x

Devendra Banhart – Træk en gammel bh på og lad bare skægget stå

Devendra Banhart – Træk en gammel bh på og lad bare skægget stå

Den uforkortede – men ikke mere forståelige – udgave af interviewet, der findes forkortet i GAFFAs novembernummer

Hvis Obelix faldt i gryden med trylledrik som spæd, så må efternøler-blomsterbarnet Devendra Banhart være faldet i gryden med bong-vand og batikfarve. Mød freak-folk-hippien, der ser en lighed mellem Neil Young og R. Kelly.

Havde vi levet i de frisindede 60’ere, hvor fri sex og eurofriserende stoffer var så godt som ufarligt, havde Devendra Banhart sikkert haft status som guru, i stedet for at være et sjældent krøllet sind i en lineær popverden. Men heldigvis er der stadig plads til outsidere, og her fem album inde i karrieren stikker krøltoppen stadig ud som en øm tommelfinger.

Devendra blev født for 26 år siden i Texas, flyttede til Caracas i Venezuela som treårig, for derefter at vende tilbage til Amerika som trettenårig. Der kom for alvor skub i karrieren, da Banhart endte i San Francisco, hvor han fik sit afgangspapir fra byens Art Institute og blev galionsfigur i en blomstrende psykedelisk folk-revival, kaldet freak folk, der også tæller navne som Joanna Newsom, CocoRosie og Animal Collective.

Nu til dags har Banhart bosat sig i en villa i Topanga Canyon, Californien, hvor det nye album Thunder Rolls Down Thunder Canyon også er indspillet med et rend af over 30 besøgende musikere. Topanga Canyon har tidligere haft så prominente beboere som Woody Guthrie, Neil Young, Joni Mitchell og Jim Morrison samt en knap så ærværdig herre ved navn Charles Manson.

Musikalsk spænder Banhart over genrer som samba, reggae, folk, gospel, doo-wop og 70’er-rock, og tekstuniverset omkredser emner som en dansende krabbe, en gris, der parrer sig med en mand, lånte tænder, om at blive tilberedt som morgenmad og sågar en sang set fra en skizofren og pædofil hermafrodits perspektiv.

For nogle (eller rettere de fleste) vil det lyde som det rene nonsens, men nu ved vi heller ikke, hvordan Banharts hoved er skruet sammen. Og vi får da heller ikke just en åbenbarende indsigt i sangerens tankegang efter den følgende telefonsamtale, der starter således:

– Hey man, er du klar over, hvor chic en by Nebraska er? Det er virkelig spektakulært. Og jeg sidder og lytter til en blandet cd med en fyr, der hedder Sweet Tits Cook. Jeg har nok 20 blandede cd’er, jeg skal igennem, for vi driver jo også vores pladeselskab Gnomonsong, så vi skal lytte til mange nye artister, men langt det meste er fantastisk.

Det lyder da som et okay job, du har dig der.
– Det er all right, det er bedre end dit, hvor man skal tale med fyre som mig.

Jeg klager ikke. Du har et ret eklektisk ordforråd på en del sprog. Hvor mange sprog benytter du dig af på dit nye album?
– Fem stykker, men oprindeligt var der syv. Vi skar sange fra på indisk og arabisk, så nu er det kun engelsk, spansk, portugisisk, fransk og jiddisch.

Jeg syntes nok, jeg hørte noget jiddisch.
– Du hørte rigtigt. Jeg er ret gode venner med Rabinowitz-familien.

Dem kender jeg ikke lige.
– De er en slags doo-wop-mafia-foretagende, men det burde jeg ikke sige.

Klart nok. Du synger tit om dyr, så hvis nu du kunne vælge at føje en dyrelyd til dit vokalregister, hvilket skulle det så være?
– Sugar glideren (en slags flyvende egern, red.), for de siger ”wiiiii!”

Det klarer du da ellers helt fint.
– Ikke lige så godt som sugar glideren, ingen kan gøre det lige så godt som den. Tror du på karma?

Øh, ja da.
– Godt. Jeg tror, jeg er nødt til at gå ind på eBay og købe mig noget mere god karma.

Pøj pøj med det. Nu, du nævner det, har du så set komedieserien My Name Is Earl, der beskriver konceptet omkring karma, så selv uforstående folk forstår vigtigheden af det?
– Nej, jeg har desværre ikke fået set den, men det er meget smukt at fortælle om konsekvenserne af ens handlinger i en komedieserie. Så mangler vi bare en serie om Tao og Astro Projection med Danny DeVito og måske et show med Whoppie Goldberg om Akashic Records (en slags mysticisme, red.). Kender du Rudolf Steiner?

Jeg gik faktisk på en Rudolf Steiner-skole.
– Wow. Det misunder jeg dig virkelig for, bortset fra at jeg ved, hvordan man fungerer i den virkelige verden, min ven.

Klart nok.
– Han introducerede konceptet om, at nogle mennesker har adgang til et spirituelt bibliotek, hvilket er en stor ting inden for new age.
(På dette tidspunkt kunne samtalen lige så godt have forgået på et af de mange andre sprog, Banhart mestrer, for det giver absolut ingen mening her i denne ende af samtalen, red.).

Spirituel stådreng
Du er altid meget generøs med antallet af sange på dine plader. Er det, fordi du gerne vil give fuld valuta for pengene, eller har du bare svært ved at sortere?
– Vi har slettet meget denne gang, fordi jeg føler, at mine forrige album har været lidt for lange. Mine venner siger også, at de har været alt for lange, så jeg prøver noget nyt denne gang.

Men albummet er stadig over 70 minutter langt.
– Ja, men jeg lavede bare sangene længere.

Dine to seneste album er meget varierede genremæssigt. Tror du, vi kommer til at høre et mere ensporet album fra dig i fremtiden?
– Helt sikkert, vi laver snart et helt rockalbum, men jeg tror, at halvdelen bliver nedbarberet og lo-fi som min første plade ("Oh Me Oh My ... The Way The Day Goes By The Sun Is Setting Dogs Are Dreaming Lovesongs Of The Christmas Spirit", fra 2002, red.), og den anden halvdel bliver et rockabum med mit band, der hedder Spiritual Boner.

Og du har også planer om at lave et helt album på spansk.
– Ja, og det bliver stilmæssigt meget latin-amerikansk. Stærkt inspireret af Brasilien. Ved du, hvor toilettet er?

Øh nej, jeg sidder i Danmark lige nu.
– Okay, men det kunne jo godt være.

Turkis sten fra kærestens mund
Første gang, du spillede i Danmark, fremførte du en coverversion af R. Kellys "Step In The Name Of Love". Ligesom dig er han kendt for at have ret, lad os kalde det kreative tekster. Har du en favorit?

– Jeg har mange, men hvad med den her: ”Girl I promise this will be painless, painless. We'll take a trip to Planet Uranus, anus” (fra Sex Planet, red.), det er en fantastisk linje. Jeg elsker virkelig hans tekster.

Er det en slags guilty pleasure?
– Nej, overhovedet ikke, der er intet pinligt ved det. Han er ekstremt excentrisk og forud for sin tid.

Har du set, at Will Oldham (aka Bonnie ”Prince” Billy) har en lille cameorolle som betjent i Kellys nye "Trapped In The Closet"-film?
– Ja, og jeg er vildt misundelig. Har du hørt Wills cover af "Ignition"?

Det har jeg faktisk, og den er glimrende.
– Ja, men intet slår R. Kelly. Og hans "Trapped In The Closet"-film er fantastiske og episke. Han er et geni, og det er ingen joke. Han er ligesom Neil Young, der har sine festsange og sine mantra-agtige sange, og så sine seriøse sange. R. Kelly er den ægte vare. Kender du stenen ocean jasper?

Næh.
– Det er en rigtig flot turkis sten, som min kæreste lige har taget ud af sin mund og givet mig, så jeg må nok hellere løbe nu. Kan du have det godt.

Og det var så det interview, og selv om der var mange flere spørgsmål på papiret, var der i særdeleshed ét, der trængte sig på: Hvad fanden snakkede manden om?


Devendra Banharts hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA