke i køkkenet har gjort, at albummets 14 sange lyder som 14 forskellige bands, hvilket Pelle tager som en kompliment og tilføjer:

– Ja, eller det lyder som en greatest hits-opsamling med et band, der har haft 14 forskellige stadier i en lang, lang karriere.
Hvis vi skruer tiden tilbage til før, I var The Hives, kunne I så have forestillet jer at arbejde sammen med hiphop-artister?
Chris: – Det vil jeg tro, for vi har altid godt kunnet lide hiphop.
Pelle: – Eller i hvert fald noget af det, meget af det er kedeligt.
Chris: – Ligesom med rockmusik.

Hvad hørte I så af hiphop??
Chris: – N.W.A., og vi har altid godt kunnet lide Beastie Boys, og af nye ting synes jeg, den første 50 Cent-plade er virkelig god.
Pelle: – Public Enemy, Kid Frost og Tone Loc. Vi kunne også godt lide Vanilla Ice; Chris kunne endda alle teksterne, da han gik i sjette klasse. Jeg er ikke stolt af, at jeg kunne lide hans musik, men det var bare fucking cool dengang.

Hvordan opstod kontakten til Pharrell og Timbaland?
Pelle: – Vi mødte Pharrell i Japan i 2004, og han sagde, at han virkeligt gerne ville arbejde med os, så da lejligheden bød sig med denne nye plade, slog vi til. Vi arbejdede på otte sange med ham, vi færdiggjorde tre, og to endte på pladen.

– Og med hensyn til Timbaland, så bad han os om at medvirke på sangen "Throw It On Me" (fra Shock Value, red.), og bagefter blev vi enige om, at han skyldte os en tjeneste, så han kom til Stockholm i sommer, mens han var på turné med Justin Timberlake, og vi havde tre dage i studiet med ham. Men vi kom for sent i gang med det samarbejde, så vi nåede ikke at blive færdige med nogen sange til denne plade.

Arbejder de ikke vanvittigt hurtigt, de to?
Chris: – Jo for fanden, vi laver kun plader hvert fjerde år.
Pelle: – Ja, så det bliver en mere dyrebar proces for os at skabe ny musik i forhold til de to, der laver ti plader om ugen. Så enten har de inspireret os til at skrive flere sange og smide halvdelen væk, eller også begynder vi at lave flere plader, hvem ved?

Vi vil have udfordringer
En ofte ytret kritik af jer er, at I handler mere om stil end substans. Hvad er jeres reaktion, når I bliver beskyldt for det?

Pelle: – Det er kun folk uden stil og substans, der beskylder os for det. Jeg mener, jeg er fucking ligeglad med, hvad folk siger, for jeg ved bedre. Elvis blev også beskyldt for kun at være stil og gimmicks, men vi kan godt lide gimmicks. Vi prøver ikke at skrive Heart Of Gold (af Neil Young, red.), vi prøver at skrive Wooly Bully (af Sam The Sham & The Pharaohs, red.) eller My Sharona (af The Knack, red.). Det er den slags musik, vi holder af, og det er det, vi prøver at lave. Man lever kun én gang, og vi vil bare gerne have det sjovt, og vi har det sikkert sjovere end de fleste andre bands.

Jeg kan forstå, hvorfor I sagde ja til at varme op for The Rolling Stones, men hvorfor pokker har I indvilliget i at varme op for noget så radikalt anderledes end jer som Maroon 5 her i efteråret?
Pelle: – Vi vil spille for folk, der ikke kan lide os.

Chris: – Da vi sidste gang var på turné, kunne vi selv fylde store sale med vores fans, og det blev bare lidt for nemt. Vi savnede at være det band, der varmede op for, hvem det end måtte være og endte med at stjæle deres publikum. Vi vil have udfordringer. Så hvad fanden er der i vejen med at spille foran 15000 amerikanske piger, der tilfældigvis er fans af Maroon 5? Det bliver sgu da pissesjovt.

Pelle: – Vi har bare lyst til at prøve noget nyt. Vi vil gerne overvinde et nyt territorium og vi gider ikke bare blive ved med at spille for de samme folk.

Hånden på hjertet, kan I lide Maroon 5’s musik?
Chris: – Nej.
Pelle: – Det er ikke min kop te, men det er heller ikke dårlig popmusik, hvis man er til den genre.

Jeg kunne nemt forestille mig, at der sidder nogle af jeres gamle fans, der mener, at I har vendt ryggen til garagerocketikken med at kæmpe mod pop-establishmentet.
Pelle: – Fuck dem, de har alligevel altid syntes, vi var for poppede og har anklaget os for at spille på MTV og bruge synth på vores plader.

Men hvem ved, måske bliver alle pigerne til Maroon 5-koncerterne fans af The Hives, og så får alle garagerockfyrene nogle nye piger, de kan prøve at score til vores koncerter. Provokation er vel også en stor del af rock ’n’ roll, eller det burde det i hvert fald være.

Pelle: – Det er i hvert fald en del af os, vi er nød til at provokere nogen, ellers lever vi ikke.
Chris: – Og helt ærligt, det er vores band, så vi bestemmer sgu selv, hvad vi vil gøre med det, vi står ikke i gæld til nogen. Så hvis der er en fyr, som synes, vi sælger ud, fordi vi arbejder med Pharrell, så kan han bare starte sit eget band
Pelle: – Og vi ville sikkert kunne lide hans band.
Chris: – Netop, men måske ikke deres fjerde plade, hvis den lyder præcis som de tre forrige.

Køb aldrig en yacht, lån en
Har I nogle gode historier fra dengang, I spillede med Rolling Stones?
Chris: – På et tidspunkt kaldte Mick os sammen for at give os et godt råd om livet, og han sagde: ”Køb aldrig din egen yacht, lån en af en ven.” Vi var færdige af grin.

Pelle: – Ja det var fandeme et godt tip, for vi kender jo helt vildt mange folk, der ejer deres egen yacht. Mit bedste minde var, da vi overværede et af deres soundchecks, og de spillede "When The Whip Comes Down" (fra "Some Girls", red.), der går rimeligt hurtigt, og bagefter råbte Ronnie Wood: ”Tag den, The Hives!”

Så ingen drikketips fra Keith?
Pelle: – Nej, men vi så ham drikke en hel del. For det meste vodka med appelsinjuice.
Ja, han sværger til klar alkohol, da han hævder, at det ikke giver tømmermænd, og han burde vide det.
Pelle: – Det må jeg huske.

I mangler på ingen måde selvtillid, men har det altid været sådan, eller var I generte som børn, og har bandet ligesom givet jer en slags superhelte-kostume, I kunne trække i og skyde brystkassen frem?

Pelle: – Det er faktisk meget præcist, jeg var i hvert fald meget genert som barn, men det ændrede sig, da vi startede bandet. Men vi havde sikkert mere selvtillid, da vi startede bandet, end vi har nu, selv om vi nu er succesfulde. Men dengang var det fucking intet, der kunne stoppe os, selv om vi ikke anede, hvad fanden vi lavede. Vi var bare de bedste. Tingene var mere sorte og hvide dengang; nu kan vi godt anerkende, at andre bands er gode.

Chris: – Men selvtilliden fejler stadig ikke noget hos os, for i stedet for at sammenligne os med andre bands fra Fagersta, så sammenligner vi nu vores nye album med Bruce Springsteens nye album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA